Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 169:

Forslag til folketingsbeslutning om ret til at få borgerdrevne beslutningsforslag behandlet i Folketinget.

Af Rasmus Nordqvist (ALT), Susanne Eilersen (DF), Pernille Skipper (EL), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Sofie Carsten Nielsen (RV), Jonas Dahl (SF) og Mai Mercado (KF).

(Fremsættelse 05.04.2016).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til justitsministeren. Værsgo.

Med beslutningsforslaget lægges der op til at indføre en intern ordning i Folketinget ... undskyld, skulle du ikke sige noget først om forholdet til grundloven?

Undskyld, der er lige noget, der skal afklares. Ifølge dagsordenen går vi til det her forslag nu, men hvordan ministeren har skruet sin tale sammen, blander jeg mig ikke i.

Nej, nej, jeg havde bare forstået, at formanden ville komme med en bemærkning i forhold til behandlingen af grundlovsmæssigheden af det her forslag. Men det må være en misforståelse.

Ja, det ser det ud til.

Med beslutningsforslaget skal der indføres en intern ordning i Folketinget, hvorefter borgerne har ret til at få fremsat, behandlet og stemt om borgerdrevne forslag i Folketinget. Med borgerdrevne forslag forstås et konkret beslutningsforslag, hvor der er indsamlet underskrifter fra mindst 50.000 borgere, som støtter forslaget, og som har stemmeret til Folketinget. Det borgerdrevne forslag skal fremsættes af et folketingsmedlem, som udgangspunkt Folketingets formand. Det fremgår samtidig, at ordningen skal indrettes på en sådan måde, at grundlovens bestemmelser om adgang til at fremsætte forslag for Folketinget respekteres. Beslutningsforslaget indeholder ikke yderligere oplysninger om, hvordan den foreslåede ordning tænkes indrettet.

Baggrunden for beslutningsforslaget er, at borgere ifølge forslagsstillerne i dag kun har begrænset mulighed for at ytre sig om lovforslag gennem høringsprocesser.

Selv om beslutningsforslaget ikke pålægger regeringen noget, men vedrører en intern ordning i Folketinget, har jeg valgt at gå på talerstolen i dag. Når jeg gør det, er det for det første, fordi det ikke er hver dag, at vi her i salen får lejlighed til at tage en debat om nogle af de helt grundlæggende træk ved den måde, som vi har indrettet vores folkestyre på, nemlig at Danmark er et repræsentativt demokrati. For det andet rejser beslutningsforslaget, afhængigt af hvordan det skal forstås, nogle væsentlige spørgsmål i forhold til grundlovens ordning om, at det er folketingsmedlemmer og ministre, der kan fremsætte beslutningsforslag – det fremgår af grundlovens §§ 21 og 41 – og at medlemmer af Folketinget alene er bundet af deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift fra deres vælgere, jævnfør grundlovens § 56.

Regeringen lægger i lighed med forslagsstillerne stor vægt på demokrati og borgerinddragelse. Danmark er som bekendt et repræsentativt demokrati. Det vil sige, at borgerne vælger nogle repræsentanter til at træffe de løbende politiske beslutninger. Det gælder i Folketinget, i regionsråd og i kommunalbestyrelse. Vi folkevalgte er på denne måde repræsentanter for den almindelige borgers synspunkter og holdninger. Derfor sidder vi også i en tidsbegrænset periode, hvorefter vi igen skal prøves ved valg, så vælgerne får mulighed for at bedømme, om vi har gjort det godt nok. Når vi som folkevalgte repræsentanter træffer løbende politiske beslutninger, er det udtryk for selve essensen af det repræsentative demokrati og for, at vi i valgperioden ikke er bundet af andet end vores egen overbevisning om, hvad der tjener Danmark bedst.

Det gør naturligvis ikke, at vi ikke kan inddrage borgerne i vores arbejde og f.eks. søge inspiration til, hvilke forslag vi ønsker at fremsætte i Folketinget. For mit eget vedkommende lægger jeg stor vægt på dialogen med borgerne. Det er både, når jeg møder dem ansigt til ansigt, når jeg skriver med dem på de sociale medier, og når de retter henvendelse til mit ministerium. Det afgørende for mig er ikke, om en bestemt enkeltsag tilfældigvis kan samle 50.000 underskrifter. Jeg vil hellere gå videre med en god idé, som en borger giver mig ved f.eks. at skrive med mig på Facebook, end med en dårlig idé, som 100.000 borgere står bag.

Jeg vil i den forbindelse gerne fremhæve, at mulighederne for at komme i kontakt med og inspirere et folketingsmedlem næppe har været bedre i nyere tid. En undersøgelse, der blev lavet for et par år siden, viste, at 169 ud af 179 medlemmer af Folketinget er på Facebook – jeg kan forstå, at hr. Henning Hyllested forleden også kom til – mange er også på Twitter, og alle folketingsmedlemmers kontaktoplysninger står på Folketingets hjemmeside. På hjemmesiden kan man endvidere løbende følge med i, hvad der skal ske i Folketinget, og på høringsportalen kan man finde alle de lovforslag, der er sendt i høring. Derfor kan regeringen simpelt hen ikke genkende det billede, der i beslutningsforslaget tegnes af, at borgerne kun har begrænset mulighed for at ytre sig om lovforslag gennem høringsprocessen.

Hvis den foreslåede ordning etableres, risikerer vi i øvrigt at sende et signal om, at vi ikke lytter til den enkelte borger. Dermed vil beslutningsforslaget kunne være et tilbageskridt for det åbne og inddragende repræsentative demokrati, som vi kender det i dag. Det er en risiko, som regeringen ikke mener vi skal løbe. Regeringen synes derimod, at vi skal holde fast i det åbne og inddragende repræsentative demokrati, som vi har i dag.

Ud over disse mere principielle og politiske betragtninger, som jeg nu har været inde på, er det mig magtpåliggende, at Folketinget under behandlingen af beslutningsforslaget er fuldt bekendt med, at forslaget, afhængigt af hvordan det skal forstås, kan rejse nogle væsentlige spørgsmål i forhold til grundloven, og det var årsagen til min forvirring, for jeg havde egentlig ventet, at formanden ville komme med nogle betragtninger herom.

Det følger direkte af grundloven, at befolkningen vælger medlemmerne til Folketinget, der derefter sammen med regeringen har den lovgivende magt. Grundloven indeholder i den forbindelse også en ordning for fremsættelse af lov- og beslutningsforslag i Folketinget. Grundlovens ordning indebærer, at forslag til love og beslutningsforslag kun kan fremsættes af regeringens ministre og af medlemmer af Folketinget, og det er op til os som ministre og folketingsmedlemmer, hvilke forslag vi ønsker at fremsætte. Folketingsmedlemmer er alene bundet af deres overbevisning.

Selv om det anføres i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at den foreslåede ordning om borgerdrevne beslutningsforslag skal respektere grundlovens bestemmelser, er det derfor meget vanskeligt at se, hvordan den foreslåede ordning skulle være i overensstemmelse med grundloven, når det af beslutningsforslagets ordlyd fremgår, at det handler om en ret til, at borgerdrevne initiativer fremsættes i Folketinget. Hvis forslaget, i modsætning til hvad der står, skal forstås sådan, at man ønsker at udvikle en idébank, hvor borgere kan fremsætte forslag og tilkendegive deres støtte til forslaget, og hvorfra folketingsmedlemmer på frivillig basis kan vælge at gå videre med et forslag, rejser forslaget ikke spørgsmål i forhold til grundloven. Spørgsmålet er så, om det er en sådan ordning, som alle de partier, der står bag beslutningsforslaget, har set for sig. Og er det ikke at stikke blår i øjnene på befolkningen at omtale en sådan ordning som en ret til at få sager behandlet af Folketinget? Det mener jeg at det er.

Som regeringen ser det, er det allerede i dag i vid udstrækning landets borgere, interesseorganisationer og virksomheder, der sætter dagsordenen for de politiske debatter og initiativer. Og det er deres virkelighed, vi forsøger at omsætte til politik. Samtidig sætter grundloven rammerne for vores styreform og for fremsættelse af lovforslag og beslutningsforslag i Folketinget. Grundloven fastslår også, at folketingsmedlemmer ene er bundet af deres overbevisning. Disse rammer ses ikke umiddelbart at kunne rumme en ordning med borgerdrevne beslutningsforslag, som der består en ret til at få fremsat i Folketinget.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget. Jeg kan i øvrigt oplyse, at jeg også har sendt et brev til Folketingets formand, hvori jeg har redegjort for regeringens holdning. Tak.

Tak til ministeren. Jeg beklager, hvis der er noget forvirring om, at der her fra formandsstolen skulle have været sagt nogle ting om grundloven. Men det er jo korrekt citeret af ministeren, hvem der kan fremsætte egentlige beslutningsforslag her i Folketingssalen. Men der foreligger ikke noget, hvor Præsidiet har besluttet, at det skulle gentages her. Der kan måske være lidt forvirring i forhold til et andet beslutningsforslag, der omhandler nogle andre forhold. Jeg beklager, hvis der har været en misforståelse.

Men nu har vi hørt ministeren, og der er foreløbig to indtegnet for korte bemærkninger. Den første er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Tak, og tak til ministeren. Jeg har lyttet med stor interesse og har også læst det brev, som ministeren har fremsendt til Folketingets formand.

Som ministeren helt rigtigt siger, er det netop beskrevet i bemærkningerne, at det her jo ikke på nogen måder skal være på kant med grundloven. Og så blev jeg egentlig lidt nysgerrig, da jeg hørte ministerens tale.

Det er, som om det er ordene ret til i beslutningsforslaget, der gør, at regeringen ikke kan støtte det. Så hvis der kom en anden formulering, hvorefter borgerne kan få fremsat et beslutningsforslag, ville det så være nok til, at regeringen vil støtte det her forslag, så vi kan få afprøvet nye måder at få involveret borgerne i demokratiet på?

Det er jo ikke en erstatning for alt det, man kender. Vi beder ikke nogen om at lukke hverken facebookprofiler eller forbyder nogen at snakke med vælgere. Vi beder netop om at få endnu et redskab til at have et sundt og levende demokrati.

Så er det alene det ord ret, der gør, at regeringen ikke ønsker at støtte det, eller hvordan skal jeg forstå ministerens tale?

Ministeren.

For mig er det vigtigt, at vi overholder grundloven. Jeg er altså landets justitsminister. Jeg føler meget for det ansvar, som påhviler mig, og derfor skal jeg selvfølgelig delagtiggøre Folketinget, når jeg mener, man opererer på kanten eller i modstrid med grundloven.

Dernæst kommer vi til spørgsmålet om, om jeg så i princippet ville støtte et forslag med det materielle indhold, at et vist antal borgere skal have krav på muligheden for at få en sag behandlet i Folketinget. Det trækker egentlig tråde tilbage til den debat om offentlighedsloven, vi havde tidligere.

