Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 153:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af hundeloven for at fjerne raceforbud og indføre ejeransvar for hundens adfærd.

Af Maria Reumert Gjerding (EL) m.fl.

(Fremsættelse 01.04.2016).

Forhandlingen er åbnet. Vi giver først ordet til miljø- og fødevareministeren.

Tak for det, formand. Tak til Enhedslisten for at fremsætte beslutningsforslag B 153. Forslaget indebærer, at forbud mod bestemte hunderacer ophæves, og at der i stedet indføres påbudsmuligheder med fokus på ejeransvar, herunder mulighed for påbud om deltagelse i adfærdskurser, påbud om neutralisering af hunden og mulighed for forbud mod tøjring af hunde i tilfælde, hvor hunden har udvist aggressiv adfærd.

Med ændringen af hundeloven fra 2010 blev der indført et forbud mod 13 hunderacer, hvoraf 2 af disse racer allerede var forbudt. Forbuddet blev indført på baggrund af en række alvorlige episoder, hvor mennesker eller dyr blev angrebet af farlige hunde. Det skabte en øget frygt i befolkningen for at blive angrebet af hunde på offentlige gader og veje. Forbud mod bestemte racer blev dengang indført med en forventning om, at antallet af farlige hunde gradvis ville kunne reduceres, samtidig med at man ønskede at varetage hensynet til borgernes sikkerhed og tryghed.

Enhedslisten fremsatte et lignende beslutningsforslag tilbage i 2013. Dengang var der allerede taget initiativ til en evaluering af bl.a. hundelovens forbudsordning. Den forbudsordning blev evalueret af Københavns Universitet i 2013, og på baggrund af evalueringen kunne det konstateres, at forbudsordningen har haft den ønskede effekt på antallet af forbudte hunde; at der er indikation for, at forbudsordningen har haft en positiv effekt på borgernes oplevelse af sikkerhed og tryghed; at det ikke er muligt at af- eller bekræfte, om hundelovens forbudsordning har haft en reducerende effekt på episoder, hvor mennesker er blevet bidt af hunde; og at det tyder på, at forbuddet har haft en vis effekt på bidepisoder, der involverer andre hunde. Fødevareministeriet fandt samlet set ikke anledning til at foreslå forbudsordningen ændret, og ændringen af hundeloven i 2014 vedrørte således ikke hundelovens forbudsordning.

I hundeloven findes allerede i dag en mulighed for, at politiet kan udstede påbud bl.a. om, at en hund skal holdes i kort snor og/eller bære mundkurv. I forbindelse med ændringen af hundeloven i 2010 nedsatte Justitsministeriet en arbejdsgruppe, som bl.a. overvejede muligheden for forskellige alternativer til en forbudsordning, herunder mulighed for pålæg om at deltage i kursus. Udvalget havde bl.a. den opfattelse, at det ikke ville være relevant at indføre mulighed for, at politiet kan pålægge en hundeejer at deltage i et kursus, hvis dennes hund konkret har forvoldt skade eller er til fare for sine omgivelser. Det bliver begrundet med, at det for at få udbytte af et kursus vil kræve, at hundeejeren konstruktivt medvirker i uddannelsesforløbet, og det er der en betydelig risiko for ikke vil være tilfældet, hvis deltagelse i kurset sker efter pålæg fra politiet.

Spørgsmålet om, hvordan hensynet til borgernes sikkerhed og tryghed varetages bedst muligt i forhold til hensynet til hundeejerne, er komplekst. Før indførelse af forbudsordningen lå fokus i debatten på frygten for de farlige hunde og hundebid. I dag fokuserer medierne på det modsatte, nemlig debatten om, hvorvidt man gik for langt, da man indførte bestemmelsen om forbudte hunderacer. Selv om debatten nu har fokus på, hvorvidt man gik for langt mod en forbudsordning, må vi ikke glemme, at det var frygt og usikkerhed blandt befolkningen, der var grundlaget for indførelse af en forbudsordning. Jeg mener, det er vigtigt, at hundeloven tager hensyn til både borgernes sikkerhed og tryghed samt til hundeejernes interesser og hundenes velfærd.

Som nævnt er det en ganske kompleks balancegang. Det er min opfattelse, at vi med den seneste ændring af hundeloven i 2014, hvor vi bl.a. fik defineret skambid og givet mulighed for inddragelse af omstændighederne ved bidepisoden i vurderingen af skambid, fik skabt en bedre balance. Jeg mener ikke, at vi med ophævelse af forbudsordningen og indførelse af flere pålægsmuligheder effektivt kan tage hensyn til borgernes oplevelse af sikkerhed og tryghed, og på den baggrund kan regeringen ikke stemme for beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning, og den er fra fru Eva Flyvholm, værsgo.

Mange tak. Når vi har fremsat det her forslag fra Enhedslistens side, skyldes det jo i meget høj grad, at det her ikke har haft nogen virkning i forhold til at nedbringe antallet af bid, men at det tværtimod betyder, at rigtig mange uskyldige hunde og hundeejere er dybt ulykkelige og føler sig uretfærdigt behandlet.

Jeg vil gerne høre ministeren, om ministeren ikke mener, det er et problem, at den her lovgivning simpelt hen ikke har virket i forhold til at reducere antallet af mennesker, der bliver bidt. Var det så ikke på tide at se på, om der skulle ske en revision, når nu det her simpelt hen ikke virker?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er ministeriets vurdering, at forbuddet har haft en vis effekt på episoder, hvor mennesker er blevet bidt af hunde, og derfor ændrer vi ikke noget.

Fru Eva Flyvholm.

Så vil jeg gerne høre, hvor stor en effekt det har efter ministeriets vurdering. Københavns Universitet har jo gennemført en stor undersøgelse af det i f.eks. 2013, hvor man siger, at det her ingen virkning har. Adskillige eksperter har advaret mod det her, allerede da man indførte forbuddet. De har sagt, at det ikke har noget med racerne at gøre, men det har noget med uansvarlige ejere, der opdrager deres hunde forkert, at gøre. Så hvordan kommer ministeriet frem til det her, for jeg synes, at det strider imod alle eksperters udsagn på området? Jeg synes, det er meget mærkeligt, at man fastholder det her, når man kan se, at der er så lille en effekt eller ingen effekt af det, og når så mange mennesker er utrolig kede af den her lovgivning?

Ministeren.

