Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 127:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af det skattefri omkostningstillæg for folketingsmedlemmer og indførelse af en ordning for godtgørelse af faktiske udgifter forbundet med folketingsarbejdet.

Af Jonas Dahl (SF) og Christian Juhl (EL) m.fl.

(Fremsættelse 01.04.2016).

Dette beslutningsforslag vedrører folketingsmedlemmers forhold, og derfor forventes der ikke deltagelse af nogen minister. Jeg vil derfor på Præsidiets vegne følge debatten med henblik på den videre behandling.

Forhandlingen er åbnet. Hr. Henrik Sass Larsen, Socialdemokratiet.

Jeg skal på vegne af Socialdemokratiet sige, at vi ikke kan støtte forslaget.

Vi synes, at der er en meget pragmatisk og fornuftig idé i, at man i sin tid har etableret en sådan omkostningsgodtgørelse, som er skattefri, til at dække forhold som udgifter til taxa, repræsentation og lignende, og at man herunder slipper for at skulle rapportere særlige mødediæter og andet. Vi mener også, at det er i et så beskedent omfang, at det netop dækker de ekstraudgifter, man må forventes at have som medlem af Folketinget, men samtidig sikrer, at det foregår fuldstændig ubureaukratisk og enkelt. Vi mener faktisk, at det ville blive rimelig bureaukratisk, hvis man begyndte på at ville lave lignende ordninger for MF'er, som man har på det øvrige arbejdsmarked, nemlig ordninger for alt lige fra mødediæter, taxatransport, bespisning og andet.

Vi synes, det sker på en fornuftig, fin og pragmatisk måde med den ordning, som vi har i øjeblikket, og derfor støtter vi ikke beslutningsforslaget.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Hr. Henrik Sass Larsen siger, at det var en fornuftig ordning engang, og det er jeg egentlig enig i at det var. For der var engang, hvor vi ikke havde iPad og mobiltelefon osv., og hvor der var nogle udgifter til aviser og alt muligt. Der lavede man det her som en ubureaukratisk ordning, fordi der var nogle ting, som et folketingsmedlem betalte af egen lomme, og så sagde man, at det var en simpel måde at håndtere det på.

I dag er det vel ret beskedent, hvad de fleste af os har af omkostninger. Vi har gratis transport, vi har fri adgang til aviser, vi har telefon, pc, iPad osv. Det er vel maks., at man f.eks. kører i sin egen bil, hvis man har sådan en, til et møde. Jeg kan ikke se, det er rimeligt.

Ordføreren siger, at det er så beskedent et omfang. Det er jo 60.000 skattefri kroner om året. Det tror jeg altså ikke de fleste mennesker synes er et beskedent omfang, og det bidrager også til, at vores lønforhold ikke er særlig gennemsigtige.

Ordføreren.

Jeg tror bare, vi er uenige her. Jeg mener, at man kan have – og det har vi jo vitterlig som folketingsmedlemmer – udgifter i form af møder og repræsentation. Vi har udgifter i form af taxaer, som vi kører rundt i i København, lidt afhængigt af hvilke ordninger de forskellige partier har. Jeg synes sådan set, det er en meget udmærket måde at gøre tingene på.

Alternativet, hvis nu man skal sammenligne med det øvrige arbejdsmarked, ville jo typisk være, at man havde en repræsentationskonto, fordi vi holder møder rundtomkring i byen. Det ville være, at der måske var mødediæter, aftendiæter og andet, som man også får i forbindelse med udvalgsrejser. Så skulle vi til at indføre det i hverdagen. Og derudover ligger der jo en lang række forskellige omkostninger, som vi selv forventes at dække, som følge af at vi har det her tillæg. Så jeg synes egentlig, det er en meget udmærket og ubureaukratisk måde at få dækket det på.

Man kan selvfølgelig sige, at det helt kunne afskaffes, og at vi selv måtte klare alt det andet inden for den eksisterende lønramme, men hvis man skulle lave noget sammenligneligt i forhold til det øvrige arbejdsmarked, tror jeg faktisk, det ville blive rimelig bureaukratisk for Folketinget.

Spørgeren.

