Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 83:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af muligheden for at etablere private pasningsordninger.

Af Jakob Sølvhøj (EL) m.fl.

(Fremsættelse 03.03.2016).

Forhandlingen er åbnet. Og den første taler er ministeren for børn, undervisning og ligestilling. Værsgo.

Tak. Enhedslisten har fremsat beslutningsforslag B 83, som pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der afskaffer muligheden for at etablere private pasningsordninger og få tilskud til privat pasning.

Konkret ønsker Enhedslisten med forslaget at ophæve dagtilbudslovens nuværende kapitel 14 og 15. Og partiet anfører i forslagets bemærkninger, at en ændring af loven skal have fremadrettet virkning. Det vil sige, at private pasningsordninger, der allerede er etableret, vil kunne fortsætte i en ikke defineret overgangsperiode. Enhedslisten begrunder bl.a. forslaget med, at der ikke stilles de samme krav til den private pasning, som der stilles til dagtilbud, og at det stigende antal private pasningsordninger begrænser kommunernes styringsmuligheder.

Jeg kan sige, at vi fra regeringens side ser temmelig anderledes på det. For regeringen er det vigtigt, at der er en udstrakt grad af frit valg på dagtilbudsområdet; at forældrene skal opleve at have fleksibilitet og valgmuligheder, når de skal finde pasning til deres barn. Og derfor er det også vigtigt, at der er en mangfoldighed af tilbud på området.

Det grundlæggende ved de frie valg er jo netop, at man har mulighed for at vælge noget andet end det, man bliver tilbudt, hvis man af forskellige årsager har brug for en anden løsning – en løsning, som passer bedre til ens familie. Forældrene lægger ofte vægt på forskellige ting, når de skal vælge et tilbud frem for et andet. Nogle forældre lægger stor vægt på, at tilbuddet ligger tæt på hjemmet, mens andre lægger vægt på, at det ligger tæt på forældrenes arbejdsplads. Nogle lægger vægt på, at der er udvidede åbningstider. For andre igen har det større betydning, at tilbuddet har en særlig profil – det kan være fokus på udeliv, på krop og bevægelse, en idrætsbørnehave, fokus på musik eller noget helt andet.

Derfor er det også positivt, synes vi fra regeringens side, at der i dag findes en række forskellige muligheder, når man skal finde en plads til sit lille barn – f.eks. at det er muligt at pege på den institution, man som forælder ønsker i sin kommune, og at man som forælder også kan vælge at få plads i et dagtilbud i en anden kommune, plads i en privat institution eller tilskud til forskellige former for private pasningsordninger, hvis man ikke ønsker at gøre brug af de tilbud, som kommunen kan anvise til.

For regeringen er de private pasningsordninger og tilskud til privat pasning vigtige elementer i det frie valg. Privat pasning er ikke det samme som et dagtilbud. Der er forskellige indholdsmæssige krav til dagtilbud, men for nogle forældre er muligheden for at få tilskud til privat pasning et alternativ eller et supplement, som er det, der giver bedst mening i deres hverdag – måske en travl hverdag, hvor familie- og arbejdsliv skal gå op i en højere enhed.

Der kan være rigtig mange forskellige årsager til, at forældrene siger nej tak til kommunens tilbud om en plads i et kommunalt eller selvejende dagtilbud for i stedet at vælge at få tilskud til at ansætte en privat passer eller betale for en plads i en privat pasningsordning. For nogle forældre kan det skyldes, at der ikke er et dagtilbud, som ligger i nærheden af familiens hjem, og som matcher de ønsker, som man har. Andre vælger at få tilskuddet i en midlertidig periode, indtil de kan få plads i en bestemt daginstitution, som de ønsker at deres barn skal gå i. Og endelig kan der også være tale om forældre, som har skæve arbejdstider, og som derfor har brug for pasning på tidspunkter, der ligger uden for dagtilbuddenes normale åbningstid.

Det her er blot et par eksempler på forskellige familier og forskellige begrundelser for, hvorfor man har behov for et frit valg og et fleksibelt valg. Hvis man spørger de forældre, som gør brug af ordningen, er jeg helt sikker på, at man kan få endnu flere eksempler på, hvorfor de netop vælger at bruge det frie valg og fleksibiliteten. I bund og grund synes jeg jo egentlig heller ikke, at det er den enkelte årsag, der er det vigtige. Det er, at den enkelte familie kan vælge det, der er rigtigt for dem og er rigtigt for deres børn.

I regeringen lægger vi vægt på, at forældrene har muligheden for at vælge forskellige tilbud, og vi respekterer de valg, som den enkelte forælder træffer. Og vi mener grundlæggende, at både frit valg og mangfoldighed, også på børneområdet, er rigtig vigtigt for at sikre, at der også er gode tilbud for alle børn.

Jeg vil samtidig gerne slå fast, at vi i regeringen løbende har fokus på, hvordan vi kan udvikle dagtilbudsområdet. Derfor har vi bl.a. taget initiativ til at nedsætte Kvalitetsforum for Dagtilbud, hvor vi sammen med interessenterne på området drøfter udvalgte emner og relevante emner om, hvordan vi kan udvikle vores dagtilbudsområde, og hvordan vi kan sikre, at der er gode rammer – både for den leg, den læring og den omsorg, som børn skal have som en del af et dagtilbud eller i en pasningsordning.

Vi har også iværksat en proces, hvor vi skal se på arbejdet med at revidere de pædagogiske læreplaner og på, hvordan vi kan styrke de pædagogiske læreplaner, så vi også i højere grad sørger for, at alle børn udfordres – det være sig sprogligt, det være sig motorisk, det være sig såvel i forbindelse med hele den emotionelle del af læringen som nogle af de andre områder. Vi ved, at der er behov for, at børn bliver set, bliver udfordret, bliver udviklet på deres respektive områder, og at der ikke er nogen børn, der bliver overset i den sammenhæng – og slet ikke, at der er børn fra hjem, hvor forældrene måske ikke er så ressourcestærke, som bliver overset, fordi man ikke har det rette fokus på det.

Derfor kan vi heller ikke støtte Enhedslistens beslutningsforslag. Det kan vi ikke, fordi vi skatter det frie valg på dagtilbudsområdet; fordi der skal være en mangfoldighed af tilbud, så forældrene kan vælge det, der passer til deres barn. Og tilskud til privat pasning er et vigtigt element i det frie valg og er et godt alternativ for en række forældre.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra hr. Jakob Sølvhøj. Værsgo.

Jeg er helt enig med ministeren i, at det er godt med mangfoldighed på dagtilbudsområdet. Jeg tænker også, at der er en rig mangfoldighed. Det, som jeg synes er centralt, er, om vi skal stille nogle kvalitetskrav til den mangfoldighed, der skal være. Det synes jeg egentlig er relevant, for det frie valg er jo betinget af, at det offentlige skyder midler i det. Ellers var der ikke meget frit valg, og så ved vi godt, hvad prisen ville være. Derfor vil jeg spørge ministeren: Er det ikke vigtigt, at der, når vi vil have en mangfoldighed af forskellige pasningstilbud til børn, også stilles nogle kvalitetskrav? Og synes ministeren, at det er betryggende, at de private børnepassere ikke er omfattet af de kvalitetskrav, som er indeholdt i dagtilbudslovens kapitel 2?

Ministeren.

Jeg tror, at man må sige, at hvis der er nogen, der stiller kvalitetskrav, så er det forældrene. De stiller i høj grad krav til den kvalitet, der skal være i det tilbud, de vælger til deres barn. Det er også for nogle forældre bevæggrunden til netop at vælge et andet tilbud end det, kommunen umiddelbart stiller til rådighed. Derfor er det vigtigt at kigge på, hvilken rolle forældrene spiller, i forhold til også at sørge for, at der er fokus på, at de tilbud, der er, også lever op til det, de skal.

