Forsvarsudvalget 2015-16
B 8
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Dato 2. november 2015
Spørgsmål fra Forsvarsudvalget til
udenrigsministeren af 26. oktober 2015.
FOU B8 spørgsmål 6 stillet af Eva
Flyvhom (EL).
FOU B8 spørgsmål 6:
Hvad gør regeringen for, at der lægges pres på den tyrkiske regering med hensyn til at bidrage
til bekæmpelsen af Islamisk Stat?
Svar:
Tyrkiet er en vigtig koalitionspartner i kampen mod ISIL.
Tyrkiet har givet den globale koalition adgang til relevante baser, ligesom Tyrkiet deltager med
egne kampfly i koalitionens luftoperationer. Disse indsatser koordineres løbende i rammen af
koalitionen.
Derudover bidrager Tyrkiet også med flere kapacitetsopbygningsindsatser. Eksempelvis har
Tyrkiet i samarbejde med den regionale kurdiske regering (KRG) i Erbil siden november 2014
støttet træningen af kurdiske peshmerga-styrker. I marts i år udvidede Tyrkiet indsatsen til også
at omfatte den irakiske hær og lokale sunnimuslimske militser og udvidede engagementet til
også at inkludere støtte til efterretningsarbejde og logistik. Tyrkiet har også bidraget til
træningen af syriske oprørere.
Der pågår desuden en tæt amerikansk-tyrkisk dialog om en styrket indsats mod ISIL særligt i
grænseområdet mellem Tyrkiet og Syrien, som for øjeblikket er kontrolleret af ISIL. Området
har stor strategisk vigtighed i forhold til at bremse tilgangen af ISIL-krigere til Syrien gennem
Tyrkiet.
Den fælles kamp mod ISIL indgår som et vigtigt element i regeringens løbende dialog med
Tyrkiet.