Det næste punkt på dagsordenen er:

22) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 143:

Forslag til folketingsbeslutning om forenkling af hjælp til børn med handicap.

Af Jakob Sølvhøj (EL), Orla Hav (S), Karina Adsbøl (DF), Torsten Gejl (ALT) og Trine Torp (SF) m.fl.

(Fremsættelse 01.04.2016. 1. behandling 24.05.2016. Betænkning 27.05.2016).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig? Det gør hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

(Social- og indenrigsministeren markerer for at få ordet.) Jeg havde ikke set ministeren, men værsgo til ministeren.

Tak, fru formand. Højden kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg havde markeret og vinket. Men jeg sidder lidt til siden.

Jeg har bedt om ordet under den her andenbehandling, fordi jeg glæder mig over at konstatere, at der faktisk i betænkningen nu her til B 143 er skabt et flertal i udvalget, som har besluttet sig for at støtte min indstilling om ikke at stemme for det her beslutningsforslag.

Som jeg nævnte under hele førstebehandlingen, er der faktisk tungtvejende ikke bare faglige og organisatoriske, men så sandelig også samfundsøkonomiske grunde til, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. Men jeg synes også, det er vigtigt her under andenbehandlingen at gentage det meget klare budskab, jeg havde under førstebehandlingen, nemlig at det er vigtigt, at vi får koordineret indsatserne for at sikre, at mennesker i langt højere grad kommer før systemer, særlig når det handler om hjælp til mennesker med handicap. Det gælder ikke mindst inden for det kommunale område, hvor der er rigtig mange forvaltninger, rigtig mange aktører i gang.

Det er derfor, jeg har tilkendegivet under førstebehandlingen, at jeg som den handicapkoordinerende minister nedsætter en tværgående arbejdsgruppe, som skal se på den her problemstilling. Arbejdsgruppen får til opgave at afdække de gode erfaringer, der er, men den skal så sandelig også komme med forslag til løsninger, der i langt højere grad kan skabe den her sammenhæng i indsatserne, som rigtig mange efterlyser.

Den her arbejdsgruppe skal bl.a. hente input til arbejdet i de henvendelser og ønsker, som Social- og Indenrigsudvalget har fået, og som jeg også selv har modtaget fra forældre til børn med handicap. Arbejdsgruppen får også til opgave at hente inspiration fra andre eksterne aktører. Her tænker jeg specifikt på Danske Handicaporganisationer og Dansk Socialrådgiverforening, som har tilkendegivet stor og aktiv interesse for lige præcis det arbejde, der handler om at forenkle rammerne for indsatsen for børn med handicap og deres familier.

Jeg vil selvfølgelig bede arbejdsgruppen om at afrapportere i foråret 2017, for når vi står med den afrapportering i hånden, har vi, mener jeg, et solidt grundlag for at drøfte, hvilke tiltag der så kan iværksættes for at skabe bedre sammenhæng i indsatsen for børn med handicap og deres familier.

Derfor vil jeg særlig takke Socialdemokraterne for lige præcis at have taget aktiv stilling og være kommet frem til, at det er den rigtige vej at gå, frem for at stemme for et beslutningsforslag, der bare pålægger os, at vi inden for meget kort tid skal fremlægge et lovforslag uden overhovedet at have haft tiden til at have en tilbundsgående undersøgelse af, hvad der rent faktisk er fornuftigt. Så tak for, at der er et flertal i udvalget. Jeg vil selvfølgelig glæde mig til at drøfte det med de mennesker, der vil vælge at støtte den løsning.

Der er en kort bemærkning til hr. Orla Hav. Værsgo.

Først og fremmest tak for, at ministeren kommer op og gør rede for forløbet, som jo er lidt atypisk – det skal vi sige. Når vi valgte at tage den stilling her til sidst, hænger det sammen med, at ministeren rakte hånden ud, så vi kunne få en forhandlingsløsning. Så jeg skal bare spørge ministeren, om ministeren agter at indkalde partierne til en drøftelse af, hvordan vi løser det her problem, som vi alle sammen er optaget af at løse.

Værsgo til ministeren.