Først og fremmest er det bare ministeriets vurdering på baggrund af de tal, der er, og det følger regeringen. Dernæst vil jeg gerne sige, at vi ikke har et ønske om at skabe nogen som helst form for usikkerhed omkring den her lovgivning. Det er meget komplekst, og det er en meget balanceret tilgang, vi må have i forhold til det her, fordi der både er et hensyn til hundene og deres velfærd og til ejerne, men ikke mindst til de mennesker, der kan risikere at blive angrebet af hundetyper af en bestemt race. Det er derfor, at regeringen fastholder det her balancerede synspunkt, som vi har, og vi oplever jo også, at det foregår nogenlunde i ro og orden, selv om der naturligvis er folk, der kan være utilfredse i forhold til racer og lignende.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren og går til Socialdemokraternes ordfører. Det er hr. Simon Kollerup. Værsgo.

Med det her forslag ønsker Enhedslisten at ændre hundeloven med henblik på at afskaffe raceforbuddet og indføre et ejeransvar for hundens adfærd.

Der er her tale om et beslutningsforslag, hvor man ikke behøver tjekke Folketingets dagsorden for at konstatere, at beslutningsforslaget er blevet fremsat. Jeg er i hvert fald personligt blevet orienteret gennem utallige mails fra danskere, endda længe før forslaget overhovedet blev fremsat. Derfor er det også en sag, som vi selvfølgelig tager alvorligt i Socialdemokratiet.

Raceforbuddet blev indført efter en række meget alvorlige hændelser, hvor mennesker og dyr blev angrebet af aggressive og farlige hunde. Det skabte en forøget frygt hos mange danskere, og vi mener, at man som borger først og fremmest skal kunne færdes trygt i samfundet. Derfor valgte Socialdemokratiet at stemme for at bibeholde raceforbuddet ved den seneste revision af loven.

Vi anerkender derfor behovet for en liste over ikkeønskede hunderacer. Vi vil gerne fremme trygheden, og vi anerkender, at en række hunde rummer en betydelig potentiel risiko, hvor viden og ansvarlighed ved omgang med hunden ikke er tilstrækkelig. Med ordningen har vi nedbragt antallet af de typer af hunde, som man vurderer er problematiske, og det er vores opfattelse, at det har forøget trygheden hos danskerne. Det samme har evalueringen fra 2013 vist. I det lys mener vi, at forbuddet har tjent sit formål.

Hvad angår bidsager, mener Socialdemokratiet, at det kunne være formålstjenligt med en opdateret oversigt over udviklingen af bidskader. Det håber vi at ministeren vil levere i udvalgsarbejdet. Som nogle vil kunne huske, kunne der ikke drages entydige konklusioner om, hvorvidt raceforbuddet har haft en virkning på antallet af bidskader. Det er også lige blev debatteret, og derfor vil et opdateret grundlag på lige præcis det punkt være ønskværdigt.

I tillæg hertil er det også værd at nævne, at vi, sidst vi reviderede hundeloven, sikrede, at færre hunde bliver aflivet. Det gjorde vi ved at nuancere reglerne om skambid, sådan at man nu skal se på omstændighederne ved skambid, når det vurderes, hvorvidt en hund skal aflives. Vi åbnede for, at en hundesagkyndig bliver involveret i sagerne. Derved imødekom vi et stort ønske fra hundeejere og sikrede, at hunde eksempelvis ikke bliver aflivet, hvis de skambider en anden hund under leg.

Ejeransvar, som også er en del af forslaget, er naturligvis et vigtigt element, og vi glæder os over, at der er rig mulighed for at gå til hundetræning her i Danmark. Dog mener vi ikke, at man kan skabe samme tryghed gennem et øget ejeransvar, som man kan gennem raceforbuddet.

Så med de bemærkninger skal jeg meddele, at Socialdemokratiet ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning, og den er fra fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Jamen jeg synes jo, det er interessant, at ordføreren fremhæver det som et succeskriterium, kan man sige, at den her lovgivning har nedbragt antallet af uønskede hunde. Ja, det må man sige, for man har jo aflivet de her hunde, så det er ikke så mærkeligt, at det har nedbragt antallet. Men har det løst problemerne med bid? Nej, det har det faktisk ikke. Det har bare givet en masse, masse ulykkelige mennesker, og der er en masse uskyldige hunde rundtomkring, som bliver ramt af det her.

Om folk føler sig trygge eller ej, er jo også meget abstrakt. F.eks. er der mange mennesker, der er bange for at gå på gaden, når det er mørkt, men i virkeligheden er risikoen for at blive overfaldet i sit eget hjem jo noget større. Så jeg synes da, at vi skal forsøge at lave noget lovgivning, der virker, og jeg vil bare gerne spørge ordføreren direkte:

Mener ordføreren, at justeringerne af den her hundelov, raceforbuddet, har virket, sådan at antallet af bid er blevet nedbragt, som man havde håbet på, dengang man indførte det – ja eller nej?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg synes, at Enhedslistens ordfører tager ret let på det spørgsmål, der handler om danskernes tryghed: at det er en abstrakt størrelse. Jo, men det er også en vigtig størrelse, og for os er danskernes tryghed vigtig. Det er derfor, vi fastholder den her liste, som er indført.

I forhold til spørgsmålet om bid sagde jeg jo i min ordførertale, hvad jeg også går ud fra at spørgeren noterede sig, at det selvfølgelig ville være oplagt, at vi på det stadium, vi er på nu, får en opdatering af vores viden om bidskader. Men spørgsmålet om danskernes tryghed, som vi mener at den her lov har bidraget til, er vigtigt for os.

Fru Eva Flyvholm.

Tryghed er også vigtigt for mig, men jeg synes bare, at vi må tage udgangspunkt i, om frygten er reel. Det er vigtigt for mig, at vi får forhindret, at folk bliver skambidt, og at andre hunde bliver skambidt. Det ved vi at der er meget bedre muligheder for at gøre, hvis man træner hundene og træner ejerne, som man har gjort i mange andre lande. Det er jo det, vi lige præcis gerne vil over i, nemlig at komme væk fra den her lovgivning, som ikke virker, og som bare rammer folk og uskyldige.

Jeg vil gerne høre ordføreren: Hvis det viser sig, at det her ikke har nedbragt antallet af bid – for det mener jeg sådan set at der ret god dokumentation for at det ikke har – vil Socialdemokratiet så være med til at afskaffe det her raceforbud? For så stiller vi da bare et spørgsmål til det, så vi kan få det talt op.

Ordføreren.

Vi læner os sådan set op ad den vurdering, som er kommet fra Miljø- og Fødevareministeriet, nemlig at det her forbud har virket. Og til spørgsmålet om, hvorvidt man skal træne ejeren, ligesom man træner hunden, så er det måske en lidt skarp måde at tegne det op på, men vi deler opfattelsen af, at det er vigtigt, at der er et ejeransvar, og at ejeren også lever op til det ansvar, når vedkommende anskaffer sig en hund.