Jeg er meget, meget bekymret for den enkeltsagsorientering, som politik i højere og højere er præget af. Jeg deler ikke Alternativets syn på, at det er positivt, at hvis man kan rejse en folkestorm i en bestemt sammenhæng, så kan det også komme herind og føje sig til det pres, der i øvrigt er på lovgivningsprocessen, så det bliver mere og mere fragmenteret, sådan som jeg har oplevet politik i de 20 år, jeg har beskæftiget mig med det, og det synes jeg er meget kedeligt.

Så jeg vil være meget skeptisk over for et sådant forslag, fordi jeg mener, vi har brug for meget mere helhed i den tilgang, vi har, til den politiske diskurs. Og i de her år er jeg i stigende grad bekymret for den fragmentering af det politiske, jeg oplever.

Jeg kan godt forstå ønsket, men jeg synes værktøjet er forkert. Jeg mener, at borgerne har rigtig mange muligheder for at involvere sig, og jeg mener, de har muligheder for at påvirke. Jeg vil ikke sætte noget antal på. Jeg synes, det er fint, at én borger kan få ét forslag behandlet, hvis bare ét folketingsmedlem ønsker det. Og på grund af bl.a. de sociale medier er kontakten i virkeligheden større, end den har været i rigtig mange år.

Så svaret på spørgsmålet må efter den her lange omgang være nej. Jeg beklager, at det tog lidt tid, formand.

Det er okay. Det her er jo ret principielt, så jeg er lidt liberal med sekunderne, hvorimod vi jo i andre sager er nødt til at være meget strenge med sekunderne. (Justitsministeren (Søren Pind): Man kunne i det hele taget ønske sig, at formanden var liberal i alle forhold). Det sidste vil jeg vælge at overhøre.

Værsgo til spørgerens anden korte bemærkning.

Jeg kan forsikre justitsministeren om, at også Alternativet er meget optaget af, at grundloven overholdes. Og det er jo netop derfor, at bemærkningerne til beslutningsforslaget er formuleret, som de er.

Men så vil jeg gerne lige komme ind på noget, som ministeren sagde, da han talte om en folkestorm og noget med enkeltsager. Det, vi taler om her, er jo en folkelig debat, og for at samle 50.000 underskrifter kræver det, som vi kan se fra andre lande som England og Finland, en bred folkelig debat og en bred folkelig opbakning til at diskutere noget, før det så kan komme herind og blive diskuteret videre.

Så jeg er egentlig lidt ked af de der ord, altså at det skulle blive noget med enkeltsager og folkestorm. Hvis det her kan være med til at skubbe endnu mere på den folkelige debat, må det da være noget af det, som jeg hører justitsministeren også efterspørger.

Ministeren.

Jeg tror simpelt hen ikke, vi deler analysen af samfundet. Men det er vel en af grundene til, at Alternativet er opstået som parti, altså at man som parti har en anden samfundsanalyse end den, jeg f.eks. har.

Jeg føler en dyb bekymring ved at se, at det repræsentative demokrati i realiteten forvitrer i de her år. Og jeg mener, det er, fordi der er for stort et pres på institutionerne, særlig i forhold til det enkeltsagsorienterede og det fragmenterede. Og jeg er bekymret over, at 50.000 personer i en facebookstorm kan opnå ret til at få en folketingsbehandling af f.eks. en dom, en voldtægtssag eller en given sag i en eller anden ubehagelig sammenhæng. Det er jeg bekymret over, fordi presset på vores lovgivningsproces i forvejen er meget hårdt.

Men, altså, det er jo en redelig uenighed. Det er bare sådan, det er, og jeg har måske bare en faible for det repræsentative folkestyre, som jeg holder meget af.

Den næste med en kort bemærkning er fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre. Værsgo.

Først og fremmest tak for den åbne og nuancerede tilgang til debatten. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi har den på det her niveau. Det skulle også gerne vise, at vi netop er vores ansvar bevidst som repræsentativt folkestyre. Dernæst tak for den meget klare melding om, at regeringen og justitsministeren er så optaget af at overholde grundloven. Jeg vil håbe, at det gælder i alle sammenhænge og i alle de forhandlinger, vi i øvrigt deltager i for tiden. Det er vi også i Radikale Venstre, ligesom vi i den grad er optaget af at styrke vores demokrati, som er et repræsentativt demokrati. Det hylder vi, og det vil vi fortsætte med.

Derfor er jeg på samme måde som den tidligere spørger optaget af det, som ministeren synes jeg egentlig meget fint siger, nemlig at uenigheden måske skyldes en forskellig samfundsanalyse. Men for Det Radikale Venstres vedkommende synes vi, vi har lært noget af de finske erfaringer. Vi har kigget rigtig meget på dem og er optaget af, at man faktisk får en mere kvalificeret debat. Undskyld, jeg trækker tiden lidt – formanden vil forhåbentlig også give et par sekunder her – men det er jo det her med, at ministeren jo så vel som mig ved, at 50.000 underskrifter i dag kan få rigtig mange folketingsmedlemmer til noget. Det findes. Der skal langt mindre til, før folketingsmedlemmer så får fremsat beslutningsforslag. Det hylder jeg også. Det er en del af den frie, lige og åbne adgang til demokratiet. Men vi ønsker en anden indgang – en ekstra indgang – som kvalificerer det rum en lille smule mere og på den måde forhåbentlig kvalificerer den demokratiske deltagelse. Hvad synes ministeren om det?

Ministeren.

Jamen jeg tror sådan set, at der for Det Radikale Venstres vedkommende går sådan en rød tråd igennem det, også hvis man går helt tilbage til grundlovsbehandlingen i 1953, holdningen til folkeafstemninger m.v., som jo har præget Det Radikale Venstres politik i årtier. Den tidligere radikale formand Niels Helveg Petersen beskæftigede sig en del med det forhold. Og det er jo egentlig velkendt, at der er en konstruktiv uenighed om det forhold. Så jeg har fuld respekt for Det Radikale Venstres ageren. Jeg er bare bekymret for, at vi lever i en tid, hvor vi ser en forblødning af de politiske partier, en mindre opbakning omkring det, som er med til at skaffe de mennesker, der skal sidde herinde, noget andet end en anæmisk politisk kultur – desværre og i stigende grad. Jeg tvivler meget på, at man styrker den ved at brede noget mere ud, som jeg opfatter vil blive mere enkelsagsorienteret. Det er min analyse, og det er regeringens analyse.

Spørgeren for en kort bemærkning, og den skal være kort nu.

Den bliver kort. Jamen tak, for det her er jo faktisk historisk. Vi trækker tråde tilbage, og ministeren har fuldstændig ret i, at det er meget grundlæggende for Radikale Venstre, og de her ting er groet i vores have. Og så har vi sådan hele tiden, og det gør vi fortsat, vurderet det op imod, hvordan vi styrker borgernes muligheder, og hvordan vi også kvalificerer demokratiet. Jeg deler sådan set ministerens analyse af farerne, men jo så ikke af løsningerne.

Ministeren.

Gid alle politiske debatter kunne foregå på den her måde. Det gør de desværre ikke. Men jeg tror, det er meget vigtigt, at vi har de her drøftelser i de her år, for der foregår en forandring, som kan udvikle sig til noget ubehageligt. Jeg kan være så uenig, at jeg må sige, at jeg jo advarer imod det her forslag. Men sådan er det.

Der er lige nu tre mere med korte bemærkninger, og den første er fru Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg bed lige mærke i, at ministeren i sin tale sagde, at han meget hellere ville fremsætte en god idé fra én borger på Facebook end en dårlig idé fra 100.000 borgere, der havde lavet en underskriftsindsamling. Så er det, jeg vil høre ministeren, hvem det er, der vurderer, hvad der er en god idé.

Ministeren.

Det følger jo sådan set af grundloven. Det følger af grundlovens § 56, hvor det jo meget enkelt siges, at fru Susanne Eilersen og jeg hver for sig kun er bundet af en eneste ting: Det er vores samvittighed. Og det er jo der, det her forslag går ind og regulerer noget, som for mig er helligt i grundloven, nemlig at vi skal være ubundet af alt andet. Det her er i virkeligheden en regulering, som jeg opfatter som – hvis ikke i bogstav, så i ånd – er i modstrid med den pågældende paragraf i grundloven. Det er det, jeg mener med – hvad man nu kan bruge af udtryk – »god idé«, »dårlig idé« etc. Samvittigheden hos det enkelte folketingsmedlem definerer, om noget skal behandles eller ej.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Men hvis nu man ude i et lille samfund ret langt væk fra Christiansborg har nogle ting af samfundsmæssig karakter, som man synes at man gerne vil bære ind og få diskuteret herinde, og man så henvender sig til ministeren, og ministeren så ikke synes, det er en god idé, så har man jo ikke mulighed for at få debatten om de her samfundsmæssige ting, man nu slås med i et enkelt lokalsamfund eller i en landsdel, eller hvad det kunne være. Så er man jo afskåret fra det.

Ministeren.

Det er jeg helt uenig i. Jeg voksede selv op i sådan et lille samfund. Jeg har haft den mærkværdige tilskikkelse både at leve i en af landets allermindste kommuner med 4.600 indbyggere, i en lille landsby med 600 mennesker, og at bo og være borgmester i landets største. Det, man jo kan gøre i den sammenhæng, er at rette henvendelse til sit lokalt valgte folketingsmedlem, som i øvrigt i de mindre samfund er meget nærværende og spiller en betydelig rolle, og få den pågældende til at rejse den pågældende problemstilling, hvis det skal helt herind, for at man betragter det som en debat. For i offentligheden i dag er der jo rige muligheder for at rejse debatter i øvrigt. Så igen: Det er jo et spørgsmål om, hvordan man ser det, altså hvilket samfundssyn man har i den sammenhæng.

Den næste med en kort bemærkning er fru Trine Torp, SF.

Tak for det, og tak til ministeren for at tage debatten alvorligt. Jeg synes faktisk, det er en rigtig spændende debat at følge, og det kan jeg også fornemme at ministeren egentlig synes, selv om han ikke er enig i beslutningsforslaget.

Det er jo fuldstændig korrekt, at man i dag sagtens kan få kontakt – meget nemt, endda – og man kan sådan set også få ret meget indflydelse, men det er også sådan, at der er meget forskel på, hvem der har størst adgang til at få indflydelse og kontakt med folketingsmedlemmerne. Det tror jeg også man må erkende.

Jeg hæfter mig ved, at ministeren gør det til et enten-eller, altså enten det repræsentative folkestyre eller de her borgerdrevne initiativer. Kunne man ikke forestille sig, at det tværtimod ville skabe en synergi, og at de ville kunne komplementere hinanden?

Ministeren.

