Jamen det er jo en udsøgt ære, at det er selveste justitsministeren, som så tager sig af sagen.
Det glæder jeg mig personligt over.
2,8 mia.
kr.
har regeringen sparet administrativt på udviklingsbistanden i 2015.
Det her forslag hjælper på at få rettet lidt op på den skandaløse fejl, som regeringen har lavet her.
Det er vel ikke engang en fejl, men en helt bevidst handling.
Jeg var selv ovre at høre statsministerens tale i FN, og han fortalte, hvor vigtigt det var, at vi hjalp ude i verden, så verdens fattigste mennesker kunne få en ordentlig udvikling, så de der, hvor de boede, kunne få et godt liv og ikke måtte flygte fra kriser og sygdom og dårlig udvikling og sult.
Der gik 20 timer, så kom han hjem, og så fremlagde han dødsliste nr.
1 – den liste, som skar den første runde, de 2,8 mia.
kr.
i 2016 – og der gik ikke andet end godt og vel 1½ måned, så kom der et supplement til det med endnu en besparelse på ca.
1,5 mia.
kr.
Det vil sige, vi begynder at nærme os de 5 mia.
kr., som man skærer i udviklingsbistanden.
Oven i det gjorde regeringen det, at de administrativt begyndte at skære ned på 2015-budgettet.
Aftaler, der var indgået, godt nok mundtligt, tilsagn, der var givet, godt nok mundtligt, løber man fra.
Det er helt uanstændigt, og det ville jo aldrig være sket, hvis det var erhvervslivet i Danmark, man havde lovet den slags penge, for så tror jeg, enhver regering ville have skammet sig over at gøre, som den nuværende regering gør over for de mennesker i verden, der ikke kan forsvare sig selv, som ikke kan tage til genmæle over for en regering, der gør den slags ting.
Noget af det mest ynkelige, synes jeg, er, at regeringen gang på gang har stået heroppe og har sagt:
Vi kan ikke andet, vi er nødt til det, for vi er pålagt at spare.
Hvad er det for et sprog?
Det er et ansvarsforflygtigende sprog.
Hvorfor siger I det ikke, som det er, nemlig at I har besluttet at spare.
Hvorfor siger I ikke:
Der er råd, men vi vil
ikke
bruge penge på verdens fattigste, vi vil bruge pengene på nogle andre?
Når man kan give millioner i afgiftsbesparelser på dyre biler, når man kan give millioner i skattebesparelser på dyre villaer, når man kan lette arveafgiften for landets bedre stillede, så er det et bevidst politisk valg at sige:
Nej, vi vil ikke give penge til verdens fattigste, i hvert fald ikke så mange, som vi har gjort før.
Så er det et klart politisk valg.
Stå dog ved jeres beslutninger i stedet for med det der forflygtigende sprog at sige:
Nej, det er vi nødt til osv.
Det er I ikke nødt til, det er et valg, et politisk valg.
I har besluttet at spare på verdens fattigste, det må I stå ved, og jeg skal gerne benytte enhver lejlighed, indtil I kommer på bedre tanker, til at gøre folk opmærksomme på, hvad det er for en blodig og ubehagelig politik, I er i gang med at gennemføre.
Det er rigtig godt, at Konservative tilsyneladende står fast på, at vi i hvert fald i år ikke skal spare helt så meget, som der var planlagt.
Jeg havde også håbet, at de havde haft styrke til at få deres mål på 0,8 pct.
for 2016 igennem, men det lykkedes jo tilsyneladende ikke.
Hvis vi regner ud, hvor meget vi giver i udviklingsbistand til verdens fattigste, er vi under 0,5 pct.
af bruttonationalindkomsten – under 0,5 pct.!
Jeg kan godt forstå, at formanden for FN's Generalforsamling krummer tæer.
Han er valgt, fordi vi var en af sværvægterne i udviklingsbistanden i verden.
Han er valgt til at gennemføre nogle af de mest visionære mål, der nogen sinde er sat i FN – de 17 bæredygtighedsmål – og så skal han se sit eget land på den her måde smadre dansk udviklingsbistand, så vi kommer ned i letvægtsklassen.
Det er flovt, det er ubehageligt, og jeg håber, at vi snart kan få ændret på den politik.
Det værste ved besparelserne er, at der på kort sigt ikke bliver ordentlige forhold for flygtninge i nærområderne.
Det er der i forvejen ikke i f.eks.
Jordan, og det er der i forvejen ikke i f.eks.
Libanon.
Og hvad gør de så, vil jeg spørge Søren Pind, hvad gør de så?
Ja, så går de på flugt, finder et sted, hvor de kan overleve.
Jeg så sidste år i Jordan, hvordan flygtningene fik halveret deres daglige bidrag, og det er meget, meget lille i forvejen.
De familier kan ikke få det til at hænge sammen, og det er klart, at så prøver de desperat at finde nye veje til et sted, der bare er en lille smule bedre end der, hvor de er.
Det er det, man får ud af besparelserne.
Det værste ved besparelserne er også, at man på lang sigt ødelægger den strategiske indsats, den indsats, der skal sørge for skoler, sundhedssystemer og god regeringsførelse og skal forebygge konflikter og kriser i de mest udsatte områder i verden.
Hvad sker der så?
Ikke i morgen, men på lang sigt sker der det, at der bliver flere mennesker på flugt.
Mennesker vil gerne give deres familie et ordentligt liv, og hvis der er sult, hvis der er sygdom, hvis der ingen skolegang er, hvis der intet arbejde er, så prøver man at finde andre steder hen.
Det vil sige, at regeringen
ikke
adresserer flygtningeproblemet, som statsministeren ellers holdt fine taler om i FN.
De adresserer ikke flygtningeproblemet.
De laver ikke forebyggende arbejde.
Det er dumt, ufattelig dumt.
Derfor støtter vi i EL SF's forslag som en hjælp i år til, at i hvert fald 1,4 mia.
kr.
kommer ud til dette vigtige forebyggende arbejde.
Vi glæder os til at få en invitation fra ministeren til at finde ud af, hvordan vi skal fordele de her penge, for vi har jo lidt småtravlt, må jeg nok sige.
Der er ikke andet end 10 dage tilbage af det her år til at få rettet op på den fejl.
Endnu en gang tak til Konservative for at stå fast i det her vigtige spørgsmål.
Jeg håber, at det kan være en start til, at vi får rettet op på det blodige nedskæringsridt, som regeringen har gjort på dansk udviklingsbistand.