Tak for det.
Også tak for debatten i dag.
Jeg synes sådan set, den rigtig godt illustrerer de udfordringer, vi står med, og ikke mindst de udfordringer, som finansministeren står med i de her uger i forbindelse med de forhandlinger, der foregår i regi af Kommunernes Landsforening netop i de her dage.
Det er jo også baggrunden for, at Socialdemokraterne har fremsat det her beslutningsforslag.
Så til indholdssiden:
Jeg er sådan set hundrede procent enig i det, som man har fremsat fra Socialdemokraternes side.
For det, der er problemet her, er ikke, som flere ordførere har været inde på, om man kan gøre tingene klogere og bedre og mere effektivt i den offentlige sektor.
Ja, selvfølgelig kan man det.
Det tror jeg man gør alle steder hver dag, og det tror jeg sådan set er en opgave, der påhviler os alle sammen.
Spørgsmålet er, om man skal flytte penge ud.
Og det her regnestykke, som man kan sige bare er et lille omprioriteringsbidrag, koster jo kommunerne op mod 7 mia.
kr.
frem mod 2019.
Det er penge, som jeg tvivler på at man alene kan effektivisere for.
Og hvis man endelig kan effektivisere for det beløb – og det kan vi så tage en lang filosofisk diskussion om; jeg gætter på, at hr.
Ole Birk Olesen gerne vil deltage i den om et øjeblik – så handler det helt grundlæggende om, om vi skal udvikle velfærden, eller om vi bare skal se på, at den bliver skåret til.
Jeg tror sådan set helt grundlæggende – det gør vi i SF – at det kan og skal gøres bedre, men jeg tror også, at man er nødt til at se på, at der er nogle steder i den offentlige sektor, hvor der er behov for, at tingene bliver gjort bedre.
Demografien tilsiger i sig selv, at der bliver brug for flere midler til at sikre en ordentlig velfærd for de ældre, og vi har udfordringer med normeringerne i vores daginstitutioner.
Jeg tror også, det er gået de færrestes næse forbi, at der stadig væk på trods af folkeskolereformen, som på mange måder er med til at løfte folkeskolen op på et højere niveau, er udfordringer.
Spørgsmålet er så:
Kan man gøre tingene bedre og hele tiden have fokus på, at der skal være færre midler?
Eller skal man sige:
Vi kan i hvert fald regne med at have nogenlunde det samme, og så kan udgangspunktet stadig væk være at gøre det bedre?
Jeg er sådan set tilhænger af den sidste løsning, for jeg tror helt grundlæggende på, at det her både handler om at arbejde med, hvordan vi får skabt en større effektivisering, men at det også handler om, at vi er nødt til at sikre kommunerne nogle rammer, som de faktisk kan regne med og have tillid til.
Og det er måske det, der for mig at se bliver det helt grundlæggende problem med omprioriteringsbidraget.
Jeg vil sådan set gerne anerkende, at en regering og et folketingsflertal jo altid kan gå til kommunerne og sige:
I skal spare et givent beløb, det er vores politiske opfattelse; det er os, der udstikker rammerne til kommunerne, og vi vælger, at i år skal I bruge lidt mindre eller lidt mere.
Det er et politisk flertals mulighed og ret.
Problemstillingen er her, når man går ind og parkerer den diskussion i et omprioriteringsbidrag.
For der handler det ikke om, at kommunerne sådan set kan have en sikkerhed for, hvad de har.
Men det handler heller ikke om, at Kommunernes Landsforening kan gå ind i en drøftelse nu til sommer og sige:
Godt, når vi så har afsluttet forhandlingerne, har vi også en idé om, hvad vi har til rådighed i de kommende år.
Nej, den situation, man kommer til at stå i i kommunerne, hvis det her med omprioriteringsbidraget bliver gennemført, er, at der bliver taget en række midler fra kommunerne, som så skal lave budgetaftaler i løbet af efteråret vel vidende, at der er en stor X-faktor, så de måske, hvis de er heldige, får noget efterfølgende i forbindelse med finansloven.
Det kan også være, de er uheldige, og at pengene er blevet brugt til nogle skattelettelser eller nogle billigere biler.
Det er jo en absurd situation at stille kommunerne i, hvis man samtidig stiller det krav, at der skal være nogle langsigtede mål.
Og det er sådan set noget af det, man har gjort, også med budgetloven, som vi fra SF's side har bakket op om.
Det handler netop om at give nogle langsigtede rammer til kommunerne, så de kan foretage en planlægning, som rent faktisk sikrer, at kommunerne ved, hvad de har at gøre med i dag og i morgen, men også flere år ud i fremtiden, så de kan planlægge nogle aktiviteter og rent faktisk se på, hvad det er for nogle forbedringer, som måske koster en lille smule nu, men rent faktisk giver et løft.
Det kan både være i forhold til en forebyggende indsats, men det kan også være en udviklingsindsats for børn, for ældre, i folkeskolen og på en lang række andre områder.
Den mulighed bliver langt, langt sværere, hvis man siger:
Nu tager vi nogle penge, og så kan I stå tilbage med en usikkerhed om, at I måske får nogle midler til rådighed senere.
Det er måske der, hvor jeg er mest forundret over at Dansk Folkeparti er hoppet med på den her bane.
For jeg har egentlig forstået det sådan, og det har jeg stor respekt for, at hr.
Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti i det hele taget gerne vil være med til at diskutere, hvordan vi løfter velfærden.
Det er jo et godt signal, lad os da prøve at lave noget ud fra de rammer.
Og når nu Socialdemokraterne og hr.
Benny Engelbrecht siger, at de sådan set er villige til at droppe hele omprioriteringsbidraget med det ændringsforslag, som man har foreslået her i dag, så understreger det jo netop også muligheden for at skabe et velfærdspolitisk flertal, som faktisk anerkender, at der er udfordringer i kommunerne, anerkender, at der er behov for et velfærdsløft, men også anerkender et behov for langsigtet planlægning og et behov for muligheden for langsigtet planlægning i kommunerne.
Og det må man sige desværre er det, de ikke får mulighed for, hvis man stemmer det her forslag ned, som et borgerligt flertal desværre lægger op til.
På den baggrund skal jeg meddele, at SF selvfølgelig støtter beslutningsforslaget.