Det kan godt være, at jeg står alene med den bekymring, men jeg oplever et meget, meget stort pres på demokratiets institutioner i de her år – og en fragmentering, altså en enkeltsagsorientering, som jeg for demokratiet og folkestyret finder dybt bekymrende. Derfor tror jeg sådan set, at jeg – hvor Bertel Haarder i 1970'erne skrev en bog, der vistnok hed »Institutionernes tyranni« – ville skrive en bog med en modsat titel i dag, altså om, at vi faktisk har behov for at beskytte vores institutioner, fordi vi lever i en meget, meget hurtig og meget omskiftelig og meget stemningsbåren tid. Der betvivler jeg at et sådant forslag vil være gavnligt. Det kan hænde, det bliver det en dag, men jeg synes for nærværende, hvor vi stadig ikke har lært en ordentlig kultur for vores omgang med de sociale medier etc., ikke, det er en god idé.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Det er bare sådan lige konkret: Hvad er det konkret, ministeren frygter kunne ske ved sådan et forslag? Og hvis nu ministeren skulle tage den anden kasket på, kunne der så være nogen som helst fordel ved forslaget?

Ministeren.

Jeg frygter, at vi f.eks. får folketingsdiskussioner, forslag etc., som f.eks. går ind og blander sig i den dømmende magt; kritik af domsafsigelser, som man jo på overfladen kan synes da ikke betyder noget, men som i virkeligheden er dybt, dybt indgribende i det, som vi i sidste ende jo alle sammen er afhængige af, nemlig at skulle vi begå noget forkert, er det altså uafhængige dommere, der helt uhildet sidder og træffer beslutning om – på baggrund af Folketingets lovgivning – hvad der er op og ned i sagen. Jeg er bekymret for, at det bliver en brutalisering af den offentlige debat for at sige det rent ud. Og jeg er meget, meget optaget af det spørgsmål i de her år. Det kan være, at jeg ser spøgelser. Det ved jeg ikke.

Om jeg kan se nogle fordele ved det, ved jeg ikke. Jeg er meget forankret i det repræsentative folkestyre. Men igen: Der er nogle, der bruger det der udtryk gammelpartierne og alt sådan noget. Jeg synes jo, vi har et fantastisk folkestyre, der er levende, men som er under pres, og jeg vil gerne beskytte det mod det pres.

Den sidste, der er indtegnet for korte bemærkninger lige nu, er fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes også, det er en rigtig spændende debat, og jeg er sådan set enig med justitsministeren i forhold til at beskytte vores institutioner og vores repræsentative demokrati. Jeg tror så bare ikke, at måden at gøre det på i virkeligheden er ved at forsøge at lukke os om os selv, hvilket vi også diskuterede lidt under det forrige lovforslag om offentlighedsloven.

Jeg synes jo, det er vigtigt at påpege, at i Finland har der altså været otte sager, der er kommet til debat, og den første var om homoægteskaber. Og der er jo i det her forslag også foreslået en solnedgangsklausul, altså at vi skal revurdere det om 2 år for at se, om det virker.

Jeg har i virkeligheden svært ved at forstå den her frygt for, at vi involverer demokratiet for meget. Det vil jo stadig væk være en debat, der bliver taget her i salen, og det er jo ikke tanken, at Folketinget pludselig bliver lavet om til at være den dømmende magt. Altså, kan ministeren slet ikke se, at det kunne være endnu et værktøj til at få den her sal til at blive endnu mere levende?

Ministeren.

Altså, jeg tror egentlig, jeg har sagt ret klart, hvad jeg mener om det. Jeg oplever vores lovgivningsprocesser som værende under pres i forvejen. Og jeg oplever, at vi i mindre og mindre grad har diskussion om materien, om det, der faktisk får en virkning for borgerne, frem for proces og spilfægteri. Og hvis man kombinerer det synspunkt med synspunktet om enkeltsagsbekymring, er jeg ikke sikker på, at det her er gavnligt for demokratiet. Der er jo to sider af folkedybet: Der er både det, hvor man lader sig repræsentere, og hvor man i samdrægtighed får løst tingene, men der findes jo også ubehagelige sider af flertalsstyre, som meget let kan udarte sig. Og det er jeg bekymret for i de her år.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Jamen det kan jeg sådan set være meget enig i, jeg tror bare, at hvis vi igen lukker os om os selv – som jeg vil kalde det – og ikke respekterer folkedybet, så vil det være med til at øge den mistillid, der er til os herinde. Og når jeg siger respektere folkedybet, er det jo ikke at følge det, men så er det at tage sig tid til at lytte og tage folkedybet alvorligt og få en diskussion her i salen af, hvordan man så skal håndtere det. Og det bør vi vel som politikere kunne håndtere – at tage en alvorlig diskussion også af det, der rører sig i folkedybet, for ellers kommer der en adsplittelse.

Igen vil jeg bare påpege, at vi har indsat en solnedgangsklausul, altså at Folketinget skal se på det her forslag om 2 år for at se, om det virker, og så kan det være, at det ikke virker. Det kan være, at ministeren får ret. Men jeg vil meget anmode om, at ministerens parti genovervejer det, i forhold til at det her kunne blive endnu et værktøj til hele tiden at holde vores demokrati i gang.

Ministeren.

Jeg oplever, at det, fru Josephine Fock siger, er det, jeg gør, når jeg er ude at mødes med folk, når jeg virker politisk. Jeg var ude i går til et debatmøde i Søllerød med 90 mennesker. Det var et rigtig flot møde med en god debat og en god diskussion. Jeg skriver på min facebookvæg, jeg diskuterer med folk – nogle gange ikke altid så konstruktivt, for der er også en stor vrede derude, hvilket jo er klart. Så jeg oplever faktisk, at jeg gør de ting, som fru Josephine Fock beskriver. Og jeg mener altså, som jeg har sagt, at det her vil betyde, at vi får endnu flere enkeltsager på Folketingets bord, og det mener jeg ikke er den parlamentariske forsamlings credo.

Tak til ministeren. Vi går i gang med ordførerrækken, og jeg vil gerne appellere til, at man overholder de almindelige spilleregler, selv om vi har været meget liberale med hensyn til den dialog, der har været mellem medlemmerne i Folketingssalen og ministeren. Men det er jo et beslutningsforslag, som ikke er blandt de typiske, og derfor har jeg som fungerende formand tilladt mig at se lidt liberalt på det med sekunderne. Men jeg synes, vi nu skal vende tilbage til de almindelige taletidsregler, også fordi vi har en lang dag foran os.

Værsgo til Socialdemokraternes ordfører, hr. Benny Engelbrecht.

Tak, formand. Jeg vil gerne takke beslutningsforslagsstillerne for forslaget og for at kere sig om borgernes adgang til og forståelse for det repræsentative demokrati. Det er en grundlæggende præmis for alle her på Christiansborg at sikre, at barriererne for adgangen til folkestyret brydes ned, og at fordomme udjævnes. For når det kommer til stykket, har vi jo rigtig mange gode værktøjer, der skal sikre borgerne, at de kan blive hørt.

At borgerne rent faktisk har god grund til at ønske at blive hørt, kan man forvisse sig om ved blot at se på de mange borgerhenvendelser, der dagligt strømmer ind i Folketingets mange udvalg og direkte til partigrupperne og de enkelte folketingsmedlemmer, og det er heldigvis ikke kun interesseorganisationer og professionelle meningsdannere, der melder sig med forslag, ideer, problemer og erfaringer. Men det gør helt almindelige borgere også, og når jeg møder en borger i SuperBrugsen i Gråsten, eller jeg får en besked på Facebook eller Twitter, kan det jo være, at det netop er det, der ender med at blive til en lovændring eller en justering af reglerne i sidste ende; og jeg skal ikke optage Tingets medlemmers tid med at komme med mine konkrete eksempler, for jeg er sikker på, at I alle sammen selv har lignende erfaringer.

Demokratiet betyder naturligvis ikke, at alle mennesker hele tiden skal føle sig forpligtet til at følge med i det politiske arbejde – det ville mange nok finde lidt for kedeligt – men det betyder, at alle mennesker altid skal have muligheden for at kunne komme i kontakt med det politiske niveau, når situationen byder det, og det er nødvendigt.

Vi Socialdemokrater mener, at det er væsentligt, at rammerne for dialogen og adgangen med jævne mellemrum debatteres, både for at sikre, at de demokratiske værktøjer virker, som de skal, men også for at sikre, at borgerne ved, hvilke muligheder der findes, og derfor er jeg faktisk også en lille smule ked af at læse det foreliggende beslutningsforslags konkrete bemærkninger. For her står der desværre om formålet med at fremsætte det her beslutningsforslag, og jeg citerer: »I dag har borgere kun begrænset mulighed for at ytre sig om lovforslag gennem høringsprocessen«.

Jeg er ked af det, fordi det er ikke rigtigt, men jeg er endnu mere ked af det, fordi jeg til gengæld er meget sikker på, at der er rigtig mange borgere, der oplever det præcis sådan, og vi har derfor et helt grundlæggende behov for at udbrede en viden om, at man eksempelvis kan komme i deputation i Folketinget, og at enhver har ret til at skrive høringssvar, ikke bare i forbindelse med lovforslag, men også bekendtgørelsesforslag, og de ligger offentligt tilgængeligt.

Jeg har i den offentlige debat hørt forslagsstillerne argumentere med nogle ganske andre motivationer end det, der står i bemærkningerne. Det synes jeg er mere sympatisk, og jeg vil derfor her tillade mig at påpege den modsætning. Kan man ikke forestille sig, at vi kan tage politiske initiativer, der kan forbedre borgernes adgang til at komme med forslag og deltage i den demokratiske proces?

Jo, det kan vi helt bestemt, og lad mig nævne et lavpraktisk eksempel fra SR-regeringens tid. Her tog regeringen initiativ til at etablere et forum, hvor borgere, virksomheder og interesseorganisationer kunne komme med forslag til administrative lettelser. Det var ikke nødvendigt, at forslagsstillerne beskrev problemstillingerne på en dybt juridisk måde, for det tog forummets sekretariat sig i stedet af, og det strømmede ganske enkelt ind med konkrete forslag i hundredvis. Når forummet nåede frem til, at et forslag var en god idé, så blev det beskrevet og sendt videre til regeringen, som så i øvrigt har det, man kalder et følg- eller forklar-princip, hvilket slet og ret betyder, at der gennemføres rigtig mange af disse konkrete administrative lettelser, nogle ved lovgivning og andre på anden vis. Det er lavpraktisk, og det er faktisk temmelig effektivt.

