Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 143:

Forslag til folketingsbeslutning om forenkling af hjælp til børn med handicap.

Af Jakob Sølvhøj (EL), Orla Hav (S), Karina Adsbøl (DF), Torsten Gejl (ALT) og Trine Torp (SF) m.fl.

(Fremsættelse 01.04.2016).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til social- og indenrigsministeren.

Nogle vil ikke fotograferes nedefra, og jeg vil ikke tale nedefra, og derfor må vi lige justere mikrofonen i højden. Forslagsstillerne opfordrer med B 143 regeringen til at fremsætte lovforslag om ændring af reglerne i serviceloven og andre love for at sikre, at hjælpen til forældre, der har et barn med handicap, bliver bevilget efter én samlet vurdering, således at hjælpen er sammenhængende, overskuelig, fleksibel og koordineret, således at den dækker familiens og barnets samlede behov, uden hensyn til at behovet imødekommes efter forskellige love. Forslaget indebærer, at forældre til børn med handicap skal modtage én samlet hjælp til dækning af familiens og barnets behov på tværs af sektorer og myndigheder. Hjælpen skal gives i form af én samlet bevilling, som kan anvendes frit ud fra familiens og barnets egen vurdering af, hvad der er mest hensigtsmæssigt.

Baggrunden for forslaget er en velkendt problemstilling, nemlig at nogle forældre til børn med handicap oplever, at mødet med de offentlige systemer kan være både tungt og vanskeligt. Og regeringen anerkender den her problemstilling og er enig med forslagsstillerne i, at det er vigtigt at få sikret en sammenhæng i indsatsen til børn med handicap og deres familier. Vi vil også gerne anerkende, at der kan være brug for øget koordinering og sammenhæng i den indsats, som gives efter serviceloven, formentlig også på tværs af forskellige regelsæt, men vi kan ikke bakke op om forslagsstillernes løsning, nemlig at man skal samle alle vurderinger, bevillinger og indsatser ét sted.

Det er der tre væsentlige grunde til. For det første forudsætter forslaget på en række punkter en ny og uhensigtsmæssig opgavefordeling i det offentlige, som kan svække kvaliteten i den hjælp, som børn og unge får. For det andet vil forslaget betyde et opgør med hele sektoransvaret, som er et af de bærende principper på handicapområdet, og som er et vigtigt redskab til inklusion. Og for det tredje vil forslaget bryde med princippet om, at offentlig hjælp gives for at dække et konkret behov for hjælp og støtte. Så samlet set har det her forslag altså vidtrækkende konsekvenser både fagligt, organisatorisk og principielt, og det er baggrunden for, at regeringen ikke kan støtte det. Men lad mig uddybe de tre begrundelser.

Mit første argument handler om at sikre kvalitet og faglighed i de afgørelser om hjælp og støtte, som barnet og familien får, og det bliver meget vanskeligt, hvis vi følger forslaget om at samle ansvaret for al relevant hjælp, støtte, undervisning og behandling til målgruppen hos én myndighed. Sådan en løsning vil nemlig forudsætte, at én enkelt myndighed, f.eks. en enkelt forvaltning i kommunen, får det fulde ansvar for både de sociale indsatser, sundhedsopgaverne og uddannelsesstøtten til børn med handicap og deres familier.

Men når vi har den ansvarsfordeling, som vi kender den i dag, er det jo netop, fordi mange af de børn, vi her taler om, har meget komplekse problemer, som kræver en indsats med mange facetter. Det kan f.eks. både handle om socialfaglige og pædagogiske indsatser i det kommunale regi, men jo også om sundhedsfaglige indsatser, som det i vidt omfang er et regionalt ansvar at sikre. Handicappede børn vil typisk modtage flere forskellige ydelser i sundhedsvæsenet, både fra regionerne, fra den almene praksis og fra kommunerne, f.eks. genoptræning, fysioterapi, respirationshjælp osv. Alle de her ydelser bevilges og gennemføres ud fra en sundhedsfaglig vurdering og aldrig ud fra nogle standardiserede tilbud.

Flere af ydelserne fra regionerne vil være direkte livsnødvendige. F.eks. vil det være af afgørende betydning, at barnet får den nødvendige og tilstrækkelige respirationshjælp, hvilket kræver en sundhedsfaglig vurdering på højt niveau. Ligeledes vil genoptræning og fysioterapi på det rette niveau nogle gange være nødvendig for netop at kunne fastholde et barns funktionsniveau. Vurderingen af barnets behov for behandling forudsætter sundhedsfaglige kompetencer og ofte fra flere forskellige typer af fagpersoner. Derfor er det altså svært at forestille sig, at det er en vurdering, der kan foretages samlet ét sted, f.eks. i en kommune.

