Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 188:

Forslag til folketingsbeslutning om socialt frikort.

Af Laura Lindahl (LA) og Marianne Jelved (RV) m.fl.

(Fremsættelse 15.04.2016).

Forhandlingen er åbnet. Den første, vi byder velkommen til heroppe på talerstolen, er beskæftigelsesministeren.

Tak for det. Liberal Alliance og Det Radikale Venstre har fremsat beslutningsforslag nr. B 188 om indførelse af et socialt frikort for udsatte borgere på offentlig forsørgelse, som vi skal behandle her i salen i dag.

Jeg er helt enig i intentionen om, at udsatte borgere skal hjælpes og tilskyndes til at finde job. For nogle borgere er vejen til fuldtidsbeskæftigelse ganske lang, for nogle er det måske ikke lige inden for rækkevidde, men selvforsørgelse er ambitionen for alle, som kan. Derfor skal vi sikre et forsørgelsessystem, der har den rette balance, et forsørgelsessystem, hvor det kan betale sig at komme i selvforsørgelse, og hvor det for de mest udsatte også er muligt at arbejde f.eks. få timer om ugen. For få timers arbejde er selvfølgelig bedre end intet arbejde. Vi har allerede i dag en sund balance i vores forsørgelsessystem, hvor det både kan betale sig at komme i selvforsørgelse, og hvor det kan betale sig at tage småjob, når det er aktuelt bedste mulighed.

Lad mig tage udgangspunkt i kontanthjælpsområdet. Regeringens indførelse af et kontanthjælpsloft og en 225-timersregel betyder, at det er blevet mere attraktivt at arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse.

Med kontanthjælpsloftet er der lagt loft over, hvor meget en person kan få i kontanthjælp, boligstøtte og særlig støtte. Når man arbejder, får man løn og mindre kontanthjælp, hvilket giver plads til mere boligstøtte under kontanthjælpsloftet, og det resulterer i en betydelig gevinst. Samtidig indebærer reglerne for fradrag i kontanthjælpen helt generelt, at man ikke får fratrukket, hvad der svarer til hele lønindtægten i hjælpen. Man beholder 25 kr. pr. time, man arbejder. Det indebærer, at der er gevinst for den enkelte ved at tage småjob i det omfang, man har mulighed for det. En enlig kontanthjælpsmodtager med to børn vil derfor efter regeringens indførelse af et kontanthjælpsloft helt konkret have 3.500 kr. mere til sig selv om måneden, hvis personen småjobber 10 timer om ugen, end på kontanthjælp alene. Det svarer til en stigning i rådighedsbeløbet på 79 kr. pr. time, hvor der arbejdes. Samtidig er der stadig en yderligere økonomisk gevinst, hvis den pågældende tager et fuldtidsjob og kommer helt ud af offentlig forsørgelse. Tager vi en ydelse som ressourceforløbsydelse eller førtidspension, er der også klare incitamenter til at arbejde i små job ved siden af ydelsen. Så den økonomiske gevinst er der faktisk i dag. Der er en gevinst ved at komme i selvforsørgelse, og for udsatte grupper er der gevinst ved at tage småjob.

Derudover er der et forsøg i gang med såkaldt dag til dag-formidling af småjob til udsatte kontanthjælpsmodtagere. Forsøget blev besluttet som en del af kontanthjælpsreformen og bakkes op af et bredt flertal i Folketinget, inklusive Venstre. Forsøget, som er i gang i 14 kommuner, indebærer, at kontanthjælpsmodtagere eller integrationsydelsesmodtagere får formidlet småjob. Samtidig får de en lempeligere indtægtsregulering i kontanthjælpen. Vi følger naturligvis forsøget, som kører året ud.

Jeg deler altså intentionen i Liberal Alliance og Det Radikale Venstres forslag om, at der skal være både hjælp og tilskyndelse til at tage et arbejde for udsatte borgere. Men der er behov for, at vi bliver mere præcise, med hensyn til hvilke barrierer der eventuelt kan være for de mest udsatte til at påtage sig småjob, og hvordan et eventuelt konkret forslag kan udformes hensigtsmæssigt. Med det mener jeg bl.a., at fuldtidsbeskæftigelse fortsat skal være mere attraktivt end få timers arbejde om ugen. Her kan skattefritagelse af større beløb give problemer. En enlig kontanthjælpsmodtager ville eksempelvis have 1.300 kr. mere til rådighed ved et småjob ved siden af kontanthjælpen sammenlignet med fuldtidsbeskæftigelse, hvis der indføres et socialt frikort på 5.000 kr. om måneden, og det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt.

Så vi skal have identificeret målgruppen nærmere, så vi sikrer os, at ordningen kun omfatter de allermest udsatte og ikke bliver en glidebane mod generel skattefritagelse, som – sat på spidsen – kunne blive til en slags sort arbejde sat i system. Vi skal sikre, at en sådan ordning kan administreres let og enkelt, og vi skal se på finansieringen af de merudgifter, som et konkret forslag må forventes at indebære.

Regeringen vil derfor lægge op til, at overvejelserne om forbedrede vilkår, for at udsatte kan tage småjob, f.eks. i form af socialt frikort, kan ske i sammenhæng med de relevante økonomiske forhandlinger til efteråret. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Marianne Jelved.

Tak. Jeg vil gerne kvittere for beskæftigelsesministerens positive tilgang til forslaget. Jeg vil sige, at vi selvfølgelig bidrager til at finde svar på de problemer, der er blevet rejst nu.

Jeg vil bare spørge til det forsøg, der foregår lige nu i 14 kommuner. Så vidt jeg ved, bygger det på krav om overenskomstmæssig løn. Jeg vil gerne bede ministeren om at korrigere mig, hvis ikke det er rigtigt. Det betyder jo, at de mennesker, der er med i de forsøg, er i stand til at arbejde til overenskomstmæssig løn. Dem, vi taler om i beslutningsforslaget, er relateret til § 81 i serviceloven. Det er faktisk de mennesker, som har det allerallersværest i deres liv af mange forskellige grunde. De kan ikke arbejde på overenskomstmæssig løn. Det må vel spille en rolle, om man er i stand til det ene eller det andet?

Ministeren.

Det første spørgsmål om, om der er knyttet overenskomstmæssige forudsætninger til de forsøg, der kører nu, vil jeg gerne have lov til at svare hurtigt og skriftligt på. Det kan jeg simpelt hen ikke svare på her på stående fod. Men jeg er i øvrigt enig i, at hvis det her skal være meningsfuldt og omsorgsfuldt, skal det gælde alle. Så skal det være alle typer funktioner, vi finder en vej til, som de pågældende kan følge, således at det i virkeligheden er den enkelte udsattes kapacitet, der er styrende for, hvilket fodfæste den pågældende kan få.

Så tak for kvitteringen for modtagelsen. Den er ærligt ment. Vi ønsker at spille med på at få fundet det bedst mulige fundament her for de svageste borgere. Så vores eneste forbehold er knyttet til overgangssituationer, således at der ikke opstår deadlocksituationer, så man pludselig får mindre ud af at arbejde mere, hvis man kommer godt i gang.

Spørgeren.

Det tilsagn, der nu er givet, vil jeg også gerne kvittere for. For os, der har lavet beslutningsforslaget, vil jeg blot tydeliggøre, at det altså er mennesker, som faktisk ikke er i stand til at gøre nogen ting sammen med andre. Vi har gjort de erfaringer, at alene fællesskabet, når de spiller fodbold på asfalt, som nogle har sat i gang, løfter dem til at kunne mere. Derfor er det også helt afgørende, at vi ser på, at det er den sociale situation, det er fællesskabet, der skal være med til at løfte dem og give dem den styrke, som gør, at de kan komme videre med deres liv.

Ministeren.

Det har jeg faktisk ikke andet end bekræftende bemærkninger til. Jeg mener, at det syn er det syn, der mere og mere præger forståelsen af de udfordringer, vi står med for de svageste grupper. Derfor er det et grundsyn, som jeg også meget gerne vil arbejde videre på basis af i et forsøg på at få det bedst mulige grundlag for de mennesker, vi taler om her, for at de kan få en bedre tilværelse.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Ministeren siger, at der åbenbart skulle være nogle barrierer for at kunne tage småjobs. Det kan være, jeg misforstod ministeren, for det var jo et andet budskab, vi fik, da vi behandlede kontanthjælpsreformen for ikke så længe siden. Da fik vi jo at vide, at der ikke var nogen barrierer. Folk kunne bare gå ud og tage de der småjobs, også selv om det var aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, som man kalder det, som altså ikke umiddelbart var parate til arbejdsmarkedet. Men nu lyder det, som om der pludselig er nogle barrierer. Hvordan hænger det sammen?

Ministeren.

Det hænger sammen på den måde, at uanset hvem man er og hvilken situation man er i, er det sådan, at hvis man kommer i job i dag i Danmark, er det med alt, hvad det indebærer af kontraktforhold, skattebetaling, selvangivelse osv. Jeg forstår det her forslag på den måde, at for en bestemt gruppe borgere ønsker man at gøre det meget enkelt og stille borgerne i en situation, så der fra deres side, hvis de kan komme i beskæftigelse af nogle få timers varighed, ikke er nogen afregninger til det offentlige, f.eks. via SKAT.

