Det sidste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 21:

Forslag til folketingsbeslutning om at gennemføre budgetterede udbetalinger af udviklingsbistanden for 2015.

Af Holger K. Nielsen (SF) og Jonas Dahl (SF).

(Fremsættelse 30.10.2015).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er udenrigsministeren.

Tak for det. SF har fremsat forslag om, at regeringen pålægges at gennemføre for ca. 1.400 mio. kr. af de omprioriterede udbetalinger til udviklingsbistanden, således at den danske udviklingsbistand kommer til at udgøre ca. 0,8 pct. af BNI i 2015. Jeg forstår forslaget således, at de 1.400 mio. kr. refererer til tilpasningen af tilsagnet i 2015, og at forslaget henviser til regeringens udmelding om tilpasning af tilsagnsrammen for udviklingsbistanden.

Jeg vil starte med at understrege, at regeringen allerede annoncerede en opbremsning i udviklingsbistanden i 2015 under den gennemførte valgkamp. Samtidig overtog vi en økonomi, hvor de offentlige finanser viste sig at være i mindre god stand end ventet før valget, skønt de faktiske offentlige udgifter i august var skredet med ca. 27,5 mia. kr. i 2015 sammenlignet med vurderingen af de offentlige finanser i maj 2015. Dermed forventes det samlede underskud i 2015 at overstige 50 mia. kr. Det svarer til 2,7 pct. af BNP i 2015, og det betyder, at der er en mindre sikkerhedsmargen til EU's grænse på 3 pct. på det offentlige underskud. Underskuddet på den såkaldt strukturelle saldo i 2015 var samtidig øget til 0,9 pct. af BNP, hvilket ligger langt over budgetlovens grænse på 0,5 pct. af BNP.

Det er en hovedprioritet for regeringen, at vi får styr på økonomien og sikrer en større margen til EU's underskudsgrænse og til underskudsgrænsen i budgetloven. Opbremsningen i udviklingsbistanden i 2015 er derfor en del af regeringens overordnede økonomiske politik og nødvendig for at nå regeringens andre prioriteter.

For så vidt angår omprioriteringerne i 2015, har regeringen afsat en samlet ramme på udviklingsbistand på 0,73 pct. af BNI i 2015. Vi har altså valgt en gradvis tilpasning til de 0,7 pct. af BNI, som vi lovede under valget. Regeringen gennemførte tilpasningen ved at reducere bidragene til en række partnere og indsatser. I mange tilfælde er der tale om langvarige samarbejder, der er bygget på gensidig tillid, og som vi ønskede at respektere. Det har derfor været et afgørende kriterie, at der ikke brydes juridisk bindende aftaler. Tilpasningen er således sket blandt de budgetposter, hvor der endnu ikke er indgået tilsagn, og hvor der ikke ligger en juridisk forpligtelse.

Samtidig har regeringen valgt at prioritere særlig humanitære indsatser og indsatser i flygtninges og migranters nærområder højt. Det gør regeringen ud fra den ekstraordinære flygtningesituation i verden, og det er mit klare indtryk, at der er enighed om, at det er den rigtige prioritering for at hjælpe de mennesker i verden, der er i akut nød lige nu. Der er i 2015 indtil videre ekstraordinært blevet tilført 225 mio. kr. mere end det, der oprindelig stod i finansloven for 2015 på den humanitære ramme. Det vil primært gå til at øge støtten til flygtninge og internt fordrevne i Syrien og i Syriens nærområder.

Tilpasning af udviklingsbistand er udtryk for regeringens politiske prioriteter og udført inden for de gældende juridiske rammer.

Ja, og det er et spørgsmål eller tre. Fru Mette Gjerskov som den første.

Vi lever i en tid, hvor mennesker er på flugt, fordi de ikke kan se en fremtid for sig selv i deres eget land. Derfor gør de de mest desperate ting som at tage deres børn og sætte sig med dem i en gummibåd på Middelhavet. De mennesker har brug for en fremtid i deres eget land. Mener regeringen virkelig, at det er på det tidspunkt i verdenshistorien, at vi skal skære på udviklingsbistanden, som jo netop giver et håb om en fremtid for mennesker i deres eget land?

Ministeren.

Vi mener, at det er rigtigt at lave en prioritering, når man kan se så stort et underskud som det, vi overtog fra den tidligere regering, så vi får strammet op. Og vi må sige, at hvis ikke man sørger for at holde orden i egen økonomi, er det svært at hjælpe andre. Danmark leverer fortsat på et niveau, så vi er blandt de fem lande i verden, der lever op til FN's erklærede målsætning om, at de udviklede økonomier skal give 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand, og det vil vi vedblive med at give.

Fru Mette Gjerskov.

De flygtninge, jeg taler om, er jo ikke mennesker, som i teorien findes nede i de varme lande, nej, det er mennesker, som vandrer rundt på danske motorveje. Og sagen er den i forhold til dansk økonomi, at det da er rigtigt, at efter det der obligatoriske kasseeftersyn, som finansministeren lavede efter valget, så skulle han gå ud og sige, at alt var galt, men siden da har det jo været sådan, at hver eneste gang han åbnede en skuffe, så fandt han en milliard mere. Så økonomien er jo slet ikke så slem, som man havde varslet. Kan vi så få et håndslag på, at for hver gang man finder en milliard, så fylder man op på udviklingsbistanden? Hver gang finansministeren finder en milliard, så fylder vi op på udviklingsbistanden, så vi kan give de her mennesker et håb om en fremtid i deres eget land?

Ministeren.

Fru Mette Gjerskov bytter desværre rundt på årsag og virkning, for når økonomien nu ser ud til at have et mindre underskud og et større økonomisk råderum, så skyldes det netop, at der er indregnet, at vi bruger færre kroner på udviklingsbistanden i de kommende år. Dansk økonomi har ikke forbedret sig ved, at man har hevet en skuffe ud og fundet en milliard. I givet fald skulle man undersøge nogle flere skuffer i Finansministeriet.

Vi har leveret et ekstraordinært bidrag i det her efterår til den humanitære indsats i Syrien og nærområderne, og vi vil fortsat i de kommende år levere på et meget, meget højt niveau, endda et højere niveau afsat på forslaget til næste års finanslov, end vi har set tidligere, til det humanitære og til nærområderne.

Så er det hr. Christian Juhl.

Tak. Jeg vil gerne spørge ministeren om, hvorfor man vil skære på de aktiviteter, som kan betyde, at vi får flere flygtninge i verden. Jeg tænker på UNFPA, som beskæres. Det er befolkningsaktiviteterne, netop hvor man ser på, hvordan man får folk til at være i de områder, hvor de er. FN's udviklingsprogram, UNDP, beskæres. Det er netop det program, som skal være med til at tage sig af folk i nærområderne og sørge for, at de kommer hurtigt tilbage til deres eget område. Det synes jeg virker mærkeligt. Jeg synes også, det virker mærkeligt, at man skærer på tre områder, der skader direkte i Mali. Hvad er grunden til, at man skærer så vanvittigt netop i år og netop nu, hvor man siger, at man vil gavne situationen i Mali?

Ministeren.

I forhold til Mali har vi faktisk besluttet, at vi fra næste år leverer mere ind i Mali i det bilaterale samarbejde med Mali, end den tidligere regering har valgt at gøre. Så jeg forstår ikke helt, hvad det præcis er, hr. Christian Juhl peger på i forhold til Mali.

I forhold til hvor vi har valgt at prioritere, har vi kigget på, hvor det er, der ikke ligger en juridisk bindende aftale, en juridisk bindende forpligtelse, og så har vi valgt at prioritere. Jeg vil gerne indrømme her, at det gør ondt at prioritere. Der er masser af de forslag, som vi har været nødt til at vælge fra, som jeg meget gerne ville have valgt til, ville have opretholdt, men når man kigger på, at den samlede ramme bliver mindre, så er det en prioriteringsdiskussion om, hvad der er vigtigst. Og der har vi både i 2015, men mere i 2016 og i budgettet fremadrettet prøvet at lægge nogle rammer op for, hvad det er, vi prioriterer anderledes end den tidligere regering; hvad det er, vi prioriterer som vigtigst.

Hr. Christian Juhl.

