Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
B 152
Offentligt
1646441_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2016-4605
Ref. UHE
Den 15. juni 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 23 vedrørende B 152 stillet den 19. maj 2016
efter ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 23
”Vil ministeren oplyse, om det er muligt for virksomheder – som f.eks. Tripple Nine – at eje
fiskerirettigheder, og hvis det er, oplyse hvilke firmaer der ejer fiskerirettigheder, og hvilke rettigheder
dette er?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for NaturErhvervstyrelsen, som oplyser, at:
”2/3 af et erhvervsfiskerselskab skal være ejet af erhvervsfiskere med A-status eller af et eller flere
selskaber, som er godkendt som erhvervsfiskerselskaber. Der stilles ikke krav til ejerskabet for den
sidste tredjedel af et erhvervsfiskerselskab. Det gælder for såkaldte driftsselskaber. Det betyder, at
f.eks. virksomheder, der ikke er godkendt som erhvervsfiskerselskaber, kan eje andele inden for den
sidste tredjedel af et erhvervsfiskerselskab, og personkredsen bag sådanne selskaber kan dermed være
medejere af fartøjer og kvoteandele. For at sikre fiskernes indflydelse i erhvervsfiskerselskaber er der
krav om, at erhvervsfiskerne skal have stemmemajoritet.
For holdingselskaber, dvs. selskaber, som ejer andele inden for den bundne kapital på 2/3 i et andet
erhvervsfiskerselskab er kravet, at de skal være 100 % ejet af erhvervsfiskere med A-status.
I NaturErhvervstyrelsens sagsbehandlersystem fremgår hvilke selskaber/virksomheder, som står bag
et konkret erhvervsfiskerselskab, ligesom styrelsen kan se, hvilke kvoteandele, der ligger i selskabet.
Kvoteforvaltning foregår direkte via styrelsens sagsbehandlingssystem. Styrelsen har ikke en samlet
oversigt over selskaber/virksomheder, som ejer andele i de forskellige erhvervsfiskerselskaber,
herunder virksomheder, som ejer andele i den sidste tredjedel af et erhvervsfiskerselskab.
Erhvervsfiskerselskaberne har meget forskellig og kompliceret ejerstruktur, og udarbejdelse af en
sådan oversigt kræver, at der opstilles helt klare kriterier for, hvad der helt konkret ønskes oplysning
om. NaturErhvervstyrelsen kan derfor ikke på det foreliggende grundlag udarbejde den ønskede
oversigt.”
Jeg kan oplyse, at som led i servicetjekket af fiskeriområdet har jeg besluttet, at ved førstkommende
ændring af fiskeriloven skal der indføres krav om, at selskaberne skal oplyse om personkredsen for den
sidste tredjedel i et erhvervsfiskerselskab. På den måde skabes der større gennemsigtighed i
selskaberne.
Esben Lunde Larsen
/
Ulla Heiden
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk