Det sidste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 60:

Forslag til folketingsbeslutning om anvendelse af tro og love-erklæringer ved genbevilling af hjælpemidler og handicapbiler efter servicelovens §§ 112 og 114.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 04.02.2016).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver ordet til social- og indenrigsministeren igen. Værsgo.

Tak for ordet. I beslutningsforslaget her, B 60, foreslås det, at regeringen skal gøre det obligatorisk for kommunerne at anvende tro og love-erklæringer ved genbevilling af dels hjælpemidler, dels handicapbiler, når borgerens funktionsevne ikke er forbedret siden sidste bevilling og borgeren ønsker at gøre brug af en tro og love-erklæring. I dag er det på begge områder kommunen, som i den enkelte sag vurderer, om den vil gøre brug af en tro og love-erklæring ved genbevilling. Der er altså i loven den her såkaldte »kan«-bestemmelse, som kommunen kan benytte, hvis det findes hensigtsmæssigt.

Formålet med beslutningsforslaget er, ifølge bemærkningerne, at gøre sagsbehandlingen så hurtig og enkel som muligt, samtidig med at det kommunale ressourceforbrug bliver begrænset og de lange sagsbehandlingstider bliver mindsket. Derudover bliver borgerne stillet bedre, idet de ikke skal være utrygge eller nervøse for at miste deres hjælpemidler eller deres handicapbil.

Generelt vil jeg starte med at sige, at regeringen naturligvis er enig i, at det er ønskværdigt, at man har en både hurtig og enkel sagsbehandling på det sociale område, og vi er også meget enige i, at mulighederne for forenkling helt generelt set skal afsøges. Det er indiskutabelt, at en hurtig og enkel sagsbehandling er til gavn og glæde for borgerne, som har behov for hjælp og støtte for at kunne få deres hverdag til at fungere. Lige så indiskutabelt er det, at det vil være til gavn for kommunerne, hvis administrationen kan lettes og det kommunale ressourceforbrug i den forbindelse kan begrænses. Derfor er der også fokus på regelforenkling og afbureaukratisering i det arbejde med en reform af servicelovens voksenbestemmelser, som vi i regeringen er i gang med. Reformen skal ses i lyset af, at vores nuværende servicelov, særlig på voksenområdet, efter min mening er blevet for kompleks og for svær for kommunerne at administrere korrekt.

Når man så læser den første del af beslutningsforslaget, nemlig det element, der handler om obligatorisk brug af tro og love-erklæringer i sager om genbevilling af hjælpemidler, indgår lige præcis det her forslag faktisk i det reformarbejde. Formålet er nemlig at sikre, at der kan ske en hurtig og en enkel sagsbehandling i forbindelse med genbevilling af hjælpemidler. I regeringen vil vi derfor sørge for, at lige præcis dette element af beslutningsforslaget bliver behandlet i regi af arbejdet med reformen, sådan at det kan blive drøftet i sammenhæng med øvrige initiativer, som også indgår i den samlede reform af servicelovens voksenbestemmelser.

Rent faktisk kan jeg sige, at ministeriet i sidste uge præsenterede det her forslag for følgegruppen, som er nedsat i regi af arbejdet med reformen, og tilbagemeldingen var, at det da helt klart var et forslag, der blev modtaget meget positivt i følgegruppen. Det giver også god mening, for jeg tror, vi alle sammen kan blive enige om, at en genbevilling af en blindestok eller en benprotese altid skal kunne ske ved brug af en tro og love-erklæring fra borgeren i de tilfælde, hvor forholdene i al væsentlighed er uændret siden seneste bevilling. Og i sådan nogle tilfælde giver det for mig at se absolut ikke nogen mening at sagsbehandle yderligere, hvis den blinde eller den benamputerede borger på tro og love skriver under på, at forholdene er uforandrede. Borgerens funktionsnedsættelse går jo ikke væk, og behovet her er for mig at se indiskutabelt.

Den anden del af beslutningsforslaget handler om obligatorisk brug af tro og love-erklæringer i sager om genbevilling af handicapbiler. Og der må jeg sige, at vi ikke kan støtte den del af beslutningsforslaget. Det skal ses i lyset af genbevillingsprocessens længde i bilsagerne her, for genbevilling af en handicapbil er altså som udgangspunkt noget, som først sker efter 6 år, og når genbevillingsperioden er så lang, viser erfaringerne fra de konkrete sager, at der næsten altid vil være behov for at indhente nye oplysninger, også selv om borgerens funktionsnedsættelse i al væsentlighed er uændret. Det kan f.eks. være, at borgerens kørselsbehov nu mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses på anden vis end ved bevilling af en handicapbil, eller at kørselsbehovet har ændret sig som følge af ændret uddannelses-, beskæftigelses- eller livssituation helt generelt set.

Så hvis brug af tro og love-erklæringer i sager om genbevilling af bil gøres obligatorisk, vil den enkelte borger, når man læser lovgivningen, få det indtryk, at genbevilling af en handicapbil alt overvejende vil være noget, der sker uden yderligere sagsbehandling og uden indhentelse af nye oplysninger, og det vil bare ikke være i overensstemmelse med virkeligheden, hvor erfaringen viser, at det tit ikke vil være tilstrækkeligt med de oplysninger, der var til stede ved den seneste afgørelse.