Når jeg siger Mali, siger jeg FN's fond for kriseforebyggelse. Den sparer man 42 mio. kr. på i år. Det rammer Mali direkte. FN's Fredsopbygningsfond sparer man 50 mio. kr. på i år. Det rammer direkte Mali. Den Globale Fond for bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria sparer man 65 mio. kr. på. Det rammer direkte Mali i år. De kan jo ikke leve af, at der til næste år kommer nogle penge, når det er her, FN skal gøre en indsats med det samme.

Så vil jeg gerne opfordre ministeren til at holde op med at sige: Vi skal spare, vi er nødt til at spare, vi har ikke råd til det. Det synes jeg er ansvarsforflygtigende. Jeg synes, det ville være meget, meget bedre og mere ordentligt, hvis en minister siger: Vi vil spare, vi har besluttet at spare; der er råd til det, men vi vil ikke bruge pengene på udviklingsbistanden. For det er jo fakta, når man laver prioriteringer. Man kan jo ikke gøre det til sådan et teknisk sprog. Der er jo indhold i de her ting, og når regeringen har prioriteret anderledes, betyder det også, at de har taget en beslutning. Det er ikke noget, de er nødt til. Det er deres egen frie politiske vilje. Jeg synes, det ville lyde mere ordentligt og ærligt at stå ved det, altså være mand i egne bukser.

Ministeren.

Nu skal jeg nok selv undersøge, hvem der er i mine bukser, men hvis hr. Christian Juhl hørte min tale fra starten, så havde han hørt, at jeg sagde, at de 0,7 pct., som vi rammer i 2016, er et valg, vi har foretaget. Det er endda vores valgløfte. Når man så har det som valgløfte, er der nogle besparelser, der er nødvendige at foretage for at leve op til valgløftet og for at holde en ramme inden for valgløftet.

Vi vælger at lægge os som et af fem lande i verden, der lever op til FN's anbefaling om, hvor meget man skal give i udviklingsbistand. Det synes jeg sagtens at Danmark kan være bekendt.

Så er det hr. Holger K. Nielsen.

Jeg er fuldstændig enig i de betragtninger, som mine to kollegaer kom med tidligere. Det, jeg godt vil stille spørgsmål om, er troværdigheden hos den danske regering. Altså, jeg kan forstå, at alt, hvad der juridisk er i orden, hvad man ikke kan slette juridisk, har man ikke slettet her i 2015, men ligger der ikke også et moralsk ansvar? Altså, der bliver lavet aftaler og givet tilsagn, som måske ikke er juridisk bindende, men som man alligevel regner med vil blive indfriet, og som var en del af den finanslov, som blev vedtaget for 2015, og så sletter regeringen det. Ligger der ikke et problem med hensyn til regeringens troværdighed i forhold til samarbejdspartnere og andre lande?

Ministeren.

Det mener jeg ikke at der gør. Jeg mener, at jeg og faktisk os alle, hvad de her ting angår, først og fremmest er forpligtet af vores kontrakt med vælgerne, altså at det, vi før et valg har lovet vælgerne at vi vil gennemføre, skal vi også arbejde for efter et valg. Og Venstre havde sagt helt klart, at vi ville starte opbremsningen, og at vi har en målsætning om, at udviklingsbistanden skal ligge på 0,7 pct. af BNI. Derfor har vi gennemført den politik, som vælgerne har givet os mandatet til at gennemføre.

Jeg kan og vil ikke stå inde for den tidligere regerings politik, medmindre jeg er enig i den. Det giver næsten sig selv. Når jeg er enig i den, skal jeg nok rose den – f.eks. synes jeg, at nogle af de ting, som den tidligere regering har gjort i forbindelse med myndighedssamarbejdet, er glimrende, og det fortsætter vi. Så er der nogle ting, som vi ikke enige i, og der vil jeg ikke tages til indtægt for eller juridisk eller moralsk føle mig forpligtet til at gennemføre ting, jeg politisk er uenig i.

Hr. Holger K. Nielsen.

Jo, men nu tager udenrigsministeren jo ud i egenskab af minister, som repræsentant for den danske stat, og har relationer til andre stater, til samarbejdspartnere. Og jeg synes, at det for ministeren i de relationer og i hans egenskab af minister er svært at bruge et argument om, at Venstre kom med et løfte i en valgkamp, det må jeg sige. Det udsagn er vi jo så ikke enige i. Men det hjælper jo ikke ret meget i forhold til det tillidsforhold, som bliver brudt. Det kan man jo ikke bruge som argument over for samarbejdspartnere, for de opfatter det sådan, at staten Danmark har givet tilsagn om at gøre sådan og sådan – et tilsagn, der så var defineret af en anden regering, det er jeg med på, men jeg synes da, at den nye regering og den nye minister, hvis han skal fastholde tilliden og det gode ry, Danmark har udeomkring i verden, må stå ved det.

Jeg skal lige gøre opmærksom på, at den anden korte bemærkning kun er på ½ minut, og det vil jeg bede spørgerne overholde fremover.

Ministeren.

Jeg er ikke enig, og det er så et holdningsmæssigt spørgsmål om, hvorvidt en regering, der har overtaget regeringsmagten midt i et kalenderår, er bundet af de budgetmæssige linjer, der ligger fra den tidligere regering – også i forbindelse med udviklingspolitikken.

Jeg tror i og for sig, at der i forbindelse med de samtaler, jeg har haft med partnere, hvor vi har valgt at reducere eller gå ud af samarbejdsaftalen med dem, for de flestes vedkommende naturligvis har været en ærgrelse, men også en forståelse for, at sådan er demokratiets spilleregler, altså at når en befolkning vælger et nyt parlament, er det også sådan, at det nye parlament har retten til at træffe nye beslutninger og have nye prioriteter, hvilket vi har benyttet os af.

Hr. Martin Lidegaard.

Udenrigsministeren startede jo med at sige, at man før valget havde gjort opmærksom på, at man ville gennemføre de her ting, og at man nu bare gjorde det, man havde lovet. Men jeg husker hverken udenrigsministeren eller nogen fra regeringen sige, at man ville starte de beskæringer allerede i 2015.

Hvad er egentlig grunden til, at man har valgt allerede i år med tilbagevirkende kraft at beskære den danske udviklingsbistand til 0,73 pct. og dermed bryde en lang række, ganske vist ikke juridisk indgåede, aftaler med en lang række forventninger, som en masse danskere, der arbejder med de her ting, har haft, og som vores udenlandske partnere har haft, men som jo først og fremmest de mennesker, som arbejder for at kæmpe sig ud af fattigdom, og som Danmark havde lovet midler i 2015, har haft?

Det synes jeg ikke vi hørte noget om i valgkampen, altså at man også ville skære i de penge allerede i år.

Ministeren.

Jeg skal ikke bruge det mod hr. Martin Lidegaard, at han ikke fulgte med i alt, hvad Venstre sagde i valgkampen. Men jeg kan love hr. Martin Lidegaard og andre, at det blev sagt af Venstre, at vi ville starte opbremsningen i udviklingsbistanden i 2015, hvis vi vandt. Det er korrekt, at vi ikke har sagt præcis 0,73 pct. af BNI. Vi vidste ikke dengang, hvor stort et hul der var i kassen, som vi overtog, og derfor var det overraskende for mig, at der var så store økonomiske problemer.

Men at påstå, at det ikke blev sagt før valget, er faktuelt forkert. Det blev sagt af Venstre, også af repræsentanter for Venstre, som på daværende tidspunkt havde de poster, hvorfra de kunne sige det, f.eks. som finanspolitisk ordfører, at vi ville starte en opbremsning i 2015.

Hr. Martin Lidegaard.

Jeg synes, der er meget stor forskel på det her og at starte en opbremsning. Det forstår jeg sådan, at det ikke skal stige mere, altså at man stopper stigningen. Og så at skære ned med 2,7 mia. kr. i projekter, der allerede er projekteret, som er startet, og som folk har forventninger om vil komme. Det er jo noget, der svækker Danmarks anseelse – ikke bare i FN, i EU og alle de steder, hvor vi har lovet de her penge, men også langt bredere end det.

Jeg går ud fra, at udenrigsministeren har fået de samme mange mails fra danskere, der er dybt engageret i det her – små civile organisationer og også virksomheder og industriorganisationer, som har satset på, at det her skulle blive til noget. Og vupti, er det væk – og til ingen verdens nytte.

Ministeren.

Jeg modtager mange mails fra rigtig mange personer, og det er klart, at der også er nogle, der er kede af, at der bliver givet mindre i udviklingsbistand. Men man kan ikke forstå et udsagn om, at vi vil starte opbremsningen hen mod 0,7 pct. af BNI, på anden måde, end at vi vil bruge mindre i 2015 end det, den daværende regering havde planlagt for 2015.

