Det sidste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 12:

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af et realkreditinstitut for lån til ejerboliger og erhvervsejendomme i yderområder.

Af Lisbeth Bech Poulsen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 08.10.2015).

Forhandlingen er åbnet, og det er først erhvervs- og vækstministeren. Værsgo.

Tak for det. Lad mig starte med at kvittere for, at SF rejser den debat i dag i Folketingssalen. Jeg synes faktisk, det er en vigtig debat, som fortjener at blive diskuteret, og så kan man jo altid vende tilbage til det konkrete forslag, men jeg synes, der er grund til at kvittere for, at det her spørgsmål har været drøftet rigtig meget både i sidste valgperiode, under folketingsvalgkampen og også efter folketingsvalgkampen, og jeg tror også godt, man kan indstille sig på, at det fortsat vil blive diskuteret fremover, da vi må konstatere, at der stadig væk er udfordringer i forhold til belåning i vores landdistrikter.

Når det drejer sig om det forslag, som man nu diskuterer her i dag, har regeringen den klare opfattelse, at der er en lang række problemer ved det, og derfor mener vi heller ikke, at vi kan støtte det forslag, der er fremsat af SF.

Principielt mener jeg ikke, at der er behov for, at staten skal gå ind og drive et realkreditinstitut. Det er og bliver en privat virksomhed, og sådan skal det fortsat være. Et statsligt støttet realkreditinstitut – det være sig både når det kommer til underskudsdækning og tilskud til renten – vil desuden skulle have fastlagt en årlig ramme i forhold til finansloven, og det kræver finansiering. Og det vil uden tvivl også betyde, hvis man fulgte forslaget, at der så skulle etableres en kvoteordning, hvor kun en begrænset andel af berettigede låntagere vil kunne få lån. Disse låntagere vil, hvis man måtte gå ind på tanken, samtidig typisk være låntagere, som private institutter ikke vil betjene enten på grund af for stor usikkerhed om pantets værdi, eller fordi låntagerens økonomiske situation vurderes at være for dårlig. Dermed vil instituttet få en udlånsportefølje med ringe kreditkvalitet, hvilket helt sikkert også vil betyde, at staten skulle påtage sig betydelige tabsrisici. Samtidig vil en model med tilskud til en rente, der vil ligge under markedsniveau, være stærkt konkurrenceforvridende. Statslig finansiering af kreditinstitutter eller af et statsligt kreditinstitut ville derfor også skulle godkendes af Europa-Kommissionen.

Derfor må jeg også sige i dag, at det er regeringens umiddelbare vurdering, at ordningen vil være i strid med statsstøttereglerne. Helt generelt mener regeringen ikke, at statsstøtte er den rigtige vej at gå i den her sag. Af samme årsag kan man jo så også udlede, at det ikke er den vej, som regeringen vil gå.

Men lad mig så i dag sige, at regeringen vil gøre noget for vores landdistrikter, og at jeg også anerkender, at der er udfordringer. Derfor har jeg også i dag brug for at sige, at det her er et spørgsmål, som man selvfølgelig skal forholde sig til politisk. Der er problemer med faldende priser og lange liggetider i udvalgte dele af vores landdistrikter, og udvalget om finansiering af boliger og erhvervsejendomme i landdistrikterne har jo også netop konkluderet, at udlånet i landdistrikterne har været faldende i de senere år, og at nyudlånet er lavere end i byerne. Men udvalget konkluderede imidlertid også, at der fortsat i væsentligt omfang lånes ud til kreditværdige kunder i landdistrikterne.

Hvad kan man så gøre ved det? Regeringen mener først og fremmest, at udfordringen skal håndteres, ved at vi får skabt langt mere vækst og udvikling i vores landdistrikter, og det er også det, der på sigt kan give en bedre balance mellem land og by. Det vil betyde, at der kan skabes nye jobs, som kan tiltrække nye indbyggere, og det vil dermed også være med til at gøre boligmarkedet mere attraktivt. Så den bedste kur mod lange liggetider og faldende salgspriser vil altid være vækst og beskæftigelse frem for direkte eller indirekte statsstøtte.