Altså, nu er der jo sikkert forskel på, hvor meget folketingsmedlemmer kører i taxa osv., men ellers vil jeg mene, at vi har gratis bus, tog og S-tog, og nogle af os har gratis fly i forbindelse med at passe kredsen osv., og jeg tror altså ikke, det løber op i noget, der har en værdi i nærheden af 100.000 kr. om året. Det er jo skattefrit. Jeg tror ikke, folk synes, det her er i begrænset omfang, og det bidrager til den uigennemsigtighed, der er i vores forhold.

Hvis man havde taget hele pakken samlet set, kunne man jo have sagt, at der blev lagt en lille smule oven i den almindelige løn, men vi skal ikke have det her skattefri tillæg, som overhovedet ikke står mål med de relativt få udgifter, vi måske har, som ikke bliver dækket ind af de andre privilegier, vi har.

Ordføreren.

Jeg er uenig. Det afhænger jo af, hvilket aktivitetsniveau man har, og hvordan man indretter sin hverdag, hvilke udgifter man har, og hvor mange man har. Jeg vil bare sige, at hvis man skulle til at lave noget sammenligneligt i forhold til private firmaer eller offentlige organisationer eller andet og skulle til at afregne pr. aktivitet, så vil jeg mene, at det ville være meget mere bureaukratisk end det, vi har nu, og koste betydelig flere ressourcer. Derfor synes jeg, der er fundet en udmærket og fin løsning med det her.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. At vi som folketingsmedlemmer skal have et skattefrit tillæg, som kan godtgøre omkostninger ved folketingsarbejdet uden nogen form for dokumentation, er jo selvsagt en anelse besynderligt. Det er en besynderlig konstruktion. Det er vi enige om at der skal findes en anden løsning på.

Den vej, som foreslås her, nemlig en godtgørelsesordning, er vi ikke helt sikre på er den rigtige afløser. Dels lyder det jo, som den forrige ordfører var inde på, en anelse bureaukratisk, og dels skulle der i hvert fald sættes nogle skarpe grænser op for, hvad det var, en sådan godtgørelsesordning skulle dække. Vi ser nemlig den udfordring i Dansk Folkeparti, at det her måske kunne gå hen og blive en malkeko, hvor partierne kunne lægge repræsentationsomkostninger ned på folketingsmedlemmerne for at få dem dækket af Folketinget. Det ser vi en udfordring i.

Derfor er det i vores optik ikke umiddelbart en samlet set bedre ordning end den ordning, vi har nu, om end vi også synes, den er fejlbehæftet. Men vi indgår hellere end gerne i en konstruktiv drøftelse af en mere rimelig og retfærdig ordning, der kan føre til en afskaffelse af det skattefri omkostningstillæg.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor det er så mærkværdig en løsning, vi har præsenteret. Det er jo den, der er alle mulige andre steder, hvor de gerne vil have en vis grad af gennemsigtighed, og hvor man skal lægge dokumentation til grund for, at man har haft de og de udgifter. Sådan er det jo både inden for det offentlige og inden for det private mange steder. Hvis man ikke kan nøjes med den gratis bus, det gratis S-tog, det gratis fly, det gratis tog – hvad det nu er – så kan man tage en taxa og aflevere en taxabon. Sådan er det alle mulige andre steder.

Jeg kan ikke med min fantasi forestille mig, at der er nogle, der har så høje udgifter, at det retfærdiggør over 60.000 kr. skattefrit om året. Og hvis der er, ville vi jo få syn for sagen, og så kunne vi se, om der er nogle ting, der ikke fungerer godt nok, siden der er nogle, der har et så højt omkostningsniveau – når vi i forvejen får et højt vederlag og vi har gratis transport, gratis hotelovernatninger i kredsen osv. Så ville vi få syn for sagen, om der var noget andet, der skulle laves om.

Så er det ordføreren.

Det er jeg sådan set fuldstændig enig med spørgeren i, men min anke er, som jeg nævnte, at vi er nervøse for, at det her går hen og bliver en malkeko, fordi der kan være meget flydende grænser mellem, hvad der er partiarbejde, og hvad der er folketingsarbejde, i forhold til repræsentationsudgifter. Det er i hvert fald der, hvor vi siger at der skal trækkes nogle meget skarpe grænser, for at det kan undgås, at statens midler bliver brugt på noget, som egentlig burde være afholdt af andre kasser.