Der er en række udfordringer med det foreliggende forslag. Der er en række udfordringer i forhold til grundloven, som ministeren har været inde på, og det forventer jeg selvfølgelig bliver undersøgt nærmere i forbindelse med udvalgsbehandlingen. Men der er også andre udfordringer, der presser sig på. For det første har vi Socialdemokrater en oprigtig bekymring for, at der, hvis der ikke er mindst 50.000 borgere, der skriver under på et i øvrigt fornuftigt forslag, så vil opstå sådan en slags indbygget logik eller forventning om, at et forslag ikke længere er validt. Og for det andet kan man jo altså som borger, som det er i dag, hvis man har en god idé til et forslag, præsentere det for bare et enkelt medlem af Folketinget og få vedkommende til at tage det op. Vi ønsker ikke, at man skal ende med en reel svækkelse af demokratiet og borgernes mulighed for at komme til orde på den måde.

Socialdemokratiet kan ikke støtte beslutningsforslaget, men vi vil meget gerne deltage i en debat om, hvordan man i øvrigt kan styrke den demokratiske deltagelse. For den debat er der brug for, og som flere også har nævnt i debatten, er det godt, at vi kan føre den i dag på en rigtig sober baggrund.

Der er foreløbig en enkelt med en kort bemærkning. Hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for hans refleksioner over det her beslutningsforslag.

Jeg har lyst til at spørge ind til noget. Det lyder, som om det er meget fatalt; hvis det her bliver indført, vil vi glemme alt det andet, vi gør. Vi vil glemme, at vi taler med borgere, at vi skriver med borgere på sociale medier, at borgere kan komme ind og få foretræde for udvalg osv.

Det, der jo er tale om her, er et eksperiment, hvor vi vil prøve noget af, der minder om noget, man har gjort i andre lande med stor succes. Vi vil så også prøve det af her og se det som et supplement til alt det andet, vi gør i folkestyret herinde, for at have en god kontakt og en god dialog mellem borgere og os.

Så kan ordføreren ikke se, at det her er endnu et tiltag for at skabe et mere levende, repræsentativt demokrati? Kan ordføreren ikke uddybe det her med, at det vil erstatte alt det andet? Vi glemmer jo ikke alt det andet, fordi vi gennemfører det her.

Ordføreren.

Min pointe var faktisk, at der er rigtig mange ting, der er glemt, og som ikke får tilstrækkelig opmærksomhed. Mange af de værktøjer, der findes i dag, er jeg ret overbevist om ganske få borgere kender til, og det er jo ærgerligt, fordi den mulighed jo netop er der, altså bl.a. for at kunne deltage i høringer; ikke bare i høringer om lovgivning, men også de utrolig mange bekendtgørelser, som vil påvirke almindelige borgere i deres hverdag. Jeg ville ønske, at mange flere kendte til de formål. Så er der en konkret udfordring i forhold til grundloven om, hvorvidt det her er grundlovsmedholdeligt.

Det betyder selvfølgelig rigtig meget for os Socialdemokrater, det bliver jeg nødt til at understrege. Men jeg vil dog rose det element, at man har indsat en egentlig solnedgangsklausul, der skal forstås på den måde, at hvis det her bliver vedtaget, skal det også evalueres, og at det automatisk løber ud, hvis man ikke vælger at forny det. Det element vil jeg altså godt rose.

Spørgeren med den anden korte bemærkning.

Jeg kan så berolige Socialdemokratiet med, at Alternativet også er meget opmærksom på grundloven, og at vi hele tiden overholder grundloven, som jeg også understregede det over for ministeren. Det tror jeg vi alle er herinde.

Det lyder da egentlig fantastisk, hvis det her forslag kan blive stemt igennem i dag og så samtidig være med til at være katalysator for, at alle de andre muligheder bliver genopfrisket for folk, så vi får et meget mere levende og involverende repræsentativt demokrati. Så man kan også benytte chancen, når man kommer med nye, lad os kalde det forsøg, eksperimenter med, hvordan vi arbejder, til at få genopfrisket alt det gamle.

Så jeg håber bare, at Socialdemokraterne vil genoverveje deres stilling her og sige: Jamen det er faktisk en god idé lige at prøve noget nyt af, lad os prøve at se, hvad det her kan give som ekstra værktøj for at få en større involvering i demokratiet.

Ordføreren.

Vi er bestemt ikke afvisende over for at prøve nye ting af, tværtimod. Jeg tror vist også, jeg fik ridset op i min ordførertale, at vi netop selv har været sammen med Det Radikale Venstre om at tage forskellige initiativer, som skal gøre den her adgang til at få gode ideer og forslag over for borgerne, endnu bedre.

Jeg er glad for, at ordføreren fremhæver, at man ønsker at overholde grundloven, men det, som selvfølgelig er det store spørgsmål, er, om det også er i grundlovens ånd, altså om det også er hensigten i grundloven. Her vil jeg f.eks. nævne § 42, stk. 6, som jo arbejder med, om der er nogen ting, som ikke egner sig til at blive arbejdet med i forhold til f.eks. folkeafstemninger. Men det kan jo være noget af det, som vi kan få uddybet nærmere i den kommende udvalgsbehandling.

Der har lige meldt sig en mere for en kort bemærkning. Fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg hæftede mig ved, at ordføreren nævnte de andre rigtig gode værktøjer, vi har, bl.a. det her med høringerne. Men høringer er jo noget, vi tilrettelægger herindefra, mens sådan nogle borgerdrevne initiativer er initiativer, der vokser nedefra.

Så jeg vil først høre, om ordføreren vil anerkende, at der er en forskel, med hensyn til hvor initiativet kommer fra – om det er borgerdrevet eller der er tale om de høringer, som bliver arrangeret herindefra.

Den anden ting er, at det lyder rigtig godt med at prøve at genoplive nogle af de værktøjer, der er til stede – det vil jeg og SF meget gerne være med til at prøve – så jeg vil høre: Har Socialdemokraterne nogle bud på, hvordan det eventuelt skulle gøres?

Ordføreren.

Nu nævner ordføreren selv høringer som et rigtig godt eksempel, og jeg går ud fra, at når ordføreren siger høringer, mener hun ikke dem med skriftlige høringssvar, men de høringer, som vi arrangerer i de forskellige udvalg. Jeg synes, at vi har været for dårlige i de senere år til at gennemføre høringer, altså ikke blot høringer vedrørende aktuel lovgivning, men også høringer, som har en bredere karakter og en mere involverende karakter.

At bruge det redskab bedre og mere aktivt synes jeg ville være fremragende og et fantastisk godt eksempel på noget, vi kunne gøre. Hvordan vi skal sætte det i system, ved jeg sådan set ikke, men det handler jo først og fremmest om at få de gode ideer. Men pointen med det er sådan set også, at høringen, høringsredskabet – det at gennemføre en åben høring i et udvalg – har den karakter, at man netop i højere grad kommer rundt om et emne og får belyst et emne. Og så kan der på baggrund af det være forskellige initiativer, der tages.

For det er jo ikke altid, at det rigtige svar er at lave et beslutningsforslag. Andre gange er det rigtige at ændre en praksis, eller at forligspartier, som er fastlåst på et bestemt område, måske ændrer deres synspunkter. Det var noget af det, som bl.a. høringen om kontanthjælpsloftsforslaget tydeligt viste, nemlig at der her var en stor folkelig bekymring i forhold til noget, som et ret snævert flertal, må man sige, herinde i Folketinget stod bag i et forlig.

Så høringen som redskab synes jeg fortjener at få endnu større udbredelse.

Spørgeren.

Jeg er helt enig, så det vil jeg rigtig gerne være med til at udvikle. Jeg tænker bare igen: Er det et enten-eller? Man kunne jo forestille sig, at nogle af de her borgerdrevne initiativer faktisk gav anledning til, at der blev lavet en høring – så man fik kvalificeret de forslag endnu mere og kvalificeret det beslutningsgrundlag, der skal til for at kunne behandle forslaget.

Ordføreren.

I alle tilfælde går jeg ud fra at forslagsstillerne har en idé om, hvordan man netop kvalificerer forslaget, sådan at det kan virke som beslutningsforslag her i Folketinget. Det er lidt uklart for mig, hvordan man har tænkt sig at gøre det i praksis, al den stund at jeg antager, at hvis man skal have folk til at skrive under på et forslag, skal de også kende forslagets fulde karakter.

Deraf må det vel også forventes, at der skal være en sådan proces, at det er et færdigbeskrevet juridisk holdbart beslutningsforslag, som man fremsætter, og som folk kan tage stilling til. Derfor antager jeg også, at der skal være en relativt stor administrativ assistance til at bistå de mennesker, som i givet fald skal fremsætte beslutningsforslaget. Jeg går ud fra, at det er noget af det, som vi også kan få uddybet yderligere i forbindelse med udvalgsbehandlingen, for jeg er faktisk i tvivl om, hvordan det skal fungere i praksis.

Hr. Torsten Gejl.

Tak. Nu er vi politikere jo ikke den faggruppe i Danmark, der har den allerhøjeste troværdighed. I den sidste undersøgelse, jeg så, lå vi markant i bunden, under f.eks. journalister og ejendomsmæglere. Kunne man forestille sig, at et forslag som det her kunne være med til at række hånden ud til befolkningen og involvere befolkningen og på den måde skabe mulighed for, at vi forbedrer vores troværdighed over for befolkningen og får en bedre dialog?

Ordføreren.

Man kan jo desværre også risikere det modsatte. Altså, man kan jo også risikere, at der vil blive fremsat en række beslutningsforslag, som så bliver hældt ned af brættet, og så vil der være nogle, der naturligt på et tidspunkt vil komme og sige: Jamen hvorfor så egentlig overhovedet bruge det, hvis der ikke er noget, der bliver gennemført alligevel? Det kan vi af indlysende årsager ikke vide, men det er også et scenarie, som vi selvfølgelig er nødt til at tage med i vores betragtning.

Man kan sige, at det er fuldstændig rigtigt, som det er fremført i debatten, at der f.eks. i Finland har været nogle udmærkede forslag, som er bragt frem, f.eks. forslag om homoseksuelle ægteskaber, homoseksuelles ret til ægteskab, men det er jo allerede gennemført i Danmark, fordi vi faktisk har et ret progressivt Folketing. Så nogle af de her elementer kan vi jo i hvert fald sige næppe kommer ind som forslag. Omvendt kan man sagtens forestille sig, at der vil være 50.000, som måske har den holdning, at de ikke skal have lov til at blive gift i folkekirken, selv om der jo er indført lovgivning om, at det skal være muligt. Det kan jeg da allerede nu bebude at Socialdemokraterne ikke vil kunne støtte. Så hvis der er 50.000, der støtter sådan et forslag, så kan det jo godt være, at de bliver lidt skuffede.

Spørgeren.

Nu er det jo ikke sikkert, at vi vedtager de forslag, der bliver fremsat, men tror ordføreren ikke, at det, at vi giver folk mulighed for at kunne spille ind med sådanne forslag, vil skabe en større interesse for det politiske arbejde og vil skabe en følelse af mere dialog og måske være med til at give os en lidt større troværdighed, i og med at vi inviterer borgerdrevne forslag direkte ind i vores parlament?

Ordføreren.