Så hvis vi skriver obligatorisk brug af tro og love-erklæringer ind i lovgivningen, er det min opfattelse, at det vil være at foregøgle borgeren en retstilstand, som for en stor del af sagernes vedkommende de facto ikke vil være gældende, og det vil bestemt ikke være sundt eller gavnligt for samarbejdet mellem borgeren og kommunen.

Som jeg indledningsvis ganske kort var inde på, har kommunerne faktisk i dag allerede mulighed for at genbevilge en handicapbil ved at bruge tro og love-erklæring, og derfor finder vi i regeringen, at det fortsat skal være op til kommunen at vurdere, om en tro og love-erklæring skal anvendes i den konkrete sag.

Så samlet set vil jeg sige, at den første del ser vi som en del af den samlede reform, den anden del, med genbevilling af handicapbiler, kan vi ikke støtte. På den baggrund kan vi ikke støtte det samlede beslutningsforslag.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning, og det er fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Også tak for de positive tilkendegivelser, i hvert fald om den ene del af beslutningsforslaget.

Jeg skal bare lige høre ministeren, om ministeren kan redegøre for, hvor mange kommuner der har anvendt en tro og love-erklæring i forbindelse med genbevilling af handicapbil, efter at vi lavede lovændringen om, at man ligesom kunne gøre det nemmere for kommunerne, ved at de kunne anvende den her tro og love-erklæring.

Ministeren.

Som jeg kender ordførerens måde at stille spørgsmål på, er jeg sikker på, at ordføreren kender antallet, og jeg kunne være ret overbevist om, at det ikke er noget, der er blevet brugt særlig meget, om end muligheden er der. Men som jeg også redegjorde for, ser jeg sådan set en fornuft i, at når der er gået det antal år, som der er, når man genbevilger en handicapbil, så påser man, hvad borgerens livssituation og kørselsbehov helt grundlæggende er. Det er for mig at se naturligt nok.

Men altså, jeg er helt med på, at muligheden for at bruge det er der, ja. Det er ikke en mulighed, der er blevet brugt, men i det tilfælde, at man får handicapbil i en meget ung alder og man stadig væk er i samme type beskæftigelse og ens funktionsnedsættelse ikke er forbedret væsentligt, er det jo oplagt, at kommunerne bruger det. Jeg mener også, vi skal gøre kommunerne opmærksom på, at vi faktisk har skabt den her mulighed, så de kan forenkle sagsbehandlingen der, hvor de kender til borgerens livssituation og behov i det hele taget.

Fru Karina Adsbøl.

Nu er det jo sådan, at af politisk erfaring har jeg lært, at man skal være glad for i hvert fald at få lidt. Så jeg vil høre ministeren: Hvis vi afgrænsede det i forhold til at sige, at borgerens kørselsbehov stadig væk er det samme, og at man har været lam hele sit liv og ikke vil komme til at kunne gå, vil det så sige, at ministeren gerne vil være med til at se på, at det kunne skrives ind, at hvis kørselsbehovet stadig væk er det samme og borgerens situation ikke har ændret sig, så vil ministeren gerne tage servicelovens § 114 med også i forhold til det her?

Ministeren.

Jamen det, som ordføreren beder om, er jo en »skal«-bestemmelse, at så skal kommunen gøre det, og ordføreren ved, at jeg som minister ikke er særlig varm tilhænger af de her »skal«-bestemmelser. Til gengæld vil jeg gerne tilkendegive, at jeg faktisk mener, det giver rigtig god mening for den enkelte kommune at bruge tro og love-erklæringer i de tilfælde, hvor det er åbenlyst, at befordringsbehovet er uændret, og at funktionsnedsættelsen også er uændret, eller i hvert fald ikke væsentligt forbedret. Så giver det jo god mening. Og det handler for mig at se mere om en oplysningskampagne end om at lave lovgivning, hvor vi går ind og laver »skal«-bestemmelser. Dem har jeg det ikke nødvendigvis specielt godt med.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren. Den første ordfører i ordførerrækken er fru Karen J. Klint, Socialdemokratiet.

Tak for det. Denne gang går jeg så på talerstolen på vegne af hr. Orla Hav, der er ude i arbejde for nordisk samarbejde.

Som ministeren så rigtigt har sagt, er der jo i dag nogle muligheder for, at man kan følge tro og love-erklæringerne i voksenreglerne, og der er i øvrigt også påbegyndt en møderække, hvor man skal se på voksenreglerne i serviceloven.

Socialdemokraterne går ikke ind for en obligatorisk ordning med tro og love-erklæringer og dermed at binde kommunerne op på det. Men når kommunerne i øvrigt mange gange ellers taler om bøvl og administrativt bureaukrati og alt muligt andet, så undrer vi os da over, hvorfor de ikke i større omfang benytter sig af tro og love-erklæringerne, når det nu er en hjemmel, de har i dag.