Også inden for kommunens ansvarsområde vil der ofte være brug for, at specialister i flere forvaltningsgrene kommer i spil. F.eks. ved skolemyndigheden, typisk skoleforvaltningens PPR-afdeling, rigtig meget om de specialpædagogiske indsatser, der skal til for at understøtte et barn med f.eks. autisme eller adhd i at få gavn af undervisningen i skolen. Men PPR-afdelingen er ikke klædt på til at vurdere, om familien har brug for aflastning i hjemmet, eller om de har brug for økonomisk støtte til merudgifter eller til hjælpemidler eller dækning af tabt arbejdsfortjeneste. De kompetencer ligger nemlig typisk hos den kommunale socialforvaltning.

Så de her store opdelte systemer tjener altså, om end de for den enkelte familie kan forekomme frustrerende, et godt formål, nemlig det formål, der handler om at sikre, at børnene får de mest kvalificerede indsatser hele vejen rundt.

Men selvfølgelig skal de ansvarlige myndigheder, og det er her typisk kommunerne, være i stand til at tænke på tværs af sektorer og forvaltninger og netop også være i stand til at have blik for det enkelte barns samlede behov. Det stilles der sådan set også allerede krav om både i serviceloven og i retssikkerhedsloven, og det skal der selvfølgelig være fokus på også sker i praksis. Men hvis vurderingen af behovet og tildelingen af al hjælp samles ét sted, løsrives indsatsen fra de instanser, som har de faglige kompetencer. Det vil forringe hjælpen til de børn, som har brug for og krav på den bedst mulige indsats, og det er derfor, at vi ikke kan støtte forslaget, som det ligger.

Mit næste argument hænger så også sammen med opgavefordelingen i den offentlige sektor, men har en lidt anden vinkel. For opgavefordelingen er også med til at understøtte sektoransvarsprincippet, som igennem mange år har været et af de bærende principper i dansk handicappolitik. Sektoransvaret er vigtigt for mennesker med handicap, fordi det slår fast, at alle offentlige myndigheder har et ansvar for, at deres tilbud er tilgængelige for mennesker med handicap. De skal også sørge for at indtænke handicappolitiske aspekter i politikudviklingen på deres respektive områder.

Så sektoransvarsprincippet sikrer kort fortalt, at alle områder tager ansvar for, at mennesker med handicap, både børn og voksne, har samme muligheder som andre inden for deres respektive områder. Så hvis vi følger forslaget og samler handicapindsatsen ét sted, vil ansvaret ikke længere påhvile den enkelte sektor, f.eks. sundhedssektoren eller uddannelsessektoren, sådan som vi kender det i dag. Og det vil betyde, at de forskellige sektorer ikke længere i samme grad vil være forpligtet til at sikre, at de ydelser og de tilbud, som de stiller til rådighed for befolkningen som helhed, også er tilgængelige for børn med handicap. Jeg er f.eks. bekymret for, at skolerne ikke i samme grad vil være tilgængelige og være i stand til at indtænke hensyn til handicappede børn i alle dele af undervisningen, hvis det ikke er skolen, der har det samlede ansvar for alle elevers læring og trivsel.

Så når man begynder at gøre op med sektoransvaret, risikerer man altså helt generelt, at nogle sektorer bliver mindre tilgængelige og mindre inkluderende, og dermed risikerer man at øge eksklusionen af børn med handicap.

Mit sidste argument handler både om faglighed og også om økonomi, og det er knyttet til den del af forslaget, der handler om den konkrete tilrettelæggelse af hjælpen. For fagligheden er også meget vigtig, når hjælpen rent faktisk skal leveres, og derfor er jeg faktisk meget betænkelig ved den her del af forslaget, hvor der står, og nu citerer jeg:

»at familien modtager én samlet bevilling, der dækker samtlige familiens og barnets behov, og at denne hjælp kan anvendes frit ud fra familiens og barnets egen vurdering af, hvad der er mest hensigtsmæssigt i forhold til familiens dagligdag.«

For selv om støtten skal give mening for familien, så skal den også dække de konkrete behov, som barnet har, og den hjælper, som giver støtten, skal være fagligt kvalificeret til at kunne løfte den her opgave. F.eks. skal den person, som hjælper i skolen, have pædagogiske færdigheder, mens den person, der hjælper med respiratoren, skal have sundhedsfaglige kompetencer. Og de kompetencer skal bruges målrettet og fornuftigt, både af hensyn til barnet og til den offentlige økonomi.

Man kan f.eks. tage et handicappet barn, som får tildelt specialpædagogisk bistand i skolen, fordi det vurderes nødvendigt i forbindelse med undervisningen. Der vil det være meget uhensigtsmæssigt, hvis forældrene får ret til at bruge den her støtte uden for skolen. Det er ikke til gavn for barnet, og det er slet ikke samfundsøkonomisk forsvarligt. Hvis familien får fri råderet over hjælpen, risikerer vi, at barnet ikke får den nødvendige specialiserede støtte, som vil gavne mest, mens hjælpen i stedet bruges til noget, som vi normalt slet ikke bruger skattepengene på. Så det er ikke en ansvarlig løsning, og derfor heller ikke en løsning, vi kan bakke op om.

Så der er altså her tungtvejende grunde til, at regeringen ikke kan støtte det her forslag.