Spørgeren.

Tak. Det er jo den del, vi bestemmer her i Folketinget: modregning i kontanthjælp og eventuel skattefritagelse osv. Men er der nogen barrierer på arbejdsmarkedet for at tage småjobs af ganske få timers varighed? Eller lå der i ministerens svar, at ministeren forestiller sig – nu må vi jo spørge forslagsstillerne – at det egentlig handler om jobs, som slet ikke skal reguleres? Der skal ikke være nogen ansættelseskontrakt, der skal ikke være nogen krav om sædvanlig løn og ting og sager. Hvad mener ministeren om det, hvis det er det, der ligger i forslaget?

Ministeren.

Jeg mener, at jeg ser det her forslag som et forsøg på at give en bestemt gruppe meget svage borgere de bedst tænkelige chancer for at komme i gang med et eller andet i et fællesskab, der er af en anden karakter end den situation udenfor, som de befinder sig i. Hvis det kan gøres på en sådan måde, at man i en virksomhed, i en forening, et andet sted kan blive en del af et fællesskab og samtidig ud over sin kontanthjælp, eller hvad det er for en ydelse, man måtte være på, kan få en løn, som man kan have glæde af, bygget op på en enkel måde, så bør vi arbejde det igennem og bare sikre, at der ikke opstår deadlocksituationer, hvor der pludselig på en eller anden måde utilsigtet er blevet etableret en form for minijob eller et alternativt arbejdsmarked.

Fru Laura Lindahl.

Tak for det. Jeg vil også gerne takke ministeren for de positive tilkendegivelser. For os i Liberal Alliance og også i Radikale Venstre handler det netop om her, at der er et gap mellem en række udsatte borgere og adgangen til vores arbejdsmarked. Det er sådan set det gap, vi med det her forslag ønsker at prøve at udligne.

Ministeren taler om finansieringen. Jeg er interesseret i at høre lidt mere om det. Som jeg ser det, har de mest udsatte borgere, vi taler om her, ikke betalt skat i mange år og har heller ikke udsigt til at blive skatteydere. Deler ministeren ikke vurderingen af, at der vil være meget, meget begrænsede skatteindtægter ved det her beslutningsforslag?

Ministeren.

Som udgangspunkt, jo. Det er primært et forbehold, jeg sætter op, fordi der er en række parametre, vi skal være opmærksomme på. For det første er forslaget afgrænset på en sådan måde, at det er en relativt stor population på omkring 80.000 mennesker, kan vi se af vores tal. Omkring halvdelen af den gruppe er, som jeg kan se det, på førtidspension. Hvor meget gennemslag, der skal være i forslaget, for den gruppe, ved vi ikke, før vi har arbejdet det igennem.

Men jeg er sådan set enig i, at det ikke er de store tal, vi taler om, og jeg deler fuldstændig opfattelsen af, at hvis man er i stand til at give de pågældende mennesker et fodfæste qua en ordning som den her, så er det positivt. Det er jo ikke så længe siden, at der var en omfattende diskussion under temaet Café Kaffegal, hvor det netop kom frem, at en række førtidspensionister fandt, at det er afgørende for deres tilværelse, at der bliver opretholdt en dispensationsordning, således at de er i stand til ved siden af deres førtidspension at have fodfæste i virksomheder eller socialøkonomiske virksomheder.

Spørgeren.

Tak for det. Det var netop også vores opfattelse af finansieringen. Vi deler fuldstændig målsætningen om at afgrænse den her målgruppe. Tanken er egentlig, at det gælder de mest udsatte borgere, dem, der er omfattet af servicelovens § 81. Det er ikke alle, men dem, der er mest udsat. Så deler jeg ministerens holdning om, at det her handler om livskvalitet. Det handler simpelt hen om at øge livskvaliteten for nogle af de allermest udsatte borgere i vores samfund. Så jeg glæder mig selvfølgelig over, at regeringen støtter den holdning.

Ministeren.

Det er vi helt enige i, og jeg har ikke flere bemærkninger til det.

Hr. Bent Bøgsted.

Tak, formand. Ministeren var lidt inde på antallet: 4.000. Førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere er blandet ind i det. Det her er kun kontanthjælpsmodtagere. Kunne vi ikke få ministeren til at lave en oversigt over, hvor mange det drejer sig om med fordeling rundtomkring i landet? Det her med udsatte fra § 81 er måske specielt udpræget i Københavns Kommune. Det er jo kun dem fra § 81, det drejer sig om. Så kunne vi få et overblik over, hvor mange det reelt drejer sig om. Det er ikke førtidspensionisterne, der skal under den her ordning. Hvor mange drejer det sig reelt om?

Der står også i forslaget, at de ikke betaler skat, men hvis de får kontanthjælp, betaler de vel skat af kontanthjælpen? Lad os få en oversigt. Jeg forventer ikke, at ministeren svarer her. Men lad os skriftligt få en oversigt over, hvor mange det drejer sig om, og hvilke forhold de lever under, i det omfang, man nu kan gøre det op.

Ministeren.

Jeg vil meget gerne give tilsagn om at gøre det hurtigt, således at man har det som fundament for de videre overvejelser. Det vil sige, at vi simpelt hen pakker den persongruppe, der er knyttet til § 81, ud og ser på, hvilke ordninger de er på, og hvor mange der er på de forskellige typer af ordninger. Hvis de kan kategoriseres yderligere med en underopdeling, gør vi også det. Jeg er helt enig i, at det er et meget væsentligt fundament for de videre politiske overvejelser.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går over til partiernes ordførere. Den første ordfører er hr. Peter Hummelgaard Thomsen for Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Også tak til forslagsstillerne for det her både spændende og efter vores mening gode forslag. Det er centralt for Socialdemokratiet at bekæmpe fattigdom, og vi har alle et særligt ansvar for de mest udsatte grupper i vores samfund. Vi mener, alle skal have mulighed for at deltage i samfundet gennem uddannelse, arbejde og deres fritid. Det er vigtigt, at vi investerer i mennesker. Det gælder ikke mindst de grupper i samfundet, der er målgruppen for det her forslag, som vi behandler i dag.

Det er bl.a. også derfor, at Socialdemokratiet har kæmpet mod kontanthjælpsloftet og fortsat kæmper mod omprioriteringsbidraget. Det er nemlig det stik modsatte af at investere i mennesker. Det er at gøre mennesker fattigere økonomisk og socialt, og det støtter vi selvfølgelig ikke. Jeg nævner det for at understrege, at selv om det her er et rigtig fint forslag, modsvarer det altså ikke på nogen måde de negative konsekvenser, der følger af regeringens, Liberal Alliances, Konservatives og Dansk Folkepartis kontanthjælpsloft og omprioriteringsbidrag. Grundlæggende tror vi på, at langt de fleste gerne vil tage ansvar for deres eget liv, og vi mener, det er vores opgave at sikre, at de har mulighed for at gøre det enten gennem uddannelse eller arbejde.

Derfor er vi også positive over for forslaget om socialt frikort. Det kan være en måde at skabe nye veje til beskæftigelse på for udsatte borgere. Det er mennesker, der kan have svært ved at leve op til de krav, der stilles på arbejdsmarkedet, som f.eks. stabilt fremmøde eller mange timers arbejde om dagen. De kan nyde godt af muligheden for at få småjobs, hvor de er nogle få timer om ugen og, når de har overskud til det, kan komme og yde et stykke betalt arbejde. Det er godt for dem økonomisk, men ikke mindst kan det gøre en positiv forskel for dem socialt. De får mulighed for at bidrage med det, de kan, og kan de samtidig bruge det sociale frikort til at komme tættere på ordinær beskæftigelse, vil det kun være en gevinst.

Det vigtige er selvfølgelig, at de ansættes på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og at den løn, de tjener, ikke modregnes i deres ydelser. På Beskæftigelsesministeriets område er der igangsat et projekt i regi af satspuljen, der afprøver, hvordan flere udsatte ledige kan få et arbejde. Målet er at give deltagerne troen på, at de kan komme tættere på arbejdsmarkedet. Intentionen bag satspuljeprojektet er den samme som med det forslag, vi behandler her i dag. Deres indhold minder også om hinanden, selv om beslutningsforslaget fremstår mindre bureaukratisk, hvilket som udgangspunkt selvfølgelig er at foretrække.

Det vil dog alligevel være dumt ikke at afvente de erfaringer, der kommer ud af satspuljeprojektet. Det vil være ganske klassisk, at vi sætter noget i gang i satspuljen uden at følge op på det for derefter at sætte noget lignende i gang uden at vide, om det virker efter hensigten. Det er ikke sådan, vi skal arbejde. Vi vil derfor opfordre til, at man i udvalgsarbejdet ser på, hvordan man kan bruge erfaringerne fra satspuljeprojektet til at kvalificere det udmærkede forslag om socialt frikort, som man behandler her i dag.

Der er en kort bemærkning fra fru Laura Lindahl.