Men vi ser frem til det udredningsarbejde i forbindelse med bestemmelserne i serviceloven, som skal i gang, og som sagt er det første møde blevet aftalt. Og i respekt for det arbejde synes vi ikke, at vi skal ind og ændre på tingene nu, men man kan se på, hvorvidt der i det fremtidige arbejde skal gives en kraftigere opfordring til, at man går den lette vej i de sager, der er egnet til det. Jeg har også noteret mig, at der både i forslaget her og i de gældende regler bliver talt om, hvorvidt der er sket forandringer eller forbedringer i et handicap, men det kunne jo også godt ske, at der skete forværringer, så behovet faktisk blev større.

Nu nævnte ministeren jo også her, at kørselsbehovet kan forandre sig. Der er jo væsentlig forskel på de to ting – der er stor forskel på, om man skal have et almindeligt hjælpemiddel, eller om man skal have en bil. Både hvad angår pris, behov og funktion, er der jo forskel på, hvilke hjælpemidler man kan give erklæring på tro og love til. Så jeg tror, det er velegnet til nogle ting, til velkendte sager og til ting, der slides hurtigt ned, og med hensyn til hvorvidt det så skal bruges i forbindelse med nogle meget langvarige forhold, kan det godt ske, at der skal en samtale og en vurdering til, også for at sikre retssikkerheden for den borger, der ellers ikke får det mest optimale og moderne hjælpemiddel.

Så vi støtter ikke beslutningsforslaget, som det ligger.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning. Og jeg skal faktisk lige indlede med at beklage over for fru Karina Adsbøl, at jeg fik udtalt hendes efternavn forkert. Det skyldes, at jeg bor i en by, der udtales anderledes, men som staves på samme måde.

Værsgo til fru Karina Adsbøl.

Tak. Den socialdemokratiske ordfører, fru Karen J. Klint, har travlt i dag og er en god kollega. Det er godt at, vi har hende som ordfører på talerstolen.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad fru Karen J. Klint mener om, at man i sin tid gav kommunerne mulighed for, at de kan anvende en tro og love-erklæring. Skal jeg forstå ordførerens tale sådan, at ordføreren ikke er glad for »skal«-bestemmelser i serviceloven?

Ordføreren.

Det kommer selvfølgelig an på, hvad det konkret handler om. Lige i forhold til om det er en tro og love-erklæring eller den måde, man tilrettelægger sin administration på, synes jeg ikke, at vi som Folketing skal lægge nogle »skal«-bestemmelser over på kommunerne.

Men jeg synes, vi skal få kommunerne til at indse, at når vi virkelig hjælper dem til at gå den lette vej, hvorfor så selv gå den bøvlede vej? Så der er meget stor forskel på, hvilke delelementer i serviceloven vi som parti synes der skal være nogle »skal«-, »bør«- eller »kan«-bestemmelser på.

Fru Karina Adsbøl.

Jamen det , der er lidt interessant, er jo at høre, hvad Socialdemokraterne vil gøre for at lette den her sagsbehandlingsbyrde, i forhold til at det i flere kommuner faktisk tager over et år at få en genbevilling eller at få bevilget en handicapbil. Og det kan det gøre af flere grunde, f.eks. fordi den medarbejder, der sidder på området, er sygemeldt. Det er en af de begrundelser, der er kommet i et svar til Folketingets Socialudvalg. Og det er jo derfor, at Dansk Folkeparti ønsker at gøre det her lettere, hurtigere og enklere for borgeren. Så hvad er Socialdemokraternes løsning på det?

Ordføreren.

Jamen praksis for vikariering for en sygemeldt medarbejder tror jeg ikke ændres ved, om der er en »skal«- eller en »kan«-bestemmelse i serviceloven. Så jeg tror mere, vi skal i gang med et oplysningsarbejde over for vores gode partifæller hver især ude i kommunerne, så de netop får øjnene op for, at der altså er en let vej, og at man ikke behøver at gå den tunge vej, men netop kan kræve en tro og love-erklæring og måske også derved aflaste sagsbehandlerne lidt i forhold til den arbejdsbyrde, der er. For det kunne være, at antallet af sygedage faldt, hvis det blev lidt nemmere at være sagsbehandler i kommunerne. Så vi er enige i målet med beslutningsforslaget, men ikke i proceduren.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er Venstres ordfører, hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for det, og også tak til forslagsstillerne for at fremsætte et beslutningsforslag, som jeg på mange måder godt kan forstå at man har fremsat, men som jeg alligevel må skuffe forslagsstillerne med at oplyse at Venstre ikke kan støtte. Og jeg vil godt prøve at forklare grunden til, at vi ikke kan gøre det.