Men som jeg også sagde indledningsvis, er jeg faktisk enig med forslagsstillerne i, at forældre til børn med handicap har brug for og skal have en koordineret og sammenhængende indsats. Og det er også derfor, at vi er klar til at styrke koordinationen af indsatserne, sådan at vi i langt højere grad sikrer, at det bliver mennesket, der kommer før systemet. Det gælder ikke mindst inden for det kommunale område, hvor der som sagt er rigtig mange forvaltninger og aktører i gang. Jeg håber derfor, at vi under debatten her kan finde en fælles landingsbane for, hvordan vi kan følge op på det her beslutningsforslag uden at skulle ud i de her meget principielle og meget omfattende omlægninger, som præsenteres i beslutningsforslaget.

Mit forslag er, at jeg som den handicapkoordinerende minister nedsætter en arbejdsgruppe, som skal se på problemstillingen, som skal afdække gode erfaringer og komme med forslag til løsninger, som netop har til formål at skabe bedre sammenhæng i indsatserne, hvor familien er i centrum.

Jeg er sikker på, at vi kan finde opbakning til et sådant arbejde, både hos kommunerne og hos regionerne, som jo har ansvaret for at tilrettelægge indsatsen i det daglige. For den bedre koordination er ikke bare til fordel for de borgere, det handler om, men det er også en fordel for de ansvarlige myndigheder. Det har kommunerne haft fokus på i mange år efterhånden, og der er også nogle kommuner, som er kommet rigtig langt med det her arbejde, både i forhold til at styrke det interne samarbejde, men også hvad angår samarbejdet med regionen. F.eks. ved jeg, at flere kommuner arbejder med tilbud om en koordinerende sagsbehandler til familier med børn med handicap – en ordning, som måske med fordel kan udbredes flere steder i landet.

Så derfor vil jeg både invitere KL og Danske Regioner med i den her arbejdsgruppe, som altså også, mener jeg, skal bestå af repræsentanter fra de relevante ministerier og eventuelt andre aktører. Jeg tror faktisk på, at vi med sådan en arbejdsgruppe kan få nogle konkrete bud på nogle løsninger, og at vi vil få et bedre, mere solidt vidensgrundlag at stå på, inden vi så tager stilling til eventuelle fremadrettede tiltag. Og derfor vil jeg foreslå, at nedsættelsen af en sådan arbejdsgruppe kunne skrives ind i en udvalgsberetning i forbindelse med B 143, og jeg håber på, at jeg med den debat, der starter nu, vil kunne finde opbakning til sådan et forslag.

Tak til social- og indenrigsministeren. Derefter går vi over til ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Orla Hav, Socialdemokraterne.

Tak for det. Når Socialdemokratiet er medforslagsstillere på dette forslag, hænger det sammen med, at vi ser det som af stor vigtighed, at det sociale sikkerhedsnet fungerer, er effektivt, koordineret og forståeligt. Vi ønsker yderligere, at sikkerhedsnettet er baseret på høj viden og indsigt i alle dets funktioner, og samtidig skal vi naturligvis sikre, at der er hånd om omkostningerne. Vi har desværre talrige eksempler på familier med børn, der har et handicap, som føler sig udfordret og indimellem nærmest som en kastebold mellem flere instanser, der ikke nødvendigvis koordinerer deres indsats med de øvrige aktører. Det er den situation, som vi meget gerne med forslaget her i dag vil give bolden op til at få løst.

I forbindelse med kommunalreformen blev der talt meget om, at der kun skulle være én indgang for borgerne til den offentlige sektor. Kommunerne fik med denne begrundelse et stort ansvarsområde for de borgernære opgaveløsninger. Desværre er der alt for mange eksempler på søjletænkning, som ministeren jo i øvrigt også selv har beskrevet, i forhold til at der er mange opdelinger i forskellige sektorer inden for kommunen. Jeg tror, der kan findes mange isoleret set gode forklaringer på opdelingerne, når man anskuer sagerne fra en systemisk side. Over for denne synsvinkel står imidlertid ofte en familie, der har en oplevelse af at være kastebold mellem forskellige kasser og sektorer samtidig og samtidig skal have deres hverdag til at fungere i en familie, der skal håndtere opgaver, de ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig.

Vores ærinde i den diskussion er at tage borgernes parti over for systemernes ved at sikre os, at der er koordineret, og at der er tænkt over, hvordan den enkelte families situation er i hverdagen med alle de kontakter, de har og skal stille op til, når afgørelser skal tages og udmålinger skal finde sted. Sker der den fornødne inddragelse af familierne i måden, vi strikker hjælp sammen til dem og deres børn på? Det vil vi gerne sikre os bliver resultatet af den debat, og vi vil bestemt også gerne kvittere for ministerens udstrakte hånd om at være med til at nedsætte et udvalg, som kan være med til at finde de gode eksempler og være med til at finde gode og konstruktive løsninger. Derimod må jeg i forhold til ministerens uddybende kommentarer sige, at jeg synes bedre om det, der var i anden halvdel end det, der var i første halvdel, hvor der var mange løftede pegefingre i forhold til alt det, som systemerne skulle repræsentere.