Derfor har regeringen jo også allerede taget initiativer i forhold til at skabe bedre vilkår for vækst og udvikling i hele Danmark. Vi har jo for kort tid siden præsenteret den mest omfattende og mest ambitiøse plan for udflytning af statslige arbejdspladser – næsten 4.000 statslige arbejdspladser vil regeringen flytte ud i dele af Danmark – arbejdspladser, der primært bliver flyttet fra hovedstadsområdet.

Regeringen har jo også for kort tid siden præsenteret en forsøgsordning, der skal styrke den danske kyst- og naturturisme. Ordningen skaber mulighed for private investeringer i omegnen af ca. 4 mia. kr. i hele landet. Jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at det vil være med til at skabe nogle bedre udviklingsmuligheder i vores landdistrikter og dermed også potentielt flere jobs.

Endelig er det jo også sådan, at regeringen lægger op til at præsentere en meget ambitiøs plan, der hedder »Vækst og udvikling i hele Danmark«, som vil blive præsenteret her i løbet af november måned. Et stærkt fokus på vores plan »Vækst og udvikling i hele Danmark« går jo netop på at skabe bedre vilkår for udvikling og ikke mindst privat jobskabelse. Men det er klart, at man selvfølgelig også bliver nødt til at forholde sig til spørgsmålet om finansiering.

Hvad angår reguleringen af den finansielle sektor, har udvalget om finansiering af boliger og erhvervsejendomme i landdistrikterne konkluderet, at der ikke kan findes klare eksempler på regler, der begrænser udlånet i landdistrikterne.

Dog konkluderer udvalget, at den såkaldte 6-månedersregel og Finanstilsynets vejledning om rådighedsbeløb af nogle markedsaktører opfattes som mere restriktive, end Finanstilsynet tolker disse regler. Udvalgets anbefaling om, at disse regler præciseres og justeres, er jo netop også noget af det, som vil indgå i regeringens kommende plan for vækst og udvikling i hele Danmark, netop også for at tage en drøftelse om, hvorvidt bl.a. 6-månedersreglen og rådighedsbeløbsdiskussionen kan se anderledes ud, og om der kan leveres politiske løsninger på de to problemstillinger. Det er jeg optaget af at levere løsninger på, men jeg har ikke tænkt mig her i dag at præsentere regeringens bud på de to punkter, og ikke mindst hvad der kan gøres.

Lad mig slutte af med at sige, at jeg også er optaget af at have en dialog med den finansielle sektor om, hvordan finansieringssituationen ser ud i vores landdistrikter. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er afgørende, at de finansielle institutioner også er med til at støtte og udvikle vores landdistrikter, og det mener jeg sådan set også at de har en interesse i, da de jo i dag har store udlån, der gives i landdistrikter eller er blevet givet i landdistriktskommuner. Derfor har jeg også tænkt mig at indbyde både Finansrådet, Realkreditrådet og Realkreditforeningen til en drøftelse om, hvad vi potentielt kan forvente i forhold til at skabe bedre vilkår for udvikling i vores landdistrikter. Jeg har allerede haft en dialog med en række af organisationerne, og det budskab, der bliver sendt til mig, er, at det er helt afgørende, at vi får sat meget mere turbo på vækst og udvikling. Det er også derfor, regeringen som sit altoverskyggende bud på, hvordan vi kan skabe et Danmark i bedre balance, har at give bedre vækstmuligheder for nogle af de erhverv, som i dag holder hånden under beskæftigelsen i vores landdistriktskommuner.