Det kan jeg bekræfte at jeg vil gøre, når vi har arbejdsgruppens anbefalinger, for så har vi lige præcis et fagligt fundament at stå på – så griber vi ikke sådan lidt i blinde. Jeg opfattede sådan set beslutningsforslaget her som den forkerte løsning, om end det sætter fingeren på en rigtig problemstilling. Der er en problemstilling med koordinationen, men løsningen er ikke at sige, at man skal have hjælpen efter én hovedlov. Så den problemstilling mener jeg at vi fik debatteret rigtig godt under førstebehandlingen, og jeg vil naturligvis, når vi har arbejdsgruppens anbefalinger, indkalde til politiske forhandlinger.

Hr. Orla Hav.

Tak. Og jeg vil bare gerne sige, at det møder Socialdemokratiet gerne op til. Vi vil gerne være med til at finde resultater og finde løsninger.

Ministeren.

Tak for det. Det er også vigtigt.

Så er fru Marianne Jelved på med en kort bemærkning. Værsgo.

Tak. Jeg vil også gerne over for ministeren kvittere for, at regeringen fastholdt sit ønske om en arbejdsgruppe. Det Radikale Venstre synes, det i virkeligheden har været en meget svær sag, for det lyder så rigtigt, når det er skrevet ned i et beslutningsforslag i meget kort form, men i praksis er det jo en kæmpestor udfordring, som man ikke bare lige går hen og løser. Så det er ikke, fordi jeg har et spørgsmål, men jeg føler bare behov for at sige, at Det Radikale Venstre selvfølgelig hele tiden har støttet, at en mulig arbejdsgruppe kunne nedsættes, og vi kvitterer for ministerens fastholdelse af det.

Værsgo til ministeren.

Det er også på sin plads at takke Radikale Venstre, som fra starten tilkendegav, at ja, problemstillingen er der, men at løsningen netop ikke er den simple, som fremgår af beslutningsforslaget, altså bare at forestille sig, at man får hjælpen efter én hovedlov. Der er tale om børn med handicap, som kan have behov for hjælp fra mange forskellige forvaltninger, altså både undervisningsfagligt, sundhedsfagligt og socialfagligt, og der er brug for en faglig forankring af de ting. Men ja, der er så sandelig brug for en koordination, og det er lige præcis den, som det vil være arbejdsgruppens opgave at finde. Så jeg vil glæde mig til, at vi forhåbentlig kan få indsamlet gode eksempler på kommuner, der rent faktisk arbejder med den koordinerende tilgang, sådan at familierne i langt højere grad oplever, at det er dem, der er i centrum, og at det er de pågældende børn, der er i centrum for indsatserne, og ikke hensynet til, at der er en masse systemer, der skal bidrage til det.

Tak til ministeren. Så er det hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Nu, hvor ministeren fik taklet sig vej at komme først på talerstolen – og det er naturligvis helt i sin orden – vil jeg benytte lejligheden til at sige, at jeg er glad for, at debatten fortsætter. Jeg synes ikke, det er den bedste løsning, der er fundet, men jeg synes, at vi står over for et så alvorligt problem, en så alvorlig udfordring i forhold til at sikre ordentlige vilkår for børn med handicap, at jeg i det mindste glæder mig over, at sagen ikke er skudt fuldstændig ned.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg er gået på talerstolen for at beklage, at vi ved dagens behandling af B 143 ikke får sendt et langt klarere signal til familier med børn med handicap om, at der er ændringer af lovgivningen på vej, som vil sikre en mere sammenhængende støtte til børnene og en lettelse af hverdagen for mange familier. Sådan så det jo ud, som det også er fremgået af det første indlæg, for nogle få dage siden, for vi var fem partier – Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Alternativet, SF og Enhedslisten, i alt 114 medlemmer af Folketinget – der i fællesskab havde fremsat det foreliggende forslag. Derfor synes jeg, det er forunderligt at skulle konstatere, at forslaget om at pålægge regeringen at fremsætte et forslag om forenkling af lovgivningen, ikke længere har et flertal bag sig her i salen, fordi Socialdemokraterne har valgt ikke at stemme for vores fælles forslag.

