Tak.
Hvis jeg var tilhører, ville jeg måske undre mig i dag, fordi stort set alle partiernes ordførere kalder forslaget for et sympatisk forslag og et godt forslag, som man støtter, og som man synes der er mange gode punkter i – men man kan ikke stemme for det.
Det er jo ofte Folketinget i en nøddeskal, og det er især det, der overgår beslutningsforslag.
Men når jeg nu alligevel er forholdsvis glad, er det, fordi jeg da i hvert fald kan notere mig, at otte ud af ni partier gerne vil være med til at lave en høring og eventuelt nedsætte et sprogteknologisk udvalg i en eller anden form.
Så var der et enkelt parti, Liberal Alliance, der slet ikke kunne tage stilling, og det er fair nok, den ret har man jo også.
Jeg vil bare kort skitsere, hvorfor det er så vigtigt.
Vi har jo alle sammen sådan en mobiltelefon.
Den kan man snakke til, og når man snakker til den, gør den ting.
Det skyldes jo sprogteknologi, men det kunne man, mange år før man kunne det på dansk, og det skyldtes, at vi simpelt hen ikke havde de fornødne redskaber til rådighed, som de store multinationale selskaber kunne benytte sig af.
Hvis vi nu havde haft det, kunne Siri have talt dansk ret hurtigt efter, at det kom på engelsk og tysk.
Lad mig komme med et andet eksempel.
Jeg kan huske, at Enhedslisten og for så vidt også Dansk Folkeparti var meget opbragte over, at man ikke kunne få oversat et dokument fra EU fra engelsk til dansk.
Hvis man nu havde udviklet sprogteknologien, så man kunne lave gode maskinoversættelser og så lige finpudse dem ved hjælp af mennesker, ville man ret hurtigt have kunnet få en oversættelse.
Så det er bare to konkrete eksempler på, hvad sprogteknologi egentlig gør.
Jeg ved, og de fleste af ordførerne har også nævnt det, at det er vigtigt for det danske sprog, og det er det.
Sprogteknologi er afgørende.
Mange af ordførerne har sikkert også lagt mærke til, at når de sidder og skriver i Word, kan det være nogle underlige forslag, som Word, Microsofts tekstbehandlingsprogram, kommer med.
Det kan også være nogle mærkelige røde streger, der kommer under ord, som egentlig er rigtige, og det skyldes, at sprogteknologien ikke er udviklet godt nok til, at de store multinationale selskaber kan lave ting til danskerne på dansk, der er i orden.
Når det så er sagt, vil jeg da tage imod ministerens udstrakte hånd.
Så vidt jeg har forstået ministeren, har han jo sagt, at han støtter forslaget og intentionen.
Selve udformningen af beslutningsforslaget kan han ikke sige ja til.
Jeg vil meget gerne tage det op i Kulturudvalget, så vi får lavet en høring snarest muligt, gerne i efteråret, hvis det kan lade sig gøre, og jeg håber også på, at vi kan få nedsat et sprogteknologisk udvalg.
Et sådant udvalg skal ikke bestå af politikere.
Det skal bestå af fagfolk, af folk, der har forstand på det, og der er jeg sikker på at Kulturministeriet også vil hjælpe os med at pege på, hvem det kunne være.
Jeg ved, at Dansk Sprognævn meget gerne vil tale om det her.
Deres direktør, Sabine Kirchmeier, er jo særdeles kyndig på dette område.
Hun ved en masse om det og interesserer sig for det, og ministeren har ret i, at Sprognævnet allerede så småt er ved at gøre noget, men de har også brug for Folketingets opbakning og regeringens opbakning.
Så var der også nogle bemærkninger om uddannelser.
Og det er jo ikke, fordi et udvalg skal blande sig i, hvilke uddannelser universiteterne udbyder, men det kunne hjælpe universiteterne på vej ved at anbefale, hvordan sådan en sprogteknologisk uddannelse kunne være, og så er det i sidste ende op til universiteterne selv at finde ud af, hvordan og om de vil have sådan en uddannelse sat op.
Der er ingen tvivl om, at vi har brug for dimittender både på bachelorniveau og på kandidatniveau, for hvis vi ikke har det i Danmark, har vi jo heller ikke mulighed for at udvikle teknologien.
Så er der altså også penge i det.
Vi vil jo gerne være en teknologisk fremgangsnation, og her halter vi altså bagefter andre lande.
Det tror jeg godt at vi kunne gøre bedre i de kommende år.
Det første skridt er selvfølgelig at få sat gang i en høring, så vi alle sammen kan blive klogere på det område, som er kompliceret.
Og det næste er så forhåbentlig at få nedsat et sprogteknologisk udvalg, der kan arbejde videre med det og komme med nogle anbefalinger, hvorefter vi kan tage stilling.
Man skal have tålmodighed i politik, og jeg har den tålmodighed.
Det, jeg glæder mig over, er, at der så trods alt er opbakning til og forståelse for, at vi bliver nødt til at gøre noget for sprogteknologien, så dansk også er konkurrencedygtigt inden for dette område.
Jeg takker for debatten.