Tak.
Og tak for debatten, som jo på mange måder har været udbytterig og også opklarende om, hvor de forskellige partier står.
Så tak for det.
Under en af mine korte bemærkninger citerede jeg fra en rapport, der udkom i går, udgivet af FAOS.
Jeg skal ikke gentage alle de ting.
Jeg kan varmt anbefale alle ordførere at læse den, fordi de så vil se, at der her er benhård dokumentation for, at vi har et stort problem med social dumping, i hvert fald i byggeriet.
Og jeg tror, at os, der kender lidt til arbejdsmarkedet, ved, at det i allerhøjeste grad også findes i andre brancher.
Men nu er det i hvert fald dokumenteret.
Og det er jo en uhyggelig klangbund og en meget aktuel klangbund for de forslag, vi behandler her i dag.
Jeg vil gerne erklære mig fuldstændig enig med hr.
Karsten Hønge, når han siger, at de her forslag, hvis de skulle blive vedtaget, ikke løser alle problemer, langtfra.
En ting er gode love og regler – det mangler vi på det her område, og det er det, de her forslag skal rette op på – men der skal jo også være en stærk fagbevægelse til at følge op på det; og der skal være et samfund, der bakker op om det princip, at udenlandske arbejdere her i landet skal arbejde på lige vilkår med danske arbejdere, for det er jo sagens kerne.
Der må vi bare erkende, at det er der nogle, der vil, men der er desværre et flertal her i salen, der ikke vil erkende, at EU's regler om fri bevægelighed og EU-Domstolen har skaffet os meget store problemer og i uhyggelig grad har begrænset fagbevægelsens og medlemslandenes muligheder for at bekæmpe social dumping.
Der er en masse jura og teknikaliteter i det her, men det korte af det lange er, at det handler om lige vilkår.
Det handler om, at vi skal have redskaberne til at sikre, at når der kommer udenlandske arbejdere, altså udstationerede arbejdere – det har vi sådan set, hvis de kommer enkeltvis og søger arbejde her som vandrende arbejdstager, som det hedder, for så er der sådan set i princippet ingen problemer – skal vi have muligheden for at sikre lige vilkår.
Der kan det altså ikke nytte noget, at man snakker udenom fra de borgerlige partiers og ministerens side, fordi det har Domstolen med en stribe domme, som vi har nævnt navnene på her, forhindret os i.
Derfor er det sindssyg vigtigt, at vi får slået fast, hvad det er for nogle principper, vi arbejder ud fra, når vi nu skal ind i forhandlinger om det her udstationeringsdirektiv.
Vi skal ganske enkelt have sikret, at medlemsstaterne – og deres fagforeninger, hvis det nu er fagforeninger, der klarer det – får ret til at stille krav om, at de ansatte omfattes af de samme regler om løn, arbejdstid og ansættelsesvilkår i øvrigt som ansatte i værtslandenes egne virksomheder.
Det skal slås fast, at medlemsstaterne har ret til at gennemføre det her krav om ligebehandling med de midler, som den enkelte værtsstat nu måtte ønske at bruge, dvs.
gennem lovgivning, hvilket mange af EU-landene benytter sig af, eller ved kollektive overenskomster eller en kombination af begge dele.
Vi har så her i Danmark valgt, at det er arbejdsmarkedets parter, og at det er kollektive overenskomster.
Vi skal sikre, at fagforeningerne i de enkelte medlemsstater får frihed til at indlede de kollektive kampskridt, som det hedder med et fint ord, altså konfliktretten, for at sikre opfyldelsen af det her princip om lige løn for lige arbejde efter de regler, der nu gælder i den pågældende medlemsstat.
Vi skal have slået fast, at Domstolen ikke har kompetence til at fortolke lovligheden af kollektive kampskridt, der er indledt med det formål, jeg lige har beskrevet.
