Det er jo egentlig ret interessant, at vi står her og diskuterer det her forslag klokken 5 minutter i 11 om aftenen, hvor diskussionen om det her forslag egentlig har været, at der skulle komme liv i Folketingssalen, man skulle more sig, det skulle være spændende osv., og det skulle rigtig røre sig her i salen.
Man kan så sige, at der er grænser for, hvor højt det er kommet op at flyve, så måske burde vi have diskuteret det på et tidspunkt på dagen, hvor vi er mere friske.
Det er også fantastisk, at vi diskuterer, om det må tage en klokketime mere eller mindre.
Den her dag har åbenbart taget mange af slagsen.
Der kunne have været mange spørgsmål til statsministeren, men okay.
Uanset det støtter vi sådan set de ændringer, selv om vi håber på, at der bliver flere svar i fremtiden på de spørgsmål, der stilles, når nu det er en spørgetime, men det kan jo være, at en ny statsminister ændrer på det.
Det kan vi håbe.
Vi vil holde øje med, om det sker.
Ellers synes jeg, vi skal diskutere det en dag, hvor vi er mere vågne.
Tak for ordet.