Tak for det.
Og tak til alle for de meget fine kommentarer, synes jeg, til det her beslutningsforslag.
Det er jo helt tydeligt, at der ikke er enighed om formen, men det er også meget tydeligt, at der er enighed om, at vi har behov for at tage den her debat.
Det er rigtigt, at jeg var på det møde med Lars Vorland, som er direktør for det norske prioriteringsinstitut.
Han kunne på samme møde fortælle, at i Norge har man sparet 2,5 mia.
kr.
ved at indføre et prioriteringsinstitut, og dem har man så brugt andre steder i sundhedsvæsenet.
Og det er jo nogle af de ting, som vi synes er en stor inspiration, i forhold til hvor vi står i Danmark i dag og hvor vi skal hen.
Jeg vil også meget gerne anerkende Enhedslistens bidrag i forhold til at kigge på patentsystemet, for det er vi også meget interesseret i.
Den vej vil vi i hvert fald også gerne gå sammen med jer, for det er der rigtig, rigtig meget brug for.
Jeg ser det ikke som et enten-eller, men et både-og.
Jeg kunne godt tænke mig lige at adressere det, ministeren sagde i starten, som handlede om, at der jo ikke i lovgivningen er noget i vejen for, at man kigger på pris, når vi taler indkøb af dyr sygehusmedicin.
Det er jo interessant, for det var en information, som jeg ikke har hørt tidligere, og det er i hvert fald også en information, som man enten ikke har eller også ikke tager til efterretning ude på vores hospitalsafdelinger og ude i administrationerne i regionerne, som jo er dem, der betaler og skal op med pengepungen, når der skal indkøbes dyr medicin.
Og i forhold til det kunne jeg godt tænke mig at citere Bent Hansen, som i Dagens Medicin siger, at »medicinudgifter er faktisk et af de få områder, hvor der ikke sættes spørgsmålstegn ved forholdet mellem, hvilken effekt udgifterne har i forhold til omkostningerne, og det er dén debat, som vi i regionerne ønsker at rejse«.
Så der er i hvert fald et behov for at drøfte det i regionerne – jeg ved ikke, om man ikke er klar over, at man har den selvforvaltningsret, som ministeren var inde på, men det er i hvert fald noget, som vi må tage i den efterfølgende drøftelse.
Jeg kunne også godt tænke mig at komme med en kort bemærkning i forhold til det med tilskudsmedicinen, for det er rigtigt nok, at udgifterne til tilskudsmedicinen er faldet, men der er stor forskel på tilskudsmedicin, altså apoteksmedicin, og så den dyre sygehusmedicin.
For den dyre sygehusmedicin bliver primært lavet på biologisk materiale, altså simpelt hen på celler fra mennesker og dyr, og den er rigtig svær at kopiere.
Så når et patent udløber, er det meget svært for et konkurrerende firma at lave et produkt, som er en billig kopi, hvorimod det er meget nemt på tilskudsområdet, fordi det handler om kemiske stoffer.
Så det er bare for også at nuancere den debat på den nødvendige måde.
Der er tale om to meget forskellige ting, så jeg forventer sådan set ikke, at vi vil se samme fald i udgifterne til sygehusmedicin, som vi har set i forhold til tilskudsmedicin, og det synes jeg vi skal være opmærksomme på.
Alternativets forslag handler jo i al sin enkelhed om, at der skal indføres det her prioriteringsinstitut, som vi foreslår består af fagfolk og almindelige borgere, som kan hjælpe med at sikre en mere gennemsigtig prioritering og en demokratisk fordeling af de knappe ressourcer, som vi har i sundhedsvæsenet.
Vi foreslår lidt i stil med SF's forslag, men dog med få forskelle, at KRIS, RADS, IRF og Medicintilskudsnævnet sammenlægges i det her nye organ.
Nu har vi haft debatten i dag, og af nogle af indlæggene kunne man næsten få den tanke, at der ikke allerede foregår en prioritering i sundhedsvæsenet, at sundhedsvæsenet sådan ligesom ekstraordinært har ubegrænsede midler.
Og sådan hænger det jo naturligvis ikke sammen.