Sandheden er jo, at inden for den enkelte kommune, er det kommunen, der disponerer og siger, at de vil have arbejdet til at foregå i den og den søjle. Det er jo ikke nødvendigvis borgernes vilkår, og kommunen har kompetencen til at række hånden ud og sige, at de har en koordinerende funktion, som de sætter på opgaven med den hensigt at sikre, at borgerne forstår og har indsigt i og ovenikøbet også somme tider indflydelse på, hvordan og hvorledes hjælpen tilrettelægges. Det synes vi sådan set er rimeligt og forståeligt.

Vi synes ikke, der er stor musik i at ændre på opgavefordelingen mellem regionerne, som jo har det sundhedsfaglige og ofte behandlende islæt. Det er ligesom en del, som vi er nødt til at have som en underliggende præmis, men kommunerne kan godt præstere og præsterer jo også i dag efter ministerens udsagn stor forskel i kvaliteten af den ydelse, som mange familier oplever. Og det er det, vi gerne vil spille på banen i forhold til fremsættelse af det her forslag. Vi deltager gerne i udarbejdelsen af en beretning med den hensigt at få en bedre service i forhold til borgerne.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Det her beslutningsforslag handler om at pålægge regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af lov om social service og andre love med henblik på at sikre, at hjælp til forældre, der har et barn med handicap, bevilges efter en samlet vurdering. Sådan et lovforslag skal sikre, at hjælpen er sammenhængende, fleksibel, overskuelig og koordineret og dækker familien og barnets samlede behov, og at det er uden betydning for forældrene, at hjælpen har hjemmel i flere love og bestemmelser.

Forældre, der får et barn med handicap, skal ikke alene forholde sig til chokket over, at det barn ikke helt blev, som de måske havde forestillet sig. For efterfølgende bliver de kastet ud i en tidskrævende og ikke mindst udmattende kamp mod det offentlige for at få den hjælp, de har brug for og ret til. Det forstærker deres generelle usikkerhed om fremtiden som forældre til et barn med et handicap, og det øger også deres stress.

Forældrene har et håb om, at systemet behandler dem med omsorg og respekt, men de opdager ofte snart, at virkeligheden ser helt anderledes ud. Forældre til børn med handicap har brug for meget hjælp fra det sociale system for at få deres hverdag til at hænge sammen. Det er helt almindelige mennesker, der ikke har nogen erfaring med det offentlige system på forhånd, og ofte oplever de, at det er utrolig svært at få information om, hvad de kan få hjælp til. Og når de selv finder ud af det, er det meget bureaukratisk at få lov at opnå de ting, som de helt indlysende har brug for.

Den hjælp, som forældrene bl.a. har behov for, er basale ting som tilskud til at gå hjemme for at passe barnet, aflastning, indretning af hjemmet, så det passer til en kørestol, skinner til benene, træning og eventuelt også weekendophold til barnet.

Jeg tror ofte, at forældrene oplever at blive mistænkeliggjort i mødet med det offentlige, og mange oplever, at de skal kæmpe meget hårdt og skaffe meget dokumentation for at få de ting, som de helt oplagt har behov for at få bevilget. Det kan medføre, at forældrene i flere tilfælde også søger hjælp fra uafhængige socialrådgivere, da de somme tider kan opleve, at sagsbehandleren bliver en modspiller og ikke en medspiller. Det at have et barn med en funktionsnedsættelse giver ofte en familie store udfordringer, da det kan være meget indviklet bare at få hverdagen til at fungere.

I dag bliver rigtig mange regler ofte forvaltet af flere sagsbehandlere ud fra sektoransvarlighedsprincippet, afhængigt af om det er sundhedsloven eller serviceloven, eller om hjælpen skal bevilges af skolen, og familierne er ofte i kontakt med flere sagsbehandlere, alt afhængigt af hvilken sektor det netop er, der yder hjælpen.

I Dansk Folkeparti er det vores ønske, at det ikke på nogen som helst måde skal ligge familierne til last, og det har vi desværre set eksempler på at det gør. At familierne ofte selv skal agere tovholdere mellem forskellige sagsbehandlere, afhængigt af hvem der skal yde hjælpen, er noget, der kræver rigtig mange ressourcer, som ofte kan være svære at finde, når man har et sygt barn eller et barn med et handicap.

I Dansk Folkeparti tænker vi også, at en koordinerende rådgiver kan være en god idé, altså at der er en til at koordinere og være tovholder for familien, så de ikke selv skal stå med det. Desværre har vi jo set, at nogle kommuner kan være kreative, herunder også sætte et loft over hjælpen, eller måske har de ikke den hjælp eller vare på hylden.

Det her beslutningsforslag kan også medvirke til, at man som kommune også får bedre kendskab til retssikkerhedsloven. Nogle af de paragraffer, beslutningsforslaget vedrører, er bl.a. merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, ledsagelse, støtte og hjælp til genoptræning og hjælp til at udvikle psykiske og sociale færdigheder.