I forhold til det konkrete spørgsmål om bidskader må vi afvente det, der kommer til udvalget, og som vi går ud fra kan leveres. Vores udgangspunkt er fortsat, at vi bakker op om den her liste. Det er vores budskab i dag.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og så går vi til ordføreren for Dansk Folkeparti, og det er fru Karina Due.

Tak til formanden, og tak til ministeren for en god og saglig gennemgang. Hundeloven blev indført i 2010, og baggrunden var jo en meget, meget stor utryghed i befolkningen, især når folk mødte de her muskelhunde eller kamphunde, eller hvad man kalder dem, i gadebilledet. Der var mange og alvorlige bidepisoder, og den stigende frygt for disse hunde nødvendiggjorde et tiltag, der skulle skabe tryghed igen. Hundeloven blev vurderet igen i 2013, og her var konklusionen, at loven virkede efter hensigten med hensyn til antallet af hunde, som skabte utryghed, og at der ikke på det tidspunkt var nogen grund til at lave noget om. Vi opdaterede loven i 2015, hvor der kom en præcisering af skambidsbestemmelsen.

Altså, hundeloven har virket efter hensigten. Der er ikke længere den daglige frygt for potentielt farlige hunde og de meget alvorlige bidskader. Det er ikke længere noget, der fylder medierne, så alt i alt har hundeloven virket efter hensigten. Når det så er sagt, vil jeg sige, at Dansk Folkeparti erkender, at der er elementer i hundeloven, som virker uhensigtsmæssige. Den omvendte bevisførelse er et af de punkter. Det er et af de punkter, som Dansk Folkeparti meget gerne vil kigge på. Vi har et problem med, at hr. og fru Jensen kan gå og være nervøse for at få fjernet deres hund, fordi der er nogle, der påstår, at der er et eller andet forbudt i den, og de er bange for, at deres hund skal blive aflivet. Det er der ikke nogen der skal gå at være bange for på den måde, så den omvendte bevisførelse er ikke vores kop te.

Et andet problem er de lange sagsbehandlingstider. Nu snakkede vi om forbudslisten. Det er én ting, den kan man være enten for eller imod. Det er lidt ligesom med færdselsloven, den kan man også være for eller imod. Men et andet problem, og nu snakker vi dyrevelfærd, er de lange sagsbehandlingstider, der betyder, at hunde kan have ophold på internater eller pensioner i månedsvis. Ja, vi har endda set eksempler på, at det er i op til årevis. Selv om de fleste internater har okay eller gode forhold for hundene, er det altså ikke et optimalt sted for en hund at være så lang tid ad gangen. Derfor ønsker vi jo i Dansk Folkeparti en kortere behandlingstid og et loft over, hvor lang tid hunde må opholde sig på internater.

Vi kan også altid diskutere, om politiet er klædt godt nok på til at vurdere, om hunde tilhører en bestemt race. Det problem mener vi løser sig selv, når vi får det dyrepoliti, vi kæmper så hårdt for. Et dyrepoliti skal jo bestå af specialuddannet personale, som har en meget, meget stor viden om dyr, og i samarbejde med diverse dyreværnsorganisationer vil det give en meget større sikkerhed for, at vurderingerne vil være så fagligt korrekte som overhovedet muligt.

Dansk Folkeparti kan ikke støtte forslaget om at fjerne raceforbuddet. Tryghed og sikkerhed for befolkningen vægter vi meget højt. Men jeg vil også gerne understrege, at vi lytter til de borgere, der kommer i klemme, og at vi arbejder på at finde løsninger, så man undgår, at nogle familier og deres hunde havner i en rigtig trist situation. Samlet set tror jeg faktisk ikke at forbudslisten i sig selv er det, der skaber problemerne, men derimod de andre elementer i hundeloven, jeg har omtalt. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm, værsgo.

Jeg opfatter det sådan, at ordføreren for Dansk Folkeparti ikke vil støtte det her forslag, og det undrer mig faktisk, fordi jeg netop tit hører Dansk Folkeparti tale om dyrevelfærd. Her er netop et soleklart eksempel på, at hunderacer – altså, det er jo tusindvis af hunde, vi snakker om her – er blevet aflivet, også små hvalpe. Det er hunde, som bliver interneret nogle gange i årevis og er væk fra deres ejere. I det hele taget er der også en masse hundeejere, som simpelt hen er bange for at gå med deres hund på gaden, havde jeg nær sagt, i dagslys.

Mener Dansk Folkeparti virkelig i ramme alvor, at det er rimeligt fortsat at forbyde de her hunderacer, at de skal aflives, og at de skal kontrolleres på den måde, der er tale om her?

Ordføreren.

Dansk Folkeparti mener, at det er det rigtige at bevare forbudslisten, men vi har aldrig nogen sinde været vilde med, at man afliver sunde og raske hunde, der ikke har gjort noget. Det er jo et dilemma, for er en hund forbudt, og er den ikke fra før det tidspunkt, den skæringsdato for dispensation for at have de her hunde, altså født før en vis dato, og er den på den ene eller den anden måde skaffet illegalt ind i landet, så er det faktisk ikke hundelovens skyld, at den hund bliver aflivet. Det er dem, der har fået den hertil, der har skylden. Og det er jeg meget, meget ked af sker.

Så er det fru Eva Flyvholm, værsgo.

Så er jeg også interesseret i at høre ordføreren om det her. Ordføreren sagde, at hundebid ikke fylder så meget i medierne mere. Det kan der jo være rigtig mange årsager til. Forsikringsselskaberne oplyser f.eks., at der er flere, der bliver bidt af hunde nu, end der var i 2010. Så virkeligheden er måske ikke, at der er sket særlig meget i forhold til det her. Tror ordføreren, at den her lov hjælper? Hvor meget har den nedbragt antallet af hundebid? Det synes jeg da er relevant for befolkningen at få at vide, for det her er jo en meget, meget indgribende lov.

Ordføreren.

Det kan ikke påvises, at der er sket et fald i antallet af hundebid, men der er ikke nogen tvivl om, at graden af alvor i de hundebid, der sker, er blevet væsentlig mindre. Og det er jo, fordi de her store hunde virkelig kan forrette skade, når de bider, og dem er der ikke så mange af mere. Og vi ved også godt, at selv en chihuahua kan bide og være hidsig, så der er fuldstændig enighed om, at det er i den anden ende af snoren, opdragelsen skal være. Men vi kan ikke tvinge nogen, og vi ved også godt, hvad det er for nogle typer, der i mange tilfælde bliver tiltrukket af de her hunde.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så går vi til Venstres ordfører, og det er fru Anni Matthiesen, værsgo.