Der er foreløbig to indtegnet til korte bemærkninger til ministeren, og den første er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Tak. Først vil jeg gerne lige præcisere, at vi jo ikke skriver, at det skal være statslig realkredit. Der er foreslået nogle modeller, hvoraf den ene kunne være, at det var statsunderstøttede lån. Så kan man jo sige, at der er mange områder i vores samfund, som vi understøtter økonomisk. Jeg kunne f.eks. nævne landbruget. Så der er jo masser af områder og erhverv osv. i vores samfund, hvor det ikke foregår på markedsvilkår, men hvor vi hjælper af den ene eller anden grund.

Men nu vil jeg lige komme ind på det her spørgsmål om jobs og udvikling. For ministeren har fuldstændig ret i, at noget af det, der betyder rigtig meget i landdistrikterne, er arbejdspladser. Der er 180.000 statslige arbejdspladser i det her land. 80.000 af dem ligger i Region Hovedstaden, og nu har regeringen så bebudet, at den vil flytte 3.900 arbejdspladser ud. Det synes jeg ville være rigtig fint, hvis det ikke var for den krølle på det, at man samtidig laver et omprioriteringsbidrag, der koster 11.000 arbejdspladser. Så netto betyder regeringens politik jo, at de forskellige kommuner ude i landet mister 7.000 arbejdspladser, og det er i sig selv ærgerligt. Men jeg vil bare spørge ministeren: Mener ministeren, at der inden for realkreditsystemet er såkaldt sorte pletter på landkortet? Jeg tror, ministeren ved, hvad jeg taler om.

Ministeren.

Jeg kan bekræfte, at jeg ved, hvad udtrykket sorte pletter muligvis måtte dække over, men jeg er ikke sikker på, om jeg har fuldstændig samme opfattelse som SF. Det, som jeg tror spørgeren vil have svar på i sit spørgsmål til mig, er, hvorvidt der findes områder, hvor der ikke bliver ydet lån. Jeg må sige, at jeg noterer mig, når jeg ser bl.a. den opgørelse, Nationalbanken lavede for nylig, over, hvordan udlånssituationen er i landets kommuner, at så ser det langt de fleste steder ud, som om udlånene faktisk er på vej op.

Jeg bliver selvfølgelig også som minister konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt der er steder, hvor man har svært ved at få en belåning. Men jeg må sige, at jeg ikke har et billede af, at der er områder, som på baggrund af postnumre, eller på baggrund af at de ligger et bestemt sted, får et nej. Noget af det, jeg sådan set også diskuterer med de finansielle institutter, er, hvorvidt man har en politik på det område. Det forsikrer de institutter mig om at man ikke har, men de siger ved samme lejlighed, at der er et stærkt behov for, at vi tager initiativer, der kan give udviklingsmuligheder i vores landdistrikter. Den anbefaling, de har givet til mig, er, at jeg sætter mig i spidsen for at levere udviklingsmuligheder for vores landdistrikter.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Realkreditrådet har jo også været ude at sige, at alene at fokusere på liggetiden, altså at hæve den fra f.eks. 6 måneder til 1 år, ikke vil løse den her problematik. Når vi understøtter dansk landbrug, når vi understøtter Det Blå Danmark, når vi understøtter så mange erhverv for at have liv på landet så at sige, for at få Danmark til at hænge sammen, fordi der er masser af områder i det her samfund, som ikke kan klare sig på markedsvilkår, så kan jeg ikke forstå, hvorfor folk så ikke skal have en hjælpende hånd til at kunne købe eller sælge en bolig. Det går jo også ud over væksten, når folk bliver stavnsbundet eller ikke kan få et lån til at flytte et sted hen, hvor de eventuelt har fået et arbejde.

Der må vi jo bare sige at der er så mange eksempler – det er ministeren jo også bekendt med, jeg er sikker på, at ministeren får forelagt masser af konkrete eksempler – på sunde virksomheder og på, at folk med sund økonomi alligevel ikke kan købe en bolig, simpelt hen fordi boligerne i nogle tilfælde er for billige.

Ministeren.

