Tak, formand.
Blot sådan, at alle i Folketingssalen er bevidste om, hvad vi skal stemme om nu, vil jeg sige, at det altså er et forslag, hvor Folketinget pålægger regeringen at afskaffe omprioriteringsbidraget i kommunerne i årene 2017-2019.
Jeg vil blot føje et par enkelte bemærkninger til det, fordi det jo er sådan, at vi med dette beslutningsforslag har muligheden for fra Folketingets side og ikke mindst fra Dansk Folkepartis side at kunne sætte en stopper for regeringens planer om at gennemføre nedskæringer i kommunerne i de kommende år.
Lad os nu bare kalde omprioriteringsbidraget, hvad det er.
Det er nemlig nedskæringer og besvarelser på den nære velfærd, på, når vi kigger frem til 2019, 7 mia.
kr.
Det er besparelser, som vil kunne mærkes på dagtilbud, folkeskolen og sundhedsområdet.
Det er også vigtigt for mig at understrege, at havde det været op til Socialdemokraterne, havde vi aldrig nogen sinde stået i den situation, at vi skulle stemme om dette beslutningsforslag i dag, fordi så havde vi ikke ment, at det var nødvendigt at have et omprioriteringsbidrag.
Vi mener grundlæggende, at det er den forkerte vej at gå for Danmark.
Hvis vi skal styrke den nære kernevelfærd, skal vi give kommunerne et frit handlerum.
Der har været nævnt i den debat, der er om det her forslag, lidt forskelligt vrøvl og nogle forskellige konspirationsteorier, bl.a.
om, at vi Socialdemokrater ville, og jeg citerer:
cementere omprioriteringsbidraget.
Så lad os lige få det slået helt fast:
Vi vil af med omprioriteringsbidraget, vi vil sikre, at det bliver afskaffet, og at pengene, hvis det ikke kan afskaffes, tilbageføres til kommunerne.
Det er også derfor, at vi har slået fast, og at vores politiske leder har slået fast, at hvis vi overtager regeringsmagten igen, droppes omprioriteringsbidraget også fra dag et.
Det handler nemlig om prioritering, prioritering af velfærd, eller om man hellere eksempelvis vil skrabe penge sammen til skattelettelser til de mest velstillede.
Det er imidlertid helt afgørende, at vi ikke lader Christiansborgfnidder stå i vejen for at sikre den kommunale kernevelfærd.
Dansk Folkeparti har tidligere begrundet afvisninger af dette forslag med ordlyden af bemærkningerne til vores oprindelige forslag.
Den kritik lyttede vi til, og derfor fremlagde vi en revideret bemærkningstekst for at kunne imødekomme den bekymring.
Fair nok, man havde ikke lyst til at stemme for et beslutningsforslag, der indeholdt kritik af en selv.
Så skulle den hellige grav jo være vel forvaret.
Det var den imidlertid ikke, fordi sidst vi stod her i Folketingssalen, hvor vi ellers tænkte, at nu havde vi imødekommet Dansk Folkepartis bekymringer, var det altså, at vi blev mødt af beskyldninger om, at vi med det beslutningsforslag, der lå, ville cementere omprioriteringsbidraget, og derfor ville man så ikke stemme for vores beslutningsforslag.
Sådan skal det jo heller ikke være, ingen beton, ingen cement, og derfor står vi her nu igen med et ændret beslutningsforslag, som helt pålægger at afskaffe omprioriteringsbidraget via det ændringsforslag, som netop er gået igennem.
Så med andre ord:
Hvis man ønsker at sætte handling bag ordene, er det ret nemt.
Det er sådan set blot at stemme for det beslutningsforslag, der ligger nu.
Så er omprioriteringsbidraget en gang for alle fortid, og vi kan komme videre, og jeg tænker også, at der vil være nogle kommuneforhandlinger, som vil gå en hel del lettere, end de har gjort hidtil.