Tak for det. Da Venstres ordfører på det her forslag godt nok er til stede i salen, men har indtaget formandsstolen, har jeg lovet at læse talen op.

Enhedslistens beslutningsforslag indebærer, at forbuddet mod bestemte hunderacer ophæves, og at der i stedet indføres ejeransvar for hundens adfærd. Da hundelovens forbudsordning blev indført i 2010, var det som følge af en række alvorlige hændelser både på mennesker og dyr, som var blevet angrebet af farlige hunde. Det skabte frygt for, at man på gaden risikerede at blive angrebet, og derfor indførte man forbudsordningen med en forventning om mere sikkerhed og tryghed i befolkningen. I alt 13 hunderacer blev med forbudsordningen forbudt.

Forbudsordningen blev evalueret i 2013. Det fremgik da af evalueringen, at der var sket et fald i antallet af racer, der var omfattet af forbudslisten, og at der var en indikation af, at forbudsordningen har haft en positiv effekt på borgernes oplevelse af sikkerhed og tryghed. Forbudsordningen har altså med andre ord opfyldt sit formål. Der er siden 2013 ikke kommet nye oplysninger, der begrunder en fornyet evaluering, eller som giver anledning til at ændre forbudsordningen.

Derudover indeholder hundeloven, som den ser ud i dag, muligheden for påbud. Det betyder, at politiet kan udstede påbud om, at hunde eksempelvis skal bære mundkurv. Hvordan vi bedst muligt varetager borgernes sikkerhed og tryghed samtidig med hensynet til hundeejer og hundens velfærd, er en vanskelig afvejning. Vi må dog i debattens hede ikke glemme, at frygten for overfald af farlige hunde var årsagen til, at forbudsordningen overhovedet blev indført.

Da der ikke er kommet nye oplysninger, som giver anledning til at ændre forbudsordningen, og da vi ikke uden forbudsordningen effektivt kan sikre borgernes sikkerhed og tryghed, stemmer Venstre imod beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning, at det er fra fru Eva Flyvholm, værsgo.

Tak. Ordføreren fremhæver, at der ikke siden 2013 er kommet nye oplysninger frem, der giver anledning til at ændre på det her. Den undersøgelse, der blev lavet på Københavns Universitet i 2013, fastslog jo lige præcis, at den her lov ikke havde virket, at raceforbuddet ikke havde virket. Det havde ikke nedbragt antallet af bid. Så på den måde synes jeg sådan set, at materialet fra 2013 også giver rigtig, rigtig god grund til at afskaffe det her raceforbud. Det er det ene, jeg gerne vil høre ordføreren om, altså, hvordan man vil forklare det.

Det andet er: Gør det ikke indtryk på ordføreren, at en række andre europæiske lande har haft indført de her raceforbud og er gået væk fra dem igen, fordi man har set, at det ikke har virket, og nu er man i stedet for begyndt at gennemføre det, som vi foreslår her, netop meget mere træning af hundene og tilladelser til ejerne osv., kontrol af det. Det er jo det, jeg mener det handler om, og det har man haft rigtig gode erfaringer med. Er det ikke måden at gå til det?

Ordføreren.

Jeg må sige, at når Miljø- og Fødevareministeriet egentlig vurderer, at loven har virket, er det det, vi har valgt at lytte til, og jeg må sige, at især også det med trygheden for borgerne synes jeg har en afgørende betydning.

Fru Eva Flyvholm.

Det er bare, fordi den her undersøgelse fra 2013, som ordføreren selv henviste til, netop konkluderer, at raceforbuddet ikke har virket, og at det heller ikke kommer til at virke, fordi det ikke ifølge alverdens eksperter er de specifikke racer, der er problemet, men derimod er det den manglende opdragelse af hundene, der gør dem vilde. Det skal vi selvfølgelig gøre noget ved, det er jeg helt enig i, men det er jo det, der ikke sker nu, så jeg vil gerne bede ordføreren lige forholde sig til det her med, at når nu så mange andre lande har afskaffet det her raceforbud igen og slået over på en anden vej, fordi det virker bedre, var det så ikke værd at lære af i Danmark?

Ordføreren.

Jeg synes stadig væk, at det er vigtigt at holde fast i, at man ikke skal sætte borgernes tryghed over styr, og jeg må sige, at jeg tror på, at den her lov har haft en effekt. Jeg synes også, at man fornemmer helt klart, at det i hvert fald ikke er noget, der fylder ret meget i medierne nu, og for den sags skyld hører vi ikke meget om, at der er nogle, der fortsat bliver skambidt og bliver overfaldet af farlige hunde, og det synes jeg faktisk er utrolig vigtigt at holde fast i, nemlig at vi har en sikkerhed og en tryghed for befolkningen.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går over til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Carsten Bach, værsgo.

Tak for det. Jeg vil starte med at krybe til korset og indrømme, at jeg desværre aldrig har haft hund – det vil sige, at det har jeg dog i en kort periode for ganske nylig i forbindelse med min svigerfars sygdom og dødsfald, hvor min familie og jeg så passede mine svigerforældres hund. Men til gengæld har et af mine partimedlemmer fru Mette Bock, som jeg faktisk havde regnet med sad i formandsstolen nu, hund, og hun er faktisk i virkeligheden Liberal Alliances egentlige ordfører på hundelovsområdet. Det, jeg med andre ord prøver på at sige, er, at jeg ikke er den store hundeentusiast, men jeg har bestemt ikke noget imod nogen hunde, hvis bare de er ordentligt opdraget og i snor, når de er blandt fremmede på gåture m.v.

En ting, som jeg dog synes er rigtig dejligt, er, når Enhedslisten og Liberal Alliance er enige om noget. Det fortæller nemlig mig, at der virkelig må være bred folkelig opbakning til forslaget. At der så er bred folkelig opbakning, er jo desværre ikke det samme, som at der er bred opbakning i Folketinget – det kan man så tænke lidt over.

Liberal Alliance har altid været og er stadig imod raceforbuddet i hundeloven og mener, at der er tale om et rigtig godt eksempel på overflødig lovgivning, der formentlig ikke har gjort og heller ikke kommer til at gøre nogen forskel i forhold til bidskader på mennesker eller andre hunde – bidskader, der jo selvsagt er helt uacceptable.

Ansvaret for hunden i den her sammenhæng er helt entydigt placeret hos de tobenede, nemlig ejerne af hundene, og Liberal Alliance støtter derfor Enhedslistens beslutningsforslag.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm, værsgo.

Jeg vil bare sige tak til ordføreren for, at Liberal Alliance støtter det her forslag. Det er jeg rigtig glad for. Jeg synes, det er vigtigt, at vi kommer videre i forhold til den her kritik.