Dansk Folkeparti ønsker en styrket og helhedsorienteret hjælp til familier, der har et barn med handicap, og derfor støtter vi det her beslutningsforslag, som vi også er medforslagsstillere på.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Carl Holst, Venstre.

Tak for det. Venstre anerkender problemstillingen, som beslutningsforslaget er et udtryk for, men bakker ikke op om forslaget af flere årsager. Vi nærer dels en frygt for, at en ny og uhensigtsmæssig opgavedeling kan svække kvaliteten, ved at indsatsen spredes, dels mener vi, at et opgør med sektoransvaret, som beslutningsforslaget jo også er et udtryk for, kan medføre, at mennesker ikke har samme muligheder inden for de forskellige ansvarsområder. Endelig ønsker vi ikke at ændre på princippet om, at offentlig hjælp skal dække et konkret behov for hjælp og støtte.

Når det så er sagt, har Venstre også den opfattelse, at det offentlige skal tænke på tværs, både på tværs af sektorer, men også på tværs af forvaltninger, når det gælder om at yde en god og sammenhængende hjælp. Det ansvar tror jeg også at kommunerne et langt stykke hen ad vejen ønsker at påtage sig. Allerede i dag er der kommuner, der har koordinerende sagsbehandler til familier med børn med handicap. Når jeg nævner det her eksempel, er det, fordi Venstre kan støtte ministerens forslag om nedsættelse af en arbejdsgruppe, som kan se på problemet, afdække gode erfaringer som det, jeg lige nævnte, og på den baggrund komme med forslag til løsninger på de udfordringer og problemer, som jeg startede med at sige at beslutningsforslaget ønsker at løse – alt sammen med det formål at skabe bedre sammenhæng i den fælles indsats over for handicappede.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Et flertal bestående af Enhedslisten, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Alternativet og SF har fremsat beslutningsforslag om en forenkling af hjælp til børn med handicap. Intentionen bag forslaget er, at det skal gøres nemt og ubureaukratisk for forældre til børn med funktionsnedsættelser at få den hjælp, de har krav på, også selv om hjælpen har hjemmel i flere forskellige love og bestemmelser. Konkret forstår jeg, at familien skal have tildelt én samlet bevilling, som de kan anvende frit ud fra familiens egen vurdering af, hvad der er bedst i forhold til familiens dagligdag.

I Liberal Alliance deler vi intentionen om at gøre det nemmere at tilgå myndigheder og at få den hjælp, som man har krav på, og som jo er det sikkerhedsnet, der er hele eksistensgrundlaget for vores velfærdssamfund. Sådan burde det jo i virkeligheden ikke kun være for familier, der har børn med funktionsnedsættelser. Sådan burde det jo være for alle borgere, der har brug for hjælp. I Liberal Alliance mener vi, at det offentlige er blevet alt for komplekst. Det kræver nærmest en akademisk uddannelse at finde ud af, hvor og hvordan man fornyer sit pas. Når man hører, netop hvordan borgere med funktionsnedsættelser eller øvrige udfordringer kastes rundt i systemet, må man tage sig til hovedet. Det er så uhensigtsmæssigt, og det må også koste alt for mange skattekroner. Man har lappet på love, hvor man burde have taget grundlæggende fat, og det har man gjort i rigtig mange år. Resultatet er blevet, at det er bøvlet i det offentlige. Ingen kan rigtig finde ud af, hvem der har hvilken bold, og det mærker borgerne ved at blive kastet rundt i systemet.

Derfor deler Liberal Alliance fuldt ud forslagsstillernes ønske om at få ryddet op og få det gjort så nemt og ligetil for den enkelte familie at få den hjælp, man har krav på. Men det skal selvfølgelig gøres klogt, og jeg har på stående fod og ud fra det beslutningsforslag, der ligger, svært ved præcis at se, hvordan det her skal gøres i praksis. Derfor synes jeg, det er positivt at høre, at ministeren gerne vil arbejde for det her og nedsætte en arbejdsgruppe, som på tværs af relevante ministerier, KL og Danske Regioner kan kigge på, hvordan man kan gøre det her, så man som familie, når man henvender sig og har brug for hjælp på tværs af love og bestemmelser, får én indgang og en koordineret indsats. Jeg mener også, at vi politisk skal deltage i sådan en arbejdsgruppe, for som jeg læser det her beslutningsforslag, er det en politisk vision på det her område, og det mener jeg er rigtig vigtigt at inddrage i det fortsatte arbejde, så det ikke bare bliver embedsfolk, der sidder og udformer et forslag, men så vi politisk sidder med ved bordet.

Så for at opsummere synes vi i Liberal Alliance, at det er et rigtig godt initiativ. Vi synes, det er nogle gode overordnede visioner, der er. Dem støtter vi op om, og vi glæder os til det fortsatte arbejde, så vi kan gøre det nemmere for familier at få den hjælp, som de har krav på og behov for.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak. Det beslutningsforslag, vi behandler her, har til hensigt at sikre en bedre og mere overskuelig sagsbehandling og tildeling af hjælp til forældre til børn med handicap, og når man ser på, hvem der har fremsat forslaget, ser der ud til at være flertal for det.

