Tak for det, formand.
Regeringen ønsker jo, at vi har en velfungerende kollektiv trafik til gavn for passagererne i hele landet.
Privatbanerne, som bestyres af regionerne, udgør selvfølgelig en vigtig del af det samlede billede, og det er derfor også regeringen magtpåliggende, at der er styr på vedligeholdelsen og togdriften på privatbanerne.
Regeringen er således enig i hensigten bag Dansk Folkepartis beslutningsforslag, altså at vi skal sikre god og sammenhængende jernbanedrift.
Men vi er mere betænkelige ved, om konsekvenserne af det konkrete forslag om at lade staten overtage ansvaret for infrastrukturen og togdriften fra regionerne er ordentligt belyst.
Regeringen kan derfor ikke på det foreliggende grundlag støtte Beslutningsforslag nr.
B 90.
Regeringen har ikke noget principielt imod tanken om at samle ansvaret for den danske jernbane et sted, hvis der er sikkerhed for, at det er en fordel.
Modsat er der heller ingen grund til at centralisere en opgave, der kan varetages lige så godt decentralt.
Beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti omfatter i realiteten en gennemgribende ændring af opgavefordelingen mellem staten og regionerne på to områder.
Det er for det første ansvaret for at varetage den regionale jernbanedrift og for det andet ansvaret for at vedligeholde infrastrukturen.
Ansvaret for begge opgaver har siden år 2000 ligget hos regionerne, altså det, der tidligere var amterne, og er i dag fuldt finansieret gennem bloktilskud og et statsligt investeringstilskud til privatbanerne.
Hvis vi først vender os mod togdriften, kan vi se, at der, som jeg også redegjorde for på et samråd i februar, er en række indicier på, at den regionale togdrift på flere områder fungerer ganske godt.
De fleste privatbaner kører i dag med moderne materiel.
Der har været en pæn passagermæssig fremgang, samtidig med at der er sket en rationalisering og effektivisering, som har reduceret det årlige nettoudgiftsbehov.
De samlede udgifter er ikke vokset siden 2010, og privatbanernes enhedspriser ligger i mange tilfælde under DSB's.
Det er besluttet, at togdriften på de nordjyske jernbaner og på Grenaabanen overlades til de lokale parter, og endelig undersøges perspektiverne for på sigt at etablere samdrift mellem den statslige strækning, Lille Syd, altså Køge-Roskilde, og Østbanen, som drives af Region Sjælland.
Der er således ikke mig bekendt noget entydigt grundlag for at konkludere, at togtrafikken på privatbanerne skåret over en kam vil blive drevet bedre under staten, og der er også flere eksempler på, at man har fundet fornuftige løsninger på at lave samdrift mellem statslige og regionale baner.
Det fremgår af beslutningsforslaget, at privatbanerne skal indgå i fremtidige statslige udbud af togtrafikken, hvor de regionale togselskaber så også kan byde ind.
Men det står ikke helt klart, hvad de organisatoriske konsekvenser af forslaget i øvrigt vil være.
Skal trafikselskaberne, regionerne og kommunerne fortsat eje regionale togselskaber uden at have ansvar for togdrift?
Skal de kommunalt ejede eller regionsejede togselskaber konkurrere med det statsligt ejede DSB om togtrafikken i Danmark, eller skal de fusioneres med DSB?
Hvad skal der ske med det togmateriel, som de regionale privatbaneselskaber har investeret i?
Og hvad er de økonomiske konsekvenser?
Regeringen er som bekendt ikke afvisende over for, at staten udbyder togtrafik.
Men her er det svært at se, at en overdragelse af togdriften vil være en entydig fordel, og beslutningsforslaget giver ikke noget helt klart bud på en nyorganisering.
Regeringen mener derfor heller ikke, at det er oplagt at gå videre med overvejelserne om at overdrage togdriften.
Hvis vi vender os mod vedligeholdelsen af infrastrukturen, vil jeg sige, at jeg er enig med Dansk Folkeparti i, at der har været en periode, hvor der har været meget uro omkring ansvaret og økonomien for privatbanerne.
På Tølløsebanen har vi set konsekvensen af, at man fra regionens side har tøvet med at gennemføre investeringer, som skulle have været foretaget for længst.