Så vil jeg også bare lige bede ordføreren om at reflektere over, kan man sige, det her med, at der tilsyneladende ikke rigtig har været nogen effekt af den her lovgivning indtil videre.

Ordføreren.

Det er nok netop, fordi det jo i virkeligheden er ejerne, der er problemet, og at det i den her forbindelse egentlig kan være meget svært at lovgive om, hvad en hund gør og ikke gør. Men opdragelse er meget vigtig i den her sammenhæng.

Fru Eva Flyvholm.

Jeg vil gerne sige tak for bemærkningerne, og jeg håber, at vi kan fortsætte med i et godt samarbejde mellem Enhedslisten og Liberal Alliance at få det her raceforbud taget af bordet. Jeg tror, ordføreren har ret i, at der vil være opbakning til det ude i befolkningen.

Ordføreren.

Jeg vil også sige tak for, at man har fremsat beslutningsforslaget.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går til Alternativets ordfører, og det er hr. Christian Poll, værsgo.

Tak til Enhedslisten for at fremsætte det her forslag. Jeg har prøvet at sætte mig ind i sagerne her, og jeg har selv været hundeejer i flere omgange og ved jo godt, at der er variationer over racernes temperament, men jeg er nu også af den opfattelse, at det, der primært gør forskellen, er, hvordan ejeren håndterer opdragelsen af hunden.

Jeg kan så se på den dokumentation, der ligger til grund for forslaget, at der har været tale om en falsk tryghed med den her liste over de 13 hunderacer, og vi kan se, at der ikke er nogen dokumenteret effekt af det.

Derfor støtter vi det her forslag.

Lad os dog få fundet nogle løsninger, der løser problemerne, i stedet for en liste over racer, som nogen tror har nogle særlige egenskaber.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm, værsgo.

Jeg vil bare sige mange tak til Alternativet for støtten til det her forslag. Jeg ser frem til, at vi kan arbejde videre med det og også kigge mere på dokumentationen for, at den her lovgivning ikke virker, så vi faktisk kan få indført nogle gode, positive tiltag, som vil kunne nedbringe risikoen for at blive bidt, og som samtidig kan være med til at bibringe ordentlige forhold for hundeejere og uskyldige hunde, som lige nu bliver ramt af det her. Tak.

Ordføreren.

Jeg er helt enig. Det er utrolig vigtigt, når vi vedtager lovgivning, at vi er sikre på, at der er en dokumenteret effekt af det, vi sætter i værk. Og derfor skal vi have dokumentationen på bordet og have fundet løsninger, som faktisk kan bruges til at løse de problemer, der er med bidskader.

Fru Eva Flyvholm. Hun frafalder. Så går vi videre til næste ordfører, og det er fru Ida Auken fra Radikale Venstre, værsgo.

Mange tak. Jeg er heller ikke Radikale Venstres hundeordfører, men da vi er et lille parti og der samtidig er forhandlinger, har jeg måttet skynde mig og har kastet mig ind i sagen på det her tidspunkt og skal gøre mit bedste for at fremsætte vores synspunkter på det her.

Når man laver lovgivning på sådan et område som det her, handler det om at finde den rigtige balance mellem befolkningens tryghed og sikkerhed og hensynet til hundeejerne og deres mulighed for at have et bredt udbud af hunde og racer, de kan købe, og som de helt sikkert holder meget af.

Jeg vil så til gengæld sige, at vi ikke synes, at tidspunktet er til at genåbne den her debat. Det var en meget følelsesladet debat sidst, og så længe har loven heller ikke virket. Den er også blevet evalueret i 2013, og meget tyder på, at den sådan set har virket, for det kan godt være, der ikke er kommet færre bidskader, men det ser ud til, at de er blevet mindre alvorlige, og at befolkningens tryghed sådan set er steget.

Så vi kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Mange tak. Jeg er ikke Enhedslistens hundeordfører, så jeg kan sagtens tillade mig at spørge alligevel. Hvad mener ordføreren med at finde den rette balance?

Jeg mener, at man normalt hører, at Radikale gerne lytter til eksperter. Stort set alle eksperter på området, dyrlæger, dyrevelfærdseksperter, repræsentanter for hundeorganisationer siger, at det her ikke virker. Tværtimod medfører det en masse dårligdom i form af ulykkelige hundeejere, hunde, der bliver interneret meget lang tid, bliver aflivet osv. Alle eksperter peger på, at det her ikke virker, og vi har også meget, meget seriøs dokumentation fra udlandet om det. Adskillige lande har prøvet det her med at indføre en hundelov, har set, at det ikke har virket, er gået bort fra det igen, har gjort det, vi foreslår her, og har haft gode resultater med det.

Hvorfor mener Radikale ikke, at tidspunktet er rigtigt?

Ordføreren.

Man må sige, at vi lytter til eksperter, men vi lytter sådan set også til dem, der siger, at folk kan have noget så simpelt som hundeangst eller kan være bange for hunde. Jeg har selv to små børn og er i familie med en, der er rasende bange for hunde. Derfor ved jeg, at det spiller en meget stor rolle, at folk er trygge, og hvad de oplever, når de går på gaden. Det kan godt være, at det faktuelt ikke er en farlig hund, men hvis det opleves, som om den her race har været blandt de farlige og har påført folk nogle af de meget voldsomme bidskader, man har hørt om, synes vi også, det er værd at tage med ind i en politisk overvejelse.

Fru Eva Flyvholm.

Jeg mener, det handler om at skabe reel tryghed. Da jeg var lille, blev jeg selv overfaldet og bidt af fire schæferhunde. Det var da meget, meget skræmmende og ubehageligt. Men det, der skal til, er jo ikke at forbyde den hunderace. Det har i øvrigt også været diskuteret, og det har man heldigvis ikke gjort. Det, der skal til, er at sørge for, at ejerne ikke er vanvittige og dårlige til at opdrage deres hunde, hvilket jo var tilfældet her. Så jeg synes, vi skal skabe en reel tryghed og ikke noget, som er baseret på løsrevne forestillinger om, at nogle hunderacer er gode og andre er onde, for al fagvidenskab siger altså, at man ikke bare kan manøvrere ud fra det. Så jeg vil virkelig bede ordføreren om at overveje det her grundigere.

Ordføreren.

Nu kan man jo godt have forskellige holdninger og fortolke fakta forskelligt. Det er nok også derfor, at vi er i forskellige partier. Jeg må bare sige, at for mig personligt tæller det altså også rigtig meget med, hvad det er for en oplevelse, folk har af en hund, og den opfattelse, folk har af virkeligheden, spiller sådan set en meget vigtig rolle. Det mener jeg man skal tage dybt alvorligt. Jeg må bare sige, at jeg tror, at det at stå over for hunde af den her karakter vil for mange mennesker føles mere truende, også selv om det ikke er det. Det kan vi selvfølgelig gå ind i en debat om og se, hvordan man kan oplyse og fortælle om, hvad for hunde der er farlige og ikke er farlige, og hvordan man kan sikre, at alle hunde bliver opdraget så godt som muligt.

