Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 1194
Doknr.
Dato
16-03-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 02.03.2016 stillet følgende spørgsmål
nr. 2 (ad B 60) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Marianne Jelved (RV).
Spørgsmål nr. 2:
Vil ministeren uddybe de problemstillinger, der er forbundet med obligatorisk brug af
tro- og loveerklæringer i relation til servicelovens §§ 114 og 116?
Svar:
I forhold til obligatorisk brug af tro og love-erklæringer i sager om genbevilling af hjæl-
pemidler vurderes der ikke at være nogen problemstillinger forbundet hermed i de
tilfælde, hvor borgerens funktionsnedsættelse i al væsentlighed er uændret, og hvor
borgeren fortsat har behov for det pågældende hjælpemiddel.
Regeringen vil derfor, som det også blev oplyst ved 1. behandlingen af B 60 den 1.
marts 2016, sikre, at dette element bliver behandlet i regi af arbejdet med reformen af
servicelovens voksenbestemmelser, så det kan blive drøftet i sammenhæng med øv-
rige initiativer og indgå i en samlet reform.
I forhold til obligatorisk brug af tro og love-erklæringer i sager om genbevilling af han-
dicapbiler vil noget sådant være problematisk på grund af genbevillingsperiodens
længde på seks år sammenholdt med, at en tro og love-erklæring ikke fritager kom-
munen for at oplyse en sag i tilstrækkeligt omfang til, at der kan træffes en afgørelse.
Med en genbevillingsperiode på seks år, vil der ofte være behov for at indhente nye
oplysninger, også i de tilfælde, hvor borgerens funktionsnedsættelse i al væsentlighed
er uændret. Det kan f.eks. dreje sig om oplysninger om, hvorvidt befordringsbehovet
nu mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses på anden vis end ved bevilling af handicap-
bil, eller oplysninger om ændringer i kørselsbehovet som følge af ændringer i borge-
rens livssituation.
Hertil kommer, at en tro- og love-erklæring ikke fritager kommunen for at skulle vurde-
re, om der skal rettes henvendelse til politiet for at få en nærmere vurdering af borge-
rens egnethed til fortsat at føre bil. For borgere, hvor det ikke er støttemodtageren
selv, der skal være chauffør, skal kommunen endvidere vurdere, om der ved genbevil-
lingen er andre, der hensigtsmæssigt kan varetage opgaven.
Hvis der indføres en regel om obligatorisk brug af tro og love-erklæringer i genbevil-
lingssager på bilstøtteområdet, vil borgerne ved gennemlæsning af lovgivningen fejl-
agtigt få den opfattelse, at genbevilling af handicapbil som alt overvejende hovedregel
kan ske uden yderligere sagsbehandling og uden indhentelse af nye oplysninger. Det-
te vil som nævnt oftest ikke være tilfældet, hvorfor en sådan regel ikke vil afspejle den
retstilstand, der de facto vil være gældende. I den forbindelse henledes opmærksom-