Det er et behov, som såvel forældre som diverse organisationer ofte har gjort opmærksom på. Som det er i dag, er de fleste forældre i kontakt med flere forskellige forvaltninger og sagsbehandlere for at sikre den fornødne hjælp til deres børn, og hjælpen bliver så stykket sammen på baggrund af en række forskellige bevillinger, med hver sine individuelle regler. Den hjælp, der opnås, kan så være udliciteret til forskellige udbydere med yderligere individuelle aftaler og retningslinjer. Og alt det er det så familiens ansvar at finde hoved og hale i og sørge for at få til at fungere.

Sådan skal det selvfølgelig ikke være. Vi bør helt generelt forsimple kommunernes forvaltning og som minimum bestræbe os på, at det i hvert fald ikke skal være nødvendigt for brugeren at skulle forholde sig til kommunernes komplicerede forvaltninger. I forbindelse med fremsættelsen af det her lovforslag har vi i udvalget modtaget en række henvendelser fra forældre, der beskriver de problematiske forhold, de hver dag må navigere i. Og på næsten daglig basis modtager vi henvendelser fra frustrerede forældre, der nok er taknemmelige for hjælpen, men som frustreres over al den energi, både de og eventuelle hjælpere må bruge på at navigere i bureaukratiske regler og bevillinger.

Vi har et velfærdssystem, vi kan være stolte af og taknemmelige for, men det skulle altså også gerne være sådan, at det ikke gav yderligere byrder, bekymringer og frustrationer at administrere de mange komplicerede bevillinger. Og selve pointen med al den megen hjælp er at assistere folk til at have en mere ukompliceret og glidende hverdag.

Jeg håber, at den opbakning, der er til det her beslutningsforslag, kan sikre den afbureaukratisering, som de fleste partier snakker så meget om, og at vi dermed kan give en kæmpe lettelse af hverdagen til familier med børn med handicap. Og samtidig kan vi forhåbentlig spare ressourcer ude kommunerne, som i stedet for at administrere og kontrollere kan bruge krudtet på service og velfærd.

Tak til Alternativets ordfører. Næste taler i rækken er hr. Johannes Lebech som ordfører for Radikale Venstre. Værsgo.

Fra Radikale Venstres side kan vi udmærket se intentionerne i forslaget og anerkender dem fuldt ud. Der er ingen tvivl om, at en stærk og målrettet koordinering mellem mange instanser i kommuner og regioner og mellem mange fagligheder er ønskværdig, men vi tror, det er ret vanskeligt at etablere i virkelighedens verden. Der er også allerede heroppe nævnt nogle forbehold.

Måske kan der hentes erfaringer i nogle af de ressourceforløb, der i en periode er blevet gennemført i forbindelse med ansøgning om førtidspensioner, hvor forskellige fagligheder som social-, sundheds- og uddannelsesområdet er samlet omkring den enkelte borgers behov for at øge dennes muligheder for at klare sig selv på en bedre måde.

Inden der måske findes en løsning på en bedre og mere fleksibel koordination, vil Radikale Venstre foreslå, at en familie med et barn med handicap, der har brug for flere fagligheders medvirken til et bedre liv, får tildelt en familievejleder, der kan guide familien og de forskellige instanser, som familien er i forbindelse med, så det bliver meningsfuldt, og så familien er i fokus. Familievejlederen kan også arrangere fælles møder mellem faglighederne og familien. Det kunne være en sagsbehandler, der havde ansvaret for den enkelte familie. Det er en metode, der til en vis grad kunne svare til en patientvejleder.

Men det er selvfølgelig også ting, som man kan tage op i den arbejdsgruppe, som vi finder det interessant regeringen ønsker at nedsætte omkring hele problemstillingen. Arbejdsgruppen bør selvfølgelig se på flere muligheder for løsningen af opgaven, og det følger vi fra Radikale Venstres side med stor interesse.

Tak til den radikale ordfører. Den næste ordfører i rækken er fru Trine Torp som ordfører for SF, værsgo.

At få et barn med handicap kan vende op og ned på en families hverdag, og det kræver en del af forældrene at sørge for den nødvendige støtte til deres barn. For mange forældre er en af de største udfordringer at finde rundt i det offentlige system, som skal hjælpe dem og deres barn. Det er intentionen med det her forslag, at det skal gøres nemmere.

Kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, dækning af merudgifter, ansøgning om hjælpemidler, socialpædagogisk bistand og støtte i daginstitutioner og skole, aflastning, rådgivning omkring forældrerolle til et handicappet barn, familiebehandling osv. er bare nogle af de former for hjælp, som et barn og en familie kan have brug for.

Forslaget er på ingen måder et forsøg på at gøre op med sektoransvaret, men ofte er der tale om forskellige regelsæt fra f.eks. servicelov, folkeskolelov, sundhedslov osv., som helst skulle supplere hinanden, men som desværre kan komme til at modarbejde hinanden. Fra mine tidligere erfaringer som psykologi i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og familieafdelinger har jeg oplevet, hvor forvirrende det kan virke set fra forældrenes perspektiv. Det kan såmænd være vanskeligt nok at se logikken i det og få foranstaltningerne til at passe sammen som professionel.