Men vi mener egentlig ikke, at tiden er til at genåbne en debat, som var meget, meget følelsesladet. Vi tror, at loven er god, som den her.

Ja tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og så går vi til SF's ordfører. Det er fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Lad mig starte med at sige, at vi i SF er positivt stemt over for forslaget, men har en række bemærkninger til det. Jeg kan ikke stå her og garantere i dag, at vi vil stemme for det i den udformning, det har, men vi synes, det er en meget god diskussion.

Det er blevet sagt heroppefra flere gange, at den oplevede tryghed også er vigtig. Det mener jeg også den her. Men vi som politikere og medierne er med til at skabe den oplevede tryghed. Jeg vil da sige, at i den tid op til vedtagelsen af hundeloven, hvor der var den ene sag efter den anden, kunne jeg da simpelt hen også ved synet af en bestemt type mand, var det jo tit, med en bestemt type hund egentlig også gå over på den anden side af fortovet. Jeg har ikke hundeangst, jeg har haft hund i mange år, og jeg elsker hunde. Men der var så mange eksempler i medierne på voldsomme skader. Så tænker jeg: Hvis jeg havde den oplevelse, så kan jeg da godt forstå, at folk med små børn også havde den oplevelse.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at vi også skal gøre det, der sagligt set virker. Jeg mener ikke, at vi har alle fakta på bordet. Jeg tror, det er helt rigtigt, som fru Eva Flyvholm siger, og det står også i konklusionerne, at man ikke kan påvise, at det har hjulpet. Det har også været fremme, at der ikke nødvendigvis er færre skader. Jeg kunne godt tænke mig noget mere viden om, om skaderne er mindre alvorlige i dag, som DF's ordfører var inde på. Så jeg synes, der er en lang række spørgsmål, som vi skal have afklaret. Jeg vil gerne være med til at se på at ændre loven, hvis det, der skal til, for at den virker rigtigt, ikke er at forbyde de her hunderacer, men at gøre nogle andre ting. Jeg kan godt være lidt skeptisk, selv om jeg forstår den gode intention bag det, ved at opdrage ejerne, for jeg tror egentlig, at ministeren har en pointe, når han videregiver dette synspunkt: Hvis du er meget modvillig, hvis du er en hundeejer, der virkelig ikke har nogen intentioner om at opdrage din hund godt, vil sådan et kursus så virke?

Jeg mener jo ikke, at hårdere straffe altid bare virker, men jeg vil gerne stå her og være fortaler for absolut nultolerance over for hundeejere, der har hunde, der er meget voldsomme, som giver meget store skader. Man kan sige, at det jo er synd for den hund, der er blevet opdraget så dårligt eller har haft så dårlige forhold, at den udvikler det, der latent kan ligge i alle hunde, nemlig meget aggressiv adfærd. Men man må også stå heroppe og sige, at du har et privilegium ved at have en hund, men f.eks. små børns sikkerhed må altså gå forud. Det synes jeg. Jeg anerkender, og det skriver Enhedslisten også, at en hund kan være så skadet, at man bliver nødt til at aflive den i sidste ende.

Jeg vil gerne rose Enhedslisten for at tage en rigtig god pointe med. I det her hollandske studie påpeges også, at måske rykker man bare problemerne ind i nye hunderacer så at sige, fordi hovedproblemet er ved hundeejeren. Derfor kan man så se, at hunde, som man måske ikke vil opfatte som farlige, også kan blive det netop på grund af den forkerte hundeejer.

For at opsummere: Jeg er ikke hundrede procent sikker på, at det er nok at gøre de ting, som Enhedslisten foreslår her. Jeg mener også, at oplevet tryghed er vigtig, men både vores debat og mediernes dækning spiller rigtig meget ind. Men jeg synes, at man først fremmest som politiker må agere ud fra saglighed, fakta og viden. Jeg tror, at vi mangler noget, og jeg håber, at ministeren faktisk vil være behjælpelig med, at vi kan få noget mere viden om det her. Der er så mange eksperter efterhånden, der siger, at det her ikke er den rigtige vej at gå. Det gør jo indtryk. Jeg kunne altså også godt tænke mig at få mere viden om det her med, om at det kun er det samme kvantitativt, altså det samme antal skader, der er, eller er voldsomheden i dem gået ned. For det synes jeg faktisk også er relevant.

Så som både stor dyreven og hundeejer, men også som moster og faster til små børn, som ikke skal gå rundt og være bange for at blive bidt af hunde, vil jeg sige, at jeg meget gerne vil være med til at se på det her. Det vil SF gerne. Og jeg håber, at vi kan finde noget i udvalget, der kan lede os videre ad den vej. Det inkluderer måske endda også en beretning, som også de partier, der nu siger, at de ikke vil stemme for det her, alligevel kan se sig selv i.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm.

Jeg er rigtig glad for, at ordføreren siger, at man vil se på det her, og jeg er helt enig i, at vi jo skal have en rigtig grundig drøftelse af, hvordan vi kan skrue en fornuftig tilpasning af det her sammen i Danmark. Det, der er rigtig vigtigt for mig, er netop også, at vi faktisk når frem til en måde, hvor vi sikrer, at der bliver den reelle tryghed, og at vi får lavet en lovgivning, som hjælper, og som nedbringer antallet af mennesker og hunde, der bliver bidt af hunde. For det er klart, at man skal kunne gå i tryghed på gaden, og at man ikke skal risikere at blive overfaldet af hunde. Men jeg mener netop lige præcis, at problemet ligger hos ejeren, og det er også bare det jeg vil sige tak til ordføreren for at fremhæve. Det er jo vigtigt at holde fast i, at det, vi taler om i Enhedslisten, heller ikke bare, kan man sige, er bløde træningskurser, for der er også tale om, at hvis en hund er farlig, skal den selvfølgelig aflives. Det er klart. Men det skal være en vurdering af den konkrete hund, og hvis en hundeejer optræder uansvarligt, skal vedkommende selvfølgelig også kunne anmeldes til politiet.

Ordføreren.