Og så skal vi have slået fast, at når det drejer sig om at definere lønbestemmelser og andre bestemmelser vedrørende ansættelsesvilkår, er det udelukkende national kompetence.
Det burde have været en selvfølge for medlemmer af det danske Folketing uden videre diskussion at sige:
Ja, selvfølgelig skal vi have det.
For det var jo forudsætningen for det danske medlemskab i 1972.
Vi er nogle, der er så gamle, at vi kan huske slagordet:
Nødderne knækker vi selv.
Det var en fælles udtalelse fra den daværende formand for Dansk Arbejdsgiverforening og den daværende LO-formand, der sagde:
I skal ikke bekymre jer, fordi medlemskabet af EF, som det hed dengang, kommer ikke til at berøre konfliktretten og vores kollektive overenskomstmodel.
Det var et klart løfte, der blev afgivet, og det var en meget vigtig forudsætning for, at det lykkedes at få danskerne til at stemme ja til medlemskabet af EF.
Men historien har jo altså bare vist, at det løfte ikke holdt vand, hvad der også var nogle, der advarede imod dengang.
Så burde det jo være en selvfølge, og, ja, hvad ville så være mere naturligt for et dansk Folketing, når man nu konstaterer, at det løfte ikke holdt vand, at de principper ikke er blevet overholdt, end at rejse de krav over for de andre lande i EU og over for Kommissionen; især når det er et princip, som danske regeringer har fastholdt hele vejen igennem, så sent som i forbindelse med Viking Line-dommen og Lavaldommen i 2007, hvor Danmark indgav et støttebidrag i sagen, som klart sagde, at det ikke er EU's kompetence at blande sig i konfliktretten.
Man fik så af Domstolen besked på, at Danmark altså dér tog gruelig fejl.
Så allerede dengang burde man jo have sat hælene i og protesteret imod at skrive under på Lissabontraktaten.
Det gjorde man ikke, men nu har man en chance, fordi det her udstationeringsdirektiv er til forhandling.
Men det er der så et flertal her i Folketinget, der ikke vil.
Det er regeringen, det er Venstre, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Konservative.
Socialdemokraterne vil heller ikke – det vender jeg tilbage til om lidt.
Det, der er overraskende i argumentationen, er, at man sådan set ikke rigtig mener, at der er noget problem, og hvis der er et problem, kan det løses inden for de gældende EU-regler gennem nogle forhandlinger ud fra Kommissionens forslag.
Man vil simpelt hen ikke forholde sig til det reelle indhold i de domstolsafgørelser, som vi diskuterer her.
Lad os bare tage dem ganske kort:
Viking Line-dommen blev afsagt i december 2007.
Hvad handlede den om?
Den handlede om, at Domstolen blev enig med sig selv om, at Domstolen havde ret til at blande sig i en finsk igangværende konflikt.
Det var da noget af en chokmelding.
Jeg skal nok lade være at trætte forsamlingen med alle de juridiske spidsfindigheder, som Domstolen benyttede sig af.
Desværre havde den nok ret et eller andet sted, når man kigger på EU-reglerne, som de er skruet sammen.
Men der traf Domstolen den afgørelse, at det har EU-Domstolen lov til at blande sig i.
En uges tid senere gik Domstolen ind i den konflikt, som svenske bygningsarbejdere havde indledt for at sikre, at lettiske bygningsarbejdere i et udstationeret lettisk firma skulle omfattes af den samme overenskomst, som de svenske bygningsarbejdere var omfattet af, altså fuldstændig på linje med grundholdningen i Danmark om konfliktrettens uantastelighed i forhold til EU-reglerne.
Domstolen sagde:
Næh, det går ikke, fordi det her udstationeringsdirektiv kun giver lov til at kræve mindsteløn, og da der jo i øvrigt ikke var nogen lovgivning om mindsteløn i Sverige, ja, så også af den grund var den svenske konflikt ulovlig.