Hvis man læser beslutningsforslaget, som det er formuleret på den første side, kan man læse, at Folketinget skal pålægge regeringen at gøre det obligatorisk for kommunerne at anvende tro og love-erklæringer ved genbevilling af hjælpemidler og handicapbiler, når borgerens funktionsevne ikke er forbedret siden sidste bevilling. Men når man så går ind og læser bemærkningerne, er det ikke det samme, der står. For det, Dansk Folkeparti skriver her i stedet for, er, at det skal gøres obligatorisk for kommunerne at anvende en tro og love-erklæring i forbindelse med genbevilling af hjælpemidler og handicapbiler – og nu kommer tilføjelsen – i de tilfælde, hvor det er åbenlyst, at ansøgers funktionsevne og behov, tilføjer man så, i al væsentlighed ikke har ændret sig. Altså, der modererer man jo det, man skriver i selve beslutningsforslaget, og det synes jeg sådan set er klogt at man gør. Men det betyder jo også, at om man har en »kan«-mulighed eller en »skal«-mulighed, altså i virkelighedens verden ikke kommer til at betyde den store forskel. Og jeg skal prøve at forklare hvorfor.

Som reglerne er i dag, har kommunerne en mulighed for at nøjes med en tro og love-erklæring i de tilfælde, hvor det er åbenlyst, at behov og funktionsevne er uændret. Det, Dansk Folkeparti ønsker, er, at der skal være en tro og love-pligt, medmindre det ikke er åbenlyst, at behov og funktionsevne har ændret sig. Det er det samme. Det er præcis det samme – et forbud er det samme som et påbud med modsat fortegn. Det er eksempelvis forbudt at stemme, hvis man er under 18 år, og det er præcis det samme som at sige, at det er tilladt at stemme, hvis man er over 18 år. Det er det samme. Og det er altså også det samme, Dansk Folkeparti skriver; det vil ikke ændre det, for kommunerne vil fortsat kun skulle nøjes med en tro og love-erklæring, hvis det er åbenlyst, at borgerens funktionsevne og behov ikke har ændret sig.

Så det, man risikerer, hvis vi vedtager beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti, er, at en masse handicappede borgere vil få stukket blår i øjnene, fordi de vil tro, at kommunerne vil nøjes med en tro og love-erklæring, men det vil kommunerne ikke, fordi det er undtagelsen, at det er åbenlyst, at der ikke er behov for at gå ind og kigge på sagen igen, i hvert fald når vi taler handicapbiler, for der er det altså 6 år siden, at man har fået den bevilget. Og selv om det måske godt kan være forholdsvis åbenlyst, at borgerens funktionsevne ikke har ændret sig, kan behovet jo sagtens have ændret sig. Der kan være kommet biler på markedet, som er billigere, og som borgeren kan nøjes med i stedet for; der kan være kommet tilbud inden for handicapkørsel, som man vurderer at borgeren kan nøjes med; og der kan være tilfælde, hvor en borgers kørselsbehov ikke er det samme, som det var for 6 år siden. Og det kan man jo ikke forvente at borgeren af egen drift skal gøre opmærksom på, og derfor vil kommunerne alligevel gå ind og undersøge de her sager.

Så vi vil altså ikke få ændret i antallet af kommuner, der nøjes med en tro og love-erklæring, men vi vil skabe en falsk forventning hos en række handicappede medborgere, som vil tro, at de kan nøjes med en tro og love-erklæring, men det kan de altså ikke alligevel, fordi kommunen siger, at det ikke er åbenlyst, at behov og funktionsevne er uændret.

Så det er baggrunden for, at Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget, selv om vi selvfølgelig fuldstændig deler Dansk Folkepartis intention om, at bevilling og genbevilling skal gøres så smidigt og ubureaukratisk som overhovedet muligt. Det er jo også derfor, at der er sat et reformarbejde i gang med hensyn til at ændre på servicelovens bestemmelser, så vi kan gøre tingene så ukompliceret og så ubureaukratisk som overhovedet muligt. Men i de her sager, i hvert fald om handicapbiler, hvor det jo er ret mange penge, vi taler om, vil vi altså stadig væk opleve, også selv om vi måtte vedtage Dansk Folkepartis beslutningsforslag – hvad Venstre altså ikke kan anbefale – at kommunerne ikke vil lade sig nøje med en tro og love-erklæring, fordi det altså ikke er så åbenlyst, som forslagsstillerne måske tror, at der fortsat skal bevilges en bil.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning, og det er fru Karina Adsbøl.

Jeg fik lige pludselig en følelse af, at jeg ikke sad i Folketingssalen, men at jeg sad i en retssal, for det var ret mange ord, der kom ud af ordførerens mund i forhold til at tolke beslutningsforslaget. Men hvis der er små hår i suppen, som ordføreren finder frem, så er det jo sådan, at vi altid kan finde en god løsning, hvis der er flertal for det herinde. Og hvis det handler om, at der er nogle små ord, der lige skal tilrettes, for at ordføreren så også kan stemme for beslutningsforslaget, som gælder genbevilling af handicapbiler, så er Dansk Folkeparti da også villig til det.

Mit spørgsmål til ordføreren er: Mener ordføreren, at en tro og love-erklæring er en forenklet sagsbehandlingsprocedure?

Ordføreren.