Regeringen besluttede derfor i februar 2016 at sikre ro omkring privatbanerne med beslutningen om, at ansvaret og de økonomiske rammer for drift og vedligehold af privatbanerne ligger fast, og regionerne ved, at de skal planlægge privatbaneopgaven ud fra et langsigtet perspektiv.
Jeg synes, at vi skal arbejde for at undgå fornyet uro.
Men jeg forstår godt, at man set i lyset af forløbet omkring Tølløsebanen ikke er tryg ved regionernes håndtering af infrastrukturen.
I bemærkningerne til beslutningsforslaget fremføres det, at en overdragelse af de regionale baner i det statslige jernbanenet ikke vil medføre øgede omkostninger, men at der tværtimod kan frigøres midler fra regionerne.
Men jeg bliver så nødt til lige at sige, at forslagsstillerne skal huske, at der er et par ting, man skal have med.
Ud fra en simpel sammenligning af det nuværende udgiftsniveau til vedligeholdelse af privatbanerne og de statslige regionalbaner kan man konkludere, at en overtagelse vil indebære nogle store meromkostninger for staten, hvis udgiftsniveauet hæves til det samme niveau som Banedanmarks.
Jeg forstår godt pointen i beslutningsforslaget, men jeg siger bare, at hvis man skal hæve det op til Banedanmarks niveau, vil det betyde noget.
Dertil kommer en mere kortsigtet, men højst reel økonomisk overvejelse, hvis staten skulle overtage privatbanerne.
Transport- og Bygningsministeriet har ingen særlig viden om privatbanernes tilstand, men Danske Regioner har tidligere fremført, at der også på andre baner end Tølløsebanen er et efterslæb, og at det årlige investeringsbehov i perioden 2016-2025 bliver højere, end det er i dag, og endnu højere, hvis man har en ambition om fornyelse og forbedringer af privatbanerne.
Det betyder så, at der er en økonomisk risiko for staten ved eventuelt at overtage ansvaret for banernes infrastruktur, og den risiko bliver forstærket af, at staten sandsynligvis ikke vil få tilført tilstrækkelige midler ved en DUT-forhandling i forbindelse med en overdragelse.
DUT, altså det udvidede totalbalanceprincip, afregnes i praksis efter de midler, der rent faktisk er brugt, og ikke efter dem, der måske burde være brugt, eller efter hvad behovet er.
Regeringen kan som sagt ikke støtte beslutningsforslaget, men hvis man ønsker at få et mere oplyst grundlag på området, vil vi fra regeringens side foreslå, at udvalget i stedet drøfter en undersøgelse af privatbaneinfrastrukturen og de økonomiske konsekvenser af at overdrage infrastrukturen til staten – altså ikke driften, men infrastrukturen – under den forudsætning, at en overdragelse skal kunne gennemføres provenuneutralt for staten.
Dertil vil jeg bare gerne sige, at jeg også har forsøgt at sige det i svaret til Trafikudvalget den 15.
marts 2016 på spørgsmål 342.
Derfor vil regeringen opfordre Transport- og Bygningsudvalget til at tage dette til efterretning, når udvalget skal afgive sin betænkning over B 90.
Det, som regeringen så ikke kan støtte, er en undersøgelse af at overdrage togdriften til staten, eftersom den regionale togdrift i mange henseender fremstår velfungerende og effektivt drevet.
Det vil så også stå i direkte modsætning til det arbejde, der foregår i Nordjylland, med at lade regionerne overtage ansvaret for en større del af den regionale drift.
Samtidig vil det også være et brud med arbejdsdelingen i sektoren at fratage regionerne ansvaret for den regionale kollektive trafik, og vi er bange for, at det kunne give fornyet uro omkring driften på privatbanerne, hvis vi åbnede den diskussion igen.
Men som forslagsstillerne kan høre, er vi altså fra regeringens side indstillet på at prøve at kigge på hele infrastrukturen.
For her kan forslagsstillerne sagtens have nogle pointer, som vi fint kunne bruge til at prøve at kigge på, om der skulle være mulighed for at gøre det på en anden måde.
Så det er vi åbne over for.