Tak for det. Jeg glæder mig selvfølgelig over, at Socialdemokratiet deler de positive hensigter i det her med det sociale frikort. I forhold til den forsøgsordning, som ordføreren er inde på, og som blev aftalt i satspuljeforhandlingerne i 2013 eller 2014, er jeg interesseret i at høre lidt om målgruppen. Som jeg ser det, er det to vidt forskellige målgrupper. I den forsøgsordning, som er lavet i satspuljekredsen, er målgruppen aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Det vil sige, at det er en målgruppe på 100.000 mennesker, som er aktivitetsparate. Vores forslag her går på de allermest udsatte i vores samfund, som altså er lysår fra nogen form for ordinær beskæftigelse. Så vurderer ordføreren, at målgruppen er den samme?

Ordføreren.

Nej, målgruppen er ikke den samme. Det synes jeg heller ikke at jeg prøvede at give udtryk for i min ordførertale. Men der er alligevel nogle erfaringer fra det satspuljeprojekt, som vi muligvis kan bruge til at kvalificere det forslag, som I og De Radikale har fremsat. Det er ganske enkelt bare det, vi har en intention om at prøve at få fulgt op på i udvalgsarbejdet, eventuelt gennem en fælles beretning eller lignende.

Spørgeren.

Tak. Ud over at målgruppen ikke er den samme, mener jeg sådan set heller ikke, at målsætningen er sammen. Det er tydeligt, at i den forsøgsordning, der er sat i søen, er sigtet beskæftigelse; at man altså skal få flere mennesker i beskæftigelse, mens sigtet i vores beslutningsforslag meget mere er socialt. Det her handler om livskvalitet for en række borgere og om at sikre, at mennesker kan føle, at de bidrager til samfundet og skaber værdi i samfundet og har noget at stå op til de dage, hvor de kan. Derfor synes jeg også, at målsætningen er en helt anden. Så jeg er meget i tvivl om, om vi reelt set vil få noget som helst ud af at se på evalueringen af det, for jeg ser vores beslutningsforslag som noget helt andet. Det vil jeg egentlig bare gerne høre ordførerens holdning til.

Ordføreren.

Det er ikke nødvendigvis, fordi jeg tror, at vi er så langt fra hinanden, altså bortset fra at vi jo håber på, at det, at man kan øge folks værdi i deres hverdag, og det er for de allermest udsatte borgere, og det, at man kan give dem noget indhold i en svær tilværelse, forhåbentlig også er det – det er vores hensigt – der kan bringe dem tættere på arbejdsmarkedet, når de først har de succesoplevelser i hverdagen. Så jeg tror ikke, at vi er så forfærdelig langt fra hinanden.

Fru Marianne Jelved.

Jeg synes, det er rigtig, rigtig vigtigt, og det er positivt, at den socialdemokratiske ordfører melder positivt ind på det her forslag.

Jeg tror, det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi er fælles om at forstå, hvem målgruppen er, og derfor synes jeg også, at det i hvert fald i første omgang er betryggende, at den socialdemokratiske ordfører henviser til forsøgene og beskriver dem som nogle, hvor der gives overenskomstmæssig løn osv. Det er jo rigtigt, og det er under alle omstændigheder målsætningen.

Men de mennesker, vi taler om, er dem, der kommer på værestederne, som ofte er hjemløse og faktisk har det rigtig, rigtig dårligt, og som har brug for at få den anerkendelse, der ligger i at være med i et fællesskab. Det er starten på, at livet bliver mere muligt at håndtere. Så hvis vi kan dele den forståelse, er jeg meget, meget glad for det.

Ordføreren.

Den forståelse deler vi. Jeg tror bare, at vi håber på, at det langsigtede træk ved det her er, at folk kommer tættere på arbejdsmarkedet. Men jeg er fuldstændig enig i, at det i udgangspunktet er en helt anden målgruppe.

Der er ikke flere korte kommentarer, så vi går videre til næste ordfører, og det er hr. Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Det her beslutningsforslag handler om udsatte kontanthjælpsmodtagere. Jeg tror, at jeg vil starte med sige, at optakten til beslutningsforslaget måske ikke var den allerbedste. Jeg tror, at det havde været en fordel, hvis nu den gruppe, som det her omfatter, måske var blevet beskrevet lidt bedre i beslutningsforslaget, så vi havde haft et lidt bedre indtryk af, hvilke grupper det var, i stedet for at der bare står, at det er § 81. Men lad det nu ligge. Det har vi fået udredt. Det var bare sådan en lille bemærkning.

Samtidig har ministeren jo så lovet at lave en udredning af den her gruppe, altså hvor mange det egentlig drejer sig om, hvor de bor i Danmark, og hvilke forhold de lever under. I forvejen tror jeg ikke at der er nogen i den her gruppe, der kan blive omfattet af 225-timersreglen, og jeg tror heller ikke, de er omfattet af kontanthjælpsloftet, for de har sandsynligvis ikke så dyre lejligheder, at de får så høj en boligydelse. Det ved jeg ikke, men det tror jeg ikke sådan lige umiddelbart. Så derfor er det en meget speciel gruppe, og som det er blevet sagt, kan det være hjemløse, og det kan være nogle psykisk syge, der er på kontanthjælp, og som har været placeret der i umindelige tider, selv om de måske ikke burde være placeret der. Det kan være prostituerede, hvilket der er blevet sagt noget om, eller det kan være andre. Men det får vi en udredning af, så vi får en oversigt over, hvad det er for en gruppe, der er tale om.

Vi skal også være klar over, som det også er blevet nævnt her, at man ikke kan sammenligne det med den der forsøgsordning. Det troede jeg også til at starte med, lige da jeg så beslutningsforslaget, men det er jeg så også blevet klogere på at man ikke kan. Så glem den forsøgsordning. De to ting har ikke noget med hinanden at gøre.

Jeg har også forstået, at for den type af kontanthjælpsmodtagere her med de forhold, de lever under, er det sådan, at hvis de skal have et dag til dag-job, er det måske på den måde, at de får en opgave, og at det ikke er fastsat, hvor mange timer den er på. Men de får en opgave, og så tjener de 200 kr. for at udføre den. Det kan f.eks. være at rydde op ude foran en butik. Det er den type opgaver, det drejer sig om. Jeg kan se, at der nikkes, så jeg har ramt det rigtige spor her. Det er det, det går ud på. Derfor kan man heller ikke sige, at der skal være en bestemt timeløn for at udføre det arbejde. Det kan godt være, at man får 200 kr., eller at man får en dagens ret for lige at rydde op et sted. Det kan være sådan noget, der tænkes på.

Vi synes også i Dansk Folkeparti, at det er prisværdigt, hvis man kan hjælpe nogle, der er udsatte, på den måde. Derfor synes jeg også, det er fint, hvis nu vi får en ordentlig udredning af gruppen og vi så arbejder videre med det i udvalget, så vi får de rigtige oplysninger og får fat i den helt rigtige gruppe og får aftalt, hvad det så er, man kan tilbyde dem. For det er jo ikke noget med, at man skal betale skat. Vi skal også have afklaret, om det skal indberettes fra arbejdsgiverside, altså indberettes af dem, der tilbyder arbejdet. Hvordan er forholdene dér? Der er mange spørgsmål, vi skal have afklaret i det videre forløb. For det skal jo ikke være sådan, at man lige pludselig sætter en arbejdsgiver i en klemme og siger: Du har ikke indberettet, at du har haft en hjemløs til at rydde op foran din butik og måske betalt 200 kr. for at få ryddet op, og vi skal komme efter dig, hvis ikke du gør det. Det er sådan noget, vi skal have på plads – altså rimeligheden og bureaukratiet i det. Som jeg har forstået det, skal det gerne være sådan, at det er noget, der er lempeligt, så de måske ikke behøver at gøre det helt store ud af at oplyse. For jeg tror ikke, at en kontanthjælpsmodtager, der er i den situation, tænker over, at man måske lige skal sige til kommunen, at nu har man lige tjent det her.

Så lad os arbejde på at få klargjort, hvad det hele drejer sig om. Der ser jeg frem til den udredning, som ministeren har lovet at komme med. Så har vi lidt at forholde os til, og så vil vi arbejde videre med det i udvalget. Men som sagt er Dansk Folkeparti positive over for det her, og jeg tror også nok, vi finder en løsning på det.

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Jeg er meget glad for Dansk Folkepartis ordførers indkredsning af den målgruppe, vi taler om – det er fuldstændig korrekt set. Så jeg beklager bare, at det kommer bag på mig, at det er beskæftigelsesministeren, der har det, og ikke socialministeren. Så vi har været for indforståede ved bare at henvise til § 81, som handler om en gruppe, som virkelig har brug for, at nogen tager dem i hånden og hjælper dem. Så det vil jeg gerne kvittere for.

Ordføreren.

Jamen det er heller ikke nemt at finde ud af, hvor det hører ind under. Kontanthjælp hører ind under beskæftigelsesministeren, men jeg har forstået det sådan, at § 81 hører ind under socialministeren, selv om de får kontanthjælp. Det er blandet sammen i én pærevælling, så det er ikke nemt, og det har jeg helt forståelse for. Jeg tror, vi er enige om i den forbindelse, at det er lidt forvirrende.