Jeg er da glad for, at man føler sig hensat til en retssag, for det er jo noget af det, jeg har beskæftiget mig med, og så kunne man bare nøjes med at tage bekræftende til genmæle og trække beslutningsforslaget, men det forventer jeg så ikke at man gør. Og det handler ikke bare om små ord og hår i suppen. Det handler ganske enkelt om, at vi ikke opnår en reel ændring af tingenes tilstand ved at vedtage beslutningsforslaget, for muligheden for, at kommunerne kan nøjes med en tro og love-erklæring, foreligger allerede, og jeg tror simpelt hen ikke på, at der er kommuner, som sætter et stort udredningsarbejde i gang i de sager, hvor man siger, at det er åbenlyst, at borgeren fortsat skal have en handicapbil. Hvorfor i alverden skulle kommunen så ikke nøjes med en tro og love-erklæring i de sager, hvor det er åbenlyst? Det ville kommunen da gøre. Så man skal ikke tro, at det her vil ændre noget, for det vil det altså ikke. Så derfor er jeg med på intentionen, og jeg kan godt følge den, men vi opnår altså ikke noget ved det her beslutningsforslag, for det vil stadig væk være sådan, at man jo ikke bare pr. automatik hvert sjette år får en ny handicapbil. Man får den kun, hvis man fortsat har behov for det.

Fru Karina Adsbøl.

Ja, og det er jo netop det, som beslutningsforslaget handler om, og jeg kan ikke forstå, at ordføreren synes, der er så stor forskel på, om det handler om servicelovens § 112, eller om det handler om servicelovens § 114. For en handicapbil er jo også et hjælpemiddel, men der er bare to forskellige paragraffer i forhold til det her. Så jeg forstår ikke helt ordførerens argumentation, men jeg glæder mig da i hvert fald til fortsat at kunne drøfte det her. Om ikke andet kan det jo være, at ordføreren, som ministeren sagde, støtter den første del, og så kan man jo altid dele et beslutningsforslag op eller lande det i en fælles beretning.

Ordføreren.

Jo, men forskellen er jo bl.a., at der næppe er nogen, der beder om en blindestok, medmindre de stadig væk har behov for den, for hvad i alverden skulle de dog så med den? Men en handicapbil kan man jo godt ønske sig, selv om man ikke længere har så stort et behov for den. Altså, alle har vel et eller andet behov for en bil, og de fleste mennesker vil jo synes, det er rart at have en bil, men om ens behov stadig væk er så stort, at det berettiger til, at man kan få skatteborgerne til at hjælpe sig med at finansiere bilen, er noget andet, og det er jo ikke nødvendigt. Så der er altså en væsentlig forskel på de to bestemmelser.

Tak til ordføreren. Der er ingen, der har bedt om yderligere korte bemærkninger. Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten.

I Enhedslisten synes vi, det er et godt forslag. Vi har forstået, at grunden til, at forslaget fremkommer i dag, er, at der er registreret en praksis ude i kommunerne, der betyder, at der faktisk er borgere, som skal igennem en lang proces med genbevilling af hjælpemidler, handicapbiler, hvor de åbenlyst oplever det som overflødigt, fordi deres situation ikke har forandret sig. Jeg er overbevist om, at det er den iagttagelse, der har drevet forslaget fra Dansk Folkeparti frem, og jeg er enig i, at sådan opleves det givetvis af rigtig mange borgere.

Derfor vil jeg sige, at gode intentioner altid er en fornøjelse, når de udvises, men det er jo ikke altid nok. Og jeg synes, det er rigtig godt, at der ligger et forslag, der rent faktisk også griber konkret fat i sagen. Det er, som det allerede er blevet nævnt af flere ordførere, et forslag, der er til gensidig gavn og til samfundsmæssig gavn, for det er til gavn for den enkelte, som slipper for at skulle igennem en lang sagsbehandlingsproces, som slipper for den nervøsitet og uro, der kan ligge i, om man kan risikere at miste et hjælpemiddel, man er fuldstændig afhængig af, og så er der på den anden side den overordnede samfundsmæssige betragtning: Hvor er det dog dumt, hvis vi har sagsbehandlere, der skal sidde og gennemføre noget, som åbenlyst er overflødig sagsbehandling. Det er sådan, at der sådan set er opgaver nok at udføre, der er mange ventetider, der er alt for lange, har vi været inde på tidligere i salen i dag. Så var det da bedre, at kræfterne blev brugt på at sænke sagsbehandlingstiderne i andre sager end at bruge sagsbehandleres arbejdstid på noget, som forekommer åbenlyst overflødigt.

Så vi er selvfølgelig indstillet på, også med de bemærkninger, som forslagsstillerne allerede er kommet med, at gå ind i en drøftelse af det, og kan der eventuelt ved en justering af forslaget samles et flertal, bidrager vi selvfølgelig rigtig gerne til det, men umiddelbart er vores tilkendegivelse her, at vi støtter forslaget. Vi synes, det er et rigtig godt forslag.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning. Det er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Jamen jeg skal bare lige forklare over for hr. Jakob Sølvhøj, hvorfor jeg kom med et lille udråb før. Det var ikke på grund af noget, ordføreren sagde, men det var, fordi jeg blev opmærksom på, at jeg havde glemt at sige, at jeg skulle hilse fra Det Konservative Folkepartis fru Mette Abildgaard og sige, at Konservative er fuldstændig enige med Venstre. Jeg tror desværre, at det kun rækker til denne sag, og at det ikke er sådan en carte blanche. Men det glemte jeg at sige i min egen ordførertale før, og det synes jeg vi skal få skrevet ned i annalerne, så alle ved det til tid og evighed. Det var altså ikke, fordi jeg havde noget direkte at sige til ordføreren.