Spørgeren.

Det kan man jo bare gøre. I forvejen må man tage en taxa på sit folketingskort, hvis der er nogle ting, der klart er opfyldt, altså at det f.eks. er et sted, hvor der ikke går nogen bus andet end et par gange om dagen. Jeg er sikker på, at ordføreren har set den der lange liste over ting, der kan godtgøre, at man tager en taxa på sit folketingskort. Der er jo masser af afgrænsninger i forvejen, i forhold til hvad man må bruge, hvornår man må få betalt et hotel, og hvornår man ikke må.

Jeg tror bare, det ville give meget mere gennemsigtighed og også en respekt om, hvad det er, der er rimelige udgifter forbundet med vores arbejde. I dag kan det være hvad som helst.

Ordføreren.

Det er klart, men indtil vi ligesom får præsenteret sådanne afgrænsninger, er vi lidt fodslæbende i forhold til det her. Når det er sagt, er det igen vigtigt for mig at understrege, at vi også synes, det her skattefri omkostningstillæg skal afskaffes, men vi vil bare gerne sikre os, at der i hvert fald bliver så skarpe grænser om det her, at der ikke er nogen tvivl om, hvad der bør afholdes af f.eks. partierne, og hvad der bør afholdes af det enkelte folketingsmedlem, for at man kan passe sit arbejde.

Så er det fru Pernille Skipper med en kort bemærkning.

Undskyld, så forstår jeg ikke, hvorfor Dansk Folkeparti er imod det her forslag. Altså, forslaget indebærer, at vi afskaffer omkostningstillægget, og så indfører vi en ordning, hvor vi er sikre på, at man får tilbagebetalt de faktiske udgifter, man har haft i forbindelse med sit arbejde. Det er jo det, der er en del af forslaget. Det er ikke bare at afskaffe omkostningstillægget. Det er også at få lavet en ordning. Forslaget pålægger regeringen at lave en meget klar afgrænsning, og så bliver det vel præcis, som Dansk Folkeparti ønsker det, eller hvad?

Ordføreren.

Det er desværre ikke altid sådan, at det, regeringen laver, bliver præcis, som Dansk Folkeparti ønsker det skulle være. Som jeg også sagde, er vi ikke imod, at det her skattefri omkostningstillæg bliver afskaffet, men igen, vi er bare usikre på, om der kan laves nogle linjer, der helt præcis trækker op, hvilke omkostninger der så skal kunne dækkes, i forhold til hvad en omkostning er for det enkelte folketingsmedlem for at kunne passe sit arbejde, og i forhold til hvad de omkostninger, jeg har ved at være folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, er. Og det er der, vi i hvert fald skal se nogle meget skarpe linjer, før vi kan støtte det nærværende beslutningsforslag.

Spørgeren.

Men det er jo det, der står i forslaget. Altså undskyld, forslaget indebærer, at vi afskaffer omkostningstillægget og laver en ordning, hvor man nærmere afgrænset får dækket de udgifter, man har, og så skal den laves. Det, jeg hører, er så, at Dansk Folkeparti påtager sig at komme med den præcise ordning, og det vil vi se et forslag for fra dansk Folkepartis side, fordi Dansk Folkeparti simpelt hen vil være med til at styre, hvilken ordning der skal erstattes. Det er det nærmeste, jeg kan høre. Eller hvordan kommer vi videre her? Hvis det ikke er regeringen, der skal udarbejde et forslag til en alternativ model, hvem skal så?

Ordføreren.

Det kan sådan set også godt være regeringen, der kommer med et udkast. Vi er såmænd bare, som jeg nævnte, nervøse for, om man kan få lavet nogle linjer, der er så skarpe, at der ikke kommer huller i ordningen, om jeg så må sige. Jeg prøver lige at gentage mig selv: Vi er ikke modstandere af at få afskaffet det her omkostningstillæg. Vi har bare ikke følt os overbevist af det beslutningsforslag, vi har læst, men selvfølgelig, hvis det er, som spørgeren nævner, skal jeg da beklage, at jeg åbenbart har fået læst det lidt for hurtigt igennem, for lad os endelig ikke tale os væk fra hinanden. Vi har en fælles mission her.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Søren Gade, Venstre.