Så går vi over til hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg har også undret mig lidt over, hvad det egentlig er for nogle job, man taler om – det er ikke rigtig beskrevet – og hvilke ansættelsesvilkår, man forestiller sig. Men jeg kan forstå, at ordføreren har forstået det på den måde, at det sådan set ikke er noget rigtigt job. Jeg hørte, at ordføreren sagde: Jamen det kan f.eks. være, at man kan få dagens ret for at gå og rydde lidt op i en restaurant eller sådan noget. Er det sådan, ordføreren opfatter de job, der lægges op til her?

Ordføreren.

Jamen altså, hvis jeg har forstået ordføreren for forslagsstillerne, fru Laura Lindahl, rigtigt, så er det det, man tænker på. Men det kan hr. Finn Sørensen spørge fru Laura Lindahl om, altså om det er sådan. Men det er bare den måde, jeg har forstået det på, altså at det ikke er noget med nogen reelle job, for det kan man ikke tage i den gruppe. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om jeg har forstået det rigtigt, men det kan hr. Finn Sørensen jo som sagt spørge fru Laura Lindahl om, når hun kommer op på talerstolen.

Spørgeren.

Ja, det vil jeg bestemt også gøre, men jeg skulle bare lige høre, om vi skulle opfatte ordførerens opfattelse af tingene på den måde. Men så kan man vel stille to spørgsmål, hvis det er den type job. Punkt 1: Hvilke barrierer er der for at gøre det i dag? Og punkt 2: Hvor meget integration på arbejdsmarkedet er der så tale om, hvis man ikke får en overenskomstmæssig løn for de få timer, man kan arbejde, men i stedet får en eller anden, jeg havde nær sagt almisse, i form af at man kan få et gratis måltid mad og sådan nogle ting?

Ordføreren.

Jamen jeg tror faktisk ikke, det er muligt, at den gruppe kan blive integreret på arbejdsmarkedet til overenskomstmæssig løn på den måde, som hr. Finn Sørensen tænker på. Det tror jeg faktisk ikke, for jeg tror ikke, at den her gruppe er klar til at tage et længerevarende job. Men nu skal ministeren jo komme med en udredning af den her gruppe, og hvad det er for en type personer, der typisk går under § 81. Og jeg forventer ikke, at man kan sige: Du skal være omfattet af overenskomstmæssige arbejdsforhold. For jeg tror, at vi taber den gruppe helt på jorden, hvis man stiller de krav.

Jeg synes, hr. Finn Sørensen skal spørge ordføreren for forslagsstillerne lidt mere grundigt om, hvad de har forestillet sig her. Men det er i hvert fald den måde, jeg har opfattet det på.

Tak til hr. Bent Bøgsted. Den næste ordfører er hr. Hans Andersen fra Venstre, Danmarks liberale parti.

Tak for det. Radikale Venstre og Liberal Alliance foreslår at indføre et socialt frikort for udsatte borgere, som i dag er på en offentlig forsørgelse. Det vil betyde, at denne gruppe kan tjene et mindre beløb skattefrit uden fradrag i de sociale ydelser.

Intentionen med dette forslag er Venstre meget enig i, nemlig at vi gerne vil hjælpe og tilskynde udsatte borgere til at finde et job, også når der blot er tale om få timer – lidt er bedre end intet. Der er hele tiden behov for, at de mest udsatte i vores samfund skal have en tilskyndelse til og have gode muligheder for at arbejde, f.eks. i småjob af få timers ugentlig varighed, og det skal i højere grad være muligt, og det skal kunne betale sig for de mest udsatte borgere, at tage et arbejde i det omfang, de kan magte det.

Derfor skal det gøres nemt for virksomhederne at tilbyde de mest udsatte borgere småjob, også på dag til dag-basis. Der er allerede i dag igangsat et forsøg med udsatte kontanthjælpsmodtagere med dag til dag-formidling af småjob samt med et lempeligere fradrag i kontanthjælpen. Men det er bestemt en overvejelse værd at se på, om vi kan skabe et system, hvor det både er attraktivt at arbejde fuld tid og i få timer om ugen frem for alene at være på offentlig forsørgelse.

Som jeg forstår partierne bag forslaget, handler det om en meget afgrænset gruppe af vores mest udsatte borgere, hvor vejen til fuldtidsarbejde er lang og måske oven i købet meget lang, og hvor måske især det nuværende system bremser for deres deltagelse på arbejdsmarkedet.

Venstre har allerede været med til at gennemføre reformer, der giver udsatte borgere incitament til at tage et arbejde og dermed blive selvforsørgende. Her har vi gennemført kontanthjælpsloftet, vi har gennemført en kontanthjælpsreform med et bredt flertal i Folketinget, og i forbindelse med kontanthjælpsreformen traf vi en beslutning om at iværksætte et forsøg, som i øjeblikket foregår i 14 kommuner.

Jeg vil gerne sige her til slut, at indførelsen af et socialt frikort for en begrænset udsat gruppe af kontanthjælpsmodtagere skal overvejes: Vi skal have afklaret gruppen, balancen i forhold til fastholdelse af incitamentet til at tage et fuldtidsarbejde, at ordningen også skal kunne håndteres administrativt let og enkelt, og en eventuel finansiering, hvis det er nødvendigt, skal selvfølgelig også indgå i disse overvejelser.

Så på den baggrund vil Venstre sådan set gerne tilkendegive, at vi vil overveje, hvordan vi kan indgå i et samarbejde med Folketingets øvrige partier om sådan et socialt frikort. Tak.

Hr. Finn Sørensen har en kort bemærkning.

Tak. Og det er lidt det samme spørgsmål, som jeg stillede til beskæftigelsesministeren. Det har såmænd ikke så meget med det her beslutningsforslag at gøre, men fordi der bliver argumenteret med, at vi nu skal have skabt et system, hvor der ikke er nogen barrierer for at tage småjobs. Det forstår jeg ikke rigtig.

Vi har lige behandlet loven om kontanthjælpsloftet, hvori 225-timersreglen indgik, altså at man skal præstere 225 timers ordinært arbejde om året, hvis man ikke skal straffes økonomisk. Og hovedargumentet for det lovforslag var, at det ikke var noget problem, for med nogle få timers arbejde om ugen, kunne man frigøre sig fra både kontanthjælpsloftet og fra reglen om de 225 timer.

Så der var åbenbart ikke nogen barrierer for, at folk skulle gå ud og tage de småjobs, selv om de ikke er aktivitetsparate og mere eller mindre langt fra arbejdsmarkedet og for nogles vedkommende meget langt fra arbejdsmarkedet. De skulle bare gå ud og tage de småjobs.

Så hvad er det for et system, ordføreren nu taler om skal indføres, så det bliver nemmere at tage de her småjobs?

Ordføreren.

Jeg tror, vi taler om to forskellige grupper. Her taler vi, som jeg forstår det, om en meget, meget afgrænset gruppe, hvor det at tage 10, 15, 20 eller 225 timers arbejde sådan set ikke er realistisk her og nu. Vi taler om mennesker, hvor ½ halv time eller 1 time i løbet af en uge, og ikke nødvendigvis på den samme dag i ugen, kan være en udfordring. Jeg mener ikke, vi taler om den samme gruppe af mennesker, og det er derfor, at vi i Venstre gerne vil indgå i de her drøftelser med et positivt sind.

Spørgeren.

Jeg er helt enig med forslagsstillerne og ordføreren i, at den gruppe mennesker, vi taler om her, har nogle kæmpe udfordringer, også på alle mulige andre måder end lige at komme på arbejdsmarkedet. Og de ting hænger jo sammen.

Men det passer simpelt hen ikke, at det er to forskellige grupper. I det omfang, hvor den gruppe, der tales om i beslutningsforslaget her, får kontanthjælp, er det jo mennesker, der er kategoriseret som aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Det er altså nøjagtig den samme gruppe, som bliver ramt af kontanthjælpsloftet i det omfang, de har en husleje, de kan betale – altså en bolig, hvad hovedparten af den gruppe jo har – eller bliver ramt af 225-timersreglen. Der er jo et meget stort sammenfald mellem hele den gruppe, der bliver ramt af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, og så den gruppe, vi taler om her.

Så det er jo simpelt hen ikke rigtigt, og jeg spørger bare: Hvorfor betragtede man det som nemt at tage småjobs, da man skulle gennemføre kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, mens der nu pludselig skal laves et system, hvor det er nemt at søge småjobs? Det hænger jo ikke rigtig sammen.

Ordføreren.

Jeg er af den opfattelse, at den gruppe, vi taler om her, absolut er den mest udsatte gruppe overhovedet, når vi taler om kontanthjælpsmodtagere. De er ikke i stand til at tage et arbejde, så de kan arbejde 225 timer i løbet af 1 år. Det tror jeg bestemt ikke de er.

Derfor handler det jo om at sige: Hvordan kan vi skabe en trædesten, der gør, at de både kan få et højere selvværd, men også kan bevæge sig langsomt i retning af at kunne deltage i et arbejdende fællesskab? Og det vil vi gerne overveje nogle svar på. Tak.

Tak til hr. Hans Andersen. Der er ikke flere korte bemærkninger, og den næste ordfører er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten.