Men det er jo med prioritering i sundhedsvæsenet lidt som med månens bagside:
Vi kan ikke se den, men hvis vi tænker os rigtig godt om, ved vi godt, at den er der, lige så vel som vi godt ved, at der foregår prioriteringer hver dag på vores hospitalsafdelinger.
Ressourcerne i sundhedsvæsenet er og har altid været begrænsede, og det vil de fortsat være, og derfor er prioritering ikke en mulighed, men et vilkår.
Der bruges enormt mange ressourcer på medicin og behandlingsformer i dag, som er meget dyrere end det, vi havde i forvejen, men som i mange tilfælde slet ikke har en effekt på langt størstedelen af patienterne.
Og det er jo den medicin, som vi i Alternativet gerne vil adressere i forhold til at spørge:
Er det der, vi skal bruge rigtig mange af vores udgifter?
I modsætning til stort set alle andre lande, vi normalt sammenligner os med – vi har været inde på det tidligere – altså Norge, Sverige, Tyskland, England, men endda også så fjerne lande som Korea, Canada og Australien, vil vi altså i Danmark ikke kigge på relationen mellem pris og effekt, når vi skal indkøbe ny og dyr sygehusmedicin.
Og det mærker de jo hver dag konsekvenserne af ude på vores hospitalsafdelinger, fordi de galoperende udgifter til dyr medicin årligt sprænger budgetterne.
Vi har flere år i træk set, at man har måttet genåbne budgetterne midt på året.
Jeg var indtil for nylig ansat i Region Hovedstaden og blev selv udsat for en genåbning af budgettet for 2015 netop på grund af stigende medicinudgifter.
Der, hvor vi så kommer til at spare, er jo typisk på personale og de varme hænder.
Det er åbenlyst, at når der bliver færre læger og sygeplejersker, samtidig med at vi bliver flere og flere patienter – og det gør vi jo, for vi bliver også flere og flere ældre – så går det ud over patienterne, ligesom det er åbenlyst, at det også går ud over patienterne, når blankochecken til medicinalindustrien fører til besparelser på akutberedskabet og lægebiler, så der bliver længere ud til den borger, der f.eks.
får et hjertestop.
Det er i hvert fald tilfældet i Nordjylland, at man har sparet på akutberedskabet.
Som vi også har talt om, er det i hvert fald åbenlyst uden for de her mure, men inden for murene kan man godt blive lidt i tvivl om, om det er gået op for os, hvor alvorligt det egentlig står til.
Jeg synes, debatten i dag har peget på, at vi i hvert fald godt er klar over det, og så er det bare spørgsmålet, om vi er enige om, hvordan vi så kommer derhen.
For debatten her i dag illustrerer jo meget glimrende, at mange på Christiansborg ikke vil tale om det på trods af anbefalinger og input fra fagaktørerne og dem, der arbejder ude på vores hospitalsafdelinger.
For som jeg har sagt tidligere, anbefaler Lægevidenskabelige Selskaber, Lægeforeningen, Danske Regioner, læger og sygeplejersker, hospitalsdirektioner jo netop, at vi kigger på relationen mellem pris og effekt, når vi snakker dyr medicin, og at vi tør tale om prioriteringer.
Og indtil nu har der jo været en massiv fornægtelse, kan man sige, af at ville tale om det på Christiansborg, og jeg håber, at den her debat i hvert fald er anledning til, at vi får startet den nødvendige debat op.
Jeg har allerede nævnt nogle af konsekvenserne, men det hører jo også med, at de høje medicinudgifter rammer socialt skævt.
Som jeg har nævnt tidligere, og som jeg faktisk synes er rigtig alvorligt og bekymrende, er det sådan, at der har været fagfolk fremme og sige, at når vi ikke vil prioritere i forhold til den dyre medicin, er der nogle af de svage patienter og de patienter, som ikke har de spektakulære sygdomme – og det er Peter Schwarz fra Lægevidenskabelige Selskaber, der har nævnt det – som faktisk bliver prioriteret fra.