Derfor lever vi fuldstændig op til det, vi sagde i valgkampen. Vi starter opbremsningen i år, og vi rammer de 0,7 pct. i 2016.

Fru Ulla Sandbæk.

Mange tak. Nu er der sket ting og sager i verden efter valgkampen i 2015, bl.a. er flygtningestrømmen taget voldsomt til. Jeg vil godt lige nævne to ordsprog. Det ene er: »Det er dyrt at være fattig«. Det vil sige, at når man sparer penge for at købe noget, som har en dårlig kvalitet, så bliver det i reglen meget dyrere, når man skal forny det hele tiden, eller fordi det går i stykker. Sådan er det jo også med udviklingsbistanden. Hvis man sparer penge der, bliver det dyrere i den sidste ende i forhold til mange flere flygtninge.

Det andet ordsprog er: »Når krybben er tom, bides hestene«. Vi så, hvordan tørken i Syrien skabte den situation, som vi har i dag, med de vanvittig mange flygtninge, fordi folk begyndte at flytte ind til byerne. Det vil sige, at i det øjeblik, vi ikke giver udviklingsbistand, har vi potentielt en masse kriser, som igen vil skabe mange flere flygtninge. Hvorfor vil man dog beskære områder, som er så vigtige for, at vi netop ikke får flere flygtningestrømme, og for, at vi kan løfte de opgaver, som kommer i Afrika bl.a. i fremtiden?

Ministeren.

Jeg deler ganske enkelt ikke fru Ulla Sandbæks analyse af, at det er tørken, der har medført flygtningestrømmene fra Syrien op mod Europa. Det er præsident Assad og den måde, som han har slået ned på demokratibevægelser på og undertrykt sin egen befolkning, sat militæret ind imod dem, brugt giftgas mod dem, og den måde, han har jaget folk fra hus og hjem på, der er skyld i, at vi ser flygtningestrømmene ud af Syrien. Det er Assad, der er skyld i, at omkring 0,5 million mennesker i Syrien er dræbt, og at der er omkring 4 millioner flygtninge og mange, mange millioner internt fordrevne i Syrien. Det skyldes præsident Assad, og derfor er det, at vi har en politisk model, en politisk vej at gå for at lægge pres på verdenssamfundet til at skabe en situation, hvor Assad skal væk fra Syrien. For det er måden at opnå fred på og få mulighed for, at de her mennesker kan komme tilbage.

Fru Ulla Sandbæk.

Men Assad handler jo på baggrund af en ganske bestemt situation, som er tørken. Alle analytikere er jo enige om, at fordi der har været 6 års tørke, strømmer flere og flere mennesker ind til byerne. Der er ikke arbejde til dem; der opstår uro; og Assad slår en i øvrigt fredelig demonstration af mennesker, der ikke har kunnet finde arbejde, ned med vold. Og der er det, at hele situationen begynder at eskalere. Så baggrunden for Assads handlinger var tørken.

Ministeren.

Det, der har udløst flygtningestrømmene, er Assads undertrykkende regime mod sin egen befolkning. Derfor er det, at vi skal lægge størst muligt pres på at få ham væk, sådan at vi kan stoppe den flygtningestrøm, og så vi kan vende tilbage til at genopbygge Syrien. Danmark har ydet bidrag til EU's fond for genopbygning af Syrien; vi har ydet bidrag i forhold til at genopbygge samfund, der bliver befriet fra undertrykkende regimer, bl.a. i Syrien; vi laver humanitær bistand i Syrien. Vi gør rigtig, rigtig meget for at afhjælpe situationen, men det kan først lykkes den dag, vi får Assad væk.

Tak til ministeren. Så går vi over til ordførerrækken, og den første ordfører er fru Mette Gjerskov, Socialdemokratiet.

Tak, formand. Vi lever i en tid med mennesker på flugt – mennesker, der flygter fra bomber, og mennesker, der flygter fra fattigdom. Og det eneste svar på situationen, vi hører fra regeringen, er asylstramninger herhjemme, selv om vi jo godt ved, at stramninger i sig selv ikke mindsker flygtningestrømmene, men at stramninger snarere handler om at omdirigere flygtninge til andre lande. Hvis ikke man gør noget ved årsagen til, at mennesker flygter, har man ikke løst problemet.

Når mennesker er parate til selv og med deres små børn at træde op i en usikker gummibåd i Middelhavet, er det jo ikke kun, fordi de synes, det må være helt fantastisk at bo i Europa. Så er det, fordi de er så desperate, at det, de kommer fra, er endnu værre. En af de ting, vi har set her i løbet af efteråret, har jo netop været, at pengene ikke har været tilstrækkelige i Syriens nærområder, sådan at Verdensfødevareprogrammet var nødt til at halvere madrationerne i flygtningelejrene i Jordan. Flere hundrede tusinde mennesker stod helt uden hjælp. Nogle steder var de nede på 3-4 kr. om dagen at leve for. Det kan man ikke. Det kan man heller ikke i Jordan. Jeg ved, at der har været lidt fremgang i det, men jeg ved også, at allerede fra januar måned står de uden finansiering igen. Det er noget af det, der får mennesker til at flygte – at de ikke kan se et håb om en lysere fremtid i deres eget land. Og regeringens svar er at skære i udviklingsbistanden, som jo netop skal indgyde de her mennesker det håb.

Vi er åbenbart i så akut en krise i Danmark, at vi simpelt hen er nødt til at spare på det, der er den langsigtede mulighed for overhovedet at undgå flygtningestrømme. Udviklingsbistanden kommer til at være på det laveste niveau i 30 år – i 30 år! Det betyder, at de sidste 30 år har vi hvert eneste, eneste år haft råd til en højere udviklingsbistand, end vi har nu. Men nej, nu rækker pengene ikke længere, siger regeringen. Men det holder jo ikke. Det er jo et spørgsmål om at vælge. Regeringen vælger at sænke skatterne – det har vi hørt meget om – helst for de rige. Vi hører om topskattelettelser, vi hører om billigere biler og registreringsafgifter og arveafgifter for rige familier. Det er meget vigtigere end at forebygge flygtningestrømme i fremtiden. Det er det, vi står over for.

Man ved godt, at straksopbremsningen for flygtninge i hvert fald ikke virkede, som de lovede os. Nu laver man så en straksopbremsning for udviklingsbistand, så den gælder her og nu og lige med det samme. Det kan man godt gøre, man kan smække kassen i. Men er det klogt? Nej, det er både uklogt og hjerteløst. Men frem for alt giver det bare flere mennesker desperation nok til at ville flygte, og uanset om de kommer til Europa eller ej, er ingen mennesker tjent med at skulle flygte over hals og hoved med barn og pakkenelliker på armen.

Så min klare opfordring til regeringen er: Drop de der besparelser. Brug nogle af de penge, finansministeren har fundet ovre i skufferne i Finansministeriet, på at sikre, at mennesker kan få en fremtid i deres eget land, at de kan få nogle anstændige madrationer, at de kan komme i skole. Jeg tror ikke, jeg behøver at sige det, men jeg gør det alligevel: På vegne af Socialdemokraterne kan jeg oplyse, at vi støtter SF's beslutningsforslag. Tak.

Der er et spørgsmål. Hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det. Hvis der skulle laves et kort detektortjek her, ville Detektor komme på overarbejde for alle de faktuelle fejl, der var i ordførerens indlæg – alt, inklusive at regeringen skulle kæmpe for topskattelettelser osv. Jeg bliver nødt til at sende hele regeringsgrundlaget over til fru Mette Gjerskov, så hun selv kan se, hvad det var for mange faktuelle fejl, hun egentlig lavede i sit indlæg.

Men lad os komme tilbage til det, det handler om, nemlig det konkrete forslag fra SF's side. Vil den socialdemokratiske ordfører ikke erkende, at Danmark stadig væk vil være i topfem i forhold til udviklingsstøtte? Så skulle den socialdemokratiske harme måske ikke rettes mod resten af verdenssamfundet, hvis støtte ligger voldsomt meget lavere, for så kunne vi virkelig gøre en forskel i verden?

Ordføreren.