Giver det anledning til en bemærkning?

Jeg kan trøste hr. Jan E. Jørgensen med, at jeg ikke blev forskrækket.

Der var ikke yderligere korte bemærkninger, så vi går videre til den næste i ordførerrækken. Det er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti for endnu en gang at tage fat på et rigtig vigtigt emne, nemlig det enorme bureaukrati, som hersker i den offentlige sektor. Det er et bureaukrati, som er dyrt for skatteyderne, demotiverende for medarbejderne, og til gene for borgerne. Liberal Alliance støtter fuldt ud op om at begynde at se på, hvordan vi gennem konkret lovarbejde kan få det afbureaukratiseret, og derfor glæder det mig at konstatere, at så mange af Folketingets øvrige partier deler holdningen om, at vi skal det tunge og meningsløse bureaukrati til livs. Særlig ser jeg frem til den kommende reform af servicelovens voksenbestemmelser, som vi jo står over for netop nu. Her skal vi gennemgå servicelovens voksenbestemmelser med henblik på at forenkle til fordel for alle.

Netop en forenkling og en afbureaukratisering i den offentlige sektor har jo været en af Liberal Alliances mærkesager helt fra start. Det meningsløse papirnusseri giver ingen mening, og det fjerner netop fokus fra kerneopgaverne, og det kræver ressourcer. Derfor er det afgørende, at vi kommer i gang med en reformering.

Set i lyset af at vi står over for den her reform af servicelovens voksenbestemmelser, mener jeg, at det ville være mest hensigtsmæssigt at drøfte forenkling af genbevilling af hjælpemidler og handicapbiler i den sammenhæng. Her vil vi få muligheden for at se på det her konkrete aspekt, men i en større sammenhæng, og måske skal vi lande på den her »skal«-bestemmelse, som Dansk Folkeparti fremsætter i dag, men det kan også være, at der er andre og bedre muligheder i forhold til at sikre borgerne en hurtig og enkel sagsbehandling og mindske administrationen for kommunerne.

Derfor er min tilkendegivelse her i dag, at jeg fuldt og helt støtter intentionen med det her beslutningsforslag – vi skal mindske unødigt bureaukrati og administration, og vi skal gøre det lettere og mere tilgængeligt for de borgere, som har brug for hjælp. Jeg håber, at vi alle sammen kan være enige om at inddrage det her vigtige element, når vi lige om lidt skal reformere servicelovens voksenbestemmelser.

Tak til ordføreren. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste i ordførerrækken er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

I Alternativet vil vi gerne begrænse administration og bureaukrati generelt – og i særdeleshed i forhold til, at mennesker med handicap får hurtig og enkel adgang til hjælpemidler, der kan lette deres hverdag og gøre dem i stand til at være aktive samfundsborgere. Derfor er vi især positive over for DF's forslag om, at en tro og love-erklæring kan være med til at sikre hurtig genbevilling af hjælpemidler.

Med hensyn til handicapbiler er jeg efter dagens debat lidt i tvivl: Skal vi gøre det til en »kan«-bestemmelse, eller skal vi gøre det til en »skal«-bestemmelse? Altså, jeg er som sagt lidt i tvivl. Jeg synes, det er en supergod intention, og det, jeg egentlig er rigtig glad for, er, at forslaget kommer med i forhandlingerne om serviceloven, hvor det kan blive drøftet rigtig, rigtig godt igennem med henblik på at se, om det er lige præcis den her løsning, der skal til.

Jeg er glad for, at DF rejser det her spørgsmål, for jeg tror, at det uanset hvad hjælper med til at få fokus på at bruge tro og love-erklæringer mere. For det lyder da i sandhed, som om de bliver brugt for lidt. Og på den måde ville vi, hvis man brugte dem noget mere, bestemt kunne spare noget administration.

Så hvis det her lovforslag kan justeres på plads, er vi også ganske positive. Vi er rimelig positive over for det her, men vi synes egentlig også lidt – ligesom Liberal Alliance – det er fint, at det indgår i de kommende forhandlinger om serviceloven.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning. Det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak. Og tak til ordføreren for positive tilkendegivelser. Men jeg har lidt svært ved at forstå, hvad det er, ordføreren konkret er i tvivl om. Er man i tvivl om, om man vil give borgerne en sagsforenkling i forhold til de her tro og love-erklæringer, simpelt hen give en lettere sagsbehandlingsprocedure ved at lave en »skal«-bestemmelse i stedet for en »kan«-bestemmelse? Jeg tror, ordføreren måske er bekendt med, at ligesom ved det beslutningsforslag om hjemmetræning, vi havde før, er der jo nogle kommuner, der siger, at den vare har de ikke på hylden. Så måske ordføreren kunne udbrede lidt, hvad det er, han er i tvivl om.

Ordføreren.