Det synes vi hverken er en demokratisk eller en gennemsigtig praksis, og det er jo bl.a.
derfor, vi foreslår, at man indfører et prioriteringsinstitut, som også kan forhandle prisen på dyr medicin ned med medicinalindustrien.
Så når nogle af ordførerne lige om lidt vil spørge mig, hvem der skal undvære medicin i fremtiden, vil jeg sige, at det netop er prioriteringsinstituttets opgave at komme med anbefalinger til, hvad der skal indkøbes, og hvad der ikke skal indkøbes.
Men jeg kunne jo også passende returnere spørgsmålet, for der foregår allerede en prioritering i dag, og den rammer patienterne ekstra hårdt andre steder i systemet.
Den prioritering er bare udemokratisk, og den er uigennemsigtig, og det er det, som vi gerne vil ændre.
Så hvad synes ordførerne?
Hvem skal undvære i dag og i fremtiden, hvis vi fortsætter med den samme model?
Skal det fortsat være de mennesker, der bor i yderområderne af Danmark, og som må vente længere tid på lægebilen f.eks.?
Eller skal det være den patient, der sendes hjem på grund af overbelægning?
Skal det være den patient, der sidder og venter forgæves på læger og sygeplejersker, fordi man har skåret ned i personaleressourcerne, så der ikke er tid til at komme ind til patienterne?
Eller er det den patient, der skal vente længere tid på at komme på sygehuset og få foretaget en ambulant behandling, hvilket også er tilfældet i dag?
Derfor er spørgsmålet om et prioriteringsinstitut for Alternativet og for mig i særdeleshed enormt meget et etisk spørgsmål.
For det eneste etisk ansvarlige og forsvarlige, som vi som politikere kan gøre i et samfund, hvor ønskerne og behovene overstiger ressourcerne, er at lægge klart frem:
Hvad prioriterer vi til, hvad vælger vi til, og hvad vælger vi fra?
Det er etisk forsvarligt over for både vores patienter og vores sundhedspersonale.
Jeg er flere gange blevet angrebet i forhold til etikken og har fået skudt i skoene, at det er etisk uansvarligt at ville kigge på relationen mellem pris og effekt, når man snakker dyr medicin.
Men etik handler jo ikke om, at vi kan give alle det, de gerne vil have – ja, det kunne det jo handle om, hvis der var ubegrænsede ressourcer, men vi lever i et samfund, hvor der ikke er ubegrænsede ressourcer.
Så der handler etik om noget andet; det handler om gennemsigtighed, og det handler om, at vi lægger klart frem, hvad det er for nogle beslutninger, vi tager.
Som sagt har det manglende mod – kan man kalde det – til at kigge på, hvordan vi samlet set får mest og bedst sundhed for pengene, alvorlige konsekvenser, fordi det som sagt er skyld i nedskæringer andre steder i systemet, som selvfølgelig også koster liv og sundhed.
Faktisk er det jo sådan, at for hvert kvalitetsjusteret leveår, som det hedder – QALY – som vi vinder ved at indkøbe og bruge dyr medicin, så mister vi to kvalitetsjusterede leveår to andre steder i systemet.
Så det forhold er altså 1:2.
Og dem ved vi ikke hvem er, netop fordi prioriteringerne i dag foregår uigennemsigtigt.
Så når vi mister leveår andre steder i systemet, er det typisk som resultat af nedskæringer på grund af de dyre medicinpriser.
Steen Werner Hansen, direktør for KRIS, har sagt i et interview i Onkologisk Tidsskrift, at vi ikke kan komme uden om prisen, og at det kun er et spørgsmål om hvornår, og hvilken model man skal vælge.
Sådan sagde han for ikke så lang tid siden.
I Norge havde man f.eks.
et helt konkret eksempel, som Lars Vorland faktisk også nævnte på det møde, vi havde med ham tidligere på efteråret.
Her fortalte han, at man i Norge havde sagt nej til et præparat, som havde en livsforlængende effekt, men som var meget tvivlsom – en livsforlængende effekt, der gav meget kort ekstra levetid.
Det havde man valgt at sige nej til i Norge.
Det, at man sagde nej til det, betød, at man kunne redde seks leveår andre steder i systemet.
