UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 5. november 2015
Spørgsmål fra Forsvarsudvalget til
udenrigsministeren af 2. november 2015.
FOU alm. del – spørgsmål 38 stillet af Eva
Flyvholm (EL)
FOU alm. del – spørgsmål 38:
”Vil ministeren redegøre for samarbejdet med centrale aktører i regionen som AU og
ECOWAS?”
Svar:
AU og ECOWAS har siden krisens udbrud i Mali engageret sig aktivt i bestræbelserne på at
finde en fredelig løsning. Den oprindelige fredsbevarende mission der blev indsat i Mali,
AFISMA, var således en AU mission, inden missionen overgik til at være en FN-mission,
MINUSMA, i sommeren 2013.
Såvel AU som ECOWAS samarbejder tæt med det øvrige internationale samfund i forbindelse
med krisen i Mali. Begge organisationer var således en del af mæglerteamet, der bidrog til
indgåelsen af fredsaftalen den 20. juni i år. Både AU og ECOWAS er medunderskrivere af
fredsaftalen.
Danmark har igennem en længere årrække støttet AU og ECOWAS, herunder med særligt
henblik på at styrke organisationernes kapacitet til at bidrage til fredelige løsninger i forbindelse
med konflikter i Afrika. Danmarks støtte går bl.a. til at styrke AU’s mulighed for at bidrage til at
løse konflikter, inden de bryder ud i væbnet konflikt. Desuden støtter Danmark AU’s kontorer i
en række konflikt- og postkonfliktlande, herunder AU’s kontor i Malis hovedstad Bamako, der
fortsat spiller en central rolle i forbindelse med fredsforhandlingerne. Endelig støtter Danmark
etableringen af en ”Mediation Facilitation Division” i ECOWAS, der skal understøtte
mæglingsbestræbelser i konflikter i Vestafrika.