Jeg har naturligvis også, inden ministeren gik på talerstolen, noteret mig, at begrundelsen for, at man ikke ønsker at stemme for forslaget, er, at ministeren under førstebehandlingen i sidste uge gav udtryk for, at regeringen gerne vil nedsætte en arbejdsgruppe, som vil se nærmere – hed det sig – på gode erfaringer fra området og komme med forslag til løsninger. Jeg vil sige, at jeg bliver lidt bekymret, når jeg hører ministeren her sige, at der også er samfundsøkonomisk tungtvejende grunde til ikke at imødekomme det forslag, der lå, for det er jo det, som meget handicaplovgivning her i landet er strandet på. Jeg skal bare minde om lovstramningerne i 2012, hvor man gav økonomien en sideordnet rang i forhold til den saglige behandling – det bekymrer mig altid, når samfundsøkonomien på den måde trækkes frem i en prioritering af handicappolitiske spørgsmål.

Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg synes, det er fuldstændig naturligt – det sagde jeg også under førstebehandlingen – at ministeren ønsker en grundig behandling af det her. Jeg har ikke – og det tror jeg heller ikke at nogen af de andre forslagsstillere har – på noget tidspunkt givet udtryk for, at her var tale om en vanvittig enkel problemstilling, så derfor er der fuld respekt for, at man har ønsket at bearbejde det her grundigt, også i en arbejdsgruppe. Jeg har bare ikke kunnet se, at det var en fornuftig begrundelse for, at en af de fem forslagsstillere vendte ryggen til det fælles beslutningsforslag.

Med beslutningsforslaget var det tanken at forpligte ministeren til at nå frem til fremsættelse af et eller flere konkrete lovforslag, som kan sikre en forenkling af støtten til børn med handicap. Og jeg forstår simpelt hen ikke, at Socialdemokraterne ikke ønsker at holde fast i, at der skal være en sådan forpligtelse som et udgangspunkt for det videre arbejde, sådan at vi minimerer risikoen for, at de gode intentioner i sidste ende ikke bliver udmøntet i konkrete forandringer. Jeg synes, det er ærgerligt, at forslaget på den måde – i hvert fald i første omgang – lider skibbrud, men sådan er det åbenbart.

Jeg vil godt benytte lejligheden til at sige tak til de andre medforslagsstillere, til Alternativet, til SF og til Dansk Folkeparti, for samarbejdet om beslutningsforslaget. Nu må vi se, hvad der kommer ud af den arbejdsgruppe, som ministeren har bebudet nedsat, og så må vi tage en fornyet debat i den kommende folketingssamling om, hvordan vi får forbedret støtten til børn med handicap og deres familier.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Hr. Carl Holst, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil så også gerne sige tak til ordføreren for at fremsætte beslutningsforslaget, som jo havde den konsekvens, at ministeren rakte hånden frem og refererede til et udvalg. Lad mig bare lige understrege, hvorfor Venstre ikke kunne støtte det oprindelige beslutningsforslag. Det var, fordi man rørte ved noget fundamentalt ved at sige, at støtte til en handicapordning kunne overføres til noget andet, og fordi der skulle ske en samling af al ekspertise i kommunerne.

Det kunne for det første røre ved den handicappedes rettigheder til at få hjælp og dermed give forskellige typer hjælp til samme lidelse. Det vil Venstre ikke være med til.

For det andet havde Venstre lidt svært ved at tro på det, fordi en samling skulle ske på bekostning af afspecialisering, som kunne blive konsekvensen af, at man spredte kompetencer fra regionerne ud til kommunerne. Nu afventer vi udvalgsarbejdet. Det ser jeg frem til. Men tak for, at man fremsatte beslutningsforslaget.

Værsgo til ordføreren.

