Da vi nu er ved vejs ende af de her fem beslutningsforslag, som Enhedslisten har fremsat, i vores kemipakke, vil jeg også gerne takke for en god debat og for en imødekommenhed i hvert fald fra en række partier, i forhold til at vi skal gøre noget over for hormonforstyrrende stoffer.
Der er en uacceptabel eksponering af den danske befolkning, og det har vi ansvaret for at gøre noget ved.
Det her konkrete beslutningsforslag handler om forbud mod hormonforstyrrende stoffer i kosmetik, og det er jo, fordi der er hormonforstyrrende stoffer i de kosmetiske produkter, vi omgiver os med – i hvert fald i nogle af dem.
Det handler om produkter som shampoo, tandpasta, sæbe og cremer.
Rigshospitalets klinik for vækst og reproduktion mistænker hormonforstyrrende stoffer som dem, der findes i de her produkter, for at være årsag til bl.a.
lav sædkvalitet, stor stigning i testikelkræft, at 9 pct.
af de danske egne børn bliver født med det, der hedder kryptorkisme, og den faldende fertilitet, der kommer til udtryk ved, at flere og flere par skal have hjælp til at få børn.
Det er en udvikling, som vi bliver nødt til at tage alvorligt, også fordi de her stoffer kan være skadelige selv i meget små doser.
Det vil sige, at selv om det enkelte stof ikke i sig selv nødvendigvis er farligt, er det kombinationen af stoffer, der kan vise sig at have en skadelig effekt.
Det er det, der kaldes cocktaileffekten.
Det er bredt anerkendt, at der findes cocktaileffekter, ligesom det er bredt anerkendt, at vi ikke har styr på, hvordan det fungerer.
Der vil jeg bare til Liberal Alliances ordfører, som i sin ordførertale nævnte, at myndighederne nok ikke tilbageholder oplysninger, sige, at nej, det gør de ikke, og de gør det uden tvivl så godt, som de overhovedet kan.
De mangler bare værktøjerne, de mangler redskaberne, og lige nu kan de ikke gå ind og anbefale et forbud, fordi de skal følge nogle bestemte regler og retningslinjer, der handler om at kigge på det enkelte stof.
Det er meget svært for dem at løfte en bevisbyrde med hensyn til cocktaileffekter, fordi vi lige nu ikke har styr på, hvordan det fungerer.
Det er jo her, det bliver et politisk spørgsmål:
Hvor stor en risiko vil vi løbe i forhold til befolkningens påvirkning?
Det er et politisk spørgsmål, for vi kan ikke løfte nogen endelig videnskabelig dokumentation på nuværende tidspunkt.
Det kan være, der går mange, mange år, før vi kan det.
Det er derfor, vi bliver nødt til også at forholde os til det her som et politisk spørgsmål:
Synes vi, at det er en acceptabel risiko – den, vi udsætter befolkningen for på nuværende tidspunkt – eller synes vi ikke, at det er?
Man kan ikke læne sig tilbage og læne sig op ad videnskabelig studier og sige, at det er tilstrækkeligt, for videnskaben har ikke de redskaber endnu, og det er lige præcis det, vi bliver nødt til at tage alvorligt, når vi har den her diskussion.
De her stoffer, vi behandler nu,
er
optaget på Europa-Kommissionens liste over hormonforstyrrende stoffer, men der er ikke taget højde for kombinationseffekten.
Det gør også, at man ikke kan fastsætte grænseværdier, og borgeren derfor ikke har den nødvendige beskyttelse, sådan som det er i dag.
Vi har nævnt alle stofferne ved deres navne i beslutningsforslaget, og det er også en illustration af, hvor utrolig vanskeligt det er for den enkelte borger at skulle ud og studere varedeklarationer.
Nu nævnte Dansk Folkepartis ordfører, at det var skrevet med meget små bogstaver, og det kan selvfølgelig være et problem, men der er tale om meget, meget lange og meget, meget komplicerede stofnavne, som det kan være stort set umuligt for den enkelte borger at finde rundt i.
Det er også derfor, vi i Enhedslisten mener, at vi har et politisk ansvar for at tage hånd om det her.
Vi vil forsøge at lande en beretning i udvalget, også på baggrund af den udstrakte hånd, der har været fra nogle partier, som i hvert fald pålægger regeringen at kaste sig ud i en kamp i EU for at gøre noget konkret ved de her stoffer.
Så håber jeg på, at vi også kan kigge på at gøre noget nationalt, for vi har tidligere set, at det faktisk også er noget, der virker.
Det er også med til at lægge pres på EU.
Så med de bemærkninger vil jeg sige tak for eftermiddagens debat.
Tak til ministeren, og tak til alle ordførerne.