Jeg tror, det er en utrolig god idé at invitere folk ind i parlamentet. Jeg gennemfører selv sådan nogle spørgetider, hvor jeg live på video oppe fra mit kontor lader folk komme ind med spørgsmål og bemærkninger. Det synes jeg fungerer rigtig godt. Der er 300-500 mennesker, der følger med i det og stiller spørgsmål og kommer med kommentarer. Jeg ganske sikker på, at noget af det, der vil komme ind dér, også vil komme til at blive noget, jeg kan bruge, og som måske kan ende med at blive til konkrete forslag.

Så det handler i allerhøjeste grad om at invitere folk ind, men spørgsmålet er jo: Skal der virkelig 50.000 underskrifter til for det? For den ene gode idé kan det jo netop være at der ikke er 50.000 der står bag. Så jeg synes også, at en del af udfordringen her ligger i den der forudsætning om, at der skal være mange, der bakker noget op. Det kan jeg faktisk godt være bekymret for, for det kan betyde, at rigtig gode ideer, som der ikke nødvendigvis lige er den store folkelige opbakning til, ikke får ret til at blive hørt.

Fru Josephine Fock.

Lige det sidste der forstod jeg nok slet ikke, for jeg har svært ved at se, hvordan det her forslag kan forhindre, at vi skulle arbejde mindre med gode ideer herinde, som ikke kommer ude fra befolkningen. Så det forstår jeg nok ikke helt.

Jeg stiller lige et spørgsmål om det med folkeafstemning. Kunne ordføreren ikke uddybe det, for det handler jo ikke om, at de her forslag skal ud til folkeafstemning. Det handler om, at der skal være 50.000 borgere, der siger: Vi kunne godt tænke os, at det her blev drøftet inde i det danske parlament.

Ordføreren.

Jo, jo, bestemt, bestemt. Min bemærkning desangående handler jo alene om, at i ånden i grundloven, dengang man bl.a. så på, hvilke typer af lovgivning der ikke ville egne sig til, at man lagde dem ud til befolkningen til folkeafstemning, er der nogle elementer af det, hvor man sagde, at det ikke giver speciel god mening, og spørgsmålet er blot, om forslagsstillerne har gjort sig overvejelser om, om der er nogle typer af forslag – som jo også grundlovens forfattere har gjort sig af overvejelser – som ikke vil egne sig til at blive stillet på den måde. Noget af det, som man jo i grundloven forholder sig til, er bl.a. udskrivning af skatter, ekspropriation og den slags ting, som jo ganske givet vil være noget, som jeg er ret sikker på man godt kunne få en stor befolkningsgruppe til at skrive under på, altså at de gerne vil slippe for en bestemt skat f.eks. Men er det også noget, som man forestiller sig skal ind igennem den her proces?

Fru Josephine Fock.

I vores optik gælder det det hele. Ordføreren og jeg er jo også ordførere på andre områder. Det, der bl.a. står her, er, at forslag til finansloven bl.a. ikke skal lægges ud til folkeafstemning, men man kunne jo godt forestille sig, at der var en debat ude i befolkningen om – ja, skal vi tænke højt – det såkaldte omprioriteringsbidrag, og det kunne da være interessant, hvis der kom et forslag ind ude fra befolkningen om, at de sådan set gerne vil have, at vi diskuterer omprioriteringsbidraget endnu en gang herinde i Folketingssalen. Det kunne da være et emne. Tænk, hvis man kunne skabe en offentlig debat om omprioriteringsbidraget, så debatten ikke udelukkende er født af os herinde. Det ville jeg jo selv synes var et interessant forslag at få ind.

Ordføreren.

Så kan jeg trøste ordføreren med, at det forslag skal vi debattere ved et beslutningsforslag den 13. maj, et beslutningsforslag, som jeg har fremsat, fordi pointen jo faktisk netop er den, at det er noget af det, som der en stor folkelig opmærksomhed på, ligesom der også været stor folkelig opmærksomhed på eksempelvis homoseksuelles ret til at blive gift og forskellige andre elementer, som jo lige præcis ender herinde i Folketinget. Derfor må man sige, at der jo i hvert fald er noget af det, der foregår derude, der trods alt siver ind igennem Christiansborgs tykke mure, og vi må da glæde os over, at vi politikere heldigvis stadig væk har to ører og kun en mund og derfor også bør bruge længere tid på at lytte end på at tale.

Tak til hr. Benny Engelbrecht. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Politikerlede, lukkethed, politikere, der ikke er på bølgelængde med borgerne om, hvad der foregår bag Christiansborgs tykke mure og meget mere. Der har i lang tid været en mistro til politikere om, at de ikke har fingeren på pulsen ude hos vælgerne og slet ikke ude om i landet, som er rigtig langt væk fra Christiansborg.

Med dette beslutningsforslag om borgerdrevne forslag, der kan behandles i Folketinget, inddrager vi vælgerne i de politiske processer, hvor de mere aktivt kan tage stilling til politiske dagsordener, der ellers ikke ville have været behandlet på Christiansborg. Tag nu f.eks. sagen om salget af DONG eller vedtagelse af offentlighedsloven – den mødte stor modstand ude i befolkningen. Vi har i DF altid ønsket flere ting lagt ud til eksempelvis folkeafstemninger. Man har jo med den seneste EU-afstemning om retsforbeholdet set, at et stort flertal af politikerne herinde på Christiansborg ikke var på linje med befolkningen. En vigtig ting for Dansk Folkeparti for at kunne være med i dette beslutningsforslag var, at vi fik indført, at det er et krav, at borgerdrevne forslag, der fremsættes i Folketinget, ikke er i strid med grundloven. Det gælder selvfølgelig også de ting, vi har fået beskrevet af ministeren her i dag. Det ønsker vi selvfølgelig bliver uddybet mere i en udvalgsbehandling.

Hvis vi nu ikke havde fået det her indskrevet i grundloven, kunne det jo have været sådan, at vi fik nogle urealistiske forslag om at afskaffe forsvaret eller nedlægge kongehuset, og det ønsker vi selvfølgelig ikke bliver debatteret i denne sal. Men med dette forslag håber vi på at forsøge at få den danske befolkning engageret i de politiske spørgsmål og ikke mindst give dem en bedre forståelse af de politiske processer. Vi ser frem til det videre udvalgsarbejde, og så skulle jeg også hilse fra De Konservative og sige, at de også kan støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Benny Engelbrecht.

Det drejer sig om forslagets bemærkninger, hvor der henvises til, at man forestiller sig, at der anvendes den almindelige fremgangsmåde ved beslutningsforslag efter forretningsordenen, altså med en førstebehandling, en udvalgsbehandling og en andenbehandling her i salen. Der skal jeg lige høre, om man har gjort sig overvejelser om, at vi jo har indført en ny mulighed for, at man også kan behandle beslutningsforslag direkte i udvalget og med kun en enkelt behandling efterfølgende i Folketinget. Er det en mulighed, man også vil kunne anvende for den her type forslag, eller skal det i to behandlinger i Folketingssalen?

Ordføreren.

Om det også skulle være en mulighed, er jo noget, vi kan tage med til vores udvalgsbehandling. Hvis der skal justeres lidt eller skrives noget ind i teksten, så vi også kan få spørgeren og spørgerens parti med, så vi får en endnu bredere forankret vedtagelse af forslaget her, så er vi da villige til at diskutere, at det også kunne være en mulighed.

Spørgeren.

Jeg gik bare ud fra, at man havde drøftet det og lagt sig fast på, at det skulle være netop den tilgang, man havde til det. For der er vel både fordele og ulemper ved at kunne få den måske lidt mere frie debat, der kan være i en udvalgsbehandling, altså hvis man vælger den der nye tilgang. Det ved jeg ikke om ordføreren har gjort sig overvejelser om.

Ordføreren.

Hvis de her drøftelser i udvalget skulle ende op i – hvis spørgeren har tid – at vi kunne få en bredere forankring af det her beslutningsforslag, så tager jeg gerne diskussionen på udvalgsmøderne, og så ser vi, hvor langt vi kan nå der. Der har vi ikke låst os helt fast, eller jeg vil i hvert fald ikke nu her fra talerstolen sige, at der ikke kunne være en drøftelse af at få en bredere opbakning til det her forslag.

Tak til fru Susanne Eilersen, der er ikke flere korte bemærkninger. Og den næste ordfører er hr. Søren Gade fra Venstre.

Tak for det, og tak til forslagsstillerne for forslaget. Det giver os anledning til at få en debat om vores folkestyre og det repræsentative demokrati her i Danmark. Jeg vil indledningsvis gerne røbe, at jeg er hundrede procent enig i det, justitsministeren sagde i sin indledende tale.

Forslaget handler om at indføre en ordning, som giver borgerne ret til at få fremsat, behandlet og stemt om et forslag, som har samlet de her famøse 50.000 stemmer. Jeg er ikke i tvivl om, at beslutningsforslaget er båret af de ædleste intentioner, men jeg anser forslaget for være en lille smule overflødigt. Som flere ordførere har sagt her fra talerstolen i dag, står det jo ethvert folketingsmedlem frit for at tage et givet forslag op i Folketinget. Det gælder, uanset om der er 50.000 underskrifter bag det eller blot en enkelt underskrift, bare et enkelt folketingsmedlem mener, det er en god idé, og at man kan stå på mål for det. Så det betyder, at vi i dag har et system, hvor en mail eller et telefonopkald ofte er nok til at blive hørt af et folketingsmedlem uanset partifarve.

Men lad os benytte lejligheden til at understrege, at vi i Venstre som udgangspunkt selvfølgelig altid hilser ideer og forslag, som har til hensigt at styrke borgernes engagement i vores folkestyre, velkommen, for det er vigtigt at sikre, at vores demokrati hele tiden er i udvikling. Og vi må aldrig lade stå til, som justitsministeren sagde. Vi må ikke være blinde for det, hvis demokratiet skulle være udfordret eller truet, og vi skal være opmærksomme på, hvordan vi holder vores demokrati levende.

Så har vi jo det i Danmark, som vi kalder et repræsentativt demokrati. Det er en tradition, vi har haft i over 150 år, og det er vi sådan set godt tilfredse med i Venstre. Det er faktisk mit indtryk, både fra min første periode i Folketinget, fra tiden, da jeg var ude, og nu fra min anden periode, at folketingsmedlemmer på tværs af alle partier er nogle af de bedste til at lytte og til at være i kontakt med borgerne. Man kan følge det enkelte medlem på sociale medier eller læse aviserne. Så alle 179 medlemmer er i kontakt med rigtige mange vælgere, fordi meget af vores arbejde foregår uden for Borgen her.

Så er det jo sådan, at hvis et folketingsmedlem ikke magter sin opgave, står det vores vælgere frit for at stemme på en anden politiker. Og der bør man bruge den demokratiske ret, man også har i Danmark, til at stemme på de politikere, man som borger mener bedst varetager ens synspunkter.