På vegne af Venstre skal jeg sige, at vi ikke kan støtte B 127. Der har selvfølgelig været en del overvejelser om det. Det her med transparens har vi hørt meget om. Man kunne tage det beløb, man får, de godt og vel 5.000 kr., man får om måneden, og så bruttoficere det, og det vil sige, at det så svarer til lidt over 130.000 kr. om året. Det har det så smukke i sig, at man kan se, at der betales skat af det beløb. Men nu har vi lige stået og diskuteret eftervederlag i et af de tidligere beslutningsforslag, og det har så den indvirkning, at hvis det bliver en bruttoficering, der ligger oven i vederlaget, vil det også betyde, at eftervederlaget efterfølgende vil stige, og det er vi jo ikke interesseret i.

Så er der så det næste, altså det her med, om man skulle sige, at alt er efter regning. Min påstand skal være den, at hvis man gør det, vil omkostningen for Folketinget stige. Jeg deler ikke opfattelsen af, at det her er et beløb, som er eksorbitant stort, hvor man putter mange penge i sin lomme hver måned. Jeg er lige ved at sige, at det kunne man lade komme an på en prøve.

I hvert fald vil jeg sige, at Venstre ikke støtter beslutningsforslaget, og vi mener med udgangspunkt i det, jeg har sagt her, at eftervederlaget vil stige, hvis det bliver bruttoficeret, og at omkostningen for Folketinget vil stige, hvis det bliver på regning, og så mener vi, at systemet skal fastholdes, som det er.

Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Altså, nu kan man jo altid diskutere, hvad der er rimelige beløb, hvad der er eksorbitante beløb, eller hvad der ikke er det, men hvis vi bare siger, at det har en værdi på 100.000 kr., og da der er 179 folketingsmedlemmer, er det jo stadig væk 18 mio. kr. årligt.

Jeg siger ikke noget om, hvorvidt det er rimeligt eller urimeligt. Vores forslag går bare ud på at sige – som kommissionen jo også konkluderede – at det her var en god idé engang, men i dag giver det ingen mening. Vi har fri telefon, fri computer, fri iPad, adgang til aviser, fri transport osv. Det mudrer simpelt hen billedet. Så det ville også være en måde at sige på, at der skal være lidt mere klarhed om, hvad det er. Der kan helt klart være udgifter, som det er rimeligt bliver dækket, og som ikke kan dækkes på anden måde. Men der ville vi jo gøre, ligesom man gør det i både det private og det offentlige, nemlig komme med en regning og få det refunderet.

Ordføreren.

Nu er jeg jo valgt det samme sted som fru Lisbeth Bech Poulsen, nemlig i Aalborg, og jeg har mit hus i Holstebro. Når jeg tager en flyver fra København til Aalborg og har et møde der, kan jeg ikke komme tilbage til København efter kl. 20 om aftenen. Jeg kan heller ikke, uanset hvordan jeg vender og drejer det, komme til Holstebro. De hotelovernatninger, jeg har i min egen kreds, kan jeg ikke få dækket af Folketinget, fordi jeg har bopæl i Jylland og ikke passerer Lillebælt eller Storebælt. Er det rimeligt eller urimeligt? Det siger jeg er helt fair for mig, for jeg har 5.000 kr. om måneden, jeg kan bruge til bl.a. hotelovernatninger i min egen valgkreds. Jeg har ikke adgang til ti hotelovernatninger.

Hvis man kigger på os i Folketinget generelt, vil man se, at vi får vederlag og ikke er omfattet af de regler, der gælder for lønmodtagere. Det har betydning, når man kører i sin egen bil der, hvor vi kommer fra, altså der, hvor SF's ordfører også kommer fra. Der er jo ikke særlig god dækning med kollektiv trafik, og det betyder, at man kører i sin egen bil til og fra arbejde, men uden at få et fradrag på sin selvangivelse som alle andre. Så det hører med til beløbet på de 5.000 kr., at det faktisk også er en form for kørselsgodtgørelse. Og jo mere man passer sit arbejde, jo fattigere bliver man jo i princippet.