Det er gode spørgsmål. Jeg stiller mig gerne op i Detektor med hver eneste ord, jeg har sagt. Vi ved jo ikke, hvordan finansloven ender med at blive, for regeringen har ufattelig lidt styr på finanslovsforhandlingsprocessen, så vi må forvente, at det hele kommer meget sent, og at al lovgivningsarbejdet bliver rigtig bøvlet, fordi regeringen ikke har styr på det.

Jeg kan jo kun tale – og det var nøjagtig det, jeg sagde – om det, vi hører om af topskattelettelser, lavere afgifter på biler, lavere arveafgifter for rige familier. Det er det, der ligger på bordet lige nu. Hvad det ender med tror jeg ikke der er nogen der ved, men jeg vil meget gerne høre nærmere om det, og jeg er sikker på, at vi ville få rigtig mange flere journalister til at lytte med, hvis vi kunne få svar på det.

Når det så er sagt, sagde ordføreren, at vi skulle gå efter verdenssamfundet og alle de andre. Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg er fuldstændig enig i, at vi også skal sige til de andre i Europa, og det gør vi også fra Socialdemokratiets side: Nu må I til lommerne, venner! – og til verdenssamfundet: Nu må I til lommerne, venner! Jeg siger bare, at man står i en ulig stærkere situation, hvis man selv betaler det, man plejer. Når man først selv begynder at skære ned, bliver det svært.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Jamen det er fuldstændig rigtigt, at det tager tid med finansloven, ikke mindst efter at det tjek, vi fik af finanserne, jo viste, at der var behov for at få sparet endnu mere, så vi ikke kommer ind under reel administration fra EU's side. Det gør jo, at det bliver en lidt svær opgave, vi tager på os, efter sådan en regering, som åbenbart har haft sådan en måde at tage det økonomiske ansvar på sig. Så det er selvfølgelig rigtigt, at det tager lidt tid.

Men for nu igen at vende tilbage til det, det også drejer sig om, nemlig hvordan vi får resten af verden med op, må jeg sige, at jeg gerne anerkendte harmen, hvis vi stod ovre i FN i New York og talte om det her, men jeg synes bare, det virker meget mærkeligt at angribe en regering, som overholder sit valgløfte og stadig væk er i topfem og stadig væk gør rigtig meget på det humanitære område.

Ordføreren.

Jeg har da ikke nogen grund til at skulle rose regeringen for at overholde sit valgløfte. Altså, det er en kontrakt, regeringen har med vælgerne, ikke med mig. For jeg er uenig. Jeg var uenig, da Venstre afgav det løfte, og jeg er stadig væk uenig. Jeg har det sådan, at det er en rigtig god idé at feje for egen dør først, og derfor går jeg naturligvis til det danske Folketing og siger, at den her situation simpelt hen er uholdbar. Det er simpelt hen helt, helt galt at skære ned på det, der netop kan reducere flygtningestrømmene.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Så går vi videre i ordførerrækken. Det er hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Dansk Folkeparti har bemærket, at regeringen kort tid efter sin tiltræden bebudede tilpasninger i udviklingsrammen med virkning allerede i 2015. Dette udspil falder fint i tråd med Dansk Folkepartis længe fremsatte ønske om en normalisering af udviklingsmidlernes niveau.

En række danske ngo'er og internationale organisationer har imidlertid med en vis berettigelse følt sig noget skuffede over denne beslutning. De har haft en forventning om støtte, som nu annulleres. I det lys har Dansk Folkeparti faktisk en grad af forståelse for ånden bag det fremsatte forslag. Og jeg medgiver, at de omtalte tilskud i den ideelle verden nok kunne være annulleret lidt mere skånsomt. Det gælder i særlig grad, i forhold til at en række af de skuffede organisationer er græsrodsorganisationer, som i høj grad drives på frivillig basis og med det engagement, som vi i Danmark normalt sætter stor pris på. Dansk Folkeparti lægger imidlertid afgørende vægt på ministerens udtalelse om, at der ikke er indgået juridisk bindende aftaler om de annullerede tilskud.

Med hensyn til det fremsatte forslag bemærker Dansk Folkeparti, at det i bemærkningerne til forslaget fremhæves, at de 1,4 mia. kr., som forslaget omhandler, skal udbetales, fordi et flertal i Folketinget har givet udtryk for, at Danmarks ramme for udviklingsbistand skal være 0,8 pct. af BNI. Dette argument kan Dansk Folkeparti ikke erklære sig enig i, og derfor kan Dansk Folkeparti ikke støtte forslaget. FN's anbefaling er 0,7 pct. af BNI, og det niveau finder Dansk Folkeparti passende.

Afslutningsvis vil jeg sige til forslagsstillerne, at i en verden med et EU, som ikke evner at opretholde Europas ydre grænse, og med partier i Folketinget, som ikke ønsker kontrol med den nationale grænse, så må forslagsstillerne, ja, hele Danmark, nok forvente, at der også fremover kommer til at ske nogle ubehagelige prioriteringer.

Tak. Der er en kort bemærkning. Hr. Christian Juhl.

Tak. En vis forståelse, men skæres skal det alligevel, når det er juridisk i orden. Hvor er moralen så henne? Dansk Folkeparti taler ofte om, at der kommer for mange flygtninge fra rundtom i verden. Ville det ikke være en god investering at sige, at man nu sørger for, at det er trygt og ordentligt at bo og leve og vokse op i det land, hvor flygtningene bor, i stedet for at de på grund af sult og sygdom og krise og krig går på jagt efter et andet og bedre sted? Så ville det være en rigtig god investering og måske også i overensstemmelse med Dansk Folkepartis ønske om ikke at have så mange flygtninge, der kommer til Europa. Man kan jo ikke gøre begge dele. Man kan jo ikke bare sige, at vi er ligeglade med, at de er på flugt, men de skal bare ikke være her. Det hænger jo ikke sammen.

Ordføreren.

Jeg synes, at ambitionsniveauet er meget højt hos spørgeren. Det er selvfølgelig prisværdigt. Det er desværre sådan, at den situation, der er opstået med krig og flygtninge, er opstået på trods af Danmarks udviklingsrammer, på trods af mange års indsatser både nær og fjern. Jeg tror desværre, at der er ting, som vi i Danmark ikke helt er herre over. Det, man så kan spørge om, er: Hvor bruger vi så de penge, vi nu vælger at anvende på eksempelvis flygtninge, indvandrere, nærområder osv., bedst? Og der er det så Dansk Folkepartis opfattelse, at for hver krone, vi bruger i Danmark på flygtninge og indvandrere, der måtte være kommet hertil, kunne vi hjælpe ti gange flere mennesker, måske mere, i nærområderne. Så jeg synes ikke, at der er nogen modsætning mellem Dansk Folkepartis holdning og det fremsatte forslag.

Hr. Christian Juhl.

Falder det slet ikke Dansk Folkepartis ordfører ind, at det ikke kun er i nærområderne, hvor folk er flygtet til, at vi skal hjælpe – det synes jeg er helt fint at vi gør – men at vi faktisk skal et trin længere ud? Vi skal faktisk forebygge, at de overhovedet kommer på flugt, det vil sige, at de bliver i det land, hvor de bor, at de har en mulighed for at få en uddannelse, et arbejde, en levevej i det land. Det er derfor, vi skal have den strategiske udviklingsbistand, samtidig med at vi hjælper i nærområderne. Ellers kommer der bare flere og flere og flere flygtninge.

Det kan godt ske, at Dansk Folkeparti synes, at ambitionsniveauet er højt, men jeg skulle hilse og sige, at kriseniveauet i verden altså også er særdeles højt, og hvis ikke vi vil have flygtningepresset øget, er vi nødt til at gøre noget, også på den strategiske bane, ellers lykkes det ikke.

Ordføreren.

Hvis den kobling, som ordføreren laver mellem de penge, der bliver taget fra de danske skatteborgere, og de penge, der bliver givet til udlandet, automatisk medfører færre kriser, færre krige, bedre levevilkår osv., så var det måske noget, vi kunne tale videre om. Jeg tror bare desværre ikke, at det er så enkelt. Jeg tror faktisk, at vi måske i et vist omfang må erkende, at mange af de penge, som rent faktisk bliver brugt, har vi ingen anelse om hvorvidt har nogen effekt. Så jeg ser ikke nogen modsætning.

Fru Mette Gjerskov.

Jeg bad om ordet, fordi jeg lige må høre det sidste der. Altså, jeg mener jo klart, at det der med at stramme på flygtningeområdet kan være fint nok – det fjerner bare ikke flygtningestrømmen. Det eneste, der fjerner flygtningestrømmen, er at fjerne årsagen til den, altså at mennesker ikke har en fremtid i deres eget land.