Jamen det er, om det lige præcis fører derhen, hvor det skal. For der, hvor man gerne vil have det her hen, er det rigtige sted. Men det er det her, som Jan E. Jørgensen også påpegede, nemlig forskellen på funktionsevne og behov. Altså, funktionsevnen kan have ændret sig, eller også har den ikke ændret sig, men hvad med behovet? Har det ændret sig? Og der har jeg svært ved lige præcis her på stående fod at se, om sagen alligevel vil blive undersøgt.

Fru Karina Adsbøl.

Men der står jo i beslutningsforslaget, at i dag kan kommunalbestyrelsen vælge at benytte en tro og love-erklæring i forbindelse med genbevilling af hjælpemidler eller støtte til handicapbil, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at borgerens forhold i al væsentlighed er uforandret. Det er sådan set det samme princip, der gælder i forhold til »skal«-bestemmelsen, hvis borgerens forhold er uforandret. Og det gælder både ens kørselsbehov og ens funktionsevne. Det synes jeg er meget tydeligt.

Ordføreren.

Jeg er ikke den eneste, der har syntes, at det ikke var så tydeligt igen, f.eks. at hvis man får bevilliget en bil, har man den 6, 12, 18, 24 eller 32 år blot ved fornyelse af en tro og love-erklæring. Det synes jeg godt man kan diskutere.

Men jeg synes, det er godt, at DF har fremsat det her, så jeg er egentlig tilfreds med det og vil gerne medvirke positivt, hvis vi kan justere det på plads. Og ellers ser jeg frem til, at det skal diskuteres i forbindelse med serviceloven.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Tak. Jeg vil også gerne kvittere for Dansk Folkepartis fremsættelse af beslutningsforslag B 60 om anvendelse af tro og love-erklæringer ved fornyelse af hjælpemidler under visse forudsætninger. Jeg har bare brug for en mere målrettet kulegravning for at forstå, at Dansk Folkepartis forslag ser ud, som det gør, og at ministeren advarer imod at bruge det ved alle former for hjælpemidler, herunder biler. Jeg vil i hvert fald ikke tillade mig at overhøre ministerens advarsel, den vil jeg gerne have uddybet under sagsbehandlingen.

Derfor er det relevant at bruge netop den situation, at vi skal til at revidere sociallovens voksenbestemmelser, hvor det her jo hører hjemme, og at ministeren har tilkendegivet at være positiv over for at inddrage det. Der kan vi få belyst, hvad problemet er med biler. Det synes jeg da er udmærket, og det kører sådan set parallelt med en hurtig udvalgsbehandling af B 60. Så jeg mener godt, vi kan tage det, helt alvorligt og seriøst, i den arbejdsgang. Så må vi se, hvad det ender med. Tak for ordet.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Trine Torp fra SF.

Tak. Kommuner kan i dag vælge at forenkle deres praksis ved at bruge tro og love-erklæringer ved genbevilling af hjælpemidler eller støtte til handicapbiler, hvis – som det også rigtigt nok er blevet sagt allerede – forholdene er uforandrede, både hvad angår funktionsevne og behov. Dermed kan man bruge de oplysninger, der allerede ligger til grund for afgørelsen om bevilling i første omgang. Kommunerne kan benytte sig af den mulighed, men som forslagsstillerne skriver, bliver den ikke nødvendigvis brugt i det omfang, det ville give mest mening.

Forslaget går på at mindske bureaukratiet ved at gøre det obligatorisk i alle sager om genbevilling, selvfølgelig med den forpligtelse, at kommunen skal hente de nødvendige oplysninger. Da forslaget kan være med til at nedbringe sagsbehandlingstiden og dermed også ventetiden og utrygheden for borgerne, er vi i SF generelt positivt indstillet over for forslaget, men jeg vil også samtidig sige, at jeg synes, at det ville være et oplagt forslag at have med til forhandlingerne om den revision og forenkling af voksenbestemmelserne i serviceloven, som vi står over for, for så er det, at vi sammen kan prøve at forbedre borgernes retssikkerhed og gøre den sagsbehandling, som ofte er meget tung og langsommelig, mere smidig. Det her er jo et element i det. Så har vi også yderligere mulighed for at stille spørgsmål til nogle af de ting, der er kommet frem i debatten i dag, både fra ministeren og fra andre ordførere.

Men generelt er vi positivt indstillet over for forslaget, og jeg vil anbefale, at vi får det videre med i forhandlingerne om voksenbestemmelserne.

Tak til ordføreren. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Så går vi over til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

I Dansk Folkeparti ønsker vi at gøre det nemmere for kommunerne og for borgerne ved at gøre det obligatorisk at anvende tro og love-erklæringer. Beslutningsforslaget indebærer, at der tillægges borgere en ret til genbevilling af hjælpemidler og handicapbiler efter servicelovens § 112 og servicelovens § 114 alene ved brug af tro og love-erklæringer, såfremt ansøgerens funktionsevne og behov i al væsentlighed er uændret siden kommunalbestyrelsens seneste afgørelse, og at ansøgeren afgiver en tro og love-erklæring herom.