Men det, der var interessant ved dommen, var, at den slog fast, at de krav, der er nævnt i udstationeringsdirektivet – mindsteløn, overtidsbetaling og nogle få andre mere socialt betingede krav – er maksimum.
Det er det maksimale, man må kræve.
Alligevel kan vi høre ministeren og hans meningsfæller stille sig op og sige, at vi jo sådan set ikke har nogen problemer, vi ikke kan løse.
Det er bare meget interessant, hvorfor man så lavede en ændring af udstationeringsloven i Danmark, hvis der ikke var noget problem i forhold til konfliktretten.
Det var nok, fordi der var et problem, da det kom til stykket.
Det er jo der, hvor Lavaldommen sendte en chokbølge gennem hele den europæiske fagbevægelse, fordi den vendte fuldstændig op og ned på, hvordan man hidtil havde opfattet det her udstationeringsdirektiv, altså at de skrabede mindstekrav, der står i det direktiv, er et maksimum.
Det er ikke lovligt at konflikte og heller ikke at lovgive om noget i forhold til udstationerede arbejdere, der rækker ud over det.
Dermed er jo også sagt, at man har forhindret medlemslandene og deres fagforeninger i at sikre lige vilkår.
Så enkel er problemstillingen jo.
Den næste dom var så Rüffertdommen, og den var imod en tysk delstat, Niedersachsen, der fik at vide, at de ikke måtte kræve af en polsk tjenesteyder, at de lokale overenskomster, der var i det her område for tyske bygningsarbejdere, skulle overholdes, hvis den pågældende polske bygmester skulle have en kontrakt med delstaten.
Det var da også en meget klar afgørelse.
Altså, den tyske delstat måtte ikke ved hjælp af den lovgivning og de overenskomster, der nu var der, sikre lige vilkår.
Så kom Luxembourgdommen.
Der var det en medlemsstat, der blev dømt.
Luxembourg fik af Domstolen at vide, at det var forbudt, hvis man krævede, at de overenskomster, der gælder i Luxembourg, skulle gælde for alle virksomheder, ikke kun dem fra Luxembourg, men også virksomheder fra andre EU-lande.
Altså igen en klokkeklar afgørelse om, at man ikke har lov at sikre lige vilkår.
Så hvordan kan man snakke uden om det forhold?
Det forstår jeg simpelt hen ikke.
Det kan man jo kun, hvis man egentlig har indstillet sig på, at det der med mindsteløn jo er godt nok, og så går det nok.
Men der står jo altså mange andre vigtige ting i en overenskomst end mindstelønnen, og som hr.
Karsten Hønge også var inde på, er de danske mindstelønsoverenskomster i hvert fald slet ikke gearet til at sikre lige vilkår på det plan.
Så medmindre man synes, det er i orden med sådan lidt social dumping på mindstelønsniveau, er det uforståeligt, at man ikke støtter det forslag, vi har fremsat.
Så er ministeren ked af, at vi bringer det ned i salen.
Det synes jeg er en upassende bemærkning.
Hvis ikke vi i Folketingssalen skulle have lov til at diskutere, hvilket mandat og hvilke mål en regering skal forfølge i forhandlinger om et så vigtigt spørgsmål, så ved jeg ikke, hvor vi ellers skulle have lov til at diskutere det.
Der er jeg enig med Dansk Folkeparti – og tak for støtten på det her punkt.
Hvilke andre muligheder skulle Enhedslisten ellers have for at fremme de synspunkter, som vi mener skal fremmes?
For sådan foregår forhandlingerne jo ikke i Europaudvalget.
Der handler det bare om, at hvis man ikke konstaterer et flertal imod regeringens forslag til et mandat, så glider det igennem.
Så det synes jeg var en meget upassende bemærkning, der ikke varsler særlig godt for en mere demokratisk og åben tilgang til diskussionerne om EU.
Så er der Socialdemokraternes holdning til begge forslag.
Det må jeg sige er en yderst tvetydig affære, for man er sådan set enig i de enkelte punkter.