Men jeg er grundlæggende bare ikke enig med Enhedslistens ordfører i, at det at stille kvalitetskrav betyder, at man så skal stille de samme krav til alle. Jeg mener sådan set godt, at det kan give mening, at man har en dagtilbudslovgivning, og at man har nogle øvrige pasningsordningstilbud, bl.a. private, hvor der også stilles krav til en kvalitativ ramme, og hvor der også er forskellige former for tilsyn, men hvor det ikke nødvendigvis er sådan, at det er de samme regler, der gælder på hele området. Det er noget af det, der er med til at understøtte mangfoldigheden og dermed også valgfriheden for forældrene.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg er enig i, at forældrenes valg regulerer meget. Altså, der er næppe mange af os, der ville være indstillet på at aflevere vores børn et sted, hvor vi tænkte at dér havde de det rigtig skidt. Det er jeg sådan set helt enig med ministeren i. Men man kunne jo sige, at ud fra det udgangspunkt behøvede vi slet ikke at regulere området, for hvis vi havde en tro på, at det i sig selv var nok, så var der sådan set ingen grund til at have noget videre lovgivning. Så kunne man bare have betalingssystemerne fastlagt, og så kunne man overlade resten til forældrenes gode dømmekraft, men det har vi jo ikke gjort. Så derfor vil jeg spørge ministeren: Hvad er det særlig, der gør, at der, når man passer børn helt alene i eget hjem, ikke skal være nogle særlige krav til kvalitet, mens lovgivningen for f.eks. private daginstitutioner er indrettet sådan, at de skal opfylde nøjagtig de samme kvalitetskrav som andre steder?

Ministeren.

Som jeg også sagde i min tale, synes jeg, det er vigtigt, at man løbende diskuterer, hvordan man kan styrke kvaliteten, herunder også hvordan man kan styrke kvaliteten i de private tilbud. Det betyder bare ikke, at jeg nødvendigvis mener, at det så skal være den samme lovgivning, der gælder på alle områder. Det er jo nok dér, hvor vi adskiller os fra hinanden.

Så tillod jeg mig bare i mit tidligere svar at sige, at forældrene også stiller krav, og at det er en vigtig faktor, også i forhold til at sørge for at sikre, at der for tjeneren eller sygeplejersken, der har skæve arbejdstider, også er nogle tilbud, der er fleksible for netop deres familie, uden at det betyder, at man går på kompromis med kvaliteten i de tilbud, der stilles til rådighed for børnene.

Så er det fru Pernille Bendixen. Værsgo.

Mange tak. Og tak til ministeren. Det er jo svært at være uenig med ministeren i det, som ministeren siger. Det tror jeg vi alle sammen er enige om. Når ministeren siger, at der skal være det frie valg, og at det er forældrenes frie valg, er det fint nok, men kan ministeren ikke være bekymret for, at der kan være nogle børn, som måske ikke får den rigtige hjælp? Hvis der nu opstår nogle bekymringer om et barn, kunne man jo godt forestille sig, at den private passer, som jo er temmelig afhængig af den indtægt, der kommer, ikke indberetter et sådant barn til kommunen, og at barnet dermed ikke får den hjælp, som barnet egentlig er berettiget til. Det var bare et eksempel.

Ministeren.

Det var sådan set også derfor, jeg nævnte, at der er nødt til at være en sikkerhed for, at tilsynet er stærkt nok til netop at kunne opfange de steder, hvor der er problemer. Ligesom vi laver en revision af de pædagogiske læreplaner, er det også naturligt, at vi tager en diskussion af, hvordan vi så sikrer, at vi også bruger den kvalitetssikring, som vi lægger til grund for dagtilbuddene, til at lade os inspirere til, hvordan vi generelt kan højne kvaliteten i vores tilbud til børnene.

Men i forbindelse med det arbejde, der er igangsat med de pædagogiske læreplaner, er der jo nedsat en mastergruppe bl.a. med repræsentanter fra alt lige fra BUPL og FOA til en række aktører på området, og der vil jeg også meget gerne have lov til at afvente deres anbefalinger i forhold til det videre arbejde. Det tror jeg giver et kvalificeret grundlag at tage diskussionen på.

Fru Pernille Bendixen.

Jamen selvfølgelig giver det god mening at afvente sådan et arbejde. Men jeg har alligevel nogle bekymringer. Og en anden ting er det her med, at vi ikke skal stille ens krav til alle. Nej, det kan man godt sige man ikke skal, men så lad mig nævne et andet eksempel. Altså, det at være livredder, det at kunne redde liv er sådan set et lovkrav for f.eks. dagplejen, men det er det jo ikke ude hos de private. Og der kan man så spørge, hvorfor de børn, der er i et privat pasningstilbud, ikke skal have den samme livreddende hjælp, som alle andre børn får tilbudt.

Ministeren.

Jamen vi skal grundlæggende sikre, at der er en høj kvalitet i alle de tilbud, der er for børnene, men vi skal ikke underkende, at forældrene også er med til at sørge for, at der er en kvalitet. For som Enhedslistens ordfører også sagde, er der jo ikke nogen forældre, der afleverer deres børn et sted, hvor man tvivler på at der er den omsorg, der skal til for børnene, og at der er en kvalitet i tilbuddet.

Vi skal så løbende – og det synes jeg egentlig også jeg har indikeret ad flere omgange – også politisk tage diskussionen om, hvilke lovgivningsmæssige rammer der ligger til grund for kvaliteten, hvad angår såvel tilsynet som lovgivningen på området. Og det er jeg også helt sikker på vi får rig lejlighed til at diskutere, når mastergruppen kommer med sine anbefalinger.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren. Og så går vi i gang med ordførerrækken. Den første ordfører er fra Socialdemokraterne, nemlig hr. Erik Christensen. Værsgo.

Vi skal behandle Enhedslistens beslutningsforslag om at afskaffe muligheden for at etablere private pasningsordninger. Altså, indledningsvis vil jeg jo gerne rose Enhedslisten for at sætte private pasningsordninger på Folketingets dagsorden. I Socialdemokratiet ønsker vi, at der skal være tryghed om børnefamiliernes hverdag. Det er en forudsætning for, at vores samfund, hvor både mor og far går på arbejde, kan fungere. Det er derfor også afgørende, at vi har gode pasningsmuligheder, når børnene er små. Men vi vil dog ikke blande os i, hvordan de enkelte familier tilrettelægger deres liv. Derimod arbejder vi for, at familierne har de bedste muligheder for, at deres hverdag kan hænge sammen, og at børnene sikres pasningsmuligheder af høj pædagogisk kvalitet.

Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget fra Enhedslisten om at afskaffe muligheden for at etablere private pasningstilbud. For det vil netop begrænse de muligheder, familierne har i dag, og det kan vi ikke bakke op om.

I Socialdemokratiet ønsker vi faktisk at gå en anden vej. Vi ønsker at ændre dagtilbudsloven, så de private også skal arbejde med pædagogiske læreplaner og skal leve op til dagtilbudslovens specifikke formål for dagtilbud. Derfor prioriterede vi faktisk også i vores børnepakke, da vi var i regering, at der bl.a. skulle sikres mere pædagogisk personale, bedre fysiske rammer for tilbuddene, og at alle børns trivsel, læring og udvikling derved skulle understøttes. Særlig relevant for debatten i dag indeholdt børnepakken faktisk også flere indholdsmæssige krav om et styrket tilsyn med private pasningsordninger. Pakken lagde bl.a. også op til, at de private pasningsordninger skulle arbejde med læreplaner, ligesom de skulle leve op til dagtilbudslovens formål for dagtilbud.

Desværre har regeringen efter folketingsvalget besluttet at annullere børnepakken. Det er vi selvfølgelig meget ærgerlige over, fordi vi mener, at der er brug for et løft af området, også for så vidt angår de private tilbud. Og i stedet for at begrænse mulighederne for landets børnefamilier ønsker vi at sikre, at de nuværende pasningsmuligheder kommunalt som privat har så høj kvalitet som overhovedet muligt.

Derfor vil vi faktisk fra Socialdemokraternes side på baggrund af Enhedslistens beslutningsforslag i forbindelse med udvalgsarbejdet stille forslag om en høring med fokus på kvaliteten i de private pasningstilbud. Og vi håber, at der vil være opbakning til en sådan høring. Med en sådan høring ønsker vi bl.a. at få belyst omfanget af og udviklingstendenserne samt de geografiske forskelle i forhold til private pasningsordninger. Det kan forhåbentlig også være med til at få regeringen i gang på det familiepolitiske område, hvor der har været, skal vi sige foruroligende stille. Og jeg håber, at vi med en sådan høring kunne sætte gang i en debat om et løft af hele børnepasningsområdet.