Jeg står ikke og piver. Jeg siger bare, at jeg mener, at de 5.000 kr. er et rimeligt beløb i forhold til de ekstra omkostninger, som i hvert fald jeg som folketingspolitiker i Nordjylland har.

Spørgeren.

Det er jeg helt enig i. Jeg har også en bil i Nordjylland, fordi det nogle gange er rigtig svært at komme fra A til B. Det er jo en helt anden diskussion om kollektiv trafik, men det har ordføreren jo ret i.

Pointen er bare, at der ville være tale om helt rimelige beløb, som Venstres gruppeformand og ordfører ville få dækket. For selvfølgelig skal man kunne bo et sted, have en kreds et andet sted og arbejde et tredje sted, i København. Og de ting hænger ikke altid sammen. Det er da også ofte, at jeg bliver nødt til at overnatte i Aalborg efter et møde, fordi jeg ikke kan komme tilbage til København samme aften.

De ting tager vi med, men der ville blive mere transparens omkring det, hvis det blev afdækket i regninger.

Så er det ordføreren.

Jeg medgiver fru Lisbeth Bech Poulsen, at der ville blive mere transparens, men af de årsager, som jeg allerede har nævnt – altså at eftervederlaget ville blive større, hvis man bruttoficerer det, og at omkostningerne for Folketinget generelt ville stige, tror jeg – kan vi simpelt hen ikke støtte forslaget.

Intentionerne kan jeg sige mange pæne ting om, men jeg mener simpelt hen ikke, at der er nogen penge at komme efter. Tværtimod kunne der komme en ekstraomkostning ud af det, hvis man skiftede systemet ud.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak. Enhedslisten fremsætter det her forslag sammen med SF af de grunde, som jeg tror de fleste efterhånden har hørt sig frem til. Omkostningstillægget er en ældre sag, må man mildest talt sige, og de udgifter, som det oprindelig var meningen de skulle dække, eksisterer stort set ikke længere. Derfor er det for os at se med til at forplumre og at skabe mindre transparens omkring politikere og lønninger. Det ville være meget mere fair, hvis man sørgede for, at de udgifter, som man har i forbindelse med sit arbejde, og som det giver mening at få dækket, bliver dækket som de faktiske udgifter, de er.

Som den tidligere ordfører for Venstre lige redegjorde for, er der nemlig stor forskel på, om man bor og er valgt i Jylland, eller om man er valgt i Jylland og bor i København eller omvendt. Der kan være alle mulige forskelle på, hvad det så er for nogen udgifter, man har i forbindelse med arbejdet i sin kreds, og derfor bør det da også være præcis de udgifter, man har, der bliver dækket.

Forslaget her indebærer jo, at man afskaffer omkostningstillægget, sådan at det her forplumrende element forsvinder, og at man til gengæld får lavet en ordning, hvor de faktiske udgifter, vi som folketingsmedlemmer har, bliver dækket som de udgifter, de egentlig er. Det synes vi er mere rimeligt, det skaber en større transparens omkring lønningerne, og derfor er vi som sagt medforslagsstillere, og så støtter vi selvfølgelig også forslaget.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance.

Liberal Alliances synes, man skulle bruttoficere det såkaldte omkostningstillæg, så det bare blev en almindelig del af lønnen, og det er måske et svar på noget af den kritik, som Enhedslisten og SF har, men bare et andet svar, fordi vi sådan set også mener, at tiden er løbet fra selve ideen med det, som det er nu. Men det er den vej, Liberal Alliance vil gå i stedet for den vej, som SF og Enhedslisten ønsker at gå, og så synes vi, at de øvrige regler, der nu måtte være i forbindelse med dækning af de forskellige omkostninger, skal forblive, som de er i dag, medmindre der er nogen, der måtte komme med en ekstraordinært god idé, for så lytter vi selvfølgelig altid til den.