Men så hører jeg ordføreren for Dansk Folkeparti sige, at den der udviklingsbistand alligevel ikke hjælper, og at den ikke har nogen sammenhæng med, om mennesker får det bedre. Skulle man så ikke komme med et forslag om nul kroner i udviklingsbistand, altså, vi bruger jo stadig væk et tocifret milliardbeløb? Hvis man har den holdning, må man vel fremsætte det forslag, at der skal være nul udviklingsbistand?

Ordføreren.

Ja, man kan så vende det om, og så kan man sige: Hvis der var en direkte, entydig kobling med 0 pct. i udviklingsbistand, og at det faktisk var til gavn, så var det da noget, man ville overveje. Men den kobling er der heller ikke. I øjeblikket er det simpelt hen sådan, at FN anbefaler 0,7 pct. af BNI, og det synes vi i Dansk Folkeparti er glimrende.

Fru Mette Gjerskov.

Det var så ikke lige helt svar på det, jeg spurgte om. Hvis man ikke tror på, hvad FN siger om, at udviklingsbistanden virker, så kunne man jo lige så godt skære den ned til nul. Tror ordføreren så på, at der er en sammenhæng mellem det, at man har halveret madrationerne her i efteråret til flygtninge fra Syrien nede i Jordan, og det, at der så er så mange flere flygtninge, der flygter fra nærområderne? Kunne der så være en sammenhæng dér? Og kunne vi så måske dirigere pengene ned til deres madrationer i det mindste, sådan at man så kunne se et direkte årsag-virkningsforhold, også i Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Jamen Dansk Folkeparti er bestemt åben for en omprioritering inden for rammen og for at dirigere pengene derhen, hvor de giver mest mening. At dirigere dem hen, hvor nødrationer og akut uddeling af madvarer er påkrævet, er vi åbne for at tage en diskussion om inden for rammen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Ordføreren må gerne forlade talerstolen. Den næste ordfører er hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Tak for det. Lad mig starte med at slå fast, at Danmark er et af de lande, som yder allermest i udviklingsbistand. Danmark lever som et af de få EU-lande op til FN's anbefaling om at yde 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand. Vi ligger markant over de lande, vi normalt sammenligner os med, f.eks. Tyskland. Det kan vi være stolte af, og derfor forstår jeg ikke SF's og andre venstrefløjspartiers konstante forsøg på at tale dansk udviklingsbistand langt ned under gulvbrædderne.

Det er, som om vi skal være flove over, at vi er blandt de fem lande, som yder allermest i udviklingsbistand. Ja, vi er ikke nr. 1, men vi er blandt de fem bedste. Hvis resten af den vestlige verden kom op på Danmarks niveau, så ville det for alvor rykke noget. Så uanset hvad SF påstår, er Danmark et foregangsland, når det kommer til at leve op til FN's målsætninger. Vi ligger stort set alene i udbrud med resten af EU hængende bagest i feltet.

Regeringen har valgt en gradvis tilpasning af udviklingsbistanden, således at de samarbejder, der har kørt i årevis, udfases på bedst mulig måde. Der er således ikke tale om, at bistanden lukkes ned fra den ene dag til den anden. Danmark lever naturligvis op til de juridiske ting, vi har lovet vores partnere i udviklingslandene.

Det er ingen hemmelighed, at dansk økonomi havde det langt værre end forventet, da Venstre overtog regeringsansvaret i juni. Lad mig derfor hive et par nøgletal op, som i den grad illustrerer de udfordringer, Danmark står over for.

Skønnet for det faktiske offentlige underskud var i august skredet med cirka 27,5 mia. kr. i 2015 sammenlignet med vurderingen af de offentlige finanser tilbage fra maj i år. Dermed forventes det samlede underskud i 2015 at overstige 50 mia. kr. – det svarer til 2,7 pct. af BNP i 2015. Underskuddet på den såkaldte strukturelle saldo i 2015 var samtidig øget til 0,9 pct. af BNP, hvilket ligger langt over budgetlovens grænse på 0,5 pct. af BNP.

Med sådanne mørke skyer over dansk økonomi er man som regering naturligvis nødt til at handle, og derfor har regeringen foretaget tilpasninger på en lang række områder, herunder på udviklingsbistanden. Det er ikke noget, der er kommet ud af den blå luft – det var rent faktisk noget, vi gik til valg på. Vi lagde det klart og tydeligt frem for danskerne, at Venstre havde i sinde at reducere udviklingsbistanden, men samtidig fortsat at leve op til FN's anbefalinger.

Det viste sig, at der i befolkningen var flertal for bl.a. denne prioritering. Med de økonomiske udfordringer, Danmark står over for, så er der faktisk heller ikke mange andre muligheder. Det er jo heller ikke for meget at sige, at SF dermed også har svært ved at pege på, hvordan partiet vil finansiere forslaget.

Venstre kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget og vil stemme imod. Og jeg skal hilse fra Det Konservative Folkepartis ordfører, hr. Naser Khader, som desværre ikke kan være til stede i dag, og sige, at Det Konservative Folkeparti heller ikke kan støtte beslutningsforslaget, bl.a. på grund af at man i øjeblikket forhandler finanslov.

Der er et par spørgsmål. Det første er fra hr. Christian Juhl.

Tak. Kan vi ikke blive enige om en ting, og det er, at FN's anbefalinger er mindst 0,7 pct. fra de rige lande? Kan vi ikke blive enige om, at Danmark er et rigt land, uanset al jeres opridsen af finanstal og statistikker og alle de der kunstforklaringer, og at vi så kan gå til biddet om vores ansvar og gå til biddet om, om vi skylder tredjeverdenen det, om vi har brug for, at tredjeverdenen udvikler sig, om vi har brug for, at Danmark giver et ekstra bidrag i en kritisk situation, hvor verden er i brand?

Jeg synes godt nok, at det er det, det drejer sig om, i stedet for at snakke udenom. Jeg synes godt nok, det drejer sig om, om Venstre også er hoppet på Dansk Folkepartis forklaring med, at det ikke nytter at have strategisk udviklingsbistand, fordi det ikke hjælper noget alligevel. Er Venstre ikke klar over, at hvis ikke vi har strategisk udviklingsbistand og vi ingenting gør i de lande, hvor folk bor og er fattige og syge, og hvor der er kriser og krige, får vi flere flygtninge? Er Venstre ikke enig i det?

Ordføreren.

Venstre er fuldstændig enig i, at vi skal gøre, hvad vi overhovedet kan, for at sikre, at vi får stabilitet, og at vi skal hjælpe de mennesker, som er i nød. Det er også derfor, vi er stolte af, at vi er blandt de fem største bidragsydere i verden, som gør det her. Vi har jo bl.a., også efter vi fik regeringsskiftet for få måneder siden, givet ekstra tilskud på det humanitære område i nærområdet til Syrien, sådan at vi kunne hjælpe de folk, som er i akut nød.

At begynde fra Enhedslistens side at tale om kunstundskyldninger og statistik, og jeg ved ikke hvad, og decideret at kalde det dårlige undskyldninger viser lidt om den fuldstændig monumentale forskel, der er mellem Enhedslistens økonomiske politik og Venstres politik, som jeg vil kalde ansvarlig. Jeg har endnu ikke set pengetræet, som Enhedslisten åbenbart kender tilstedeværelsen af et eller andet sted på Christiansborg.

Jeg ved til gengæld, at vi har brug for, at tingene balancerer, og jeg ved til gengæld, at vi har brug for ikke at få større og større underskud, så det er de fremtidige generationer, som står med den økonomiske abe og ikke mindst også står med det store problem, der handler om, at vi kommer ud over EU's krav på det område.

Fru Mette Gjerskov. Undskyld, hr. Christian Juhl i anden omgang.

Jeg takker formanden ærbødigst. Ordføreren sagde før, at han anerkender harmen, hvis vi stod i FN. Jamen jeg vil sige til den kære hr. ordfører, at jeg stod i FN og hørte statsministerens tale. Det var ren, varm luft, for 20 timer efter gik han hjem og lavede et finanslovsforslag, som netop skærer så hårdt, som det gør.