I Socialdemokratiet kæmper vi nemlig for, at alle børn skal have lige muligheder, og bekæmpelse af negativ social arv er hjerteblod for os. Vores pasnings- og undervisningstilbud er afgørende for, at det kan lykkes. Vi vil derfor fortsætte arbejdet for, at børnefamilierne får de bedst mulige rammer for at få familielivet og arbejdslivet til at hænge fornuftigt sammen.

Men som sagt kan vi ud fra de begrundelser, jeg er kommet med i dag, ikke støtte forslaget. Og så skal jeg afslutningsvis hilse fra De Radikale og sige, at de heller ikke kan bakke forslaget op, men bakker op om en høring.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj. Værsgo.

Altså, jeg synes jo umiddelbart, det er positivt, at ordføreren siger, at man lægger vægt på, at der sker en ændring af kravene til kvaliteten. Jeg kan jo bare godt med det kendskab, jeg nu har til området, tænke: Hvad er så egentlig forskellen på den nuværende kommunale dagpleje og de private pasningsordninger, hvis man skal opfylde nøjagtig de samme krav? Er forskellen så i virkeligheden ikke kun de vilkår, som de ansatte har?

Er ordføreren ikke betænkelig ved, at man i dag erstatter overenskomstmæssigt udført arbejde i en kommunal dagpleje med selvstændigt erhvervsdrivende, der ikke har krav på fast løn, ikke har krav på løn under sygdom og ikke har krav på pension? Jeg vil ikke sige, at det er et lige så alvorligt problem som det med kvaliteten – børnene først – men er det ikke et alvorligt problem, at der på den måde finder social dumping sted på området?

Ordføreren.

Som jeg sagde, er det vigtige for os sådan set, at der er en sikkerhed for, at der er så høj en kvalitet som muligt, også i den private pasningsordning, og at der er det tilsyn, der skal være.

I forhold til det, som jeg også kan læse i forslaget, med, at man er nervøs for social dumping, vil jeg sige, at jeg altså er helt sikker på, at pris og kvalitet hænger sammen. Og som Enhedslistens ordfører selv har været inde på tidligere, er det jo sådan, at man som forældre selvfølgelig ikke ønsker at vælge det tilbud med dårligst kvalitet, men faktisk går efter det bedste tilbud i forhold til det, man vil som forældre.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Hvis man slår et slag væk fra hovedvejen og kører ind på de små veje, ser man mange steder skilte om privat børnepasning, der er billigere. Hvis man går ind på nettet, kan man se, at privat børnepasning mange steder ligger 700-800 kr. lavere end kommunal børnepasning.

Er det ikke en uheldig situation, at man på den måde kan have prisdumping i forhold til den kommunale dagpleje, og at den, der betaler prisen, er den selvstændigt erhvervsdrivende, som for at skaffe sig kunder er nødt til at give afkald på en del af sin indtægt?

Ordføreren.

Men jeg håber, at Enhedslistens ordfører også er enig i, at hvis der rent faktisk bliver fulgt op på det, vi lagde vægt på i børnepakken, nemlig at der kommer øget tilsyn, og at der også bliver stillet krav om læreplaner og til kvaliteten i dagpasningen, så vil det jo være meget sværere at konkurrere på prisen.

Virkeligheden vil blive, at det, vi vil se, er, at nogle af de her private passere jo kommer, netop fordi kommunerne nedlægger enten daginstitutioner eller kommunale dagplejer. Og så dukker det her op, hvor forældrene har et ønske om, at man kan få pasning tæt på hjemmet.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går videre til ordføreren for Dansk Folkeparti. Det er fru Pernille Bendixen. Værsgo.

Mange tak for det. Først vil jeg gerne sige mange tak til Enhedslisten for at have fremsat det her forslag. Som Enhedslisten rigtigt nok har fat i, er der nogle meget vigtige problematikker, som vi også i Dansk Folkeparti gerne vil se på. Alligevel kan vi ikke støtte forslaget, og det vil jeg så lige redegøre for.

Men først vil jeg sige, at det er helt korrekt, når Enhedslisten fremfører, at de private passere jo ikke skal opfylde samme uddannelseskrav og ikke får samme tilsyn, som kommunale dagplejere gør. Det er et problem. Selv om kommunerne har tilsynspligten, er det nogle gange og ikke sjældent reduceret til et årligt besøg, som primært handler om at se på de fysiske rammer. På den måde er de private passere afskåret fra at få sparring og hjælp fra pædagogen, som f.eks. de kommunale dagplejere får, hvis der skulle opstå bekymringer. Og det indebærer jo en risiko for, at vi ikke med sikkerhed kan vide, om den private passer ringer efter hjælp, hvis den private passer har et barn, der giver anledning til bekymringer.

Med tanke på at den private passer er utrolig afhængig af enhver kunde i butikken, er der altså en sandsynlighed for, at bekymringen for et barn ikke bliver givet videre til de mennesker, som jo ellers kunne sætte ind med den rigtige hjælp, fordi der kan være en angst for og usikkerhed om, at man mister en af de her kunder i butikken. Omvendt er der ligeledes en stor risiko for, at kommunen ikke prioriterer at komme ud til den private passer, hvis denne har et bekymringsbarn. Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt. Bekymringsbørn skal have hjælp, uanset hvilke tilbud de så er i, og der skal ses på de forhold, som de private passere arbejder under. At konkurrere på pris og særlige tilbud og særlige åbningstider giver et meget utilfredsstillende arbejdsmiljø. Og så er der hele presset omkring forældrenes krav. Hvordan kan man sige fra i forhold til at være på arbejde til f.eks. kl. 8 om aftenen, for det kan være, at kunden ellers er væk næste dag?

Det er også helt korrekt, at der har været en kraftig vækst i antallet af de private passere. Årsagen til det er den nationale massakre, der har fundet sted over for de kommunale dagplejere. I to kommuner er dagplejen helt blevet sløjfet, imens den i 17 ud af landets 98 kommuner er skåret med 60 pct. eller mere. Kommunerne begrunder de her nedskæringer med, at man prioriterer pasning af høj kvalitet. Det skal altså læses sådan, at det er vuggestuer, der er af høj kvalitet, og deraf må man så også læse, at den kommunale dagpleje er et lavkvalitetstilbud. Men det står jo i skærende kontrast til den kraftige vækst i antallet af private passere, som ikke skal leve op til lovens krav om kvalitet, og de svigtes tillige af de samme kommuner, som står og råber om kvalitetstilbud. Med den udhuling, der er sket, og som fortsat sker, har vi i Dansk Folkeparti en alvorlig bekymring for den kommunale dagplejes overlevelse. Vi ønsker at prioritere den kommunale dagpleje som et pasningstilbud, men vi ønsker også, at der skal prioriteres et privat pasningstilbud. Og vi sætter pris på, som ministeren også fremfører, at der er de her valgmuligheder. Derfor har vi intet ønske om, at vuggestuer skal være det eneste tilbud til pasning af de mindste børn. At kommunerne har mulighed for at ansætte en privat dagplejer, har vi ingen tiltro til. Der er absolut intet, der tyder på, at kommunerne prioriterer dagplejen, hverken den private eller den kommunale.

Med Enhedslistens forslag frygter vi derfor, at vi kommer til at udrydde alt, hvad der overhovedet hedder dagpleje, og for os at se er det en meget forkerte vej at gå. Vi forventer derfor, at ministeren vil tage initiativ til at se på de private passere, så der kan komme ordnede forhold både for dem og for vores børn. For os er det ikke alene nok, at forældrene har det frie valg, for politisk set har vi det overordnede ansvar. Det ansvar skal vi kunne stå på mål for, også når det går galt, og så kan vi jo ikke sige, at det må forældrene bare tage på sig, og at det var deres valg. Tak.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra hr. Jakob Sølvhøj. Værsgo.

Jeg synes, ordføreren havde en rigtig god pointe i forhold til det med at henvise børn. Hvis en dagplejer observerer, at et barn måske har behov for et andet tilbud, kan der være en tilbageholdenhed. Så jeg vil godt bede ordføreren bekræfte, at hvis man som privat børnepasser indberetter et barn og det pågældende barn ikke længere skal være hos den pågældende private børnepasser, så mister man 25 pct. af sin indtægt. Kan det ikke bekræftes?

Ordføreren.

Det kan jeg godt bekræfte.