Så det bliver et nej tak herfra.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak for det. Vi behandler beslutningsforslag B 127 om afskaffelse af det skattefri omkostningstillæg for folketingsmedlemmer og indførelse af en ordning for godtgørelse af faktiske udgifter forbundet med folketingsarbejdet, og forslagsstillerne pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, som indebærer, at det skattefrie omkostningstillæg for folketingsmedlemmer afskaffes.

I stedet for omkostningstillægget foreslår forslagsstillerne, at der etableres en ordning, hvor folketingsmedlemmerne kan få godtgjort udgifter, de faktisk har afholdt i forbindelse med folketingsarbejdet, og som ikke på anden måde dækkes af Folketinget. Som Vederlagskommissionen også har påpeget i sin rapport fra januar 2016, er begrundelsen for omkostningstillægget efter forslagsstillernes opfattelse i dag faldet bort, da de omkostninger, som tillægget tidligere tilsigtede at dække, nu i al væsentlighed afholdes af Folketinget. Alternativet mener, at man bør følge Vederlagskommissionens anbefalinger på området, men vi er åbne over for at se på en model for en refusion af faktiske udgifter.

Jeg vil tillade mig endnu en gang at begræde manglen på sådan en samlet løsning, der for alvor rydder op i de her forskellige ordninger, sådan at man har en samlet bruttoløn, og at man så kunne få godtgjort sine udgifter. Jeg synes ikke, at vi lægger op til at løse problemet med uigennemsigtigheden og den skævvridning af ordningen, da der ikke tages stilling til alle aspekter af folketingsmedlemmers vederlagspakke, og som sagt synes vi, det er ærgerligt, at regeringens pakke heller ikke er en fuld pakke.

Alternativet vil dog gerne bakke op om det her forslag, fordi vi synes, det er et skridt på vejen. Vi synes så også ligesom Vederlagskommissionen, at man skal se på den samlede honorering i forhold til, hvis man afskaffer omkostningstillægget fuldstændig.

Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Jeg vil bare gerne kvittere for ordførerens og Alternativets støtte til det og egentlig også for bemærkningerne om en samlet pakke. Så det er ikke et spørgsmål til fru Josephine Fock, det er mere en bemærkning. Vores samlede pakke af beslutningsforslag, vi har fremsat, er et udtryk for sådan, som vi ønsker, det skulle se ud, men jeg er fuldstændig enig i, at det havde været et skønnere billede, hvis alle Folketingets partier kunne finde frem til én samlet pakke, som netop giver den gennemsigtighed, som Alternativet også ønsker sig.

Ordføreren.

Tak for bemærkningen, som det så er. Der er det så, vi gerne ville have lagt os noget tættere op ad Vederlagskommissionens forslag på den måde, at det, vi i særdeles manglede i Vederlagskommissionen, i virkeligheden var, at der skulle ske fuld modregning, hvis man gik ud og tog et andet job.

Vi synes, at det, der også manglede i Vederlagskommissionen, var, at vi skulle have en pension, der matchede det omkringliggende samfund, og en hævelse af pensionsalderen. Noget af det er så blevet imødekommet med regeringens pakke, men vi synes så ikke, at den er tilstrækkelig.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Hermed er vi nået til det sidste beslutningsforslag i dag, som omhandler, hvordan vi aflønner, og hvilke vilkår vi i det hele taget giver vores folkevalgte her. Her handler det så om det såkaldte omkostningstillæg, og her vil jeg gerne sige, at fra radikal side kunne vi sådan set både leve med det forslag, som flere ordførere har været inde på, om et såkaldt bruttoficeret omkostningstillæg, altså simpelt hen gøre det til et almindeligt vederlag, så det blev sammenligneligt eller i hvert fald lettere at sammenligne, og så man fik det samme ud af det. Hvad vi ikke rigtig kunne leve med, er ideen om, at man skal komme med en bon for eneste udgift, man har haft, for det synes vi ville give et unødigt bureaukrati.

Men det hele er for os nu, kan man sige, lidt irrelevant, fordi vi har indgået en aftale her til morgen, hvor vi altså holder vederlag og omkostningstillæg på det samme niveau, men dog regulerer den del, der handler om vederlaget, med den gennemsnitlige offentlige lønstigning. Det betyder jo altså så, at vi ikke udhuler det vederlag, som folketingsmedlemmer får år for år. Det synes vi er fornuftigt, for det er jo ikke meningen, at vi skal have en meget prangende løn herinde, men det er jo heller ikke meningen, at vi støt og roligt skal have mindre i løn end andre offentligt ansatte.