Jeg vil gerne spørge endnu en gang: Er det at hjælpe i tredjeverdenen for at forebygge flygtningestrømmene ikke en slags investering, som vi er nødt til at gøre i den her tid, eller skal andre bare gøre det? Er det ikke sådan, at vi i Danmark kan prioritere anderledes? Som udenrigsministeren sagde, er det en prioritering, det er ikke noget, vi er tvunget til. Han ville gerne så, når han blev presset til det, stå ved det og være herre i egne bukser.

Det lyder, som om ordføreren siger, at vi skal finde en undskyldning for at gøre det her, og så kommer man med alle sine tal. Det er da politisk og økonomisk prioritering, vi skal ud i, og det kan I vel finde ud af, og så sig det ligeud, hvis ikke I vil betale til udviklingsbistanden.

Ordføreren.

Jeg vil sige to ting. Den ene ting er, at jeg også lige har været i New York, jeg er faktisk kommet hjem her for en uges tid siden og mødtes også med et hav af de forskellige FN-folk, inklusive programkontorer, som alle som en takkede Danmark for at være blandt de fem lande, som jo håndhæver den anbefaling, der er fra FN's side. Så jeg møder altså ikke det samme negative billede, som Enhedslisten åbenbart gør, når de er ude at rejse.

Og så tilbage til, at statsministeren skulle være kommet med varm luft. Til det vil jeg sige, at det er så langt væk fra sandheden, som det overhovedet kan være. Vi håndhæver den klare anbefaling, og hvis bare resten af samfundet, altså resten af verdenssamfundet, kom op på bare nogenlunde samme niveau, kunne vi dæleme – undskyld jeg bander – virkelig komme langt på det her område.

Det var sådan lige på grænsen, kan man sige, og nu er det fru Mette Gjerskov.

Jeg er noget imponeret over, at Venstres ordfører kan være rundt i FN-systemet uden at møde en eneste, som ikke er dybt skuffet over, at Danmark reducerer udviklingsbistanden. Det må være nogle meget, meget høflige mennesker, ordføreren har mødt. For det, vi står med, er jo, at flere af FN-organisationerne i Danmark er blevet halveret.

Venstre gav et løfte til valget. Venstre lovede straksopbremsning for flygtninge. Det kunne man så ikke gennemføre, det kunne ikke lade sig gøre af alle mulige udefrakommende årsager, og det er jeg enig i – men vi lovede det heller ikke, for det kan man ikke love. Det gjorde Venstre. Det løfte kan man godt svigte. I stedet for flytter man straksopbremsningen over på udviklingsbistanden, og så står man og siger, at det er for fremtidens generationer. Det er jo fremtidens generationer, og vi behøver ikke engang at gå så mange generationer frem, få år frem, der kommer til at samle den her regning op, når flygtningestrømmene ikke stopper, fordi mennesker flygter fra armod og fra krig. Det er jo det, Venstre leverer til fremtidens organisationer med sin straksopbremsning.

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at det var meget høflige mennesker, jeg mødte, men der er langt derfra og til at sige, at jeg lige pludselig skulle have sagt, at der ikke er nogen af dem, som den her opbremsning går ud over, der er skuffede. Selvfølgelig er der nogle af dem, der er det, og vi anerkender klart, at der er nogle, som har kunnet se en reduktion i det tilskud, de har fået, og de er selvfølgelig skuffede over det – det har jeg fuld forståelse for – men der er modsvaret til det bare, at vi lovede noget før valget. Vi ønsker at sikre en opprioritering bl.a. på politiområdet, hvor ordførerens eget parti jo heldigvis er med i den politiaftale. Vi ønsker at få styrket kernevelfærden på f.eks. sundhedsområdet. Det er nogle klare ting, som vi gik til valg på, og vi sagde, at finansieringen til bl.a. bedre sundhed skulle komme fra bl.a. hele det her udviklingsområde. Så er det jo svært så at sige at kaste os mærkelige motiver i hovedet, for vi lagde det faktisk meget, meget åbent frem.

Så vil jeg bare holde fast i, at i forhold til fremtidige generationer har vi intet at være flove over. Vi vil stadig væk have en ekstremt ambitiøs udviklingspolitik. I stedet for at være over superliganiveau kan man sige lidt firkantet, at nu er den på superliganiveau. Det synes jeg faktisk stadig væk er rigtig, rigtig flot.

Fru Mette Gjerskov.

Det glæder mig, for så får jeg et mere realistisk billede af, hvad man mon siger i FN om besparelserne herhjemme. Jeg fik det indtryk, at ordføreren kun havde mødt jubel, og det var det, jeg måske ikke helt kunne forstå. Jeg kan forstå på både ministeren og ordføreren, at økonomien er fuldstændig rivende gal. Når nu vi ikke har råd, kan vi så også få en garanti for, at der heller ikke bliver råd til skattelettelser, altså at vi får en finanslov uden de der topskattelettelser og uden billigere biler og uden arveafgifter for rige familier og alle de andre mærkværdige gaver, som regeringen og dens støttepartier lover? Det er den ene ting.

Den anden ting er, at jeg godt ved, at man ikke må skyde på budbringeren, men jeg er simpelt hen så ærgerlig over, at det er Venstre, der fremfører Konservatives argumenter i den her sag, for deres løfte til vælgerne var jo netop de 0,8 pct., så det var netop her, de kunne gå på talerstolen og sige, at de mente det.

Ordføreren.

Tak for det. Jamen jeg kan bekræfte, at vi fra Venstres side klart ønsker at sikre så meget vækst i det her land som overhovedet muligt, og en af måderne at gøre det på er bl.a. at give skattelettelser. Danmark er det mest beskattede land i verden ifølge flere undersøgelser, og det synes vi simpelt hen er en meget, meget sørgelig førsteplads, og derfor er der brug for det. Det siger vi også meget åbent, det sagde vi også meget åbent før valget, og jeg forstår godt sådan lidt polemisk, at ordføreren måske er lidt i tvivl om det her, fordi man måske ikke er vant til, at det, man siger før et valg, også er det, man overholder efter et valg, men sådan er vi nu altså i Venstre.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. SF's forslag, som vi behandler nu, friholder ikke udviklingsbistanden for nedskæringer i de kommende år. SF's forslag friholder heller ikke udviklingsbistanden for nedskæringer i 2015. Men SF's forslag sikrer, at godt halvdelen af de ca. 2,7 mia. kr.s nedskæringer, som regeringen vil gennemføre allerede i år, fjernes.

Det er et godt skridt i en rigtig retning, og så passer det til De Konservatives holdning om, at udviklingsbistanden skal ligge på mindst 0,8 pct. af BNI – i øvrigt som det eneste borgerlige parti, der tør være en smule ambitiøs på det her område. Og dermed bør der jo være et flertal i Folketinget, men nu ser det ud til, at De Konservative så alligevel er på vild flugt fra deres fine ønsker.

I FN holdt statsministeren sin tale til generalforsamlingen, hvor han roste FN's store indsats og talte om nødvendigheden af at gøre endnu mere, nødvendigheden af at gøre noget for flygtninge, nødvendigheden af at gøre noget for klimaet, nødvendigheden af at have et effektivt FN osv. osv. Alle var begejstrede; de troede, at nu steg ulandsbistanden i Danmark. Men der gik kun et døgn, før det modsatte viste sig.

Det var opløftende at lytte til, men det var trist at se resultatet og den varme luft, da vi kom hjem. 2,7 mia. kr. vil regeringen spare på den danske udviklingsbistand i 2016 og frem. Bl.a. vil Danmark melde sig helt ud af en række FN-organisationer. FN's Fond for Befolkningsaktiviteter, UNFPA, beskæres, selv om befolkningstilvæksten er en af årsagerne til flygtningestrømmen. FN's udviklingsprogram, UNDP, beskæres. Mozambique, Zimbabwe, Indonesien, Nepal, Pakistan og Bolivia skal ikke længere have udviklingsbistand. Afrika får næsten 4,5 mia. kr. mindre i 2015-2017 på trods af regeringens løfte om, at Afrika skal opprioriteres. Bistandsorganisationerne får beskåret deres driftstilskud med 25 pct. CKU lukkes helt.

Allerede i år, i 2015, skæres der ned med mere end 2,7 mia. kr., selv om der kun er et par måneder tilbage af året. Med ét hug mister mennesker penge, de var blevet stillet i udsigt. Hundredvis af mennesker, der arbejder for en mere retfærdig verden, får i disse uger deres fyresedler, både i bistandsorganisationer og i ministerier.

