10 nov.2015
Til forsvarsudvalget
Folketinget
Henvendelse til forsvarsudvalget i anledning af Danmarks støtte til Minusma , den fredsbevarende styrke i
Mali.
Den udenrigspolitiske tænketank RIKO (www.riko.nu)
støtter principperne bag FNs fredsbevaring, men har alligevel nogle synspunkter og anbefalinger i
anledning af den forestående danske yderligere involvering i Mali, som vi vil foreslå blive taget med bl.a. på
mødet i Forsvarsudvalget på fredag d. 13 november 2015.
Hvorfor vi støtter fredsbevaring?
Der er en stor og principiel
forskel på fredsbevaring (i FNs forstand) og krigsføring.
Fredsbevaring
(fredsbevarende styrker) går ud på at holde en fredsaftale og våbenhvile (begge dele eksisterer i
Mali). Freden skal holdes, især skal borgernes sikkerhed beskyttes. Freden skal bruges til
fredsskabelse – de politiske konflikter forsøges løst (ved forhandlinger, mægling, kontakter), samt
til fredsopbygning dvs udvikling så en stat og statslige strukturer opbygges eller genopbygges. Og
det sidste trin i FNs de-eskaleringsbegreber er forsoning.
På den anden side er krigsføring (som Afghanistan og Irak er eksempler på) en situation hvor man
vil vinde over/eliminere en fjende( f.eks. Taliban) eller lave regimeændring (Irak). De dybe
samfundsændringer i lande der rammes af krigsføring og efterfølgende
kaos og flygtstrømme
er
helt undervurderet, ikke mindst i den danske debat.
FN som ramme tager på en helt anden måde verdenssamfundet og folkeretten alvorligt. Og som
nævnt er der indbygget i FN en de-eskaleringsstrategi, hvis begreber er: våbenhvile/fredsaftale;
fredsbevaring; fredsskabelse; fredsopbygning
og forsoning. Denne tænkning findes ikke i
krigsføringen som ide.
Hvorfor vi har nogle kritiske kommentarer til den forestående MINUSMA invering?
Der er en stærk fornemmelse i den offentlige opinion, som vi deler, at Danmark når det gælder
militære bidrag, er meget hurtige ude og ikke tænker på udgifter derved.
Det står i kontrast til de besparelser der er på udviklingssiden i DANIDA og udenrigsministeriet. Det
at holde freden i Mali er ikke nok. Hvis de politiske modsætninger f.eks. mellem nord og syd Mali,
ikke mindst mellem regeringen i Mali og Tuaregerne
– se art fra antropolog Ingrid Poulsen fra sept.
2013.
ikke addresseres med tilstrækkelige bevillinger bl.a. til konfliktløsningsmekanismer blusser
volden igen. Desuden er fattigdommen og den manglende samfundsmæssige opbygning en kilde til
kaotiske forhold, der let får volden til at blusse op og folk til at flygte til Europa. Så
udviklingsbestræbelser (fredsopbygfning) i nordmali må ikke nedskæres, men tværtimod
oppriorites. Militær tilstedeværelse løser ikke problemerne alene i nordmali.
Hele det samfundsmæssige sammenbrud og kaos i Libyen, der forårsager voldelige konfrontationer
i resten af nordafrika må også addresseres. Ikke mindst må der sættes ind med