Hr. Jakob Sølvhøj, værsgo.

Det er vi så enige om, og jeg synes, det er meget uheldigt, at man på den måde har et økonomisk incitament til at undlade at indberette. Jeg siger ikke, at det er ofte forekommende, men faren er betydelig.

Jeg vil spørge om noget andet. Ordføreren kender jo dagplejeområdet rigtig godt, ved jeg. Vi har jo set, at man i en kommune som Helsingør fuldstændig har afskaffet den kommunale dagpleje, sådan at den eneste pasning, der foregår i private hjem, nu er hos private børnepassere uden de kvalitetskrav, der eksisterer i loven. Er ordføreren ikke bekymret for, at det kan komme til at gå sådan i en række andre kommuner?

Ordføreren.

Jo, det er vi rigtig meget bekymret for, for der er ikke noget, der tyder på, at det går den anden vej. Der er rigtig mange kommuner, der bliver ved med at nedprioritere dagplejen. Den eneste grund til, at den private pasningsordning ikke også er nedprioriteret, er, at de har et lovkrav på ansættelse.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og så går vi videre til Venstres ordfører. Det er fru Anni Matthiesen. Værsgo.

Tak for det. I forbindelse med at vi her i aften behandler B 83 om forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af muligheden for at etablere private pasningsordninger, stemmer Venstre nej til det pågældende forslag.

I Venstre har vi det grundlæggende synspunkt, at det frie valg for borgerne, herunder jo også det frie valg for forældre og familier, egentlig er med til at skabe en øget værdi for de her familier. På den måde kan de jo selv være med til at træffe det valg, som måske passer bedst til deres behov.

Vores velfærdssystem skal ikke skrues sammen på en måde, hvor man egentlig placerer borgerne eller familierne i en form for spændetrøje, og hvor der ingen handlefrihed er – eller for den sags skyld ingen muligheder er for selv at kunne tage beslutning om, hvad der passer familien bedst. På baggrund af det sætter vi jo i Venstre pris på, at der også findes private tilbud, hvad angår en lang række velfærdsopgaver. Det sikrer nemlig, at der er valgfrihed for den enkelte borger, og at man kan vælge imellem forskellige muligheder.

I Danmark har vi i hvert fald de fleste steder rundt i landet rigtig gode erfaringer med private pasningsordninger. Familier er jo som bekendt forskellige og har brug for forskellige muligheder. Familierne kan med private pasningsmuligheder jo selv vælge, hvad der passer bedst til deres barn; om de ønsker at anvende det offentlige, eller om de ønsker at anvende de private tilbud. Det kan der jo være mange forskellige årsager til, som det også er blevet nævnt tidligere her i aften. Jeg kan sige, at i min egen familie har vi gjort brug af offentlige, men også private pasningsordninger, da vores børn var små. Og i nogle af årene havde vi simpelt hen brug for en privat pasningsmulighed, fordi vi havde brug for nogle flere og mere fleksible pasningstider. Man kan sige, at vi der havde været væsentligt dårligere stillet, hvis Enhedslistens forslag dengang var gennemført. Private pasningsordninger giver altså en større frihed til børnefamilierne, som jeg også synes er vigtig at værne om.

Jeg må også sige, at ud over det, jeg selv nævnte, og som jeg selv har oplevet, kan der være andre årsager til, at der er familier, der vælger en privat løsning. Det kan jo bl.a. også være afstanden. I en del landdistrikter kan der eventuelt være lang afstand til det nærmeste offentlige tilbud, og der kan være et privat tilbud, som ligger tættere på.

Jeg vil gerne også lige komme med en kommentar om, at vi jo fra Venstreregeringens side har fastholdt finansieringen, altså fastholdt løftet på børneområdet. Den tidligere regering havde næsten 4 år til at fremlægge den her børnepakke, som jo var ufinansieret, da det kom til stykket. Og så vil jeg egentlig også gerne lige runde af med at rose DF, i forhold til den bekymring man har omkring selve tilsynet, og jeg vil sige, at den deler jeg langt hen ad vejen.

Men alt i alt må vi sige, at vi i Venstre passer på det frie valg, og derfor kan vi ikke stemme for det her beslutningsforslag.

Vi siger tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Vi har jo i dagtilbudsloven en ret detaljeret beskrivelse af de indholdsmæssige krav til vores dagtilbud, hvor der bl.a. lægges vægt på, at man i dagtilbuddene arbejder på baggrund af pædagogiske læreplaner. Jeg vil godt høre ordføreren: Er det hensigtsmæssigt, at vi sådan har skrevet læreplanerne ind som noget, man obligatorisk skal arbejde med i dagtilbuddene?

Ordføreren.

Ja, det mener jeg at det er langt hen ad vejen. Men jeg vil også gerne samtidig understrege, at jeg synes, det er vigtigt, at vi på det private pasningsområde fortsat giver friheden til, at det er forældrene, som jeg jo trods alt mener er dem, som kender bedst til deres egne børns behov, der kan træffe de her valg om, hvilken form for pasning de mener er den bedste.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Hvis det er tilfældet, hvad tænker ordføreren så om private daginstitutioner? Er det så i virkeligheden et udtryk for en overregulering i lovgivningen, at det ikke er sådan dér? For hvis man driver en privat daginstitution – det kan jo være forældre, der slår sig sammen og vælger at oprette sådan en – så er man lige præcis forpligtet til at arbejde efter de pædagogiske læreplaner. Er det udtryk for, at man i virkeligheden har en overregulering at de private daginstitutioner?

Ordføreren.

Nej, det mener jeg så ikke det er. Jeg mener egentlig, at der stadig væk er frihed. Jeg synes, det er helt rimeligt, både at der er en form for tilsyn og for den sags skyld også, at der er nogle pædagogiske læreplaner, man skal leve op til. Men jeg synes samtidig, at vi også skal passe på, at vi ikke blander os i alt for meget her fra Christiansborgs side, når det gælder de private løsninger.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Mange tak. Det er jo sådan, at en stor del af forældrene er førstegangsforældre, og det at være førstegangsmor indebærer en hel masse frustrationer og usikkerhed. Der skal ikke ret meget til, før man bliver bekymret for sit barn og for barnets udvikling, og det afstedkommer en hel del spørgsmål, skulle jeg lige hilse og sige, til dem, som tager vare på barnet til daglig.

Nu snakker Venstre rigtig meget om det her med det frie valg, og at det er forældrene, der er bedst til at vurdere, og det er det jo også. Men kan ordføreren ikke anerkende, at der nogle gange også skal en professionel til til ligesom at være med til at guide og vejlede de her forældre? Og hvis ikke vi politisk stiller de krav, kan hvem som helst jo tage vare på de børn og egentlig måske ikke have de rigtige kompetencer til det.

Ordføreren.

Jo, jeg vil gerne anerkende, at man i nogle sammenhænge kan være i en situation bl.a. som førstegangsforældre, hvor man har brug for vejledning. Men der synes jeg egentlig også stadig væk at vi har et godt system her i Danmark, hvor man også har muligheden for at søge hjælp for den sags skyld hos sundhedsplejersken osv., hvis der er noget, man er i tvivl om.

Jeg vil bare rigtig nødig gå så vidt, som Enhedslisten foreslår, nemlig at de ikke vil give muligheden for, at man kan have de her private løsninger. Jeg synes, det er altafgørende, at man har fleksible pasningsmuligheder, og jeg synes stadig væk, det er afgørende, at man også kan vælge private løsninger til. For i nogle sammenhænge, som jeg også er bekendt med, kan det så faktisk være de private løsninger, som har en højere kvalitet end de offentlige.

Fru Pernille Bendixen.

Ja, det er jo rigtigt. Og det skal heller ikke lyde, som om privat pasning er noget forfærdeligt noget, men det er jo bare sådan, at en stor del af kommunerne har nedprioriteret den private pasning i en grad, så den eneste kontakt, den private passer har med kommunen, er et årligt tilsyn med de fysiske rammer. Det betyder, at når de private passere faktisk har nogle reelle bekymringer, får de faktisk ikke den hjælp og sparring, de har behov for. Kunne ordføreren ikke være enig i, at det kan vi da ikke tilbyde folk, der arbejder med vores børn?

Ordføreren.