Tak. Der er bestemt nogle positive takter i det her beslutningsforslag, hvad de foregående ordførere også har bemærket. Men som det også allerede er kommet frem nu, er der i hvert fald også en hel del uklarheder, som vi så må høre forslagsstillerne om hvordan de ser på.

Der er et udtryk her i beslutningsforslaget for en omsorg for en meget udsat gruppe mennesker, og det er jo altid glædeligt, når sådan nogle forslag, bliver fremsat her i Folketingssalen. Men når man ser på, hvem forslagsstillerne er, er det jo en noget overraskende omsorg, kan man sige. For de to partier har både sammen og hver for sig medvirket til adskillige lovgivninger og en økonomisk politik, der har gjort livet meget, meget sværere for lige nøjagtig den gruppe, som man nu vil hjælpe.

Vi kan tage sådan noget som en meget dårligere regulering af kontanthjælpen som følge af skattereformen fra 2012, og at man har prioriteret en økonomisk politik, hvor det er vigtigere at give nogle skattelettelser end at sørge for noget velfærd ude i kommunerne og for, at der i kommunerne er en bemanding, som kan tage sig af den socialpolitiske indsats, som den her gruppe har så hårdt brug for. Man kan tænke på den foregående regerings kontanthjælpsreform, og man kan tænke på kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen. Så de to partier har hver for sig og nogle gange sammen været med til at gøre livet betragtelig vanskeligere for den gruppe her.

Derfor skal de jo ikke have kritik for, at de så fremsætter et forslag, som måske kan gøre livet lidt bedre for den gruppe. Der ser vi positivt på det, der handler om en lempeligere modregning i kontanthjælpen i forhold til de løntimer, man kan skaffe sig. I forvejen er der jo de 25 kr., som man kan tjene uden at blive modregnet i kontanthjælpen, og det så Enhedslisten meget gerne blev sat i vejret, for et af de store problemer for den her gruppe er jo deres økonomi.

Det, man så skal være klar over, er, at det rejser en diskussion om, hvorfor det kun skal gælde den gruppe. For alle mulige andre på kontanthjælp, der befinder sig i den økonomisk set samme situation, vil selvfølgelig sige: Nå, hvorfor skal det ikke gælde alle, der er på kontanthjælp? Og det er Enhedslistens synspunkt, at det bør det gøre.

Det samme gælder diskussionen om skattefritagelse. Hvis det kan ske som et led i en omlægning af skattebyrden, så en skattefritagelse i bunden af samfundet bliver finansieret af dem, som har så stor fornøjelse af de mange skattelettelser, der er givet, nemlig dem i toppen af samfundet, så er det bestemt er værd at overveje.

Det skal ikke nødvendigvis være til hinder for, at Enhedslisten kan være med til et eller andet i forbindelse med det her, når vi får opklaret nogle af de mange uklarheder. Men det er ligesom for at sige, at man altså med det her forslag åbner nogle diskussioner, som godt kan gøre det vanskeligt at gennemføre det, fordi der straks vil komme diskussioner om, at hvis én gruppe kontanthjælpsmodtagere skal have skattefritagelse, hvorfor skal andre grupper så ikke have? Den diskussion er man nødt til at tage med.

Det, som jeg måske synes er ret uklart i det her forslag, er, hvad det er for nogle job, man taler om, og hvad de pågældendes rettigheder i det omfang, de arbejder, er. Hvem er de egentlig ansat af? Er de ansat af kommunen, sådan at de går ud og arbejder for kontanthjælpen, eller er det et decideret ansættelsesforhold hos en arbejdsgiver? Hvis det er det sidste, bør det jo være sådan, at man skal have nogle rettigheder, uanset hvor få timer man arbejder.

Det er Enhedslistens opfattelse, at som minimum skal lovgivningen om, at man skal have en ansættelseskontrakt, opfyldes, for man er i en helt ny situation og en sårbar situation over for en arbejdsgiver. Og er det alt det der, man vil springe over, eller hvad?

Enhedslisten har samme holdning som Socialdemokraterne: Selv om man kun kan arbejde ganske få timer om ugen, skal man da have en overenskomstmæssig løn eller det, der svarer dertil. Vi skal ikke her fra Folketingets side stille krav om, at der skal være en overenskomst. Det er ikke den en diskussion, vi har. Men det skal jo være en løn, der svarer til den overenskomstmæssige aflønning.

Det har også noget at gøre med de gruppers mulighed for at betragte sig som en ligeværdig del af arbejdsfællesskabet, og det, der ligger i forslaget, er jo, at det ville være godt for dem. Og det tror jeg også at mange af dem meget gerne vil. Men det er jo en dårlig start, hvis man ikke grundlæggende har de samme rettigheder som andre på den arbejdsplads, hvor man arbejder, men selvfølgelig med det forbehold, at man kun kan arbejde meget, meget få timer.

Til allersidst vil jeg sige, at det ville have været dejligt, hvis man havde fremsat forslag om at sikre mulighed for at lave en ordentlig socialpolitisk indsats for den her gruppe. For det er jo nok det, de har allerallermest brug for på baggrund af de nedskæringer i kommunerne, der har fundet sted i mange, mange år, og sådan som arbejdsmarkedet har udviklet sig.

Fru Laura Lindahl har en kommentar.

Det virker, som om Enhedslistens ordfører er mere optaget af at have statslig kontrol med arbejdsmarkedet end reelt set at hjælpe de mest udsatte borgere i vores samfund. Så jeg vil egentlig godt høre, om det gør indtryk på ordføreren, at mange af de brugerorganisationer, som hver dag arbejder med de allermest udsatte i vores samfund – det er Mændenes Hjem, det er Gadejuristen, det er Brugernes Akademi, det er socialrådgiverne selv – brændende ønsker lige præcis det her beslutningsforslag vedtaget. De mennesker, som arbejder med de allermest udsatte i vores samfund, tror på, at der kan skabes øget livskvalitet i præcis den form, som vi har fremlagt her i dag.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvad det er for en statslig kontrol, ordføreren taler om. Det må ordføreren jo så uddybe, når ordføreren får mulighed for det. Jeg tror faktisk, at de organisationer har det, ligesom jeg har det, og som de fleste andre har det, nemlig at der er nogle rigtig gode intentioner i det her, men diskussionen har jo allerede vist, at der også er nogle uafklarede ting. Det er nu engang sådan, at hvis vi skal vedtage noget i Folketinget, skal vi jo have opklaret, hvad konsekvenserne er både for de pågældende mennesker og for den pågældende ordning, men selvfølgelig også hvilken indvirkning den kan have på andre lovgivninger og forhold. Det er vel naturligt nok. Det er jo sådan set derfor, at vi er her.

Spørgeren.

Det, der er førsteprioriteten, er at øge livskvaliteten for de her borgere. Det er klart vores førsteprioritet, og det er sådan set også brugernes og brugerorganisationernes førsteprioritet. Det er det, de klokkeklart kan se, altså at det her beslutningsforslag og den mulighed for et socialt frikort, som vi foreslår, vil øge de her menneskers livskvalitet. Hvorfor ønsker Enhedslisten ikke at øge livskvaliteten for nogle af de allermest udsatte borgere i vores samfund?

Ordføreren.

Nu tror jeg, at der skal tages rigtige mange andre gode initiativer for at hjælpe til at øge livskvaliteten for de her borgere. Det var derfor, jeg sluttede mit indlæg med at sige, at det, som den gruppe borgere har allerallermest brug for, er en ordentlig socialpolitik i det her land – det er sådan set det allervigtigste – og nogle ordentlige rammevilkår og en ordentlig økonomi. Det her forslag kan måske hjælpe noget på den sidste del af det, og derfor har vi jo ikke bare hældt det ned ad brættet, men vil ligesom de andre ordførere selvfølgelig gå ind i udvalgsbehandlingen og se, om vi kan få afklaret den manglende klarhed, der jo er i forslaget på et par punkter.

Hr. Joachim B. Olsen har en kommentar.

Det her forslag er, som fru Laura Lindahl var inde på, ikke et forslag, vi har grebet ud af den blå luft. Det er et forslag, som vi har udarbejdet i samarbejde med f.eks. Gadejuristen. Og jeg må bare sige, at når man hører hr. Finn Sørensen på talerstolen, så er hr. Finn Sørensen langt, langt væk fra den virkelighed, som eksisterer ganske få hundrede meter herfra. Her er der tale om nogle borgere, som ikke har nogen som helst mulighed eller chance for at komme ind på det ordinære arbejdsmarked til 110 kr. i timen. Det er jo lønninger, som er aftalt af arbejdsmarkedets parter, og som retter sig mod mennesker, som ikke har sociale problemer, og som kan gå ind på arbejdsmarkedet. Det er ikke tilfældet for de her mennesker.