Tak for bemærkningerne, og dem er jeg helt enig i. Så mener jeg også, at det er et privilegie at have et kæledyr og ikke en ret, og at jeg, hvis du ikke kan finde ud af at holde f.eks. en hund, ikke har noget problem med at sige – hvis det selvfølgelig er fuldstændig bevist, for retssikkerheden skal jo være der – at du ikke skal kunne holde hund. Det er både for andre menneskers skyld og for hundens skyld. For det bliver jo ødelagte dyr, og det er det, vi ser. Men jeg glæder mig til, at vi kan arbejde videre med det her, for det vil jeg virkelig gerne.

Fru Eva Flyvholm.

Det vil jeg gerne takke ordføreren for. Vi ser rigtig meget frem til behandlingen i udvalget og til netop at få stillet alle de spørgsmål, der også bliver rejst her, og få en grundig debat af det. Så mange tak for det. Det bliver spændende at se, hvad vi kan finde ud af.

Ordføreren.

Selv tak.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går over til den konservative ordfører, og det er hr. Rasmus Jarlov.

Tak for forslaget fra Enhedslisten. Jeg tror, at det her er en debat, som der faktisk for en gangs skyld er ret mange der følger med i, og derfor vil jeg også starte med at sige tak for de mange mails, vi har fået i de seneste uger angående netop det her beslutningsforslag, som naturligvis vækker mange følelser. Der er selvfølgelig rigtig meget på spil, når det handler om ens hund, og hvorvidt man skal have lov til at have den eller ej, og det har vi stor forståelse for. Vi har også stor forståelse for, at der kan være en diskussion om, om det er de rigtige racer, der er på den her liste. For det kan være svært at bevise fuldstændig, hvilke hunderacer der er de største problemer med, og det er en helt relevant debat, man kan tage, om det er de rigtige hunderacer, der står på listen eller ej.

Vi synes dog ikke, at det er rigtigt at fjerne listen som et princip og overhovedet ikke at have en liste over hunderacer, der skal være forbudt. For det er efter vores opfattelse helt ubestrideligt, at der er visse hunderacer, som er mere farlige end andre. Man kan diskutere, hvilke det er, men det, at hunde har forskelligt temperament, og at alt ikke kun handler om ejeren, betragter vi som ubestrideligt. Vi har ikke særlig mange problemer med golden retrievere, som angriber folk, og der er også andre hunderacer, hvis temperament vi klart kan se forskel på, og derfor er det rimeligt nok at lave en liste over nogle racer, som er mere farlige end andre. Vi tillader heller ikke folk at have en krokodille eller en kobra som kæledyr, og derfor kan man ikke sige, at det kun er op til ejeren, uanset hvad det er for et dyr man har med at gøre.

Det er selvfølgelig et lidt karikeret eksempel, men det er bare for at understrege pointen. Selv om ejeransvaret nok selvfølgelig betyder det meste, er der stadig væk forskel på, hvad det er for et dyr, man har i snor, og hvor farligt det er, og på den baggrund mener vi, at det er rigtigt at holde fast i en liste over forbudte racer.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm.

Jeg vil gerne høre ordføreren lidt mere om, hvad det er for nogle hunderacer, ordføreren så mener der skal være på sådan en forbudsliste, og jeg er da glad for, at ordføreren vil åbne lidt op for at se på det. Men som jeg forstår det, siger dyrlæger og andre eksperter nemlig, at du generelt set ikke kan sige, at den her dårlige adfærd er et udtryk for racen, men at det handler om uansvarlige hundeejere, der har opdraget hundene forkert, og det mener jeg jo er det problem vi skal tage fat om og gøre mere for at adressere.

Så er der nogle eksperter, der har peget på, at der faktisk i nogle enkelte racer – jeg ved, at det f.eks. er sket i forbindelse med pitbulls – er nedarvet nogle uheldige egenskaber, altså at der simpelt hen er noget, der er gået galt i arveudviklingen, så den hunderace giver det måske mening at forbyde. Men det er jo noget, der ligger længere tilbage, og den er jo ikke omfattet af de her 13 hunderacer, der blev forbudt i 2010. Så hvad er det konkret for hunderacer, ordføreren mener stadig væk bør være på listen?

Ordføreren.

Jeg ved simpelt hen ikke nok om hunderacer til at kunne sige, hvilke racer der bør være på den her liste. For jeg har ikke kendskab nok til alle de forskellige hunderacer, der findes, til at jeg kan tage den diskussion. Jeg er også enig i, at ejeransvar betyder meget, og konkrete forslag til, hvordan man kunne skærpe det i forhold til ejeransvaret, vil vi gerne være med til at diskutere. Men forslaget her handler om fuldstændig at fjerne princippet om, at der er en liste over racer, som ikke bør være tilladt i Danmark, og det kan vi ikke støtte. For vi har den opfattelse, at der findes farlige hunderacer, og dem må man dermed så også acceptere at man ikke kan få lov til at holde som kæledyr.

Fru Eva Flyvholm.

Altså, det her handler jo om at tilbagerulle det, kan man sige, i forhold til de racer, der blev tilføjet i 2010, og der er flere af de foreninger, der har skrevet til os nu her – der er, som ordføreren var inde på, rigtig mange, der har skrevet – som har spurgt, om man ikke kunne nedsætte et hundeudvalg, som kunne lave en seriøs og ordentlig behandling af det her og også se mere på, hvordan man kunne regulere det i forhold til ejerne, så vi kunne sikre en effektfuld lovgivning på det her område. Jeg vil gerne høre ordføreren: Var det en idé?

Ordføreren.

Det er i hvert fald ikke en idé, jeg vil afvise på forhånd. Jeg vil måske godt lige høre, hvor mange af de her overvejelser, der allerede har været, før jeg vil være i stand til at tage stilling til, om der er behov for sådan et udvalg. Jeg tror jo, at der er tænkt ganske grundigt over tingene i forvejen, og at der givetvis har været ret mange arbejdsgrupper, der har siddet og overvejet dem. Men jeg vil da ikke afvise på forhånd, at man godt kunne lave sådan en arbejdsgruppe.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og giver ordet til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Eva Flyvholm, værsgo.

Mange tak for det. Når vi foreslår at få afskaffet det her raceforbud, er det jo først og fremmest, fordi vi har kunnet se, at der ikke har været en effekt af det her raceforbud, altså at der ikke er færre mennesker og hunde, der er blevet bidt, siden det blev indført. Det synes jeg er meget, meget væsentligt at se på, nemlig at den her lov åbenbart ikke har haft den ønskede effekt. Og så er der jo god grund til at se på at få den ændret.

Det andet er, at den her lovgivning også har medført en meget, meget ulykkelig situation for rigtig mange hundeejere, som er ansvarlige, og som bare gerne vil have lov til at have deres hund, og som samtidig har oplevet, at uskyldige hunde er blevet aflivet, at de bliver sat i langvarig karantæne, og at man simpelt hen ikke er i stand til at håndtere den her lov på en fornuftig måde. Det er jo også meget udfordrende for folks retssikkerhed.