Som ministeren også var inde på, er der jo nedsat en mastergruppe, som er i gang med at kigge på det her område. Og jeg er da sikker på, at vi også kommer til at diskutere det her på et senere tidspunkt. Jeg må bare stadig væk holde fast i, at jeg i hvert fald i de 19 år, jeg har arbejdet med hele børne- og pasningsområdet, har set flere eksempler på, at de private passere faktisk har leveret en højere kvalitet end de offentlige, selv om man så havde yderligere og ekstra krav til de offentlige pasningsordninger.

Så siger vi tak til ordføreren. Og den næste ordfører er hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg sige, at børn er forskellige, og det er familier jo også. Og i Liberal Alliance ønsker vi at udvide børnefamiliernes frihed til at vælge præcis den pasningsform, der er den rette for dem og opfylder de forskellige behov, de forskellige familier måtte have. Vi ønsker et varieret tilbud af muligheder, så flere af de stadig mere nuancerede behov kan opfyldes. Vi ønsker, at pengene skal følge barnet, og vi ønsker mindre regulering.

Det er bl.a. derfor, vi har foreslået at indføre et såkaldt pasningsbevis. Pasningsbeviset skal gives til forældrene, der herefter frit kan indløse det enten i et privat eller i et offentligt pasningstilbud. Kommunerne skal i stedet for at opstille barrierer for private pasningsordninger give fuldt overblik over nøgletal såsom sygefravær og normeringer i de enkelte institutioner, og samtidig skal forældre, der ønsker at passe deres helt små børn hjemme, også have mulighed for det. I Liberal Alliance mener vi nemlig, at forældrene er dem, der bedst ved, hvad der er godt for deres børn.

B 83, som vi står med her i øjeblikket, er udtryk for den stik modsatte tankegang. Det er udtryk for en statsliggørelse og en ensliggørelse. De ganske få private pasningstilbud, vi har i Danmark, oplever generelt, så vidt jeg ved, en stor tilfredshed og bruger også ofte flere ressourcer på børnene og færre på administration, end de offentlige tilbud gør. Men disse få mønsterbrydere, som man kunne kalde de private institutioner og pasningstilbud, der viser os vejen frem mod et mindre byrdefuldt og mere smidigt system, skal altså ifølge Enhedslisten forbydes, inden de for alvor sætter rødder.

Jeg var her i weekenden meget glad for at kunne konstatere, at SF på deres landsmøde talte om mindre statslig administration, måske ligefrem øget frihed og måske endda også ligefrem et ønske om at komme til at ligne Liberal Alliance en lille smule. Enhedslisten synes ærgerligt nok at være på vej i den stik modsatte retning og kræver, at alle børnefamilier skal underkaste sig den statslige administration. Enhedslisten ved åbenbart, hvad der er bedst for børnene, også bedre end selv børnenes egne forældre.

For Liberal Alliance er forslaget her et udtryk for en meget kedelig tilgang til den frie og selvstændige borgers ret til at være herre i eget liv, og vi kan naturligvis heller ikke støtte forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Mange tak. Jeg hæftede mig lidt ved det her bevis, ordføreren talte om. Jeg forstod faktisk ikke helt, hvad du mente med bevis, men der var noget med, at man skulle gøre op med sygefravær, og så kunne forældrene ud fra det vurdere, om de syntes, det var et godt tilbud. Og så vil jeg bare høre, om ordføreren er bekendt med, at en privat passer, når denne sygemelder sig, ikke har nogen, der kan træde til og passe barnet, så det må forældrene gøre selv. Det vil sige, at hver gang den private passer er syg, må forældrene have en sygedag, og vi ved jo godt, hvordan forældrene har det med det.

Så jeg vil bare høre, om ordføreren synes, det er rimeligt, at sygefravær så skal være afgørende, for mange af de her private passere vil jo vælge at gå på arbejde, uanset hvor syge de er. For ellers mister de ganske enkelt ret hurtigt en stor del af deres indtægt.

Jeg vil lige gøre spørgeren opmærksom på, at vi ikke bruger direkte tiltale her i Folketingssalen.

Ordføreren.

I forhold til sygefravær i private pasningstilbud skal jeg sige, at jeg er klar over, at der så ikke nødvendigvis vil være en afløser. Og det vil jo være et valg, som forældrene har truffet, i forbindelse med at de har valgt det private pasningstilbud. Jeg synes sådan set, det er en meget relevant oplysning at have som forælder, når man skal vælge en daginstitution, at man også ved, hvad sygefraværet i den konkrete institution er. Så det er sådan set bare en oplysning til borgeren i den her sammenhæng.

Fru Pernille Bendixen.

Okay, så lad mig prøve at stille et andet spørgsmål. Synes ordføreren, det er rimelige arbejdsforhold, at man f.eks. mener at have en arbejdstid, der er fra 7 til 15, og at der så lige pludselig opstår et krav om ekstra pasning 4 timer fredag eftermiddag, hvor man ikke kan sige fra af angst for at miste sit arbejdsgrundlag? Er det rimelige arbejdsforhold at have?

Ordføreren.

I en sådan konkret situation vil det jo være en aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og i det her konkrete tilfælde børnenes forældre og vedkommende, der passer børnene.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. I det her beslutningsforslag foreslår Enhedslisten, at vi skal afskaffe de private pasningsordninger. Enhedslisten identificerer nogle udfordringer i de her pasningsordninger, bl.a. i forhold til at der ikke bliver stillet de samme krav til kvaliteten af det pædagogiske arbejde, og også at der tilsyneladende er nogle huller, kan man sige, i den danske model i forhold til overenskomster. Det er noget af det her med sygdom og rettigheder under sygdom og så social dumping, som Enhedslisten også peger på. Der foreslår Enhedslisten så, at konsekvenserne af det er, at vi forbyder eller afskaffer de private pasningsordninger.

Vi anerkender fuldstændig, at der givetvis er nogle udfordringer, der skal løses, men vi er meget uenige med Enhedslisten i, at løsningen så vil være en afskaffelse af de private pasningsordninger. At vi er det i Alternativet, er det jo måske et rigtig godt eksempel på, at vi i Alternativet adskiller os fra Enhedslisten – det er i hvert fald et af de steder, hvor vi gør det. Vi bliver nogle gange spurgt: Jamen stemmer I ikke altid det samme som Enhedslisten? Det gør vi ikke, og det her er et rigtig godt eksempel. Vi har sådan et slogan: Mindre stat og mere samfund. Vi hylder i høj grad de private alternative modeller for pasning, det kunne også være ældrepleje, det kunne være alt muligt andet, som netop er alternativer til det, vi har i statsligt regi. Det gør vi, fordi de løser nogle udfordringer og de giver nogle andre svar på nogle af de spørgsmål, der bliver stillet i samfundet.

Der synes jeg ministeren har ret, når ministeren i sin tale siger, at de private pasningsordninger løser et behov, som f.eks. kan være meget lokalt. Vi ser jo de kommunale institutioner slå sig sammen og blive store og blive centreret i de større byer, hvilket har konsekvenser for lokalområderne. Der kan de private pasninger gå ind og være et tilbud for de børnefamilier, som så lige pludselig ikke behøver køre så langt for at få deres børn passet. Det kan også være nogle andre behov, der bliver opfyldt. Det kan være behov i forhold til nogle nære relationer, det er pasningsmuligheder små steder, som nogle børn har brug for. Det er vi faktisk rigtig, rigtig glade for. Vi er rigtig glade for, at de her ting også kommer af lokalmiljøet, at de vokser ud af lokalmiljøet; det er jo noget af det, vi hylder i Alternativet. Så vi ville synes, det var rigtig, rigtig ærgerligt, hvis vi nedlagde de private pasningsordninger.