Det er i øvrigt også mennesker, som er trætte af den eksisterende socialpolitik. Det er mennesker, som faktisk har en masse ressourcer, og de ressourcer vil de gerne bringe i spil på en ubureaukratisk måde ved at tage nogle småjob, som man aftaler med en arbejdsgiver – det kan være en caféejer, det kan være, man skal rydde nogle stole ud eller rydde dem væk igen, men det er bare meget vigtigt at holde fast i, at det her er nogle mennesker, som ikke kan tjene en løn på 110 kr. i timen, for det her er mennesker, som er så langt væk fra den dagligdag, vi kender. Det er mennesker, der har svært ved at møde op til tiden, og som ikke altid ved, hvad dag i ugen det er. De har brug for noget, der er meget, meget simpelt. Og der står hr. Finn Sørensen og taler om ordinære ansættelsesforhold og alt muligt andet. Det har intet med den her gruppe at gøre, det må jeg bare konstatere. Jeg synes, det er ærgerligt, at Enhedslisten, som ellers siger, de kerer sig om de mest udsatte, afviser et sådant forslag.

Ordføreren.

Så vil jeg gøre det meget kort: Hvis mennesker skal ansættes af en arbejdsgiver, uanset om det kun er 1 eller 2 timer om ugen, uanset hvordan man aftaler placeringen af den arbejdstid, så skal de altså have nogle rettigheder. Men jeg kan høre, det kommer frem i indlæggene her, at det skal de sådan set ikke have, og det er jo et grundlæggende problem ved forslaget, og det er noget, vi er nødt til at arbejde videre med.

Spørgeren.

Den kommentar, som hr. Finn Sørensen lige kom med, afspejler en fuldstændig manglende tillid til de mennesker ude i den virkelige verden, både de arbejdsgivere, vi taler om her, og de udsatte mennesker, som det her forslag skal hjælpe. Det er sådan en forestilling om – lyder det som om – at arbejdsgivere er sådan nogle onde mennesker, som vil udnytte arbejdstager, men det er ikke det, der er tilfældet. Det er faktisk tilfældet, at der er en lang række arbejdsgivere, som gerne vil yde et socialt bidrag, i det her eksempel ved at ansætte nogle mennesker på nogle andre vilkår fra dag til dag og bygget på tillid til, at man gerne vil hjælpe nogle mennesker. Sådan er det faktisk derude i den virkelige verden, og det synes vi ikke, man skal blokere for herinde ved at have en masse bureaukratiske ordninger. Det skal vi da rydde af vejen, så mennesker kan finde sammen – mennesker, der gerne vil hjælpe hinanden, og hvor begge parter kan få gavn af det. Det er det, nogle af de her mennesker efterspørger. Skulle vi ikke tage at lytte til det, hr. Finn Sørensen?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at vi ser fuldstændig forskelligt på samfundet. Et langt liv på arbejdsmarkedet har lært mig, at det er en god idé, at lønmodtagerne har nogle rettigheder, og det er derfor fagbevægelsen har opbygget overenskomster, og det er derfor, vi har lavet arbejdsmiljølovgivning og andre lovgivninger, som skal sikre de mennesker, der er i et ansættelsesforhold. Det er desværre nødvendigt, for ikke alle arbejdsgivere er så flinke, som hr. Joachim B. Olsen beskriver det.

Når vi taler om den her gruppe, har jeg altså den grundholdning, at det ville være rigtig, rigtig godt, hvis vi kunne få gang i nogle initiativer, der kan gøre, at den gruppe, i det omfang de har overskud til det, kommer tættere på arbejdsmarkedet. Det kan også være i form af meget få timer om ugen, det kan det sagtens være, Enhedslisten er meget åben over for det. Og der skal jeg lige gøre opmærksom på, at vi jo allerede her fra Folketingets side har understøttet udviklingen af socialøkonomiske virksomheder, som er et godt instrument til det, hvis man vil. Men helt grundlæggende skal mennesker, hvis de er i et ansættelsesforhold hos en arbejdsgiver, have nogle rettigheder, og det kan jeg så høre på ordføreren at man ikke er så interesseret i.

Fru Marianne Jelved.

Jeg synes sådan set, at Enhedslistens ordfører balancerer behændigt, om man så må sige, mellem to måder at anskue tingene på. Jeg er grundlæggende enig i, at der selvfølgelig skal være rettigheder på et arbejdsmarked, men det, vi taler om her, er jo heller ikke et rigtigt arbejdsmarked. Det er faktisk nogle arbejdsgivere, der skal gøre det af sig selv. Man kan jo ikke sige til alle arbejdsgivere, at de skal tage imod de her mennesker. Det er jo nogle, der melder sig, fordi de har en social bevidsthed.

Den tidligere formand i Dansk Arbejdsgiverforening, Niels Fog, havde jo en købmandskæde på den sydlige del af Sjælland. Han var den type, der faktisk fik øje på nogle, der havde det rigtig, rigtig dårligt, og han gav dem af sig selv en hjælpende hånd. Han hentede f.eks. alkoholikeren, som ikke mødte på arbejde som aftalt med arbejdsgiveren. Der er meget forskel på at være på et ordinært arbejdsmarked og på den type virksomheder, som vi her ser for os. Det vil jeg bare bede hr. Finn Sørensen om at kommentere.

Ordføreren.

Det er jeg helt enig med fru Marianne Jelved i, og jeg er glad for det samarbejde, som vi havde i den sidste valgperiode, hvor vi da heldigvis havde flertal for at gennemføre nogle gode ting, bl.a. en lov om registrering af socialøkonomiske virksomheder. Vi fik også et vækstcenter op at stå, der kunne fremme udviklingen af socialøkonomiske virksomheder og kommunernes samarbejde med dem. For det er fuldstændig rigtigt, at ligesom der findes arbejdsgivere, der gerne lige vil komme lidt nemt og meget billigt til arbejdskraften, findes der heldigvis også arbejdsgivere, der har en anden holdning. Det er i høj grad sådan nogle, som engagerer sig i hele den brede verden inden for socialøkonomien, der efterhånden er.

Men det findes jo allerede i dag. De muligheder findes allerede i dag, og de arbejdsgivere er allerede i gang. Der er jo intet i det her forslag, der vil udbrede den sektor. Det her handler jo i sin substans – og det er det eneste konkrete i det – om, at kontanthjælpsmodtagere i den her gruppe skal have en lempeligere modregning og skal slippe for at betale skat. Det er jo ikke noget, der ændrer noget som helst på arbejdsmarkedets måde at fungere på.

Spørgeren.

Jeg forestiller mig ikke, at det, vi taler om her, er socialøkonomiske virksomheder eller noget, der ligner det. Det er slet ikke så organiseret, som sådan en virksomhed er. Men derfor vil jeg jo ikke afvise, at nogle af dem, der er målgruppen her, på et tidspunkt vil kunne passes ind i en socialøkonomisk virksomhed, hvis de får mulighed for ligesom at rehabilitere sig selv. Det er den rehabiliteringsproces, vi gerne vil sætte i gang som et tilløb til noget mere.

Ordføreren.

Det tror jeg at vi alle sammen gerne vil. Og det ville være dejligt, hvis der her i landet blev sat nogle flere midler af til en ordentlig socialpolitik, som kunne hjælpe de mennesker i gang, og som kunne gøre, at kommunerne kunne være langt mere opsøgende i forhold til at finde de virksomheder, der gerne vil gøre den indsats. Jeg siger bare, at det her forslag intet som helst vil ændre ved den situation. Der er jo kun to konkrete ting i det, og det er lempeligere modregning i kontanthjælpen og skattefritagelse for den her gruppe. Det er det eneste, der er. Der står jo ikke noget om alt det andet om, hvordan vi får skabt et arbejdsmarked, hvor der rent faktisk er plads til den slags mennesker.

Tak til hr. Finn Sørensen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak. Beslutningsforslaget om socialt frikort er et sympatisk forslag, der vil gøre det muligt for samfundets allermest udsatte at tjene en skilling på en dag uden at skulle betale skat eller modregnes i ydelser. Som udgangspunkt er vi tilbøjelige til at støtte forslaget, og vi glæder os til at gå videre med at indhegne det. Men vi har en del praktiske spørgsmål til forslaget, som skal hjælpe med at få det til at fungere i praksis, f.eks.: Hvor meget må en person arbejde om dagen, om måneden eller om året uden at betale skat eller at få modregnet ydelser? Er der tale om nogen mindsteløn? Hvad med arbejdsmiljøet? Skal kommunen formidle småopgaverne, eller kan en købmand f.eks. finde en dagsarbejder på gaden eller i butikken? Jeg kunne godt tænke mig at høre, om man kan komme lidt tættere på det, og om ordførerne fra De Radikale eller LA måske kan sige, hvordan det her vil se ud i praksis. Hvad er et praktisk eksempel på det? Hvordan skal det f.eks. foregå, fra man finder den her korttidsarbejder, til vedkommende får udbetalt sin løn? Kan man komme lidt tættere på det?

I Alternativet vil vi gerne bidrage til at finde svar på de her spørgsmål, og jeg håber på, at ordningen falder ud på en måde, der gør, at vi også kan stemme ja til den.

Der er en kort bemærkning fra fru Laura Lindahl.