I dag kan de, som det også er sagt i dag under behandlingen af det her beslutningsforslag, vælge at benytte tro og love-erklæringer i forbindelse med genbevilling af hjælpemidler eller støtte til handicapbil, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at borgerens forhold i al væsentlighed er uforandret. Desværre hører vi også her, at det sker for lidt, og det er endnu en af de varer, kan man sige, man ikke har på hylden, for tit og ofte er svaret: Det bruger vi ikke her.

Derfor ønsker vi i Dansk Folkeparti en lettere og forenklet sagsbehandlingsprocedure, og vi mener, at den her mulighed, man har, bliver benyttet alt for lidt. Det kan man så undre sig over at den gør, for det er jo en rigtig god måde at gøre det godt på, både for borgeren, men også i forhold til afbureaukratiseringen i kommunen.

Jeg vil sige, at det er lidt i samme boldgade som det beslutningsforslag, vi havde om opsættende virkning. Vi har tidligere hørt eksempler, som også ministeren har hørt om, i forhold til blinde. De har jo været blinde hele deres liv. De vil jo ikke lige pludselig få deres syn igen i forhold til det med blindestokken, og det samme gælder jo også med borgere, hvor man har konstateret, at de er lamme fra maven og ned. De får ikke lige pludselig deres gangfunktion tilbage. Vi har også fået henvendelser vedrørende høreapparatområdet, hvor der også er udfordringer i forhold til genbevilling af høreapparater.

Derfor synes vi jo i Dansk Folkeparti, at det her er et rigtig godt beslutningsforslag, fordi det netop gør sagsbehandlingen hurtigere og enkel. Det er til gavn for borgerne, og det er også til gavn for det kommunale ressourceforbrug i forhold til sagsbehandlingsprocedurerne. Det er det også i forhold til de lange sagsbehandlingstider, som kunne blive mindsket væsentligt. Derudover stilles borgerne også bedre. De skal ikke gå og være utrygge eller nervøse for at miste deres hjælpemiddel eller handicapbil, så længe deres funktionsevne ikke er forbedret og deres behov ikke er forandret.

Jeg er sikker på, at det her beslutningsforslag også kan medføre en række mindreudgifter i kommunerne på grund af færre administrative ressourcer ved genbehandling af sagerne, og der vil vi selvfølgelig foreslå at den mindreudgift forbliver i kommunerne til øget service over for borgerne.

Jeg har selvfølgelig stillet en række spørgsmål, også til ministeren, om det her med sagsbehandlingen af handicapbil, og det er faktisk sådan, at det i flere kommuner tager over et år. Jeg har så spurgt om begrundelsen for, hvorfor det tager over et år, og jeg har fået svar vedrørende de otte kommuner, jeg har spurgt ind til og bedt om en begrundelse fra. Så vil jeg bare læse nogle af svarene op:

Der har været en ophobning af bilstøttesager, fordi den medarbejder, der varetog opgaven med at behandle disse sager, har været sygemeldt i en længere periode. Der er nu to medarbejdere på opgaven, og der er lavet en tids- og handleplan for at nedbringe sagsbehandlingstiden. Aktuelt er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 15 måneder.

Det er så i én kommune, at der har været en syg medarbejder. Det her forslag vil jo også gøre det mere enkelt for en sagsbehandler at bruge en forenklet procedure. Det samme gælder i næste svar:

Der har været en ophobning af bilstøttesager, som kommunen har arbejdet målrettet for at få nedbragt. Kommunen har en klar forventning om, at den fremtidige sagsbehandlingstid fra 2016 vil være bragt ned på et niveau på den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle kommuner. Kommunen har i 2014 haft nogle bilstøttesager, hvor embedslægen og politiet har skullet spørges, før der kunne træffes afgørelse.

Det er jo så en sag, hvor borgerens behov ikke er uændret. Men det er bare for at fortælle, at det her med de lange sagsbehandlingstider, hvor borgeren står enten uden en handicapbil eller et hjælpemiddel, kan afhjælpes med det her rigtig gode beslutningsforslag.

Men jeg vil så også kvittere for de positive tilkendegivelser, vi har fået. Jeg har også hørt, at I gerne vil tage det videre i voksenbestemmelserne. Det er jo sådan, at det ikke er et nyt ønske fra Dansk Folkeparti. Vi havde det også med som forslag, da vi sidst skulle revidere servicelovens voksenbestemmelser sidst under den tidligere regering, men forslaget blev så trukket tilbage af den daværende minister. Der fik vi også nogle dele med i forhold til det her.

Men jeg ser i hvert fald frem til det fremtidige arbejde, også i udvalget. Jeg synes, det er utrolig vigtigt, og jeg er i hvert fald glad for, at Enhedslisten støtter begge dele. Men jeg har også lært herinde som politiker, at det er bedre at få lidt end slet ingenting, så vi er altid villige til at finde løsninger på, hvordan vi kommer videre. Vi tager det gerne videre, og måske kan vi lande en fælles beretning, for så er vi da i hvert fald sikre på, at vi får det med i bestemmelserne, også uanset om forslaget den her gang skulle falde til jorden. Så har vi da en beretning, som vi kan holde ministeren op på. Så måske kan vi blive enige om det i udvalget. Tak for debatten i dag.

Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)