Venstre tror på, og vi mener faktisk, at demokratiet i Danmark er stærkt. Valgdeltagelsen i Danmark er generelt høj. Det vidner om, at den danske befolkning involverer sig. Det vidner om, at den danske befolkning gør brug af den ret, de har som borgere i et demokrati som det danske, og de rettigheder, de har i grundloven i dag. Vi har et levende medlemsdemokrati, hvor danske folketingsmedlemmer dagligt mødes med borgere, virksomheder, foreninger og organisationer. Jeg mener faktisk, at vi alle sammen lytter både løbende og dagligt. Forslag kommer frem, de debatteres og bliver udformet til konkret politik.

Så jeg vil benytte lejligheden til at opfordre til, at man som borger også fremadrettet udnytter den mulighed, man faktisk har, for at få indflydelse, involverer sig i debatten direkte eller indirekte, tager kontakt til folketingsmedlemmer, står ved sine synspunkter. Og som borger kan man jo også udnytte den mulighed, der faktisk er for at få indflydelse, ved at melde sig ind i et politisk parti.

I Venstre mener vi faktisk ikke, at man behøver underskrifter fra 50.000 borgere, før der lyttes herinde i Folketinget, og vi er derfor ikke enige med forslagsstillerne i, at der er behov for en ordning, hvor beslutningsforslag med mindst 50.000 underskrifter skal fremsættes, behandles og stemmes om her i Folketinget. Vi kan ikke støtte forslaget, men lad mig også sige til sidst, at vi selvfølgelig i Venstre er åbne over for at drøfte andre forslag, som kan gøre vores demokrati og vores folkestyre mere levende.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist.

Tak til ordføreren. Når jeg hører på ordførerens tale, lyder det, som om det her forslag vil erstatte alt andet, vi gør – at vi visker tavlen helt rent, og så er det kun det her, vi bruger som det eneste redskab.

Kan ordføreren ikke se en idé i, at vi får flere redskaber, endnu flere redskaber, bliver ved med at udvikle nye redskaber, der netop gør, at vores demokrati bliver ved med at være stærkt? Det her forslag sætter jo ikke spørgsmålstegn ved det repræsentative demokrati, vi har. Det er jo et supplement til, hvordan vi netop arbejder med det repræsentative demokrati. Så kan ordføreren ikke se, at det her jo ikke er en erstatning for noget, men et supplement til alle de andre gode redskaber?

Ordføreren.

Jeg forstår helt hr. Rasmus Nordqvists spørgsmål, og jeg vil sige til hr. Rasmus Nordqvist, at jeg heller ikke opfatter det, som om hr. Rasmus Nordqvist og de andre forslagsstillere vil ødelægge det, vi har, men jeg deler justitsministerens bekymring for, at det mere bliver enkeltsagsdemokrati her i Folketinget. Og hvorfor siger jeg det? Jo, fordi det er sådan, at Facebook, de sociale medier er noget, som rigtig mange af os bruger, og det har jo både gode og dårlige sider. Og det er rigtigt, som justitsministeren også gjorde opmærksom på, at der en gang imellem sker det, der hedder en shitstorm ude på nettet – det kan være om enkeltpersoner, det kan være om sager, det kan være om rigtig mange ting – og jeg tror faktisk ikke, det gavner demokratiet, at man i en ophidset debat på f.eks. de sociale medier kan klikke direkte over på sin NemID, og så klikke for et forslag, som er en enkeltsag, som ministeren også redegjorde for kunne være en dom i en konkret sag eller en ting, som ikke hører sig til herinde.

Jeg forstår ordføreren, hr. Rasmus Nordqvists, spørgsmål om flere redskaber, men jeg mener bare ikke, at det redskab, som man her vil indføre, nødvendigvis gavner. Der er andre måder at nå det samme på.

Spørgeren.

Men jeg må så sige, at det her forslag jo er stærkt inspireret af ting, man har i andre lande, også lande, vi kan sammenligne os med på rigtig mange måder – Finland, England eksempelvis. Og det, der er interessant at se der, er jo, at det ikke bare er diverse små personsager, der vælter frem, som vi så – hvis det var her – skulle sidde og debattere til kl. 4-5 stykker om morgenen hver tirsdag, onsdag og torsdag. Det er jo faktisk meget principielle sager, der overhovedet når så langt – som igennem en bred offentlig debat ligesom får styrken til at samle så mange underskrifter sammen, at vi ville skulle tage stilling til dem.

Anerkender ordføreren ikke, at det måske er en ubegrundet frygt at tro, at vi skulle være så specielle i Danmark, at her ville det blive personsager, der ville vælte frem?

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Rasmus Nordqvist, at selv om regeringen jo er i mindretal, er jeg ikke bekymret på demokratiets vegne for, at demokratiet bryder sammen, fordi det her forslag eventuelt bliver vedtaget. Det vil jeg gerne slå fast.

Men der ligger noget principielt i det, jeg siger, altså det her med, at i dag fører offentlige debatter jo også til forslag her i Folketinget. Hvis hr. Rasmus Nordqvist har nogle vælgere i København, eller hvor de nu måtte være, som mener, at der er et forslag, som det er vigtigt bliver behandlet i Folketinget, så er jeg helt sikker på, at hr. Rasmus Nordqvist er en sådan type politiker, at hr. Rasmus Nordqvist vil lytte til den her borger, den her vælger og bringe det op i Alternativets gruppe og så fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget.

Så jeg mener faktisk, at muligheden er her i dag, og derfor mener jeg, at forslaget er overflødigt.

Fru Josephine Fock.

Tak til ordføreren. Jeg vil godt lige bore i det med, hvad det så er for nogle forslag fra befolkningen, man risikerer at få. Nu står vi og snakker om, at der er rigtig stor mistillid i befolkningen over for politikerne, men det kunne næsten lyde, som om det også går den modsatte vej. Og jeg synes jo, det er vigtigt at hæfte sig ved det, min kollega hr. Rasmus Nordqvist siger, altså at de eksempler, man har set i Finland, har været alvorligt mente forslag, som er vigtige at få debatteret i Folketingssalen. Så kunne ordføreren ikke lige uddybe det med tilliden til, hvad det er for nogle forslag, befolkningen kunne finde på at komme med?

Ordføreren.

Det kan jeg sagtens. Jeg har stor tillid til befolkningen. Det er befolkningen i Danmark, der vælger de 179 folketingsmedlemmer, og er de ikke tilfredse med de 179, kan de vælge nogle andre.

Det, jeg bare stilfærdigt siger, er, at der er en lettere måde at få et forslag i Folketingssalen på end at indsamle 50.000 stemmer, og det er at ringe til en politiker. Og hvis man kan argumentere for sin sag og sagen er god, så er der et folketingsmedlem, der vil tage den op i Folketinget. Sådan har det været hidtil, og sådan tror jeg også det vil være fremadrettet.

Jeg tror ikke på, at der er, hvad skal vi sige, en trykkoger af forslag fra tusindvis af folk ude i Danmark, som går og er indebrændte over, at de forslag ikke bliver behandlet i Folketinget.

Jeg mener faktisk, at de danske politikere på tværs af partierne lytter, og at vi her i Folketinget behandler rigtig mange forslag, som har sin rod i offentlige debatter og i organisationer og hos enkelte borgere, som mener, at lige præcis deres emne kalder på en debat i Folketinget.

Spørgeren.

Det er jeg for så vidt fuldstændig enig i. Men det her er jo bare et ekstra værktøj. Hvorfor synes ordføreren ikke, det kunne være interessant at have et ekstra værktøj i kassen, så vi kan bruge det til at få debatter om beslutningsforslag her i Folketingssalen?

Ordføreren.

Fordi vi har et repræsentativt demokrati, som jeg faktisk mener fungerer ret godt. Og derfor har jeg den principielle holdning, at man kan tage kontakt til folketingspolitikere, som jo også følger med i den offentlige debat og også af egen fri vilje og på eget initiativ fremsætter beslutningsforslag. Derfor mener jeg faktisk, at det system, vi har, er godt. Men jeg anerkender fuldt ud, at et flertal kan beslutte at føje det her værktøj til værktøjskassen, og jeg anerkender også fuldt ud, at det ikke udgør en trussel mod det danske demokrati. Venstre har bare den principielle holdning, at det er et overflødigt forslag.

Vi har en kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl.

Tak. Nu er folketingspolitikernes lave troværdighed jo heller ikke ukendt for Venstres ordfører. Vi er den faggruppe, der har den laveste troværdighed i befolkningen. Det er noget, der bekymrer os meget i Alternativet, og jeg er sikker på, at det også bekymrer de andre partier. Men det er ikke noget, vi snakker så meget om her på Christiansborg. Jeg kan faktisk ikke huske, at vi har drøftet det i udvalg eller på tværs af partier, og det er egentlig mærkeligt. For hvis et firmas bestyrelse havde lige så ringe troværdighed, som vi har, så ville den blive sparket ud. Spørgsmålet er, hvordan det overhovedet ville gå den virksomhed, som var så meget ude af sync med sine medarbejdere eller sine kunder.

Så kommer vi her med et forslag, som adresserer det her – og andre steder fungerer det eller noget, der ligner det rigtig meget, egentlig godt – og så stemmer Venstre imod det. Kunne ordføreren ikke forestille sig, at det måske kunne være klogt at være lidt risikovillig i lyset af den kæmpeudfordring, det er at genvinde befolkningens troværdighed?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at det nødvendigvis har noget at gøre med det forslag, som hr. Torsten Gejl omtaler her. Jeg mener ikke, det øger politikernes troværdighed, at man vedtager et forslag i Folketinget om, at 50.000 borgere skal sætte deres underskrift på at få et forslag ind, som de fleste gange måske ender med at blive stemt ned. Det tror jeg faktisk ikke. Det er en lang og trang vej at gå for at stille et forslag, som måske ikke engang bliver fremsat, for jeg kan jo høre på forslagsstillerne, at de trods alt anerkender, at grundloven skal overholdes. Det er jo sådan, at der kun kan fremsættes forslag her i Folketinget, som et folketingsmedlem står på mål for. Kommer der så et forslag ind, ved jeg ikke, hvordan hr. Torsten Gejl mener at forslaget kan komme op i Folketingssalen, for der skal være en, der står på mål for det pågældende forslag. Det står direkte i grundloven. Så jeg mener ikke, at politikerlede kan afhjælpes, ved at det her forslag bliver vedtaget i Folketinget. Der tror jeg det er helt andre ting, der skal tages fat på.

Spørgeren.