Så vi er egentlig meget tilfredse med den ordning, vi har fundet på det her.

Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg skal bare forstå, om det er sådan, at den stemmeaftale, som en række partier, herunder De Radikale, har indgået i morges, forhindrer partierne i at lave yderligere tiltag på området. Når jeg spørger, er det jo også, fordi jeg synes, Radikale normalt er et parti, der går meget op i, at der skal være tillid til politikerne, og at der skal være gennemsigtighed osv.

Mange steder i det offentlige og i det private er det jo sådan, at hvis der er noget, man har haft som en relevant udgift, afleverer man den kvittering på de taxature, der eventuelt har været. Det, som er Vederlagskommissionens hovedpointe, er jo, at det her var en god ordning engang, men at den bare ikke giver nogen mening længere, fordi de udgifter, som den skulle dække, er bortfaldet, fordi det i al væsentlighed bliver dækket af Folketinget. Så det her er jo faktisk en anbefaling fra Vederlagskommissionen.

Ordføreren.

Radikale Venstre mener ikke, at det samlede vederlag og omkostningstillæg til politikere skal stige. Vi synes heller ikke, at det skal falde mærkbart sammenlagt set. Og så synes vi, at det skal være så ubureaukratisk som muligt. Inden for rammerne af det er vi klar til at diskutere f.eks. en bruttoficering, som vist også er foreslået af Vederlagskommissionen.

Sådan som den her stemmeaftale er skruet sammen, holder den jo altså, indtil vi har stemt de her ting igennem, og så står det sådan set alle partier inklusive Radikale Venstre frit for at se, om man kan finde flertal for andre ting efter det. Men det vigtigste for os her er sådan set den indholdsmæssige del af det, nemlig at vi synes, at den afregning, som man får herinde, er på et rimeligt niveau sammenlagt set. Vi ønsker hverken at gøre den meget større eller meget mindre.

Spørgeren.

Nu talte ordføreren om det samlede billede, men vil ordføreren ikke anerkende, at der kunne være en bedre model end den, vi har i dag, når det handler om gennemsigtighed; når det handler om, at befolkningen nemt kan overskue og gennemskue, hvad det er, vi får i vederlag og tillæg?

Ordføreren.

Jo, jeg tror som sagt, at hvis man, om jeg så må sige, bruttoficerede omkostningstillægget, så man fik et vederlag, der dækkede det hele, var det selvfølgelig lettere at sammenligne det med en tilsvarende lønning ude i det øvrige samfund. Så det kunne man godt diskutere.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti.

Vi støtter heller ikke forslaget. Vi synes, at der i dag er en enkel, ubureaukratisk ordning, hvor der udbetales ét beløb, og så er der afregnet, så man ikke skal ud i andre ordninger, som ses andre steder på arbejdsmarkedet, eller lave en mere bureaukratisk model. Så vi kan sådan set godt stå inde for den model, der er i dag. Vi kigger også på det her som et samlet billede af den løn, man får. Skulle der være et stærkt, stærkt ønske fra forslagsstillerne om, at man på en eller anden måde bruttoficerer det her, så taler vi gerne om det.

Vi siger tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det her forslag er en anbefaling fra Vederlagskommissionen, som vi fra SF og Enhedslistens side støtter op om. Det handler om generelt at få skabt mere gennemsigtighed i den måde, vi bliver aflønnet på i forhold til vores vederlag og tillæg osv. Som Vederlagskommissionen jo rigtigt påpeger, er det her en over 60 år gammel ordning, som blev indført, fordi der på daværende tidspunkt var en lang række udgifter, og det her var en nem og ubureaukratisk måde at kompensere for de udgifter, man har i forbindelse med sit arbejde.