Jeg har også erfaret, hvor vigtige de enkelte fagligheder er for at forstå barnets behov, så forslaget handler heller ikke om at udrydde de forskelle, der er mellem faglighederne, men tværtimod at styrke samspillet imellem dem.

I bemærkningerne er nævnt en række paragraffer, som hjælp kan bevilges efter, men der står også, at listen ikke nødvendigvis er udtømmende. F.eks. vil det også være relevant at inddrage servicelovens § 52, som en del familier også får hjælp fra, f.eks. i forbindelse med familiebehandling. Men vi må se på det alt sammen i den videre behandling.

I SF er vi, som jeg sagde, hverken interesseret i at ændre på faglighedens vigtighed eller på sektoransvaret, men vi mener, at koordination og sammenhæng skal styrkes, så systemet ikke virker så fragmenteret for familierne.

I SF mener vi ikke, at det skal være borgerens ansvar at få de mange regelsæt til at hænge sammen, og vi har en vigtig opgave i at sikre en helhedsorienteret og sammenhængende indsats, som kan tage udgangspunkt i en konkret, individuel vurdering af barnets og familiens behov, og som også kan gøres så fleksibel, at det får hjælpen og støtten til at spille sammen i virkeligheden. Derfor har vi været med til at fremsætte det her forslag, som går ud på at finde løsninger på, hvordan hjælpen og støtten kan blive koordineret noget bedre.

Jeg håber selvfølgelig fortsat at kunne samle opbakning til forslaget, helst så bredt som muligt, og hvis det indebærer nogen yderligere forhandlinger, er vi selvfølgelig også villige til det.

Tak til SF's ordfører. Og den næste ærede taler er hr. Anders Johansson som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak. Beslutningsforslag B 143 handler om at forenkle hjælp til børn med handicap, således at hjælp til forældre, der har et barn med handicap, bevilges efter en samlet vurdering. Og det er et forslag, som Det Konservative Folkeparti sådan set langt hen ad vejen er enige i. For os Konservative handler det om, at det offentlige system skal være til for borgeren og ikke omvendt. Familier med børn med handicap er i forvejen udsat for et stort pres i dagligdagen, og jeg har sådan set stor forståelse for, at familien kan opfatte det som et ekstra pres at skulle forholde sig til flere forskellige forvaltninger, flere forskellige bevillinger, forskellige sektorer og forskellige sagsbehandlere.

Når forældre til et barn med handicap møder det offentlige system, synes jeg, det er vigtigt, at de møder så få ansigter som muligt, så man lettere kan få opbygget et tillidsforhold mellem borgeren og systemet. I bund og grund er borgeren jo ligeglad med, hvor i forvaltningen bevillingen kommer fra. Det vigtigste må være, at hjælpen er den rigtige, og at systemet opleves tilgængeligt for borgeren.

Dansk Handicap Forbund påpeger ligeledes problemet. De skriver, at forældre må løbe spidsrod mellem mange forskellige forvaltninger, når de søger hjælp til deres børn. Det er jo selvsagt dybt uhensigtsmæssigt, og det er noget, vi har et fælles ansvar for at forbedre.

Derfor bakker vi også op om, at vi skal have forenklet systemet, som borgeren møder, så det ikke er det offentliges organisering, som er i centrum, men i stedet for den hjælp, som borgeren har behov for.

Tak til den konservative ordfører. Så giver jeg ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Tak for alle de mange positive tilkendegivelser over for det beslutningsforslag, vi har fremsat her fem partier i fællesskab. Inden vi fremsatte forslaget, havde jeg lejlighed til at orientere mig i og høre en række forældres beskrivelser af, hvor vanskeligt det er at få hverdagen til at fungere, når man har et barn med handicap, og den hjælp, barnet og familien modtager, er opsplittet og ufleksibel.

En mor fortæller, hvordan hjælpen til hendes søn, som har muskelsvind og går i anden klasse, er splittet op, så den bevilges tre forskellige steder i det kommunale system. Det resulterer f.eks. i, at når sønnen er for syg eller træt til at gå i skole, hvad der hyppigt forekommer, så kan barnets hjælper i skolen ikke aflaste forældrene. Hjælperen skal blive i skolen, mens den anden hjælper møder for at løse jobbet i hjemmet. Der er to forskellige på arbejde to forskellige steder til det samme barn.

En anden mor fortæller, hvordan det giver problemer, når datteren skal til fødselsdag hos skolekammerater, og hvor kompliceret det er, hvis datteren vil følges med venner hjem fra skole. En far fortæller om, at familien for et par somre siden talte ikke mindre end 28 forskellige hjælpere i løbet af nogle ganske få uger. Billederne taler for sig selv om en fuldstændig uoverskuelig sagsbehandling, hjælp og støtte til de enkelte børn og forældre.