Så jeg synes sådan set, at vi har en virkelig god mulighed for her i Folketinget at ændre på hundeloven og fjerne det her raceforbud og i stedet for indføre et ejeransvar for hundens adfærd, sådan at vi faktisk kan få gjort op med de problemer, som stadig væk eksisterer med hundebid, for det mener jeg er meget, meget vigtigt for at sikre, at befolkning og hundeejere og små børn osv. kan være trygge, når vi færdes omkring andres hunde.

Man kan sige, at hele den her situation udspringer af, at der i 2009 var enormt meget omtale i medierne af voldsomme episoder med hundebid, og der er flere ordførere, der har peget på, at vi ikke ser den samme medieomtale mere. Jeg tror bare desværre, at det ikke skyldes, at der er blevet færre episoder, men bare at fokus er flyttet et andet sted hen. Det er jo lige præcis derfor, at vi faktisk godt kunne tænke os at indføre noget, som rent faktisk virkede, og som man har dokumentation for virker i mange andre lande.

Dengang Folketinget i 2010 vedtog det her forbud mod hunderacer, var der jo også allerede på det tidspunkt adskillige eksperter og dyrlæger, der advarede imod det og sagde, at det her ikke var den rette vej at gå. Men det valgte man altså at overhøre. Og nu synes jeg, at de eksempler og undersøgelser, der er kommet siden hen, underbygger, at effekten ikke er der. Det mener jeg virkelig at vi skal tage meget, meget alvorligt.

Man kan sige, at siden den her lov blev indført – den blev jo indført med tilbagevirkende kraft – er der altså tusindvis af hunde og hvalpe, der er blevet aflivet, og det gælder jo også, kan man sige, krydsninger, hvor de her hunderacer bare indgår. Så det er virkelig mange hunde, der er tale om.

Som jeg tidligere har været inde på, har Københavns Universitet i 2013 foretaget en evaluering af virkningen af raceforbuddet og har altså kunnet fastslå, at forbuddet ikke har virket, og at det øjensynligt heller ikke kommer til at virke. De peger så også på, at der er den effekt, at der er nogle, der føler sig mere trygge. Men det er jo i mine øjne en falsk tryghed, når den ikke bunder i reelle nedbringelser af bid, og når det i øvrigt er noget, der er kommet på bekostning af, at rigtig mange andre mennesker – det kan vi også se, for rigtig mange frustrerede hundeejere har skrevet til os – er blevet dybt ulykkelige over det her, og at rigtig mange dyr har lidt under den her lovgivning.

Ud over det kan man sige, at der jo også er en kæmpestor problemstilling i forhold til politiets store arbejdsbyrde med at håndhæve det her raceforbud. Der er simpelt hen politimænd, der skal bruge ressourcer på at gå rundt og finde ud af, om man kan spotte, om det nu er nogle af de forbudte hunde, der er på gaden. Der er mange tilfælde, hvor det ikke lykkes specielt godt, og hundene bliver interneret i meget, meget lang tid, selv om de ikke burde have været det. Det er jo også noget af det, jeg synes vi må tage til efterretning, altså at der er de her meget uheldige konsekvenser af det.

Man må sige, at resultatet af alle de her ressourcer, der er puttet ind i at håndhæve raceforbuddet, tilsyneladende ikke har haft en særlig god effekt, og tilbage sidder rigtig mange hundeejere med en følelse af at være retsløse og magtesløse, og de føler sig uretfærdigt behandlet og utrolig frustrerede, kan man sige, over det danske retssystem.

Det synes jeg er noget, vi for alt i verden skal forsøge at undgå, nemlig at vores lovgivning føles uretfærdig og vilkårlig for folk på den måde. Man kan sige, at da man indførte forbuddet om de her specifikke racer, var det jo heller ikke baseret på en høj nok grad af saglighed, i forhold til hvad det var for nogle racer, man valgte ud.

Altså, grundlæggende mener jeg bare, at det her har ramt ved siden af, også når vi ser på de internationale erfaringer. Der er simpelt hen en lang række lande, der har indført det her, og som senere har rullet raceforbuddet tilbage, fordi de har set, at det ikke har virket. Og så har man f.eks. i Canada haft nogle rigtig, rigtig gode erfaringer med det, de kalder Calgarymodellen, hvor man netop har lavet noget med den her træning af hunde og også af ejerne – eller mulighed for at kunne give ejeren påbud om træning. Så jeg synes, at det ville være rigtig, rigtig interessant, hvis vi kan undersøge det her i Folketinget, altså om vi kunne gå mere i den retning.

Jeg er glad for, at der er en række partier, der har givet udtryk for, at man enten gerne vil støtte det her eller gerne vil gå ind i en drøftelse af, hvordan vi kan se på at få ændret det her raceforbud. Jeg er ked af, at nogle af de partier, som oprindelig også var primus motor i at indføre raceforbuddet, ikke har mere refleksion over, at det her tilsyneladende ikke har medført den ønskede effekt, og at rigtig mange mennesker fortsat lider under det. Så der er simpelt hen bare grund til at tage det her op til revision, for hundeloven, som den ser ud nu, virker ikke efter hensigten.

Det sidste, jeg vil sige, er netop bare det her med, at det altså er så vigtigt, at vi får flyttet fokus derhen, hvor det i virkeligheden skal ligge, altså at vi får flyttet fokus hen på, hvordan vi kan få ændret på uansvarlige hundeejeres opførsel, så vi alle sammen kan blive mere trygge og undgå, at der er nogle enkelte hunderacer, som bliver stigmatiseret på den her måde.

Altså, allerede helt tilbage i 1930'erne, tror jeg det var, havde man diskussionen om, om schæferhunden skulle være underlagt et raceforbud. Det er den heldigvis ikke blevet, men det er jo et meget godt eksempel på, at en schæferhund, som jeg var inde på tidligere, godt kan være en farlig hund, hvis den er dårligt opdraget – jeg har selv oplevet at blive bidt af schæfere, da jeg var lille – men samtidig kan schæferen også være en fantastisk dejlig og hengiven hund, hvis den bare er ordentligt opdraget. Det viser jo netop meget fint det her med, at det altså ikke er den bestemte race, man skal sætte ind over for, men at det er ejerne, vi skal have fat i, hvis vi skal have løst problemerne.

Så det håber jeg vi kan få en drøftelse af i udvalget, og det ser jeg rigtig meget frem til. Og jeg tror, at der er utrolig mange hundeejere derude, som også vil se rigtig meget frem til, hvad der kommer ud af den her drøftelse. Tak.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.