Så kan man sige: Jamen er der nogen udfordringer ved dem? Det er der givetvis. Men så synes jeg, vi skal adressere de udfordringer i stedet for at nedlægge pasningsordningerne. Og det vil vi gerne være med til, hvis vi skal være med til at svare på nogle af de spørgsmål i en anden sammenhæng. Nu har ministeren sagt, at der er en arbejdsgruppe, der kommer med en rapport, og den vil vi meget gerne kigge på. Socialdemokraterne har opfordret til en høring, og det støtter vi i høj grad også. Men vi vil gerne starte der, så vi støtter ikke det her beslutningsforslag.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Ja, det er rigtigt, at vi tit stemmer det samme, men det kan jo ikke være altid. Jeg deler sådan set ordførerens synspunkter på mange måder i forhold til mangfoldighed, som andre også har været inde på, men jeg vil godt give et eksempel og høre, om ordføreren ikke synes, det er problematisk. En person søger ansættelse i den kommunale dagpleje, men får at vide, at hun ikke har kvalifikationerne til at løse de pædagogiske opgaver. Hun går ud ad døren, banker på og kommer ind igen og siger: Goddag, kan jeg blive godkendt som privat børnepasser? Så er man nødt til at godkende den pågældende, som så for offentlige midler får ansvaret for at passe børn, hvilket hun ikke kunne i forhold til de kvalitetskrav, som kommunen havde stillet op. Er det ikke et reelt problem?

Ordføreren.

Jeg synes, det interessante her så faktisk ville være at spørge, hvad det så var for nogle kvalifikationer, som hun var blevet dømt ude på i første omgang. For jeg er sådan set lidt enig med ministeren, der siger, at vi i princippet sagtens kunne stille ens regler op for alle, men jeg tror bare, vi så ville få et lidt kedeligt samfund, og jeg tror også, det ville blive en lille smule rigidt. For lige pludselig er der rigtig meget dokumentation og kvalitetskontrol osv., som alle skal leve op til. Man kan selvfølgelig sige, at vi skal leve op til nogle grundlæggende parametre – det synes jeg også at de private pasningsordninger skal – men vi skal passe på, at vi ikke drukner i bureaukrati i forhold til det her, og når det er så små pasningsordninger, tror jeg også, at der er en større opmærksomhed på, om tingene så bliver gjort ordentligt. Jeg synes ikke, at forældrene skal bære ansvaret alene, som der er nogen der har været inde på, for det skal vi selvfølgelig også være med til som stat og samfund. Men jeg er enig i, at vi skal passe på, at vi ikke sætter ens regler op for alle, og at vi skal også passe på, at vi ikke gør noget til et problem, hvis det ikke er det.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Ordføreren og jeg har jo i dag været sammen til et samråd og diskuteret, hvilke krav der stilles til skoledrift for flygtningebørn, og jeg fornemmede, at vi dér var enige om, at det kunne være problematisk, hvis en kommune ved ikke at anvende folkeskoleloven kunne komme helt uden om at stille kvalifikationskrav til dem, der skal undervise. Tænker ordføreren ikke, at der kan være samme logik her? Hvis vi synes, det er rigtig vigtigt, at der stilles kvalifikationskrav til dem, der varetager undervisningen af vores børn i folkeskolen, er det så nødvendigvis et udtryk for firkantet bureaukrati at have nogle lignende forventninger om, at der skal være kvalitet i børnepasningen?

Ordføreren.

Jeg tænker i hvert fald, at der er forskel på de her to områder, og det vil jeg gerne tillade mig at fremføre. For jeg synes et eller andet sted også, at vi må forholde os konkret til de forskellige områder og de forskellige udfordringer, vi møder. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i forhold til det med folkeskoleloven og flygtningebørnene – og det ved ordføreren også godt – men jeg er simpelt hen ikke enig i det her. For jeg synes, vi er ude i at problematisere et parameter, som vi i høj grad værdsætter. Vi vil gerne være med til at løse de lokale eller konkrete problemer, der er, men ikke ved at afskaffe en ordning, som faktisk fungerer rigtig godt for mange børnefamilier.

Så er det fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Mange tak for det. Ordføreren bruger lidt tid på at fortælle, hvad der er godt ved de private passere, og der er meget godt, og de kan noget andet, end andre kan, og så langt, så godt. Men de private passere bør vel også i et eller andet omfang tilbydes hjælp og sparring fra – hvad kan man sige – den øvre myndighed, som jo er os. Så et eller andet sted skal vi jo også, tænker jeg – og det håber jeg at ordføreren er enig i – blande os i den del.

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Og det er faktisk gået op for mig her i aften – eller i nat, var jeg ved at sige – at der f.eks. ikke er noget krav til førstehjælp til de her private passere. Det var jeg ikke klar over, og det er en af de ting, jeg tænker at der vel egentlig nok burde være. Så der vil vi jo meget gerne være med til at gå ind og kigge på, hvad det er for nogle områder, hvor man burde stille nogle flere krav.

Fru Pernille Bendixen.

Der er flere, der har påpeget det her med, at den private pasningsordning jo er en aftale, man har mellem den private passer og forældrene, og fred være med det. Det blander vi os ikke i, og det kan der også være meget rigtigt i. Men der er altså et enormt pres på den private passer, og det her med, at man bliver presset på sin åbningstid, det, at man bliver presset til at ikke at holde ferie, det, at man bliver presset til ikke at melde sig syg, når man reelt er syg, er nogle faktorer, vi ellers ikke ville acceptere. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor man skal acceptere det lige præcis på det her område.

Ordføreren.

Det synes jeg heller ikke man skal. Igen synes jeg ikke, at det betyder, at vi skal afskaffe pasningsordningerne, men så skal vi løse de problemer, der er i forhold til overenskomsterne, og her bevæger vi os jo – kan man sige – ind på et helt andet politisk område i forhold til den danske model og overenskomsterne. Men jeg synes helt klart, at vi selvfølgelig også skal adressere den udfordring.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Da SF's ordfører på området, Jacob Mark, ikke kunne være til stede, har jeg lovet at holde talen. Jeg er ikke lige så godt inde i området som Jacob Mark, men det skal selvfølgelig ikke afholde nogen fra at stille spørgsmål.

Så vil jeg også gerne takke både Liberal Alliance og Alternativet for at minde mig om SF's liberale rødder. Det var jo Anne Baastrup, der i 1980'erne introducerede det her begreb i sit fremragende skriv »Mindre stat – mere samfund«, og det var også en af grundene til, at jeg meldte mig ind i SF, og det vil faktisk også smitte lidt af på nogle af de ting, jeg vil sige her. For på trods af at der er store udfordringer på det her område – og dem vil vi i SF gerne anerkende, og vi vil også gerne støtte op om Socialdemokraternes initiativ om en høring, og vi vil også rigtig gerne støtte op om Enhedslistens fokus på, at der er brug for at få strammet op på det her område – så mener vi, at det er at smide barnet ud med badevandet helt at afskaffe de her ordninger.

Personligt har jeg en moster og også en god veninde, der i mange år har været private dagplejere, og jeg tror, der er utrolig stor forskel på, hvordan den enkelte oplever et eventuelt pres, eller om man overhovedet gør det. Vi synes fra SF's side, at det er nogle relevante områder, som Enhedslisten sætter fokus på, og at der helt klart er brug for nogle bedre rammer og for et bedre tilsyn, men grundlæggende mener vi ikke, at privat pasning i sig selv er af det onde.

Så vi vil meget gerne være med til at kigge på, hvordan vi kan få strammet op, og vi vil gerne lægge stemmer til et andet, et revideret, forslag af det her i forhold til at gå ind helt specifikt og sige, hvor der skal sættes ind, men vi kan altså ikke støtte op om det, som forslaget ligger i dag. Vi synes, det kan være fint – hvis det fungerer under de rigtige omstændigheder og vilkår – med privat pasning.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Nu stiller jeg spørgsmålet, så må vi se, om ordføreren kan svare på det. Jeg har mange gange hørt SF komme med den her snak om, at det skal være et højkvalitetstilbud og det skal være uddannet personale, der tager vare på vores børn, og det er så de sætninger, der ligger til grund for, at man fyrer dagplejerne, fordi man så hellere vil have børnene over i vuggestuen, hvor personalet jo er uddannet, men hvordan harmonerer det med, at man ikke bakker op om Enhedslistens forslag?

Ordføreren.

Hvis man som forældre bor et sted, hvor det er muligt at få uddannet personale, og hvis man lægger rigtig meget vægt på, at det er det, der skal til for at sikre ens barn den bedst mulige udvikling – og hvis man altså lever et sted, hvor man få det tilbud – så tror jeg, at der er mange, der vil vælge det. Men der er også mange steder, hvor det ikke er muligt, eller hvor man ønsker den private pasning, eller hvor man ønsker den, indtil man kan få en institutionsplads. Den mulighed mener jeg ikke at vi skal tage fra forældrene. Men det er helt rigtigt, at når børnene er meget små og skal passes, er det her det mest optimale, hvis man netop ønsker den i nogle henseende mere professionelle pasning, der er i kommunalt regi. Vi kan bare se det f.eks. rigtig meget her i København, at der er et utrolig stort problem, og at mange tilvælger privat pasning, indtil de kan få en institutionsplads.