Tak, og tak for den positive tilkendegivelse. Jeg havde sådan set også regnet med, at Alternativet ville være positive, for det her er jo en nytænkning og en ny måde at gribe socialpolitik an på, og der har man ikke nødvendigvis alle svarene lige til at starte med. Men helt konkret ved vi at der er virksomheder på Vesterbro, f.eks. hoteller og cafeer, som gerne vil løfte et socialt ansvar i nærområdet, og det er sådan set bare tiltænkt dem, så de kan tilbyde nogle af de her socialt udsatte et job i 1 time, i 2 timer, eller hvad de kan håndtere, og de så får kontant betaling, når de er færdige med at udføre deres job. Så det er meget konkret, og jeg vil egentlig bare høre Alternativet, om det ikke netop er i Alternativets ånd, at man prøver at gøre tingene ubureaukratisk, let tilgængelige og med den positive effekt, det kan have på de her menneskers liv.

Jo, det er bestemt i Alternativets ånd. Lokal opfindsomhed og muligheden for at løse udfordringer og problemer i meget lokale sammenhænge uden at sætte en hel masse ting i værk er bestemt noget, vi er tilhængere af. Men som sagt er der en række spørgsmål, og vi må finde ud af, hvor meget man må tjene om dagen, om ugen og om måneden. Der er en hel del ting, vi selvfølgelig glæder os til at hjælpe med at svare på og finde svar på i udvalgsarbejdet.

Spørgeren? Der er ikke flere korte bemærkninger, og den næste ordfører er fru Marianne Jelved fra Radikale Venstre.

Tak. For en del år siden besøgte jeg et hotel, som hed Hotellet, og som havde ti sengepladser, og som egentlig var en slags socialøkonomisk virksomhed, uden at være det på det tidspunkt. Men der var en socialrådgiver ansat af Københavns Kommune, som ledede det hotel, og som havde en række af de mest udsatte mennesker i sit brød, om jeg så må sige, som arbejdede på hotellet, når de kunne. Hun sagde til mig, da jeg besøgte hende og jeg spurgte hende, hvad vi kan gøre, for at hun får det, hun lige står og mangler, for at få det her til at fungere rigtig godt, at hendes største ønske var en konto på f.eks. 6.000 kr. om året, som hun kunne bruge til belønninger, når xx har så svært ved at møde til tiden. For når han så endelig møder til tiden, skal han have en belønning osv. Hun kunne altså godt tænke sig sådan noget, som hun kunne bruge til at give et retningsgivende budskab til nogle af de her mennesker, vi taler om.

Det er jo, når vi så henviser til sociallovgivningen, altså servicelovens § 81, udtryk for en socialpolitik, og kommunalbestyrelsen skal tilbyde en særlig indsats til voksne som dem, vi taler om her, med nedsat funktionsevne både fysisk og psykisk og med særlige problemer. Og den ene af de to ting, som kan være formålet med det, er at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion og udviklingsmuligheder, og det andet, som jeg synes det er værd at tænke over, er at forbedre den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje. Det er klart, at man fra organisationernes side, når jeg har drøftet det her forslag med dem, bl.a. Landsforeningen af VæreSteder, siger, at det lige er målrettet den gruppe af borgere, der kommer hos dem. Så det går altså på noget, der er helt langt væk fra arbejdsmarkedets funktioner, som vi kender dem.

Men det er klart, at noget af opgaven, som alle har været inde på og peget på, jo er at definere gruppen. Og hvordan forestiller vi os så egentlig at det skal foregå i virkelighedens verden? Ja, vi mener, at én måde kunne være at sige, at socialforvaltningen i kommunen, som jo har kontakt med de her mennesker, kunne give den enkelte et kort, der ligesom autoriserer vedkommende og viser arbejdsgiveren, at man faktisk er en fra den målgruppe, som gerne må feje gården for denne og få penge for at gøre det, eller man kan pakke kasser sammen henne i supermarkedet, slå græsplænen eller hjælpe gårdmanden i en ejendom med lejligheder med forskellige småting.

Det, der er det centrale, er jo at skabe den aktivitet og det sociale fællesskab og få den personlige funktion udvidet og at opleve livsudfoldelse, som der står i sociallovgivningens § 81. Og arbejdsgiverne skal jo melde sig. De skal vide, at det her er en mulighed, hvis de har dette sociale sigte. Jeg har talt med ledere af en forretning i en stor kæde i Danmark, som faktisk gør sig umage med at få øje på de skæve eksistenser og skaber nogle job til dem, nogle jobmuligheder, men det er en helt anden situation, for de kan mere end dem, vi taler om her. Men det er bare for at sige, at der altså er ledere af virksomheder, som gerne vil prøve at skabe muligheder for mennesker, og som har den rundhåndethed, om jeg så må sige, at det vil de gerne bidrage med.

Så er der blevet rejst spørgsmål om rettigheder, især af Finn Sørensen. Det er jo rigtigt, at der skal være en eller anden form for rettighed, når man laver en aftale med en arbejdsgiver, og det må vi også tale om hvordan man kan gøre. For de skal jo ikke føle, at de bare kan behandles på en hvilken som helst måde, og der er selvfølgelig et forhold, en relation, som man må tage højde for. Men alle de spørgsmål, som er blevet rejst her, har beskæftigelsesministeren jo givet tilsagn om at bidrage til at vi får udredt, og at vi kan gøre det i fællesskab, fordi vi har vores forskellige tilgange til det og vi har vores forskellige opfattelser af det. Og vi ser meget gerne, at det er et bredt flertal i Folketinget, for ikke at sige alle partierne, der kan samles om det her. For det er en vigtig indsats, og vi kan måske også bidrage til et holdningsskifte hos nogle arbejdsgivere, ved at vi sætter sådan noget i søen, om man så må sige.

Så det er en dialog, der skal til, med de udgangspunkter, som vi nu har som partier her i Folketinget.

Formanden kan bekræfte, at det var et godt logi, der var på Hotellet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg vil bare gerne kvittere for ordførerens klare udmelding om, at der selvfølgelig skal være klarhed om deres rettigheder. Man kan ikke udelukke, at det ser lidt anderledes ud, end hvad vi kender i forvejen. Vi må gå åbent ind i det og se, om det kan håndteres.

Jeg er bare glad for udmeldingen, for det var jo en lidt anden udmelding, der kom ovre fra den anden side af salen i nogle spørgsmål til mig for lidt siden. Så tak for det.

Ordføreren.

Jeg gjorde mig også umage med at sige, at det er en form for rettigheder, og det er jo ikke nødvendigvis dem, vi kender på arbejdsmarkedet i dag. Men selvfølgelig skal der være en aftale.

Så siger vi tak til fru Marianne Jelved. Den næste ordfører er fru Trine Torp fra SF.

Først og fremmest tak til forslagsstillerne for at prøve at tænke nye tanker i forhold til nogle af de allermest udsatte borgere i det her land.

I SF synes vi, der ligger nogle rigtig gode intentioner i det her forslag og nogle muligheder for, at nogle af de mest udsatte kan opleve, at de gør en forskel, at de kan føle sig betydningsfulde, og at de kan få en form for anerkendelse for den indsats, de gør. Egentlig betragter jeg sådan set også mest forslaget som et socialpolitisk forslag og egentlig ikke særlig beskæftigelsespolitisk, og det er også derfor, at det er mig, der står på talerstolen som socialordfører på det her forslag.

Der er jo tale om et forsøg på at skabe en enklere vej til nogle småjobs, som de ikke nødvendigvis kan forpligte sig til, men hvor motivationen kan ligge i, at man kan tjene en skilling fra dag til dag, og at man kan gøre noget, som er meningsfuldt for andre. En sådan ordning er nødt til at være fleksibel i forhold til borgere med et meget ustabilt liv, men den kan fungere som et lille skub til at udføre nogle mindre opgaver, der som sagt er værdifulde og samtidig kan give lidt småpenge i lommen. Så vi er altså generelt positive over for forslaget, fordi det har et socialt sigte.

Men man må også sige, at der vil komme nogle spørgsmål i udvalgsarbejdet, som vi gerne vil have drøftet, for der er også nogle bekymringer, der allerede er rejst her tidligere. Det ene er: Hvad er målgruppen? Når vi taler om de mest udsatte, hvad er så udsathed? Det bliver vi også nødt til at have en snak om. Et andet spørgsmål kunne være: Er det kun det lokale erhvervsliv, der skal være med i ordningerne, eller kunne det være boligselskaber eller kommunale virksomheder, som kunne være med i sådan en ordning?

Der står, at det er kommunen, der skal være formidler, eller at borgeren kan få et autorisationskort, som også den radikale ordfører og medforslagsstiller sagde, men hvordan sikrer vi en eller anden form for registrering eller aftale, som der er blevet sagt? For hvis borgeren nu selv er formidler, hvordan sikrer vi så, at der f.eks. er et arbejdsmiljø, hvor man ikke kommer til skade? Det er jeg ret optaget af. Det behøver jo ikke være en væmmelig arbejdsgiver, men der kommer måske trods alt nogle borgere, der ikke er lige ædru og straight, hver eneste gang de kommer, så hvilken type arbejdsopgaver er det forsvarligt de udfører? Og hvad gør man, hvis der sker en arbejdsskade, mens de udfører det job? Jeg er med på, at det skal være så lidt bureaukratisk som muligt, for vi taler altså om småjobs, så bureaukratiet skal stå mål med omfanget og formålet, men ikke desto mindre er der jo også nogle menneskers sikkerhed, som vi også har ansvaret for.

