Tak for det, formand.
Stalking udgør på grund af sin systematiske og vedvarende karakter en særlig belastning for offeret og ofte også for de pårørende til offeret.
Undersøgelser peger på, at stalking kan have store både sociale og psykiske konsekvenser for offeret, der lever i vedvarende utryghed.
Der findes desuden flere eksempler på, at stalking har udviklet sig til trusler, vold og det, der er værre.
Derfor agter regeringen også at arbejde for, at indsatsen mod stalking styrkes.
Vi skal gøre mere for at beskytte de alt for mange personer, der årligt udsættes for stalking her i Danmark.
Derfor er jeg også enig med forslagsstillerne i, at vi skal sikre, at ofre for stalking opnår den hjælp og beskyttelse, som de har brug for.
Jeg synes derfor atter, at beslutningsforslaget og intentionen bag det er både gode og sympatiske.
Der er imidlertid visse elementer i forslaget, som jeg er tøvende over for.
Det gælder f.eks.
forslaget om, at der skal indføres en ny bestemmelse om stalking i straffeloven.
Folketinget vedtog i 2012 et nyt samlet regelsæt om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, den såkaldte tilholdslov.
Formålet med tilholdsloven var at styrke indsatsen for at beskytte personer mod at blive udsat for fredskrænkelse, forfølgelse og chikane, herunder stalking.
Det fremgår bl.a.
af tilholdsloven, at det skal indgå som en skærpende omstændighed ved fastsættelse af straf for overtrædelse af tilhold, opholdsforbud og bortvisning, hvis der er tale om stalking.
Stalking er i den forbindelse defineret som systematisk og vedvarende forfølgelse og chikane.
Der findes således i dansk ret en bestemmelse, der definerer, hvad der forstås ved stalking.
Bestemmelsen i tilholdsloven understreger samtidig, at stalking er en alvorlig forbrydelse og hører til blandt de grove tilfælde af overtrædelse af tilhold, opholdsforbud og bortvisning.
Det er samtidig værd at bemærke, at tilholdsloven bygger på en betænkning fra Strafferetsplejeudvalget om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.
Strafferetsplejeudvalget behandlede i sin betænkning netop spørgsmålet om, hvorvidt der burde indføres en straffebestemmelse om stalking.
Udvalget fandt dog, at ordningen med polititilhold indebærer en bedre beskyttelse af forurettede, og at en styrkelse af beskyttelsen mod chikane og forfølgelse, herunder stalking, i stedet burde ske ved en modernisering af reglerne om tilhold.
Udvalget pegede i den forbindelse bl.a.
på, at der vil kunne sættes ind med tilhold langt tidligere i forløbet end med straf.
Udvalget fandt derfor ikke belæg for at antage, at en særlig straffebestemmelse om stalking, der ikke kræver et forudgående tilhold, ville styrke muligheden for at forhindre, at stalking udvikler sig til en mere alvorlig form for kriminalitet som f.eks.
trusler om vold.
Når det nu er sagt, vil jeg sige, at det er regeringens opfattelse, at vi skal gøre mere for at styrke indsatsen.
Beslutningsforslaget indeholder også elementer, som jeg ikke vil afvise at vi skal arbejde videre med.
Der er, som jeg indledte med at sige, tale om et område med alvorlige og indgribende konsekvenser for ofrene, og derfor synes jeg, det er vigtigt at gå grundigt til værks.
Jeg har derfor bedt Justitsministeriet om at iværksætte et arbejde med at kortlægge den eksisterende viden og de eksisterende indsatser på stalkingområdet i samarbejde med de relevante myndigheder og organisationer på området.
Der vil i forbindelse med dette arbejde ikke alene blive undersøgt, om der er behov for initiativer på det politimæssige område, men også initiativer på andre områder, f.eks.
det sociale.
Vi vil på baggrund af denne kortlægning på et veloplyst grundlag kunne overveje, hvilke nye initiativer der kan være anledning til at iværksætte for at styrke indsatsen over for stalking, og den pågældende undersøgelse skulle gerne være færdig i begyndelsen af 2016.
Jeg synes, det er den rigtige måde at gribe det an på, og jeg håber derfor, at Folketinget med mig vil afvente dette arbejde, inden vi lægger os fast på specifikke nye initiativer.
Så skønt jeg er fuld af sympati for det foreliggende forslag og de intentioner, der ligger bag, kan regeringen ikke på det foreliggende grundlag støtte beslutningsforslaget.