Fru Pernille Bendixen.

Mange tak for det. Så til det her om mindre stat og mere samfund, og der er jeg ikke sikker på om ordføreren tænker på det her med de pædagogiske læreplaner, men det er klart, at der jo er et dokumentationskrav, når man skal lave de pædagogiske læreplaner, og det tager en rum tid, særlig når man er ny i det. Men kan ordføreren anerkende, at de pædagogiske læreplaner også er med til at udvikle det pasningstilbud, man vil have, og til at højne kvaliteten?

Ordføreren.

Nu vil jeg være helt ærlig og sige, at jeg simpelt hen ikke har arbejdet nok med børneområdet til at være inde i det her. Det er selvfølgelig ikke helt fair, når ordføreren har ret til at stille de her spørgsmål, men jeg håber, at ordføreren kan tage det med min kollega.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg er her også på vegne af min kollega, fru Mai Mercado, som er ordfører på det her område, men som desværre ikke har mulighed for at være til stede i salen i dag.

I Det Konservative Folkeparti kan vi ikke bakke op om Enhedslistens forslag. For det første finder vi det vigtigt, at forældre selv vælger pasningstilbud til deres børn. Jo mere frit valg forældrene har, jo bedre er det i vores optik, og jo mere vokser tilfredsheden også typisk. Som forældre føler man, at man får medbestemmelse, og det er en rar følelse og vished at have som forældre.

Det er også rart, at der er forskellige typer af pasningstilbud. Ønsker man en dagplejer, som har et lille nærmiljø med få børn, eller ønsker man at sende sit barn i vuggestue? Når det valg er truffet, skal man også gøre op med sig selv, om man ønsker et privat tilbud, eller om man ønsker et offentligt tilbud. Som forældre afgør man selv, hvad der er fordele og ulemper, og det, som ét forældrepar synes er en fordel for deres barn, kan andre vurdere som en ulempe for deres barn, for børn er forskellige. Derfor ønsker vi ikke at begrænse de private pasningsordninger, vi ønsker tværtimod at udvide dem.

Vi ønsker, at alle kommuner bliver pålagt at gøre det muligt for en af forældrene eller for en bedsteforælder at modtage tilskud, så barnet kan blive passet privat. At give en af forældrene muligheden for at kunne gå derhjemme er god og moderne familiepolitik. Det samme er muligheden for, at en bedsteforælder kan passe barnet. Det binder generationerne endnu tættere sammen. I dag er det her et tilbud til forældrene i en række kommuner, men der er forskel kommunerne imellem. I dag er det ikke muligt at anvende økonomisk fripladstilskud til privat børnepasning, men det ønsker vi bliver ændret.

Som Enhedslisten og andre i salen nok har forstået, ønsker vi ikke at begrænse den private børnepasning, men derimod at udvide mulighederne for privat børnepasning, så forældrene får endnu flere valgmuligheder til deres børn, end de har i dag, for det må immer væk være forældrene, som er bedst til at vurdere, hvad der er i børnenes interesse. Så med de ord afviser vi dette beslutningsforslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Det er om det her med at udvide tilbuddene om privat pasning. Ordføreren bruger meget tid på at tale om det frie valg, og det vil man gerne støtte op om, og der må gerne være endnu mere frit valg, men det er jo sådan, at i dag kan en kommune vælge at tilbyde, at forældrene kan gå hjemme og passe deres børn. Som jeg hører ordføreren, vil man tvinge kommunerne til at indføre den ordning. Er det korrekt forstået?

Ordføreren.

Det er korrekt forstået, at vi har svært ved at se, hvorfor der skulle være forskel kommunerne imellem, om borgerne har ret til det her tilbud. Så ja, vi så gerne, at der var mere ensartede regler, og vi så også gerne, at det gjaldt bedsteforældre.

Fru Pernille Bendixen.

Men så må jeg jo også forstå det sådan, at ordføreren så ikke anerkender det kommunale selvstyre og kommunernes frie valg. Er det også korrekt forstået?

Ordføreren.

Det er ikke korrekt forstået. Der er masser af områder i dag, hvor man regulerer. Det er ikke længe siden, vi behandlede et beslutningsforslag her i salen – tror jeg også støttet af Dansk Folkeparti, det er jeg 99 pct. sikker på – som gik ud på at tvinge kommunerne til at opgøre sagsbehandlingstiderne på deres hjemmeside. Det blev også beskyldt for at være et brud med det kommunale selvstyre. Så det er vist et argument, der trækkes frem fra tid til anden.

Tak til ordføreren. Herefter er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg synes, det er paradoksalt, at vi gennem en længere årrække har oplevet to så at sige modsatrettede tendenser, når vi taler om børneområdet. Den ene tendens er, at man er meget optaget af, hvordan vi kan detailregulere området på alle leder og kanter. Man er ikke bare optaget af de store rammer, men vil godt ind og regulere, hvordan det pædagogiske arbejde skal foregå, om ikke i mindste detalje, så dog relativt detaljeret og velbeskrevet i lovgivningen. Og den anden tendens er, at man siger, at vi også kan drive dagtilbud, hvor der overhovedet ikke er nogen form for regulering. Jeg synes, det tørner noget sammen, og jeg synes, der er en tendens til – ikke blandt alle de ordførere, der har haft ordet, men jeg hører det nogle steder – at de samme, som synes, det er rigtig vigtigt, at vi har en overordentlig detailreguleret håndtering af, hvordan der arbejdes pædagogisk-metodisk i nogle dagtilbud, samtidig har opfattelsen af, at vi såmænd også kan drive noget, hvor der ikke rigtig stilles nogen krav. Jeg synes, det er voldsomt modsætningsfyldt, og det er det, som vi i Enhedslisten godt har villet udfordre med det her forslag.

Vi synes, det er voldsomt problematisk, at det, når det offentlige betaler cirka tre fjerdedele af omkostningerne for udgiften til private børnepassere, er sådan, at der ikke stilles kvalitetsmæssige krav til området. Vi anfægter ikke, at forældrene skal kunne vælge mellem en mangfoldighed af dagtilbud, men vi synes, det er meget mærkeligt, at man med offentlige kroner skal kunne drive pasningstilbud, der ikke opfylder de almindelige pædagogiske kvalitetskrav, som vi i øvrigt stiller der, hvor man passer vores mindste børn.

Vi synes samtidig, det er mærkeligt, at man kan bruge offentlige kroner på et af de mest grelle eksempler på social dumping, vi overhovedet oplever på vores arbejdsmarked. Vi har et arbejdsmarked, hvor den private børnepasser aflønnes efter antal børn. Er der for tiden kun to børn, får hun kun det halve i løn. Bliver hun syg, får hun ikke løn under sygdom. Kunne hun tænke sig at spare sammen til sin pensionisttilværelse, er hun i hvert fald nødt til selv at oprette en pensionsordning, for der er, fordi hun er selvstændig, jo ikke nogen som helst former for pensionsordninger. Så man flytter arbejde, der hidtil er blevet udført i kvalitetsmæssige rammer, der er fastsat i lovgivningen, og som er blevet udført på almindelige overenskomstmæssige vilkår, over til et område, hvor der ikke er kvalitetskrav, og hvor der ikke er ordnede løn- og arbejdsvilkår.

Er det så sådan, at vi i Enhedslisten er vanvittig kritiske over for dem, der er private børnepassere? Nej, det er vi ikke. Vi har fuld forståelse for, at der er mange, der vælger det, hvis de af den ene eller den anden grund har måttet opgive at arbejde som kommunale dagplejere. De er måske blevet opsagt. Vi har fuld respekt for, at der er mennesker, der siger: Så må jeg jo forsøge, selv om jeg ikke længere har fast løn; og selv om jeg ikke længere får løn under sygdom, så er det dog bedre end at gå ledig. Vi forstår godt, at mange gør det. Så kritikken retter sig ikke mod den enkelte private børnepasser, men kritikken retter sig mod en lovgivning, hvor vi med offentlige midler betaler for pasning af for ringe kvalitet, og hvor vi betaler for social dumping på området.