Velbekomme. Vi har ikke haft den samme bekymring, men jeg kvitterer gerne ved at sige, at det er uhyre vigtigt, at den måde, man lovgiver på på det her område, sikrer den enkelte borgers retsstilling. Som jeg sagde for et øjeblik siden, har vi i Enhedslisten på ingen måde ønsket at gøre det her til noget, der kan klares på en formiddag, mens en lille hund tisser, var jeg lige ved at sige, men det må man sikkert ikke sige fra talerstolen. Ikke desto mindre har vi altså ment, at det forslag, der lå her, om en koordinering af indsatsen sagtens kunne rummes inden for hensynet til retssikkerhed. Som jeg også nævnte under førstebehandlingen, har der været en meget klar tilkendegivelse fra Dansk Socialrådgiverforening, hvis medlemmer jo sagsbehandler på det her område, som meget tydeligt har signaleret, at de synes, det er et godt forslag, og mener, det er et håndterbart forslag. Men som spørgeren ganske rigtigt siger, får vi nu den videre debat på baggrund af arbejdsgruppens arbejde.

Hr. Carl Holst.

Jeg citerer en sætning frit fra hukommelsen: en samlet tildeling af hjælp, som den enkelte eller den enkeltes familie så kan fordele. Sådan kan man ikke føre social- og handicappolitik. Det er Venstres udgangspunkt. Men jeg glæder mig over, at vi er så meget enige i det fremadrettede.

Ordføreren.

Jeg vil mene, at man i kommunerne kunne varetage den koordinerende indsats. Men det er rigtigt, at der også stilles nogle krav i retssikkerhedsloven, og de ville selvfølgelig skulle overholdes i forbindelse med en kommende lovgivning.

Tak for det. Så er det hr. Orla Hav, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg skal bestemt ikke bebrejde hr. Jakob Sølvhøj at tage initiativet til at fremsætte det her beslutningsforslag. Jeg skal bare gøre hr. Jakob Sølvhøj opmærksom på noget og spørge om noget.

Hvis nu vi var kommet i den situation, at beslutningsforslaget var blevet fastholdt, er det relevant at gøre opmærksom på, at vi for nylig har set nogle eksempler på, at regeringen vælger at sidde beslutningsforslag overhørig. Havde det så ikke været et ganske betydelig svagere signal at sende til dem, vi gerne vil være med til at hjælpe, hvis vi havde organiseret os på en måde, så regeringen stod uden for og ikke tog det her til sig, i stedet for tage den udstrakte hånd, som regeringen rent faktisk gav i forbindelse med førstebehandlingen, og som blev givet i forbindelse med udvalgsbehandlingen? Indgår det i hr. Jakob Sølvhøjs overvejelser?

Ordføreren.

Ja, det gør det. Jeg er sådan set enig i synspunktet, at det er meget bekymrende, at regeringen har valgt at overhøre folketingsbeslutninger, beslutningsforslag på flere områder.

Men jeg vil sige, at det vel også er et problem for folkestyret, hvis det er begyndt at blive et særligt handicap, at et forslag har et flertal bag sig i Folketingssalen. Det burde vel være sådan, at det lige præcis var noget, der styrkede en bevægelse i den rigtige retning, at man kunne præsentere 114 stemmer for forslaget. Det tænker jeg ville lægge et naturligt tryk på regeringen. Jeg kan godt følge problemstillingen. Jeg synes, vi har et fælles problem, hvis vi mener, at det er meget vanskeligt at træffe beslutninger i Folketinget imod regeringen, fordi man så må regne med, at regeringen trænerer forslagene. Sådan hørte jeg hr. Orla Havs bemærkninger, og dem er jeg ikke enig i.

Hr. Orla Hav.

Diskussionen om regeringens mulighed for at sidde et beslutningsforslag overhørig tog vi jo i sidste uge. Den ligger der ligesom. Så har vi forskellige vurderinger af, hvad den klogeste fremgangsmåde er. Men målsætningen deler vi: Vi vil gerne finde en bedre løsning for de her familier. Så frem for at være meget forarget over, at vi ikke har den sådan regelrette vedtagelse på det her område, synes jeg, man skal glæde sig over, at vi får mulighed for at få løst det her problem og i hvert fald få analyseret det rigtig godt med henblik på at finde en løsning.

Værsgo til ordføreren.

Det ligger ikke til mig at blive forarget. Men jeg synes, det er ualmindelig dumt, når vi nu havde et stort flertal i salen, som kunne sætte tryk på det her område, at vi så ikke har benyttet det. Nu må vi så forsøge at gøre det i fællesskab – anderledes kan det jo ikke være – så vi kan vi få mest muligt ud af den videre politiske drøftelse.

