Tak for det.
Nu er vi også ved at have gjort det godt hernede i Folketingssalen, og jeg tror, der er nogle, der er ved at være sultne.
Tak for de positive tilkendegivelser og til jer, som bakker op om det her beslutningsforslag.
Nu er det ikke sådan, at Dansk Folkeparti ikke er villige til at gå på kompromis, hvis vi bare kan nå et stykke ad vejen, det vil vi meget gerne, og vi vil også meget gerne finde løsninger sammen i udvalget.
Det kan jo eventuelt ende med en fælles beretning, hvis jeg ikke får 90 mandater bag det her.
Det er sådan, at flere borgere og flere handicaporganisationer gentagne gange har påpeget den her problematik, og at hverdagen for mennesker med handicap bliver besværliggjort i den periode, hvor de uretmæssigt må undvære hjælp.
Den hjælp skulle gerne være med til at opretholde deres almindelige livsførelse, og det er den hjælp, de ofte bliver frataget.
Det kan gå ud over deres livskvalitet, det kan forringe deres funktionsevne, det kan forringe deres jobsituation, det kan gå ud over familielivet og påvirke dem hårdt psykisk, og det er alt sammen forhold, der kan medføre uoprettelige skader.
Vi har fået flere henvendelser i udvalget – jeg husker specielt også en henvendelse fra Evald Krog, men der skal vi længere tid tilbage – som netop også påpeger, at de her sager giver kommunerne et økonomisk incitament til at fratage eller forringe hjælpen til borgere med handicap, også når det virker i strid med loven, og det er netop omkostningsfrit at køre de her sager i Ankestyrelsen.
Og uanset hvad og uanset hvordan sagen ender, sparer kommunen i den her periode.
Vi er også bekendt med, at der er et tilsyn, og jeg har somme tider undret mig over, hvad de egentlig laver i det tilsyn.
For vi ved jo, at der faktisk ikke er givet nogen tvangsbøder til kommunalbestyrelsesmedlemmer siden 2007.
Selvfølgelig skal man have tillid – det er somme tider også godt – men man skal ikke have blind tillid, for der er altså nogle udfordringer på det her område, og dem bliver vi nødt til at tage alvorligt.
Men netop også i forhold til statsforvaltningen og tilsynet kan man lige tænke på, hvor de er henne.
Advokatrådet finder det jo i deres nylige undersøgelse retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at forvaltningen har mulighed for denne grænsesøgende afgørelsespolitik med henblik på at reducere driftsomkostninger uden nogen konsekvenser for forvaltningen, og jeg citerer lige fra undersøgelsen:
»Forvaltningen bør ikke kunne indrette sin praksis efter, at det ikke har nogen form for negative virkninger, når den giver afslag på, reducerer kvaliteten af eller ophæver en løbende ydelse som for eksempel et vist antal hjemmehjælpstimer eller antallet af timer til personlig assistance eller ledsagelse.
Forvaltningen bør, når den udarbejder budgetter, inddrage en beskrivelse af de retlige forpligtelser, som den er underlagt«.
De kommer faktisk med en masse gode anbefalinger, som jeg i hvert fald synes vi skal tage til efterretning og kigge igennem.
Det drejer sig også om, at jo længere sagsbehandlingstid der er – og vi ved, at den i dag er ret lang – desto større besparelse er der også.
Det kan jo give et incitament til at trække de her sager i langdrag, f.eks.
når sagerne bliver hjemvist fra Ankestyrelsen, og de så skal revurderes og tilbage igen, og den her økonomiske gevinst får kommunerne jo lov til at beholde, også selv om borgeren får medhold i sin klage.
Det finder vi ikke er rimeligt, og derfor har vi sammen med det her beslutningsforslag om opsættende virkning også fremsat det andet om kompensation.
I forhold til det her beslutningsforslag ønsker vi, at der indføres opsættende virkning i de sager, hvor borgerens funktionsevne ikke er forbedret, og det vil sige, at borgeren først får frataget eller nedsat sin hjælp, hvis vedkommende ikke får medhold i Ankestyrelsen.
Det er så vigtigt at man tænker på, at det altså er de mennesker, som har så stort et handicap, og som ikke har fået forbedret deres funktionsevne, som det her beslutningsforslag vedrører.
Jeg synes, det er så vigtigt, at vi også skal handle derpå, og derfor har jeg fremsat det igen.
For der er store udfordringer, og vi har i 2014 lavet en fælles beretning.
Fru Marianne Jelved listede et godt eksempel op fra Ankestyrelsens nye undersøgelse på, at der er både fejl og mangler, og der er også Scleroseforeningens undersøgelse.
Det skriger til himlen.
Vi skal reagere herinde fra Folketingets side, og jeg håber ikke, at der igen går 2 år, før vi kan finde en løsning på det her.
Jeg er også bekendt med, at Ombudsmanden har været inde over flere sager, bl.a.
med en sag fra en bestemt kommune, hvor en kvinde uretmæssigt blev frataget sin BPA-ordning.
Han udtaler, og jeg citerer:
»Det kan have meget store konsekvenser for en borger med et alvorligt handicap at blive frataget en ydelse.
Også af den grund er det vigtigt, at myndighederne får oplyst sagen tilstrækkeligt, inden de træffer en afgørelse, og at de giver en fyldestgørende og forståelig forklaring på ændringen«.
Det er et citat fra den sag, der har overskriften »Forkert at tage personlig hjælpeordning fra blind kvinde«.
Men det gør mig alligevel lidt bekymret, for den sag havde Ankestyrelsen faktisk givet kommunen medhold i, og de ændrer, kan man sige, først deres holdning, efter at Ombudsmanden er gået ind i sagen.
Så derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi gennemgår hele området.
Men når vi gør det, er det også vigtigt, at det fører til forbedringer for borgerne og til forbedringer af deres retssikkerhed, og det er jo der, hvor vi somme tider måske ikke er helt enige.
Men om ikke andet håber jeg i hvert fald på, at vi kan nå til en fælles forståelse af, at det her er vigtigt, og at vi eventuelt kan nå frem til en fælles beretning.
Jeg vil i hvert fald sige tak for debatten i dag, den har været meget givende.
Jeg kan også forstå på flere af ordførerne, at de også kan se, at der er udfordringer, og at de også er villige til at finde løsninger på den.