I år beskæres Ghana med 223 mio. kr.; Mozambique med 94 mio. kr.; Kenya med 300 mio. kr.; social dialog, dvs. arbejderrettigheder, med 55 mio. kr.; Det Arabiske Initiativ med 106 mio. kr.; klimapuljen med 100 mio. kr.; ozonfonden med 62 mio. kr.; FN's fond for kriseforebyggelse med 42 mio. kr., hvilket direkte rammer Mali, som vi talte om tidligere på dagen; FN's terrorbekæmpelsesfond med 9 mio. kr.; FN's fredsopbygningsfond med 50 mio. kr., hvilket direkte rammer Mali, som vi talte om tidligere i dag; FN's landbrugsfond med 100 mio. kr.; Det Globale Partnerskab for Uddannelse med 125 mio. kr.; Den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria med 65 mio. kr., hvilket også direkte rammer Mali, som vi har talt om i dag, men hvor man hellere vil sende jægersoldater ned.

Jeg ved ikke, hvad det er, der sker med den her regering. Det er vigtigere at sende jægersoldater til Mali og bombefly til Syrien, end det er at være strategisk i sin udviklingsstrategi. Og når man så om det siger, at det er nødvendigt at spare, og at vi er nødt til at spare, som jeg sagde før, så siger ministre og nu også af ordførere: Vi har ikke råd til at spare. Det er en gang ansvarsforflygtigelse. Sig dog, at I vil spare, at I har besluttet at spare, at der er råd til at spare. Det er aktive handlinger fra jer, det er aktive beslutninger, det er aktive prioriteringer, som I må stå ved i stedet for at lade, som om det er tallene, der bestemmer.

Så er det i øvrigt i strid med regeringens mål om at begrænse verdens flygtningestrømme. Regeringen adresserer ikke, som I selv påstår, og som statsministeren påstod i FN, årsagerne til, at mennesker flygter. Disse nedskæringer vil tværtimod øge flygtningestrømmene. Det er kortsigtet, det er dyrt, det er brutalt, det er kynisk, og det er ynkeligt, da verdens fattigste ikke har en chance for at protestere over for jeres kyniske politik. Vi kan simpelt hen ikke være det bekendt.

Derfor støtter Enhedslisten SF's forslag om at redde væsentlige dele af aktiviteten i 2015.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål, og så er det fru Christina Egelund som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. I Liberal Alliance støtter vi ikke beslutningsforslaget, og det gør vi ikke, under henvisning til at besparelserne ikke gennemføres for aktiviteter, hvortil der er indgivet juridisk forpligtende tilsagn om støtte, og dermed er der jo ikke tale om, at man som land løber fra juridiske aftaler. Det betyder ikke, at det er let at prioritere udviklingsbistanden. Jeg tror, vi alle påvirkes af de mange henvendelser, som hr. Martin Lidegaard også refererede til i sin bemærkning til ministeren, så selvfølgelig gør det indtryk.

Men det ændrer jo ikke ved, at vi, hvis vi tager en tur op i helikopteren og kaster et samlet blik på situationen, så kan se, at vi som land stadig væk, også efter de gennemførte besparelser, er et ud af blot fem lande i verden, som lever op til FN's anbefalede niveau for støtte.

Liberal Alliance sagde ligesom den nuværende regering før valget, at vi mener, at udviklingsbistanden skal følge FN's anbefalinger om 0,7 pct. af BNI, og det mener vi selvfølgelig også efter valget, og i det lys kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er et spørgsmål. Hr. Christian Juhl.

Nu har jeg sådan meget lidt lyst til at forsøge mig med at bruge moralske argumenter over for Liberal Alliance, for det plejer jo at være, om det kan betale sig økonomisk, og om det giver afkast osv. osv., der interesserer jer i Liberal Alliance. Så jeg vil gerne spørge direkte: Er det ikke en god investering at have en meget høj udviklingsbistand, hvis man tænker på, at det jo koster, hvis nu flygtningene kommer til Europa og til Danmark, og hvis ikke vi sørger for, at de kan leve et godt liv der, hvor de lever i øjeblikket? Og vil alene det, at det er en god investering, og at pengene faktisk vil komme igen på den længere bane, ikke kunne appellere til LA's folketingsmedlemmer, så de kunne støtte det?

Ordføreren.

Tak til hr. Christian Juhl for en belæring i LA's moralske pejlemærker, men det tror jeg bare jeg vil lade være med at kommentere.

Til spørgsmålet om, om det er en god investering, og om vi så ikke ud fra det argument kunne synes, at det var en god idé at fastholde en højere udviklingsbistand, vil jeg sige, at jo, jeg synes, det er en god investering, og det er jo også derfor, vi støtter, at Danmark fortsat har et niveau på 0,7 pct. af BNI, altså som et ud af fem lande i verden. Det er et niveau for støtte, som er højt, og det var der mange andre lande, også nære nabolande, der kunne lære noget af. Så jo, jeg synes, det er en god investering at have et højt niveau for udviklingsbistand, og derfor støtter vi, at man lever op til FN's anbefalinger.

Hr. Christian Juhl for den anden korte bemærkning.

Nu er det med, om det er højt, jo en relativ ting. Altså, vi lever også i et af verdens tre eller fire rigeste lande, hvor vi har råd til det, og hvor vi har befolkningen med os i det her spørgsmål. Så skulle pokker da tage, at vi ikke benytter os af den mulighed og sørger for at komme videre derudad, ikke mindst i en situation, hvor FN og hvor alle andre, der har lavet de 17 nye udviklingsmål, som er nødvendige for en bæredygtig udvikling, antyder, at 0,7 pct. langtfra er nok. Ikke engang 1 pct. kan gøre det, men det kan så hjælpe på vejen. Skulle vi så bare sidde og vente på, at kloden brænder, klimamæssigt og også menneskeligt og socialt, og sige, at vi søreme har betalt? Og selvgodheden skulle så gøre, at vi bare kan sige, at det må de andre jo om.

Bare for en god ordens skyld minder jeg lige om, at man bruger almindelig god tone i Folketingssalen.

Så er det ordføreren.

Nu omtalte hr. Christian Juhl selv det med egen godhed, det tror jeg var ordene, og i det lys kan man selvfølgelig altid argumentere for, at man skal give mere. Men så kunne vi jo også argumentere for, at man skal give 1 pct. af BNI eller 1,5 pct. af BNI eller noget, der er højere, og på den måde er der sådan set ikke nogen grænse for, hvor mange penge man kunne give. Jeg hæfter mig ved – og det gør jeg med glæde – at vi i Danmark, selv om vi gennemfører de her besparelser, stadig væk lever op til FN's anbefalinger som et ud af kun fem lande. Altså, det synes jeg ikke der er nogen grund til at tale ned. Jeg synes faktisk, der er grund til at gøre det modsatte, nemlig at tale det op.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, og den næste i ordførerrækken er fru Ulla Sandbæk for Alternativet.

Mange tak. Alternativet støtter naturligvis også forslaget. Vi havde egentlig gerne set, at det var 1 pct. af BNI, men det her er dog i det mindste et skridt på vejen, så vi undgår nogle af de forfærdeligheder, som der nu ville være lagt op til. De Konservative stemmer så i øvrigt ikke for – de ville jo gerne have 0,8 pct. – så der kommer ikke et flertal for forslaget, som vi havde håbet.

Jeg var i øvrigt også i New York, og jeg skal hilse og sige, at man der ikke var spor begejstret for Danmark. Man talte ikke om, at vi tilhørte de fem bedste lande i verden, men man talte om, at der med de her nedskæringer var fuldstændig panik, fordi folk jo havde regnet med, at vi fortsat ville være et land, som ydede det, som vi plejede at gøre. Så jeg var meget flov over at være i New York. Selvfølgelig var folk høflige, men de lagde bestemt ikke skjul på, at de var meget, meget skuffede over, at Danmark skar ned på sin udviklingsbistand.

Men jeg skal i øvrigt ikke sige ret meget, for fru Mette Gjerskov og hr. Christian Juhl har – synes jeg – sagt alt, hvad der er at sige om de her nedskæringer, altså hvilken katastrofal konsekvens det får for de fattigste lande. At vi skal spare det, er vel rigtigt nok, men hvorfor i alverden skal vi lade de allerfattigste lande i verden betale for vores besparelser? Man burde jo have kunnet fundet pengene et andet sted.

