Nu, hvor ministeren fik taklet sig vej at komme først på talerstolen – og det er naturligvis helt i sin orden – vil jeg benytte lejligheden til at sige, at jeg er glad for, at debatten fortsætter.
Jeg synes ikke, det er den bedste løsning, der er fundet, men jeg synes, at vi står over for et så alvorligt problem, en så alvorlig udfordring i forhold til at sikre ordentlige vilkår for børn med handicap, at jeg i det mindste glæder mig over, at sagen ikke er skudt fuldstændig ned.
Når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg er gået på talerstolen for at beklage, at vi ved dagens behandling af B 143 ikke får sendt et langt klarere signal til familier med børn med handicap om, at der er ændringer af lovgivningen på vej, som vil sikre en mere sammenhængende støtte til børnene og en lettelse af hverdagen for mange familier.
Sådan så det jo ud, som det også er fremgået af det første indlæg, for nogle få dage siden, for vi var fem partier – Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Alternativet, SF og Enhedslisten, i alt 114 medlemmer af Folketinget – der i fællesskab havde fremsat det foreliggende forslag.
Derfor synes jeg, det er forunderligt at skulle konstatere, at forslaget om at pålægge regeringen at fremsætte et forslag om forenkling af lovgivningen, ikke længere har et flertal bag sig her i salen, fordi Socialdemokraterne har valgt ikke at stemme for vores fælles forslag.
Jeg har naturligvis også, inden ministeren gik på talerstolen, noteret mig, at begrundelsen for, at man ikke ønsker at stemme for forslaget, er, at ministeren under førstebehandlingen i sidste uge gav udtryk for, at regeringen gerne vil nedsætte en arbejdsgruppe, som vil se nærmere – hed det sig – på gode erfaringer fra området og komme med forslag til løsninger.
Jeg vil sige, at jeg bliver lidt bekymret, når jeg hører ministeren her sige, at der også er samfundsøkonomisk tungtvejende grunde til ikke at imødekomme det forslag, der lå, for det er jo det, som meget handicaplovgivning her i landet er strandet på.
Jeg skal bare minde om lovstramningerne i 2012, hvor man gav økonomien en sideordnet rang i forhold til den saglige behandling – det bekymrer mig altid, når samfundsøkonomien på den måde trækkes frem i en prioritering af handicappolitiske spørgsmål.
Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg synes, det er fuldstændig naturligt – det sagde jeg også under førstebehandlingen – at ministeren ønsker en grundig behandling af det her.
Jeg har ikke – og det tror jeg heller ikke at nogen af de andre forslagsstillere har – på noget tidspunkt givet udtryk for, at her var tale om en vanvittig enkel problemstilling, så derfor er der fuld respekt for, at man har ønsket at bearbejde det her grundigt, også i en arbejdsgruppe.
Jeg har bare ikke kunnet se, at det var en fornuftig begrundelse for, at en af de fem forslagsstillere vendte ryggen til det fælles beslutningsforslag.
Med beslutningsforslaget var det tanken at forpligte ministeren til at nå frem til fremsættelse af et eller flere konkrete lovforslag, som kan sikre en forenkling af støtten til børn med handicap.
Og jeg forstår simpelt hen ikke, at Socialdemokraterne ikke ønsker at holde fast i, at der skal være en sådan forpligtelse som et udgangspunkt for det videre arbejde, sådan at vi minimerer risikoen for, at de gode intentioner i sidste ende ikke bliver udmøntet i konkrete forandringer.
Jeg synes, det er ærgerligt, at forslaget på den måde – i hvert fald i første omgang – lider skibbrud, men sådan er det åbenbart.
Jeg vil godt benytte lejligheden til at sige tak til de andre medforslagsstillere, til Alternativet, til SF og til Dansk Folkeparti, for samarbejdet om beslutningsforslaget.
Nu må vi se, hvad der kommer ud af den arbejdsgruppe, som ministeren har bebudet nedsat, og så må vi tage en fornyet debat i den kommende folketingssamling om, hvordan vi får forbedret støtten til børn med handicap og deres familier.