Så den her relation med 1:2 var helt oppe på 1:6 i forhold til det her specifikke præparat.
Jeg talte med Steen Werner Hansen fra KRIS, og han fortalte mig også i en diskussion, vi havde i sommer, om Orkambi, som er et præparat til cystisk fibrose-patienter, hvor vi også i høj grad diskuterede, om vi skal købe det ind i Danmark.
Og det sidder man faktisk og vurderer lige nu.
Det interessante er her, at Orkambi kan give en forbedret lungekapacitet til nogle få patienter med cystisk fibrose på 2 pct.
Men det, der ikke bliver nævnt, og som lægerne ved, er, at man faktisk skal op på en forbedring på 5 pct., før man overhovedet som patient kan mærke forbedringen.
Så nogle gange er det tal på papir, vi kigger på, og ikke reelle konsekvenser for patienternes liv.
Debatten om prioriteringsinstituttet handler ikke om, at enten køber vi ny medicin, og ellers er der ikke noget – for sådan er det nogle gange blevet fremlagt – og det er en nødvendig nuancering af debatten.
Leif Panduro Jensen, som er centerdirektør på Finsencentret på Rigshospitalet, siger sådan her, og nu citerer jeg:
Problemet er ikke, at medicinen er for dyr, hvis den er bedre for patienten.
Problemet er, at vi ikke ved, om den er bedre, og at den i mange tilfælde ikke er det.
Det bliver sagt med høj stemmeføring, at vi skal have råd til ny medicin, vi er et rigt samfund, men man glemmer bare lige, at valget ikke står imellem ny medicin eller ingen behandling.
Det er ny medicin eller gammel medicin, og hvis der kun er en lille marginal effekt på den nye medicin og udgiften på den måske er ½ mio.
kr.
pr.
år, så er det virkelig en diskussion at tage.
Citat slut.
Det er sådan set meget rammende for der, hvor vi står i Alternativet.
Det er vores pointe sagt ret klart og tydeligt.
Det har altid været nødvendigt at prioritere – det har jeg nævnt – når mulighederne overstiger de ressourcemæssige rammer.
Derfor er prioritering ikke en mulighed, det er et vilkår.
Og det bør det altså også være med hensyn til medicin.
Derfor kan Alternativet heller ikke umiddelbart støtte SF's forslag, fordi man her, sådan som vi læser det – og det er en lille smule uklart – ikke vil medtage pris som en parameter, når vi kigger på indkøb af dyr sygehusmedicin.
Virkeligheden i sundhedsvæsenet er sådan, at knaphed er et vilkår, og det vilkår kan man jo mildne ved at tilføre penge.
Det har regeringen, kan man sige, slået sig op på at man har gjort for 2016, fordi man sådan set har tilført over 1 mia.
kr., som er adresseret til de stigende medicinudgifter.
Det vil vi gerne kvittere for.
Spørgsmålet er bare:
Hvad så med 2017?
Hvad med 2018?
Hvad med 2019?
Og hvad med 2020?
Vi bliver nødt til at finde en langtidsholdbar model.
Ordførernes holdninger til beslutningsforslaget her i dag ændrer jo ikke ved, at Danmark trænger til et prioriteringsinstitut eller i hvert fald en model for, hvordan vi kommer til at prioritere i forhold til den dyre medicin.
For det første vil det give en bedre fordeling af ressourcerne i sundhedsvæsenet, for det andet vil det øge gennemsigtigheden i sundhedsvæsenet, for det tredje fordi det i en situation, hvor vi ikke har ubegrænsede ressourcer, er etisk forsvarligt over for patienter og personale, at vi lægger klart frem, hvad vi vælger til og fra, og for det fjerde vil et prioriteringsinstitut, hvor der må skeles til pris, gøre det muligt at forhandle om prisen med medicinalindustrien.
Derfor ærgrer jeg mig over, at der ikke er større lydhørhed over for prioriteringsinstituttet, men jeg er glad for, at så mange ordførere har besluttet, at de gerne vil arbejde videre med det her område.
Så løber tiden ud, kan jeg se, så jeg vil sige tak for ordet.