Jeg har netop, jeg tror, det var i går, læst i Politiken om en, som var fange hos ISIS i 11 måneder, og han fortalte, at de, når han hørte dem tale, sagde – han talte fransk, og nogle af dem talte også fransk – at de syntes, det var vidunderligt, at vi bombede dem, for hver gang vi bombede dem, så fik de endnu flere hellige krigere. Så kunne vi ikke have sparet på nogle af de bomber, vi havde tænkt os at smide ned over ISIS, i stedet for at spare på udviklingsbistanden, som jo skaber flere flygtninge, end bomberne gør?

Så ja, det er bare ærgerligt, at der ikke bliver flertal for forslaget. Det havde vi gerne set. Men tak, fordi I kom med det, SF; det er vi i hvert fald glade for.

Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Martin Lidegaard for Radikale Venstre. Man behøver ikke at løbe. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til SF for at give os lejlighed til, inden finansloven er endelig vedtaget, lige at vende, hvad det egentlig er, der er ved at foregå. For tit har vi tilbøjelighed til bare at kaste om os med tal i den offentlige debat og tal i folketingsdebatterne her, men i det her tilfælde er der jo altså tale om tal, som dækker over en virkelighed, der kommer til at ramme utrolig mange mennesker især i ulandene, men faktisk også herhjemme.

Jeg synes, det har været nogle lange uger. Jeg har aldrig prøvet at modtage så mange mails fra alle mulige danskere, der er dybt engagerede i at forsøge at gøre tilværelsen bedre i mange af de lande, som folk flygter fra i øjeblikket – som samler tøj ind, som forsøger at hjælpe forfulgte kristne, som forsøger at engagere danskere i oplysningsarbejde, som på enhver måde forsøger at forankre hele deltagelsen og hele engagementet i resten af verden i den danske befolkning. Og de føler sig kørt over, og det må jeg sige at jeg godt forstår. For jeg er ikke enig med udenrigsministeren, når man siger, at det, der er foregået i år, i 2015, er varslet. Når man siger, at man har en opbremsning i udviklingsbistanden i år, så forstår vi altså normalt efter dansk sprogbrug en opbremsning som, at så stopper man stigningen, som ellers var planlagt af den tidligere regering. Det er fair. Det er også fair, at man går til valg på at sætte udviklingsbistanden ned til 0,7 pct., også selv om jeg er blodig uenig i den politiske prioritering. Det har man også anmeldt. Men man har ikke anmeldt under folketingsvalget, at man ville skære ned til næsten 0,7 pct. allerede i år. Det er altså en lang række af de prioriteringer, som et tidligere flertal i Folketinget har foretaget frem mod den 18. juni i år, som engagerede danskere har regnet med, som udviklingsorganisationer og FN-organisationer har regnet med, og som en masse mennesker i ulandene har regnet med.

Så er der et helt tredive perspektiv, som er erhvervsperspektivet. En lang række af de her projekter er også noget, som erhvervslivet ser interesser i.

Så jeg synes ikke, at den proces er fair, også selv om man juridisk åbenbart godt kan tillade sig på den måde at skalte og valte med de prioriteringer, som et folketingsflertal har lagt ned sidste år.

Så er der mange, der siger, at jo, men vi har stadig væk en af verdens højeste udviklingsbistande, og det er rigtigt, at det har vi. Men man skal lige være opmærksom på en ting – og det er også til Liberal Alliances ordfører – nemlig at man udregner de her tal lidt forskelligt i de forskellige lande. Der er f.eks. nogle lande, der regner det bidrag, man giver til præasyludgifter, med i udviklingsbistanden. Der er faktisk også nogle lande, der ikke gør det. I Danmark har vi en tradition for – det gjorde vores regering også – at man regner det med. Men hvis vi korrigerer for de forskellige måder, man gør det op på, så ser billedet altså lidt anderledes ud. Så har sådan et land som Tyskland f.eks. en betydelig højere udviklingsbistand netto, kan man sige, sydpå, end man måske umiddelbart skulle tro, i forhold til Danmark.

Det har konsekvenser, når man skærer 2,7 mia. kr. i bistanden til verdens fattigste. Det har konsekvenser for, hvad den her regering kan levere i nærområderne, også selv om man relativt prioriterer det højt. For de reserver, man har at gøre godt med senere på året, bliver mindre. Det er fair, at man laver en politisk prioritering. Regeringen har tilsyneladende et flertal for at gøre det. Men man skal ikke bilde den danske befolkning ind, at det ikke har dybe og alvorlige konsekvenser, både for de mennesker, det går ud over, og for Danmarks anseelse i verden.

Tak til ordføreren. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger, og dermed går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne. Det er hr. Holger K. Nielsen for SF. Værsgo.

Tak for det, og tak for debatten. Der er kommet mange synspunkter frem, som jeg fuldstændig deler, fra Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet, som jo har påpeget det både politisk katastrofale og strategisk betænkelige i, at man i den grad skærer ned på den danske udviklingsbistand – i forhold til at vi står med en masse andre problemer; at hele flygtningesituationen og i det hele taget de ulighedsproblemer, der er på globalt niveau, skaber andre vanskeligheder; og at vi er nødt til at tage den udfordring meget mere alvorligt, end vi har gjort. Så jeg er helt enig i det.

Man kan sige, at det her primært handler om en del af det. For én ting er, at man agter at skære væk i de følgende år, men det, man så også gør, er, at man skærer ned allerede her i 2015 på en lang række projekter, i forhold til en lang række tilsagn, som man har givet forskellige steder, både i den tredje verden, men også til organisationer her i Danmark og i det hele taget. Og der må jeg sige, at jeg simpelt hen ikke forstår, at man har gjort det så voldsomt, også fordi det her, hvordan man end vender og drejer det, får konsekvenser for den danske troværdighed.

Jeg tror, det var Venstres ordfører, der kritiserede nogle for at ville tale den danske udviklingsbistand ned under gulvbrædderne. Nej, det er jo ikke det, man gør, for der er ingen tvivl om, at Danmark har en meget, meget høj international profil på det her område og forhåbentlig også vil have det fremover. Man kan sige, at Danmark er et lille land, men hvad angår udviklingsbistanden, er vi en stormagt, og det giver indflydelse i forhold til afrikanske lande. Det ved udenrigsministeren alt om. Jeg var ikke minister så længe, men i den korte tid, jeg var det, oplevede jeg da også – det gjorde hr. Martin Lidegaard også – at når man har en så høj profil på det område, giver det også indflydelse. Det giver mulighed for at få kontakter, giver mulighed for at påvirke, og det giver også mulighed for, at erhvervslivet kan få kontrakter.

Meget af det bygger jo på, at man har kunnet regne med os, og det er derfor, det ikke er nok, at vi bare snakker om jura her. Så når man ligesom, om jeg så må sige, trækker nogle af de tilsagn, man har givet, tilbage, så får det også nogle moralske konsekvenser, som igen får konsekvenser i forhold til den tillid, man kan have til os, som igen får konsekvenser for vores udenrigspolitiske handlefrihed. Det skal man bare være klar over. Det her er ikke bare et spørgsmål om, at der bliver sparet nogle penge væk på nogle linjer i finansloven. Det her har konsekvenser for hele den danske udenrigspolitik. Det gælder de generelle nedskæringer, men jo også det, at man skærer ned i forhold til de tilsagn, man har givet for 2015, hvor der var en masse, der havde regnet med, at vi faktisk som stat levede op til de tilsagn. Så det er ikke godt.

Jeg er ked af, at De Konservative ikke er her i dag – jeg forstod, at Venstre kunne tale på De Konservatives vegne – specielt fordi De Konservative faktisk har været kritiske over for det her og har udtalt, at man var imod de her nedskæringer i 2015. Så derfor kan man sige, at det her forslag i høj grad er lavet for at kunne høre De Konservatives holdning til det. Derfor er det jo ærgerligt, at vi ikke kan få lov til spørge om, hvad de faktisk mener, og hvad de mente, da de tidligere gav udtryk for nogle synspunkter, som gjorde, at de faktisk burde støtte det her forslag. Men det må vi så afvente, til vi får det i udvalg og til anden behandling. Men jeg er som sagt glad for den støtte, der kommer fra forskellige partier. Jeg er ikke glad for regeringens nedskæringer på det her område. Jeg mener, det får meget, meget store konsekvenser, og så må vi andre jo kæmpe videre imod de nedskæringer.

Men tak for debatten.

Der er ingen, der har indtegnet sig til korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren.

Og da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.