Som det er blevet sagt tidligere: Hvordan spiller det sociale frikort sammen med de eksisterende ordninger i kontanthjælpssystemet? For godt nok er det forsøg, der blev lavet i forbindelse med kontanthjælpsreformen i 2013, ikke helt den samme målgruppe, men jeg tror bare, det er rigtig vigtigt, at vi ikke får lavet sådan nogle indsatser, som er knopskydninger, der overlapper hinanden. Vi er nødt til at finde ud af, hvordan de så afgrænses fra hinanden, så vi ikke på den måde forhindrer nogen, der måske kunne komme tættere på arbejdsmarkedet, i at komme det, fordi de så er på den her ordning.

Men jeg hæfter mig så også ved, at det jo netop er et forsøg, der lægges op til, og et forsøg, som kommuner frivilligt kan byde ind på, og som der kommer til at ske en evaluering af. Så alene af den grund synes jeg også, der kunne være god grund til at støtte op om, at vi finder en eller anden form, som kan blive afprøvet.

Frikortet er en god idé, hvis vi får afgrænset målgruppen, og hvis nogle af de spørgsmål, jeg har nævnt, også kan blive besvaret.

Tak til fru Trine Torp. Det udløste ingen korte bemærkninger. Så vil jeg høre, om der skulle være en konservativ ordfører til stede. Fru Laura Lindahl taler for dem. Det er fint. Så går vi over til ordføreren for forslagsstillerne, fru Laura Lindahl. Værsgo.

Jeg skulle hilse fra De Konservative, som ikke kunne være til stede, og sige, at de støtter forslaget.

I Liberal Alliance mener vi, at Danmark har brug for en ny socialpolitik – en politik, som fokuserer på kerneydelserne og skruer ned for bureaukratiet, og som laver intelligente og empatiske løsninger for de socialt udsatte i vores samfund. Vi har skabt et samfund i Danmark, hvor det er umådelig svært at komme ind på arbejdsmarkedet. Vi har nogle høje mindstelønninger, og det gør, at vi har en stor målgruppe, der står uden for arbejdsmarkedet, og som vi har et reelt ønske om at inkludere i vores samfund.

Det er utopi at tro, at man kan have et samfund, hvor ingen mennesker falder igennem. Det sker, fordi de har oplevet tidlige svigt, har psykiske lidelser eller på anden måde har levet under nogle sociale omstændigheder, der har været uden for deres egen kontrol, og derfor mener vi, der skal gøres en særlig social indsats over for de her mennesker.

Når vi taler med folk i branchen, brugerorganisationer, dem, som beskæftiger sig med det her, siger de alle sammen, at der sådan set er penge nok i systemet, men at det handler om, hvordan man bruger pengene bedst. Der er også enighed om, at man ikke bruger pengene bedst, som det er i dag, at man kunne målrette det meget bedre. Vores ønske er at få lavet nogle konkrete initiativer, som er målrettet nogle konkrete målgrupper, som har behov for hjælp, og det er sådan set derfor, vi foreslår at indføre et socialt frikort, for for nogle mennesker er den bedste terapi, den bedste hjælp, at føle sig værdsat, og at være i stand til at bidrage til samfundet. Og det kan godt være, man kun kan bidrage 1 time om ugen den ene uge, og at der så går 14 dage, før man overhovedet har mulighed for at bidrage 1 time igen, men håbet er, at der bliver flere af de gode dage, og at der bliver flere af de gode timer, hvor man kan bidrage.

Vi tror ikke på, at de her mennesker kommer til at være selvforsørgende, vi tror ikke på, at de her mennesker nogen sinde kommer til at være fuldstændig uden for offentlig forsørgelse af nogen art, for de her mennesker er meget, meget langt fra det ordinære arbejdsmarked, men vi tror på, at deres livskvalitet, hvis vi giver dem muligheden for at tilnærme sig arbejdsmarkedet, hvis vi giver dem muligheden for at bidrage i det omfang, de kan, vil øges, og vi tror på, at 1 god time kan blive til flere gode timer.

Som jeg nævnte tidligere i et spørgsmål til en af ordførerne, handler det her om, at der lige nu er et gap mellem et arbejdsmarked, hvor der er nogle rigtig høje indgangsbarrierer, og en målgruppe, som er ekskluderet af samfundet, og det, vi vil forsøge med det her, er at bygge en bro – en bro mellem den her målgruppe og vores arbejdsmarked. Det er ikke nogen nem løsning, men det her er et bud, og jeg anerkender fuldt ud, at der er rigtig mange uafklarede spørgsmål, som jeg glæder mig over ministeren vil hjælpe os med at få konkretiseret og blive klogere på, men det her handler for os om at sætte en politisk vision, et politisk ønske, i forhold til hvor vi gerne vil hen, og hvad vi kan gøre for de her mennesker. Og så er det rigtigt, at der er en masse uafklaretheder, som vi er nødt til bagefter at sætte os sammen om i udvalgsarbejdet og blive enige om hvordan kan afklares.

Men jeg er glad for at høre, at alle partierne er positive over for intentionen, at alle partierne deler vores ønske om at inkludere de her mennesker, og så må vi finde ud af, hvordan man kan gøre det på en nem, ubureaukratisk måde, så vi rent faktisk får bygget den her bro mellem en målgruppe og et arbejdsmarked.

Så herfra skal der lyde en tak for de positive tilkendegivelser, en tak for en god debat, og jeg glæder mig til det fortsatte udvalgsarbejde og til, at ministeren vender tilbage med noget hjælp til os til efteråret.

Debatten er ikke helt slut endnu. Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak. Og tak til ordføreren for erkendelsen af, at der er en hel del uafklarede ting, og det må vi så arbejde videre med.

Jeg vil gerne høre ordføreren: Hvad er det helt konkret i de eksisterende regler, der forhindrer, at den her gruppe på en eller anden måde kan komme ind på en virksomhed og bidrage med noget lønarbejde i nogle ganske få timer? Hvad er det i de eksisterende regler? Nu taler jeg ikke om arbejdsmarkedet, for der er vi jo helt enige om at der for den gruppe er nogle helt uoverstigelige barrierer i kraft af de krav, som arbejdsgiverne stiller. Men i forhold til reglerne hvad er det så, der står i vejen for det?

Ordføreren.

I reglerne er der mange muligheder, sådan som det er i dag, men problemet er jo, at jobbene ikke er der i det her omfang. Problemet er, at de her virksomheder, som vi gerne vil have til at byde ind, oplever, at der er så meget bureaukrati forbundet med en enkelt time for en enkelt borger om måneden, at det ikke er det værd for dem. Der er faktisk virksomheder, som har taget fat i os og har sagt, at de gerne vil bidrage her, at de gerne vil byde ind og hjælpe i deres lokalområde og tage et socialt ansvar, og det ønsker vi at gøre så let som overhovedet muligt for dem.

Så er der selvfølgelig den her del med den kontante afregning, når man er der – altså en eller anden ordning, hvor man kan komme og tørre caféborde af, og så kan man få 150 kr. i hånden. Den mulighed vil vi jo gerne give borgerne.

Spørgeren.

Tak. Jo, men kan vi ikke få at vide, hvad det er for noget bureaukrati, der står i vejen for det? Det er regler, vi taler om, og det er det, vi kan lave i Folketinget. Vi kan desværre ikke diktere, at nu skal vi have et rummeligt arbejdsmarked – hvis vi kunne, gjorde vi det, det er helt sikkert. Det kan vi desværre ikke, men vi kan kigge på reglerne, og der er sikkert en masse uhensigtsmæssige regler, vi godt kunne lave om, og som kunne hjælpe en målsætning, som vi nu er enige om alle sammen. Men hvad er det lige i det her tilfælde for noget bureaukrati, ordføreren vil afskaffe? Er det f.eks. det, at der skal være en ansættelseskontrakt? Er det det, at der er nogle arbejdsmiljøregler, der skal overholdes? Er det sådan nogle ting, ordføreren tænker på med bureaukrati?

Ordføreren.

Nej, jeg mener sådan set, at arbejdsmiljølovgivningen skal overholdes, og det mener jeg ikke at vi skal begynde at dispensere fra. Men jeg tænker på den situation, at man som borger kan gå forbi en café, og at man kan sige: Du er i gang med at slæbe borde ud, må jeg give dig en hånd, for jeg har en god dag i dag, og jeg har et par timer, så jeg kan godt give dig en hånd? Så kan caféejeren sige: Du er meget velkommen, hvor lang tid kan du bruge? Og så kan den enkelte borger give et nap med i en time eller to og få en kontant afregning og gå derfra.

Det er en helt konkret åbning, som ville gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt, for det ville være nemt og ubureaukratisk for den enkelte virksomhed, og det ville være nemt og ubureaukratisk for den enkelte borger, og det er det, vi ønsker.

Tak til fru Laura Lindahl.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er derfor slut.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis der ikke er nogen, der gør indsigelse mod det, er det vedtaget.

Det er vedtaget.

Tak til fru Laura Lindahl.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er derfor slut.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis der ikke er nogen, der gør indsigelse mod det, er det vedtaget.

Det er vedtaget.