Det beslutningsforslag, vi nu behandler, handler om at forbyde to hormonforstyrrende stoffer i tyggegummi til børn.
I forbindelse med starten af behandlingen af dette forslag mener jeg ministeren indikerede, at vi overdriver lidt, når vi behandler de her forslag, fordi de her stoffer er vurderet sikre.
Der vil jeg gerne understrege, at det ikke er tilstrækkeligt kun at kigge på enkelte stoffer, og det er det, man har gjort her.
Vi er nødt til at tage højde for, at der findes cocktaileffekter, og at vi lige nu ikke har det fulde overblik over, hvordan de her cocktaileffekter finder sted, hvordan stofferne spiller sammen i den menneskelige organisme, og i hvor høj grad de forstærker hinanden.
Det er også det, forskerne siger.
Derfor er det vores opfattelse, at man er nødt til at have en forsigtig tilgang.
Man er nødt til at sige, at der, hvor vi kan undvære stoffer, som er hormonforstyrrende, skal vi gøre det.
Der, hvor vi kan beskytte især børn mod farlige hormonforstyrrende stoffer, skal vi gøre det.
Hvis børn kun blev udsat for de her stoffer, var der ikke noget problem, men det gør de ikke kun.
De bliver udsat for rigtig mange stoffer.
Overdriver vi, når vi lægger sådan en kemipakke frem, der indeholder så mange tiltag og er så bred?
Jeg mener ikke, vi overdriver.
Jeg vil gerne læse op fra en kronik, som nogle af Danmarks førende forskere inden for det her område har skrevet :
»Gennem de seneste årtier har der været en uforklarlig stigning i forekomsten af sygdomme, der er tæt forbundet med hormonsystemet.
Vi ser flere misdannelser af nyfødtes kønsorganer, hyppigere pubertetsforstyrrelser, nedsat reproduktionsevne og en betydelig stigning i antallet af mænd med testikelkræft.«
Jeg mener ikke, vi overdriver.
Senere skriver forskerne:
»Vores undersøgelser viser, at hvert sjette danske barn udsættes for ftalater i koncentrationer, der overskrider Efsa's grænser for tolerabelt dagligt indtag.«
Når de her ftalater så ikke engang står alene, når de oven i købet går sammen med stoffer i tyggegummi, med ting, der kommer ind via fødevarer, med legetøj, med konservesdåser, så mener jeg ikke, vi overdriver.
Skaber vi så unødig bekymring, ved at vi i Folketinget diskuterer en kemipakke, der har til formål at reducere befolkningens eksponering for hormonforstyrrende stoffer?
Jeg mener, at det, der skaber bekymring, er, når man kan læse, at førende forskere i Danmark skriver, at de kraftigt anbefaler, at vi regulerer hormonforstyrrende stoffer mere restriktivt, end det er tilfældet i dag.
Jeg mener, det skaber bekymring, når Forbrugerrådet går ud og finder stoffer, som også Miljøstyrelsen erkender er farlige – i konservesdåser, i sodavandsdåser.
Vi finder ftalater, som vi i 30 år har vidst er farlige, i legetøj, i voksduge, i badeforhæng, i skoletasker, i viskelædere, i penalhuse.
Det skaber bekymring.
Det skaber bekymring ude hos folk, og det skaber da især bekymring, hvis vi ikke tager det op i Folketinget, hvis vi slet ikke reagerer på den debat, der er derude.
Befolkningen har en tillid til, at vi passer på dem, at vi sørger for, der er regler, så man ikke bare kan tilsætte ting, som kan være skadelige, i forbrugerprodukter.
Derfor synes jeg, det er helt afgørende, at vi diskuterer de her ting, at vi viser, at vi tager de her ting dybt alvorligt her i Folketinget.
Det her konkrete forslag handler jo om børn og tyggegummi, og der kan man godt spørge sig selv, om vi er under bagatelgrænsen.
Men når vi ved, der findes alternativer, når vi ved, det er muligt at producere tyggegummi uden de her stoffer, så er det også for at sige:
Lad os dog kigge på, hvor det er nemt at sætte ind.
Det er for at sige, at i tyggegummi til børn skal man ikke have lov til at tilsætte et stof, som vi mener er hormonforstyrrende.
Det er der ikke nogen grund til.
Tak for ordet.