Det er jo en fair holdning. Men f.eks. i Finland har befolkningen oplevet at komme med nogle forslag, hvoraf et af dem endda er blevet vedtaget. Tror ordføreren ikke, at det kan forbedre dialogen mellem politikerne og befolkningen lidt og på den måde være med til at skabe lidt større troværdighed? Troværdighed opstår tit, ved at der er en dialog, mens den hurtigt kan forsvinde, når befolkningen føler, at murene omkring Christiansborg næsten er ubrydelige. Tror ordføreren ikke, at det i Finland, når man oplever, at noget af det faktisk kommer igennem, også er med til at skabe lidt mere troværdighed om politikerne?

Men så skal jeg anerkende præmissen om, at der går en masse folk rundt i Danmark, som ikke mener, at de bliver hørt herinde, og den anerkender jeg ikke, for jeg mener, at danske politikere er gode til at lytte. Jeg mener, at borgerne kan rette henvendelse til alle politikere. Det ved jeg de kan på de sociale medier og på mail og andet, og hvis der er et forslag, som et folketingsmedlem herinde synes er betimeligt at fremsætte og som trænger til at blive rejst i Folketinget, så vil det blive rejst. Der mener jeg ikke at man behøver at bruge al den tid for at samle 50.000 underskrifter. Der tror jeg faktisk at det er en bedre vej at gå i dialog med en politiker eller et politisk parti, og det er, hvad enten man er en enkeltperson eller en organisation.

Tak til hr. Søren Gade. Den næste ordfører er Enhedslistens ordfører, fru Pernille Skipper.

Det forslag, som vi behandler, og som Enhedslisten med stolthed er med til at fremsætte, ligner jo til forveksling Alternativets forslag fra 2014 om borgerdrevne beslutningsforslag. Vi er glade for, at vi må være med i den her omgang, tak for det. Den afgørende forskel på det her forslag, vi behandler nu, og det, vi behandlede tidligere, er, at der er et flertal i Folketinget, der er med til at fremsætte det. På den måde er det jo en rigtig, rigtig god dag for demokratiet, synes vi i hvert fald i Enhedslisten. Allerede da beslutningsforslaget blev fremsat i 2014, støttede vi det, og vi kan konstatere nu, at der er et flertal, og det er vi glade for.

Det her forslag mener vi er et tiltrængt vitamintilskud til vores repræsentative demokrati. Vi håber og forventer, at det kan øge interessen for en demokratisk proces og også være med til at mindske nok en fornemmelse af magtesløshed, som man nogle gange kan have som borger, når nu man så får muligheden for at være med til at drive et forslag fremad og sætte den politiske dagsorden, fordi det jo også er en vigtig del af det her forslag, ikke kun at borgerne får muligheden for at få forslag behandlet herinde, men også at kunne sætte en politisk dagsorden.

Alt andet lige skal der mere end en telefonopringning og en overtalelse af et enkelt folketingsmedlem til reelt at få fremsat et forslag i Folketingssalen, også selv om der er nogle ordførere her, der lader som noget andet, og at der i hvert fald skal mere end det til også at kunne få sat en politisk dagsorden. Men vi håber, at det her vil kunne gøre det også.

Det overskrider jo heller ikke på nogen måde rammerne for det repræsentative demokrati. Der er ikke tale om direkte demokrati, der er ikke tale om øget adgang til folkeafstemninger – det vil vi også meget gerne diskutere i Enhedslisten, det synes vi der skal være – men her er alene tale om, at 50.000 myndige borgere med deres underskrifter kan sikre, at et forslag får to behandlinger og en afstemning i Folketingssalen. Lad os lade være med at tale det op til mere, end det er.

Jeg hørte ordføreren fra Dansk Folkeparti nævne både sagen om salget af DONG-aktierne til Goldman Sachs og den såkaldte offentlighedslov, som vi også har behandlet et forslag om tidligere i dag som værende to steder, hvor rigtig, rigtig mange borgere faktisk forsøgte at skrive under og agitere for, at Folketinget skulle gøre noget andet, og det er formentlig for deres vedkommende rigtig godt at vide, hvis de kunne få en mulighed for også at have krav på en eller anden form for kommentar fra Folketingets side, når de så ivrigt forsøger at få politikerne til at lytte.

Det hele skal selvfølgelig ske inden for rammerne af grundloven. Det er der ikke nogen tvivl om, og det betyder jo også, at man bliver nødt til at lave en ordning, som er fleksibel i forhold til grundloven, altså, at vi skal finde en måde at gøre det på, og det kan vi selvfølgelig også godt, hvor det bliver en reel rettighed, men at den også er begrænset af det, som er grundlovens ord, nemlig at det er Folketingets medlemmer og regeringens ministre, der kan fremsætte lovforslag. Vi synes, at det er en god løsning, at det er Folketingets formand, der gør det.

Så vil jeg også bemærke, at der i forslaget er en 2-årig solnedgangsklausul, som jo vil betyde, at hvis man ikke aktivt genvedtager ordningen, vil den af sig selv løbe ud, og det vil selvfølgelig være relevant, hvis vi vil komme alle de der forfærdelige forestillinger om den praktiske udførelse, som vi ellers har hørt heroppefra, f.eks. den her idé om, at befolkningen nærmest slet ikke er i stand til at anvende sådan et redskab på en fornuftig måde, men vil sende enkeltsager om tøjdyr og alt muligt andet ind i Folketingssalen, til livs.

Jeg synes, at det måske er at latterliggøre intelligensen hos vores borgere. Jeg tror faktisk, at mennesker, hvis vi får det her redskab som borgere, vil bruge det fornuftigt. Jeg kan ikke afvise, at der vil være et eller andet andet, men jeg tror altså ikke, at det bliver så forfærdeligt, som man går og siger, og hvis det endelig skulle det, er der altså en solnedgangsklausul, som betyder, at så vil det forsvinde af sig selv, og så er det slut med tøjdyrslovforslag. Så slå koldt vand i blodet.

Jeg synes, at der er en tendens til, at det her bliver kørt lige lovlig højt op, og at man overser de positive – positive – resultater, vi kan få af det.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi giver ordet til næste ordfører fra Liberal Alliance, hr. Simon Emil Ammitzbøll.

I Liberal Alliance synes vi, det er en god idé, hvis borgerne har mulighed for at sende et signal til Folketinget om, at der er et forslag, man gerne vil have behandlet. Derfor står vi også som medforslagsstiller på det beslutningsforslag, vi behandler her i dag.

Jeg vil selvfølgelig gerne takke justitsministeren for relevante betragtninger i forhold til samspillet mellem forslaget og grundloven. For det er jo sådan set også en overvejelse, vi selv har været i, og som vi også har diskuteret med nogle af de andre partier bag forslaget. Og hvis det er sådan, at der er en detalje i forslaget, der er formuleret på en måde, der gør, at det ikke praktisk kan gennemføres, som det lige er beskrevet her, så må vi jo bare sørge for at ændre det, sådan at det praktisk kan lade sig gøre. Man kan sige, at forslaget måske kunne være mere præcist på forsiden, altså i selve forslaget, men sådan som det er beskrevet i bemærkningerne, er man jo i virkeligheden kommet ud over det. Det vil sige, at vi jo bare skal sørge for, at Folketinget stiller det her redskab til rådighed, sådan at 50.000 borgere kan bede om at få et forslag fremsat, og at udgangspunktet så er, at Folketingets formand er den, der fremsætter forslaget, hvis hun eller han, om det måtte ske, skulle ønske det.

Jeg tror, det er en rigtig god idé, bl.a. fordi det jo også åbner huset op i forhold til befolkningen, at der er bedre mulighed for at engagere sig. Der er også mulighed for, at forslag, som ikke lige kan finde vej gennem de partidisciplinerede grupper, alligevel kan finde vej til Folketingssalen. Misforstå mig ikke, jeg har stor respekt for og ønske om partidisciplin, men jeg synes, det er en god idé, at der kan være forslag, som der sidder mindretal og ønsker sig rundtomkring i grupperne, der alligevel finder vej her til Folketingssalen. Man kunne jo også, hvis man er rigtig vild, forestille sig, at der fandtes forslag, som 50.000 borgere gerne ville have behandlet, som der ikke var et eneste af de 179 folketingsmedlemmer, der ønsker at få behandlet. Og så synes jeg da, det er fint, at man kan få diskussionen. Man har jo ikke ret til, at forslagene bliver gennemført. Man har kun mulighed for, at de bliver behandlet.

Man kan jo sige, det er meget nemt, for i virkeligheden behøver vi slet ikke at stemme om det her forslag, jeg siger ikke, at vi ikke skal, men vi behøver faktisk ikke stemme om det, for jeg kan jo bare sige, at hvis der er 50.000 underskrifter, så fremsætter jeg dem. Det har jeg så hermed sagt, og dermed kan man jo sige, at så er det ligesom løst, og så behøver vi egentlig ikke snakke mere om det. Og jeg har så på fornemmelsen, at der er et flertal i Folketinget, der faktisk har det på den måde. Så må vi jo se – det kan jo være, at dem, der er imod og er bange for, at det hele kommer til at handle om teddybjørne og andre mærkværdigheder, får ret. Man skal jo aldrig afvise, at ens politiske modstandere kan få ret. Der vil jeg også godt love, både på egne og Liberal Alliances vegne, at skulle det ende der, så vil vi gerne evaluere og ændre den måde, ordningen er på, altså hvis det virkelig viser sig, at det hele ender i pjat. Men det tror jeg faktisk ikke det gør, det er der jo ikke noget der tyder på det har gjort andre steder, og hvorfor skulle den danske befolkning dog være dummere end den finske. Det synes jeg ikke der er noget der tyder på, og jeg har svært ved at forestille mig, det skulle være på den måde.

Så vi vil fortsætte arbejdet med forslaget i den allerbedste ånd, og jeg er sikker på, at vi finder frem til en løsning, der kan lade sig gøre i den praktiske virkelighed.

Tak til hr. Simon Emil Ammitzbøll. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Sofie Carsten Nielsen fra Radikale Venstre.

Tak for det. Med det her forslag ønsker vi i Radikale Venstre – vi er jo en bred kreds af partier, der har fremsat det – at give borgerne endnu flere muligheder for at deltage i demokratiet, kvalificere den demokratiske inddragelse. Og vi er inspireret af de finske erfaringer, som flere ordførere har været inde på. Vi vil gerne prøve noget nyt. I Finland har modellen ført til diskussion af et par håndfulde forslag i det finske parlament.

Man har jo rigtigt nok i dag, som ministeren og andre har været inde på, rig mulighed for at få adgang til folketingspolitikere. Det synes jeg heller ikke er det, som er det afgørende problem. Vi ved alle sammen godt, at der ikke skal så meget til, før et folketingsmedlem tager en opfordring videre, f.eks. som et beslutningsforslag, og det er sådan set også fint med mig. Vi har nok forskellige grænser for, hvad der skal til.

