Det er blot en kort kommentar til forslagsstillerne.
Baggrunden for, at vi indstiller, at det her beslutningsforslag afvises, er sådan set ikke substansen i det, for vi erklærede os også under førstebehandlingen enig i, at der formentlig er nogle uhensigtsmæssigheder, i forhold til det at man så at sige er tvunget til at modtage vederlag, når man som deltidspolitiker beder om orlov.
Der har vi tilkendegivet, at vi er i gang med at få klargjort, hvordan de her regler håndteres.
Og som beslutningsforslaget ligger, er det en sidestilling med det, der gælder for folketingspolitikere.
Det er der, vi ikke mener man bare kan sætte direkte lighedstegn.
Så med de bemærkninger og det, der også fremgår af udvalgets betænkningsbidrag, vil jeg hermed konstatere, at forslaget formentlig nu vil falde – sådan ser betænkningen i hvert fald ud – men at det alt andet lige vil være noget, vi vil tage op igen, når vi har det vidensgrundlag, som der er blevet igangsat et arbejde for at få i regi af Social- og Indenrigsministeriet.