Vi har i hvert fald ikke hørt, at der skulle være bare ét af dem, man ikke var enig i.
Så hvad skulle problemet være?
Så måtte den videre kamp jo afgøre, hvor langt vi kunne komme med det.
Men så får vi sådan en eller anden procesundskyldning om, at vi ikke skal binde regeringen.
Jamen altså, hvis man mener noget med nogle forslag, vil man selvfølgelig forsøge at binde regeringen op på det.
Det er da så også den første betingelse for, at man får en regering, der bakker op om de syv andre medlemslande, der jo klart har sagt til Kommissionen, at nu skal vi have en revision af udstationeringsdirektivet, der netop sikrer lige løn for lige arbejde.
Det gør Kommissionens forslag på ingen måde.
Der er vi jo sådan set meget enige, tror jeg, Socialdemokraterne og Enhedslisten.
Jeg håber så, at den enighed også kan bære frugt i morgen, når vi skal diskutere Kommissionens forslag, og hvad vi stiller op med det.
Men jeg synes da, at man burde støtte os, når man ellers er enig i indholdet i det.
At man ikke kan støtte forslaget om en social protokol, har jeg undret mig højlydt over allerede i de korte bemærkninger.
Det fatter jeg simpelt hen ikke.
Det danske socialdemokrati, det danske LO har siddet til møde sammen med sine nordiske søster- og broderpartier og -organisationer og bakket op om den europæiske fagbevægelses krav om, at vi skulle have sådan en social protokol.
Men når det kommer til en konkret stillingtagen her i salen, vil man ikke være med.
Det synes jeg ærlig talt er for slapt.
Om den sociale protokol – og så er vi ovre i den lidt mere tekniske diskussion, men jeg vil gerne sige det alligevel:
Det drejer sig ikke om det, som hr.
Rasmus Jarlov har læst ind i det eller forsøgte at læse ind i det.
Det kom han så også til en vis erkendelse af, efterhånden som spørgsmålene skred frem.
Vi forsøger ikke at beskrive en lang række konkrete krav.
Den sociale protokol handler simpelt hen om at slå fast, at hvis der opstår en konflikt imellem faglige og sociale rettigheder, f.eks.
konfliktretten eller medlemslandenes ret til at beskytte sig mod social dumping, og den fri bevægelighed, altså de økonomiske friheder, så skal de faglige og sociale rettigheder have forrang.
Så kan det ikke nytte noget, man snakker om balance.
For der er jo ikke balance, når Domstolen har været inde og slå fast, at vi ikke må stille krav om lige vilkår, når det drejer sig om de udstationerede virksomheder.
Hovedformålet med den her sociale protokol er at få fortolket de konkrete traktatbestemmelser, som Domstolen har benyttet sig af, da den afsagde de domme, hvor den greb ind i konfliktretten og greb ind i medlemslandenes ret til at beskytte sig imod social dumping.
Derfor – det er så en hilsen til Dansk Folkeparti – vil sådan en social protokol ikke åbne op for mere EU-regulering.
Den vil åbne op for mindre regulering, fordi den vil afskære Domstolen fra at blande sig i områder, hvor den blander sig i dag.
Til sidst vil jeg da bare sige tak for en god debat.
Som sagt synes jeg, det var dejligt at få afklaret, at den borgerlige fløj sådan set har truffet valget.
Ja, det går ud over væksten, hvis vi nu lægger så meget vægt på de sociale rettigheder, som Enhedslisten og andre partier gerne vil have.
Det er da en klar melding.
Det er til at tage og føle på.
Så tak for den klare melding, og tak til de partier, der støtter forslaget.
Det er jo så Alternativet og Socialistisk Folkeparti, og så er det delvis Dansk Folkeparti, der i hvert fald støtter forslaget om udstationeringsdirektivet.
Tak til disse partier for den støtte, og tak for debatten.