Vi har repræsentativt demokrati i Danmark, og det er der ingen der ønsker at ændre. Det hylder vi. Folketingsmedlemmer er alene bundet af deres overbevisning, og det er der ikke noget ved det her forslag der ændrer på. Tværtimod mener vi i Radikale Venstre – men jeg tror, vi har forskellige indgange – at det her forslag måske kan være med til at synliggøre, hvordan holdninger brydes i Folketinget og i befolkningen, sådan som det bør være, ligesom vi altså mener, at det kan være med til at kvalificere og måske endda ansvarliggøre den demokratiske deltagelse. Skal man samle 50.000 underskrifter, skal man arbejde med argumenterne. Hvorfor vil man gerne have noget gennemført? Hvilke konsekvenser kan det have?

Vi ved af gode grunde ikke præcis, hvordan det her vil virke, men vi vil gerne prøve. Derfor foreslår vi det som et 2-årigt forsøg. Vi ønsker i Radikale Venstre at lukke borgerne ind og kvalificere sådan set både borgerne, os selv som politikere og selve den demokratiske debat. Og det er, som justitsministeren selv sagde tidligere, helt i tråd med mit partis værdigrundlag. Vi har altid været og vil altid være dybt optaget af, hvordan vi udvikler demokratiet. Jeg synes, debatten i Finland viser, at forslaget altså ikke nødvendigvis vil føre til flere enkeltsager her i Folketingssalen, i hvert fald ikke flere end dem, der fylder salen i dag.

Kommer det her forslag så til at løse alle vores problemer med politikerlede og menneskers oplevelse af afstand til Christiansborg og politik? Nej, jeg tror, jeg med sikkerhed kan sige, at det vil det ikke. Så let bliver det ikke, og det tror jeg vi alle sammen er helt klar over. Men vi skal bruge alle de muligheder, vi har. Vi skal løbende reflektere over, hvordan vi får en kvalificeret og kvalificerende demokratisk debat. Og tak for den her i dag. Jeg er faktisk meget opmuntret ved, og jeg vil gerne udtrykke respekt hele vejen rundt for, at vi alle sammen på hver vores måde, oplever jeg, er endda rigtig optaget af det spørgsmål.

Tak til fru Sofie Carsten Nielsen, der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Trine Torp fra SF.

SF's ordfører, hr. Jonas Dahl, havde ikke mulighed for at deltage i dag, så derfor fremlægger jeg SF's holdning til sagen.

I SF glæder vi os over, at der nu tegner sig et flertal for, at borgerinitiativer får mulighed for at rejse forslag i Folketingssalen, når der foreligger 50.000 underskrifter, fordi det er en gammel SF-tanke og i øvrigt også minder om et gammelt SF-forslag. Vi mener dog i lighed med tidligere også, at den her mulighed skal fremmes ude i kommuner og regioner, og derfor har vi i forbindelse med behandlingen af det her forslag genfremsat et beslutningsforslag om muligheden for borgerinitiativ i kommuner og regioner. Det håber jeg selvfølgelig også at kunne samle opbakning fra de øvrige partier til.

Jeg vil gerne takke de andre partier bag forslaget for et godt og konstruktivt samarbejde, for jeg tror, det er vigtigt, at vi til stadighed udvikler vores demokrati, og i den forbindelse tror jeg, det er vigtigt, at man prøver noget nyt, hvis man ønsker at fremme en demokratisk deltagelse og samtale. Jeg synes også, debatten i dag har vidnet om, at det kan vi sagtens, når det virkelig gælder.

Målinger har længe vist, at tilliden til politikere i Danmark og for så vidt hele den vestlige verden er i bund, og der er en stigende følelse blandt danskerne af, at det er svært at få direkte indflydelse på demokratiet. I SF har vi altid arbejdet for en mere direkte og borgernær adgang til at påvirke beslutningsprocesserne på Christiansborg. Med det her forslag giver vi større mulighed for at give borgerne en initiativret, således at Folketinget skal behandle forslag, hvis et borgerinitiativ kan samle tilpas mange underskrifter.

Vi tror ikke, det er en mirakelkur, men i dag er det typisk dem med ressourcerne til at hyre lobbyister eller de største interesseorganisationer, der har den letteste adgang til beslutningstagerne. Et demokrati bør altid kunne udvikle sig og hele tiden søge at blive udvidet, så flest mulige har mulighed for at bidrage og deltage. Derfor synes vi, det er godt at give mulighed for at imødekomme borgernes initiativer på den her måde. SF støtter derfor forslaget.

Tak til fru Trine Torp. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det som den sidste ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Rasmus Nordqvist fra Alternativet.

Før jeg sådan rigtig går i gang med min tale, vil jeg bare lige sige, at jeg faktisk synes, at det, vi oplever her i dag, er opløftende – den diskussion, vi har om det her forslag – for det viser mig, at vi alle sammen er rigtig optaget af vores demokrati og optaget af, hvordan vi holder demokratiet i live. Det synes jeg vi skal holde hinanden meget op på – det her forslag eller ej – altså at vi hele tiden bliver ved med at have de her debatter, så vi kommer til netop at udvikle og holde vores demokrati ved lige.

Jeg synes jo, det er en fantastisk dag i dag for demokratiet. Jeg stod op i morges og var glad, og jeg har snakket med journalister og sagt: Det her er en fantastisk dag. Og jeg synes, den er fantastisk, fordi syv partier, altså Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Radikale, SF, Konservative og Alternativet, faktisk er gået sammen om at ville prøve nogle nye redskaber af. Borgerdrevne forslag er et eksperiment, men jeg er faktisk ikke i tvivl om, at det er et eksperiment, som kan være med til at skubbe på, så vi får genetableret tilliden mellem borgerne og politikerne.

Helt konkret betyder forslaget jo, at borgernes muligheder for at ytre sig, blive hørt og sætte en dagsorden og en debat udvides. Faktisk får borgerne mulighed for at få fremsat, behandlet og stemt om et forslag i Folketinget, men det er jo først, når man har opnået støtten fra 49.999 andre borgere, og det kræver, at man sætter en politisk dagsorden, at man får startet en debat. Så på den måde er der tale om en ny form for borgerinddragelse, som jeg tror kan være et rigtig godt aktiv for vores demokrati på sigt.

I Alternativet har vi aldrig lagt skjul på, at vi ønsker en ny og mere involverende politisk kultur. Vi vil gerne have endnu mere borgerinddragelse, endnu mere dialog, endnu mere demokrati, og vi vil gerne prøve at være med til at bryde nogle af murene på Christiansborg ned, så vi i stedet får inviteret flere ind i de politiske processer. Når vi taler om en ny politisk kultur, handler det derfor ikke kun om, at vi skal tale pænt til hinanden og om hinanden – det er også vigtigt – det handler om mere end det. Det handler om at skabe en ny politisk kultur, så man skaber et stærkere og mere inddragende demokrati – et demokrati, hvor medborgerskab, borgerinddragelse er nøgleord, og hvor vi arbejder ud fra ideen om, at flere faktisk ved mere, og hvor vi ikke er bange for at give borgerne bedre muligheder for at påvirke den politiske dagsorden. Det er netop det, som jeg synes at vi syv partier gør med det her forslag.

Som mange ved, er borgerdrevne forslag inspireret af et lignende initiativ i Finland. Her fungerer ordningen faktisk rigtig fint, og det har bl.a. resulteret i, som det tidligere er blevet sagt, at der er blevet vedtaget et forslag om ligestilling i ægteskabslovgivningen. Det har også vist sig – jeg hørte en finsk forsker udtale sig om det – at ordningen i Finland faktisk havde givet specielt unge en opfattelse af, at de var tættere på de politiske processer, at de følte, at de havde bedre muligheder for at deltage.

Det viser jo meget godt, at der faktisk kommer rigtig gode forslag på bordet, hvis man lytter og inddrager borgere. Jeg er overbevist om, at vi faktisk også i Danmark kan få gode input på den her måde som supplement til alle de andre gode måder. Men samtidig håber og tror jeg på, at borgerdrevne forslag kan hjælpe med at øge tilliden til politikerne og fremme et mere aktivt og involverende demokrati. Det sidste har vi i øvrigt flere forslag til fra Alternativets side og – hørte jeg – også fra SF's og Radikales side, og vi glæder os rigtig meget til at skulle arbejde videre med det her i Folketinget og med, hvordan vi kan få sat gang i noget mere.

Så er det jo vigtigt at huske på, at det her med politikerlede og tillid altså ikke er et særligt dansk fænomen. Det er et internationalt fænomen, og det er et fænomen, som kræver nye svar og nye løsninger, nye eksperimenter. Jeg har selv haft fornøjelsen af at diskutere, hvordan vi kan styrke demokratiet og fremme borgerinddragelsen, med mange af mine kollegaer – ikke bare med danske kollegaer, men også senest, da jeg var til Den Interparlamentariske Unions møde i Zambia. Da var der mange møder, der netop handlede om, hvordan vi lukker processerne op. Her havde jeg nogle rigtig spændende snakke med kollegaer fra Mexico, fra England, fra Nepal og fra Island. Fælles for alle er, at man er enige om, at vi er nødt til at skrue op for gennemsigtigheden og åbne de politiske processer endnu mere, hvis tilliden mellem befolkningen og de folkevalgte skal genetableres. Her kan jeg så konstatere, at vi i dag står syv partier, der mener, at borgerdrevne forslag kan være en del af det, der skal til.

Så ved jeg godt, at der er nogle af mine ærede kollegaer her i Folketinget, som er bekymrede over, hvad borgerdrevne forslag kommer til at betyde for det repræsentative demokrati. Og selv om jeg fuldt ud respekterer den bekymring, deler jeg den altså ikke. Faktisk tror vi på, at borgerdrevne forslag har potentiale til at styrke det repræsentative demokrati – styrke det, fordi borgerdrevne forslag kan være et godt supplement til den måde, vi arbejder på i forvejen, og fordi det faktisk giver alle mennesker mulighed for at være med til at rejse en politisk dagsorden og få en sag ind på Tinge her, hvor man må sige at det får en stor opmærksomhed.

Så borgerdrevne forslag afvikler derfor ikke det repræsentative demokrati – tværtimod. Det supplerer det, det udvikler det, og det forbedrer det. Det er i hvert fald det, som jeg har hørt fra alle de syv partier, der står bag, er intentionerne bag og vurderingen i det her.

Men til sidst vil jeg endnu en gang gerne sige tak til alle ordførerne og til ministeren for den her debat. Og jeg vil gerne udtrykke en særlig stor tak til de syv partier, der står bag. Det har været en fornøjelse at udvikle og forbedre det her forslag i fællesskab. Og jeg glæder mig til, at vi lige får det arbejdet igennem i udvalget, og så glæder jeg mig også til den dag, hvor jeg skal stå og sige, at det er en fantastisk dag, fordi vi stemmer det igennem.

Tak til hr. Rasmus Nordqvist. Er der flere, som ønsker ordet?

Det er der ikke, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Forretningsordenen. Og hvis ikke der er nogen, der gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)