Det har været mit indtryk, og jeg synes, at jeg har oplevet det før, at jeg hører en række argumenter, som retter sig mod noget, som vi ikke har foreslået. Det her er nemlig ikke et forslag om, at man ikke må drive private dagtilbud. Efter det her forslag kan man så udmærket drive private daginstitutioner, man kan så udmærket drive privat dagpleje – det reguleres efter nogle andre paragraffer i lovgivningen – men man kan ikke med det her forslag have et konkurrerende privat tilbud, der i modsætning til den private dagpleje og de private institutioner ikke skal opfylde kvalitetskrav, og som udsætter mennesker for social dumping.

Når det er sagt, er jeg jo glad for tilkendegivelserne om, at mange eller de fleste synes, at her er noget at diskutere. Det synes jeg i den grad også der er. Jeg vil sige, at forslaget om, at vi får gennemført en høring, synes jeg efter omstændighederne er fint. Jeg tænker egentlig, at Folketinget nok kunne være klar til at træffe en beslutning, men jeg kan høre, at der er brug for at få uddybet den her sag, og jeg tror, at der vil være forståelse for mange af de synspunkter, som jeg har gjort gældende, og som ligger til grund for det her forslag. Jeg tror, at der, hvis vi får afdækket dem grundigt også i en høring, vil være mange, der ligesom Enhedslisten siger, at det nok er et problem, at vi har pasningsordninger for offentlige midler, hvor der ikke stilles pædagogiske kvalitetskrav, og at det måske ikke er så godt, at vi har etableret en ordning, hvor den sociale dumping siger sparto til ruder konge, i forhold til hvad vi ellers kender af ordninger med social dumping.

Så jeg synes, det er udmærket, at der er lagt op til, at vi fortsætter debatten, og jeg skal, som det fremgår, sige, at jeg absolut i udvalgsarbejdet vil støtte, at vi, når vi ikke kan gå så hurtigt frem, som vi håbede i Enhedslisten, diskuterer det grundigt i fællesskab, herunder forhåbentlig kan holde en høring, hvor vi alle sammen, inklusive utvivlsomt ordføreren for forslagsstillerne, kan blive klogere på, hvordan området fungerer, og hvordan vi måske alligevel kan nå frem til en enighed om at regulere, om ikke helt som vi har foreslået det, men i hvert fald gå et stykke ad vejen. Så jeg glæder mig til den videre debat.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Mange tak. Kan ordføreren nævne bare ét område, hvis vi ser bort fra de private passere, hvor man har lovkrav på at blive ansat.

Ordføreren.

Næh, ikke hvad jeg lige kan komme på. Umiddelbart tænker jeg, at spørgeren har ret i, at her har vi en særlig ejendommelighed på arbejdsmarkedet, nemlig at man sådan set bare kan henvende sig, og så er det offentlige forpligtet til at betale tre fjerdedele af ens indtægt. Det er nok det eneste område, jeg umiddelbart kender.

Fru Pernille Bendixen.

Tak. Kan ordføreren så også bekræfte, at den private passer har det her lovkrav, men at der er forskel på at være privat passer og være privat dagplejer?

Ordføreren.

Ja, det kan jeg bekræfte. Privat dagpleje er jo reguleret et andet sted i lovgivningen, og det har ikke eksisteret frygtelig længe. Jeg mener først, vi fik lovparagraffen om privat dagpleje her for 2-3 år siden, noget i den stil. Men den er jo karakteriseret ved, at der skal laves en aftale. Kommunalbestyrelsen skal godkende, at nu ansættes der private dagplejere, og så kan de i øvrigt reguleres efter almindelige overenskomstmæssige regler. Hvis der er et firma, der vil drive privat dagpleje, så kan de gøre det, og så kan det forbund, der nu organiserer dagplejerne – jeg kender det i øvrigt rigtig godt – forsøge at tegne en overenskomst på området. Men det er to vidt forskellige ordninger.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak. Nu lød det jo på ordførerens tale, som om det hele var rent sukker, så jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til det. Kan ordføreren ikke bekræfte, at Enhedslistens beslutningsforslag, som vi drøfter nu her, vil begrænse muligheden for familier i forhold til selv at kunne træffe et valg om måden, de ønsker deres barn skal passes på?

Ordføreren.

Jo, det vil begrænse det på samme måde, som hvis man skal ud og vælge en skole til sit barn. Så er der lovgivning, der regulerer, hvilke kvalitetskrav der stilles til folkeskolen. Der er lovregulering, der bestemmer, hvilke kvalitetskrav der stilles til friskolen. På det her område er der jo det særlige ved lovgivningen, at man har undtaget det private børnepasserområde fra kvalitetskravene.

Det er rigtigt, at vi så indskrænker på den måde, at man ikke frit kan vælge et område, som der ikke stilles tilstrækkelige kvalitetskrav til, og det er selvfølgelig en begrænsning for den enkelte. Men det kender vi jo i mange forskellige sammenhænge. Vi stiller også krav, hvis folk vil opereres. Så kan man heller ikke bare banke på tilfældige steder og bede om at blive opereret. Der stilles faktisk også nogle krav i vores samfund til det, så det er vel ikke helt unaturligt.

Fru Anni Matthiesen.

Nu kan jeg godt høre, at ordføreren egentlig bekræfter det, som jeg tænker, altså at Enhedslisten netop på den her måde er med til at ensrette, statsliggøre og give færre muligheder for de private, og det er egentlig det, jeg har brug for. For ordføreren siger samtidig, at ordføreren ikke har tillid til, at forældrene kan træffe de her valg på deres børns vegne, nemlig hvad der er bedst for deres børn, men at staten, altså det offentlige, er bedre til at tage beslutninger, og derfor vil man ensrette tingene. Er det ikke rigtigt, at det er sådan, det skal forstås?

Ordføreren.

Altså, jeg tror, de enkelte forældre og de enkelte borgere sådan set er meget kloge og indsigtsfulde, i forhold til hvad der er bedst for deres liv og for deres børns liv. Det har jeg fuld tiltro til, og det er jeg også tilhænger af. Men jeg tænker, det er fornuftigt, at vi også har indrettet et samfund, sådan at det, vi driver for fællesskabets penge – for det er jo det, der er tale om – skal opfylde nogle bestemte kvalitetskrav. Man skal ikke kunne drive sygehus efter de forhåndenværende søms princip, altså uden der er særlige kvalitetskrav til det. Man skal ikke kunne drive skole, uden der er særlige kvalitetskrav til det, osv. På samme måde tænker jeg, at det ikke kan være sådan, at man for det offentliges penge kan drive børnepasning, uden at der stilles et vist krav til den pædagogiske kvalitet.

Så jo, den enkelte skal have frie valgmuligheder, men det offentlige skal også have mulighed for at regulere, hvad det offentliges penge og fællesskabets penge bruges til.

Tak til ordføreren. Der er endnu en kort bemærkning fra fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Jeg vil nødig trække debatten alt for meget længere, men jeg bliver bare nødt til at spørge af ren nysgerrighed. Nu har jeg både hørt udtrykket det offentliges penge og fællesskabets penge. Jeg kunne bare rigtig godt tænke mig at høre: Hvad er det egentlig for nogle penge?

Ordføreren.

Ja, det er vel dem, som spørgeren og jeg betaler ud af den indkomst eller det vederlag, vi modtager. Det er borgernes skattekroner, og der har vi jo reguleret vores samfund, sådan at den enkelte ikke bare kan trække i automaten, men at det er fællesskabet, herunder lovgiverne, der bestemmer rammerne for, hvordan man kan anvende fællesskabets penge.

Fru Mette Abildgaard.

Jeg vil bare takke for anerkendelsen – trods alt – af, at det er de penge, de danske borgere betaler i skat, og som altså ikke kommer fra et eller andet guldtræ og bliver fællesskabets penge. Tak for den anerkendelse, trods alt.

Ordføreren.

Jamen det er helt i orden, og netop fordi det er skatteborgerne, der betaler, så synes jeg, der er en vis rimelighed i, at fællesskabet også er med til at afgøre, hvad det er for krav, der skal stilles, når vi anvender skatteborgernes penge. Og det er i virkeligheden bare det, vi gerne vil med det her forslag.

Tak til ordføreren.

Og da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ikke der er nogen, der gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.