Men jeg synes, at der på handicapområdet er tendenser til, at der bliver sparket meget til hjørnespark. Når vi skal gøre det rigtig konkret, når vi virkelig skal sætte retskrav igennem, når vi virkelig skal sætte trumf på for at få lovgivet, er der en tendens til, at det ryger ud til yderligere udvalgsbehandling, kommission hist op og kom herned. Så det er min bekymring.

Men jeg forstår, at der ligger et tilsagn fra Socialdemokraterne om, at vi så i fællesskab skal prøve at løfte den intention, der lå i vores fælles forslag. Men jeg kommer ikke uden om, at jeg ærgrer mig over, at vi ikke holdt fast i det flertal, vi havde i den her sag.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for ministerens tale. Det beslutningsforslag, vi stemmer om i dag, handler i sin enkelhed om, at man vil pålægge regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af reglerne for social service gennem lovændringer med henblik på at sikre, at hjælp til forældre, der har et barn med handicap, bevilges efter en samlet vurdering. I Dansk Folkeparti har vi jo fremsat det her beslutningsforslag sammen med Enhedslisten, Socialdemokraterne, Alternativet og SF. Det var der også et flertal for. Nu er der så sket det, som jeg faktisk aldrig nogensinde har oplevet som folketingsmedlem, at nogle af medforslagsstillerne trækker deres støtte til det beslutningsforslag, de selv er medforslagsstillere af.

Det er det med, at vi skal sikre en sammenhængende indsats for familier, der har børn med handicap. Der har ikke været tale om en ny hovedlov. Det står heller ikke i beslutningsforslaget. Det her handler om, at man vil gøre op med silotænkningen og på tværs af siloerne tilbyde en helhedsorienteret indsats, så man kan hjælpe de her familier. Vi ved det jo af erfaring også fra alle de henvendelser, vi har fået i Socialudvalget – utallige henvendelser om netop den her store problemstilling. Ikke nok med at Dansk Socialrådgiverforening støttede det her forslag; relevante handicaporganisationer gør det jo også. Der er jo ikke nogen, der har sagt og skrevet noget ned om, hvordan det lige præcis skal være. Det er jo noget, man forhandler om i en forhandlingssituation.

I Dansk Folkeparti finder vi det utroværdigt, at man trækker støtten til et forslag, man selv er medforslagsstiller af. Det har jeg godt nok aldrig oplevet før.

Når det er sagt, vil jeg sige, at det er positivt, at der er så mange nu i Folketingssalen, som tilkendegiver, at det her er så vigtigt, at vi skal finde en løsning på det. Godt nok bliver processen forhalet med en arbejdsgruppe, men det er i hvert fald et skridt i den rigtige retning. Og vi vil gerne være med til også fremadrettet sammen med ministeren og de andre partier at finde gode løsninger på, hvordan vi bedst sikrer en helhedsorienteret hjælp til netop familier, der har et barn med handicap.

Noget andet, jeg tænker tilbage på, er, at KL er kommet med deres store udspil »Investér før det sker«. Nu vil man gøre op med silotænkning. Nu vil man investere i det enkelte menneske. Og jeg må sige, at jeg ikke kan se, at der er sket de store forbedringer, når jeg ser på alle de henvendelser, vi får på socialområdet om den her situation. Vi havde det også i forhold til hjemmetræningsordningen og tabt arbejdsfortjeneste: Når man har forskellige serviceniveauer, er der også kommuner, der kunne være lidt kreative ved ikke at have den vare på hylden. Men jeg ser i hvert fald frem til, at vi i fællesskab finder nogle gode løsninger, og så siger jeg tak for ordet herfra.

Tak til fru Karina Adsbøl. Der er ikke nogen kommentarer. Er der flere, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Nu kan der stemmes om forslagets endelige vedtagelse.

Afstemningen er slut.

For stemte 47 (DF, EL, ALT, SF og KF), imod stemte 64 (S, V, LA og RV), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

(Talen er under udarbejdelse)