Det er i dag urimelig svært for alt for mange forældre til børn med handicap, når der skal søges om støtte og hjælp efter en række forskellige regelsæt, der ikke spiller ordentligt sammen. Der er alt for dårlig mulighed for at sikre en sammenhængende service, der kan understøtte børnenes sociale liv, så de lige som alle andre børn kan udvikle og fastholde venskaber og kammeratskaber med andre børn, og den manglende sammenhæng gør det unødvendig vanskeligt for mange forældre til børn med handicap at få hverdagen til at fungere på en måde, så både deres arbejdsliv og deres privatliv kan hænge sammen.

Derfor glæder det mig også utrolig meget, at vi er fem partier, der har kunnet finde sammen om et fælles beslutningsforslag, og at vi har kunnet konstatere, at vi dermed kan tælle så mange stole her i salen, at der er et flertal for at gennemføre en forenkling på området, som kan give både børn og forældre en bedre tilværelse, men også betyder, at vi faktisk kan få en mere rationel anvendelse af ressourcerne.

Jeg har bemærket, at stort set alle ordførere har bakket positivt op om intentionerne i forslaget, og at ministeren har gjort det samme, men er noget afvisende over for det konkrete forslag. Jeg vil derfor sige, at for mig at se er der ikke noget i de bemærkninger, som ministeren er kommet med, som giver anledning til at undlade at vedtage det forslag, der er fremsat af de fem partier.

Jeg bemærkede, at ministeren fremhæver, at der vil være vanskeligheder ved at sikre en koordinering, der ikke helt bryder med de traditioner, der er for sagsbehandling i det offentlige. Jeg er sikker på, at vi kan løse de problemer, der er, på tværs af sektorer, på en måde, så borgeren oplever, at selv om der er flere instanser og sektorer involveret, vil borgerne opleve en enklere procedure, hvor man oplever at tale med en person, der koordinerer indsatsen.

Jeg vil godt citere Dansk Socialrådgiverforenings næstformand, Niels Christian Barkholt, og inden jeg gør det måske bemærke, at det jo er interessant, at de, der står for sagsbehandlingen på det her område i kommunerne, synes, det er et fremragende forslag og ikke er bekymrede for, om det er muligt at foretage denne koordinering. Og Niels Christian Barkholt, der er næstformand hos Dansk Socialrådgiverforening siger: Det er på høje tid, at lovgivningen også begynder at definere koordineringen og samarbejdet på tværs af sektorerne.

Der er altså ikke noget i vejen for, at flere sektorer er involveret i det her, men vi skal sikre en sagsbehandling, der samler fra de forskellige sektorer og giver borgerne den oplevelse, at der er sket en betydelig forenkling af tildelingen af støtte. Og vi skal jo så også i den praktiske udmøntning af hjælpen sikre, at vi ikke får de problemer, som jeg har prøvet at beskrive her, med barnet, som ikke kan få sin hjælper med sig, hvad enten det er i skolen, til børnefødselsdagen eller i hjemmet, men skal være afhængig af en række forskellige hjælpere.

Jeg forstår sådan set godt, at ministeren siger, at der her er brug for at kigge nærmere på sagen, og derfor er det jo også så godt, at de fem partier ikke har fremsat et lovforslag, for så var det jo bindende, og så skulle vi straks sætte procedurer i værk efterfølgende, når vi havde færdigbehandlet lovforslaget her inden grundlovsdag, og det kunne selvfølgelig godt give ministeren sved på panden – det skal jeg ærligt indrømme. Men nu er det jo et beslutningsforslag, vi har fremsat, og det giver rig mulighed for, når der skal fremsættes et lovforslag inden udgangen af i år – og det er der dog mere end et halvt år til – at drøfte sagen med Kommunernes Landsforening, med regionerne, med Danske Handicaporganisationer, med Dansk Socialrådgiverforening og ikke mindst med forslagsstillerne, som har rejst forslaget her i salen.

Så jeg vil sige det sådan, at det er rigtig dejligt, at der er kommet så mange positive bemærkninger. Jeg synes, det er rigtig fornuftigt, at ministeren synes, at vi skal organisere det som en arbejdsgruppe, eller hvad det nu kan være. Det er rigtig fornuftigt, at det halve år bruges effektivt, sådan at vi tager højde for de problemstillinger, som ministeren rejser i sin tale. Men jeg synes ikke, der er nogen som helst grund til, at vi udskyder vedtagelsen af beslutningsforslaget. Det vil tværtimod sætte en rigtig god ramme for arbejdet, for så har vi sat en retning på det, der skal ske, og så er jeg sikker på, at vi i fællesskab kan få løst de problemstillinger, som ministeren har redegjort for i sin tale her.

Så jeg håber på en god videre debat i udvalget, og jeg forventer, at når vi inden sommerferien lukker Tinget her, så har vi et beslutningsforslag, der angiver retningen for den arbejdsgruppe – hvad det nu kan være for et arbejde, der skal foregå frem mod fremsættelsen af et lovforslag inden udgangen af i år.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.