Men det giver ikke nogen mening længere. Det siger Vederlagskommissionen meget tydeligt. Det giver ikke nogen mening, når vi har gratis tog, S-tog, bus, også relevante fly; når vi har adgang til aviser på de iPads, vi får stillet til rådighed, og på smartphones og pc'er; fri telefon osv. Der er en lang række udgifter, som er af en helt anden verden i dag end i 1954, og derfor giver det ikke nogen mening at bibeholde et skattefrit tillæg, som forplumrer billedet af de vilkår, vi arbejder under.

Derfor anbefalede Vederlagskommissionen, at man i hvert fald lavede en anden ordning, bruttoficerede det, eller på anden måde gjorde det meget mere gennemskueligt. Det, vi foreslår fra SF's side sammen med Enhedslisten, er, at vi afskaffer det skattefri omkostningstillæg og erstatter det med noget, der er mere reelt. Hvis man mener, at det ikke er en del af et vederlag, af en løn, men at det direkte skal afspejle de omkostninger, man har, er det mest rimelige jo at gøre det, som de gør så mange andre steder, nemlig at sige, at hvis der skulle være en udgift, som ikke bliver dækket på anden måde, og som er rimelig ifølge en nærmere fastsat model, så afleverer man en kvittering, ligesom de gør alle mulige andre steder i samfundet.

Jeg vil gerne påpege, at vi jo også har en meget generøs ordning i det her Folketing, nemlig at hvis man bor i f.eks. Jylland og ikke tager toget, ikke tager flyet, så kan man køre på arbejde i sin egen bil til Christiansborg og få en ret generøs kørselsgodtgørelse ud af det.

Så jeg mangler nogle eksempler på, hvor de her tusindvis af kroner, vi har i udgifter hver eneste måned, skulle ligge henne. Jeg tror ikke, at jeg er noget særsyn, eller at forslagsstillerne fra Enhedslisten har langt færre udgifter end alle mulige andre. Der er meget stor forskel, også som Venstres ordfører var inde på, hvad angår hvor man bor i landet, og hvor ens kreds ligger, og hvor man arbejder. Der kan være store forskelle, og det ville blive honoreret i det, som vi netop foreslår i B-forslaget, og derfor forstår jeg heller ikke DF's ordfører. For der står, at forslagsstillerne forudsætter, at der ved udarbejdelsen af en nærmere model for en sådan refusionsordning, ses på relevante ordninger og erfaringer fra andre lande. Det er det, vi pålægger regeringen, hvis man stemmer for, og det synes jeg at DF skulle gøre, fordi der netop ville blive fastsat nogle retningslinjer for, hvordan det skulle udarbejdes.

Vi har jo faktisk en pligt herinde til at modtage både vores vederlag og vores omkostningstillæg. Vi kan ikke lade være. Det er en forpligtelse at modtage det, og derfor må man jo, hvis man mener, det skal være anderledes, fremsætte sådan et beslutningsforslag, og det er det, som vi har gjort fra SF og Enhedslistens side.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jeppe Jakobsen.

Jeg skal bare lige kort høre, om SF's ordfører har nogen særlig erfaring med internationalt arbejde og med politikere fra andre lande, og om man i mødet med dem har det indtryk, at de har sådan meget restriktive ordninger, i forhold til hvad de kan få godtgjort, når de ellers er på arbejde for deres parlamenter.

Ordføreren.

Jeg har arbejdet meget internationalt, og jeg har mange erfaringer med politikere fra andre lande, og jeg ønsker på ingen måde, at Danmark skal sammenlignes med det. Der er desværre også i Europa rigtig mange lande, der har en meget lempelig politik og omgang med skatteborgernes penge, og det synes jeg ikke vi skal sammenligne os med. Det skal vi holde os for gode til. Det er også derfor, at Danmark på mange måder er et godt land med meget lav korruption og en relativt høj grad af tillid, selv om man ikke skulle tro det, når man følger den offentlige debat. Det er jo det, vi skal passe på, og det er også det, jeg synes vi skal værne om og gøre ligesom alle mulige andre steder i samfundet, nemlig sige, at hvis du har nogle omkostninger, jamen så får du dem dækket, hvis der er rimelighed i det. Det er bare sund fornuft.

Jeg tror, at vi siger tak til ordføreren.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Forretningsordenen. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.