Lad mig gribe fat i hele spørgsmålet om landbrug. Det er jo sådan, at der ikke bliver ydet ulovlig statsstøtte til dansk landbrug. Jeg tror bestemt, fru Lisbeth Bech Poulsen er klar over, at den landbrugsstøtte, man får i Danmark, også er en landbrugsstøtte, der gives i andre EU-lande. Så til hele det der spørgsmål om, hvorvidt dansk landbrug får ulovlig statsstøtte eller indirekte statsstøtte, må jeg bare sige, at det er ens konkurrencevilkår, der gælder for alle EU-lande.

Så har jeg altså den opfattelse, at hvis man skal vælge imellem, at staten skal understøtte en lånepolitik, ved at staten så at sige skal agere som realkreditinstitut, og at der skal skabes vækst og udvikling, så vil jeg til hver en tid vælge at skabe vækst og udvikling. Derfor glæder det mig også i dag at kunne konstatere, at det er en dagsorden, som jeg fornemmer at SF deler, og derfor glæder jeg mig også til, at vi skal præsentere vores udspil »Vækst og udvikling i hele Danmark«, hvor vi vil give nogle af de erhverv, som betyder noget i vores landdistrikter, nogle bedre rammevilkår. Så jeg er helt tryg ved, at SF faktisk også gerne vil være med til at understøtte, at turismen får det bedre, at vores landbrug får det bedre, og at vores produktionsvirksomheder får det bedre. Jeg håber så, at vi kan blive enige med SF om, at det skal der til, fordi det vil være med til både at styrke befolkningsudviklingen i vores landdistrikter, men ikke mindst at fastholde arbejdspladser.

Den næste med en kort bemærkning er hr. Henning Hyllested, Enhedslisten. Værsgo.

Det korte af det lange er vel, at rapporten fra Udvalg om Finansiering af Boliger og Erhvervsejendomme i Landdistrikter egentlig kort og godt siger, at der ikke er nogen problemer, og jeg synes også, at ministeren er tæt på at indrømme, at det sådan set er hovedkonklusionen. Der kan være lidt med liggetider og lidt med rådighedsbeløb osv., men i det store og hele er der ikke nogen problemer.

Men hvad siger ministeren så til, at Landdistrikternes Fællessråd faktisk har bakket op om ideen om et særligt kreditinstitut eller -selskab, eller hvad det nu kunne være? Eventuelt også understøttet af statslige tilskud, eller hvordan man nu vil indrette det.

Det var ikke senere end i september, at Landdistrikternes Fællesråd, som bl.a. har 40 kommuner som medlemmer, hvoraf en god del, jeg tror 25, er ledet af Venstreborgmestre, bakkede op om den her idé, for som de siger: Der skal ske noget. Og Danmark knækker over, hvis der ikke sker noget, og de har netop sat fingeren på hele finansieringsproblematikken, som er ganske alvorlig.

Som folketingsmedlemmer bliver vi jo overdænget med eksempler derudefra. Det kan godt være, at et udvalg sidder og finder ud af, at der ikke er nogen problemer. Men det svarer ikke helt til den virkelighed, jeg bliver konfronteret med, bl.a. af Landdistrikternes Fællesråd.

Ministeren.

Jeg er i hvert fald glad for at få mulighed for at sige til hr. Henning Hyllested, at der må være noget galt med akustikken her i salen. For jeg har ikke sagt, at der ikke er nogen problemer i forhold til vores landdistrikter. Jeg gjorde faktisk meget ud af at starte med at rose SF for at have taget debatten op. Man skal huske at rose SF, når man har mulighed for det, og det vil jeg gerne gøre her i dag. For jeg synes, det er en vigtig debat.

Regeringen har netop i sit regeringsgrundlag meget klart beskrevet, at Danmark har udfordringer med, at der er områder, som er under pres. Og der er mit politiske svar, at jeg vil give nogle bedre vilkår for at udvikle Danmark, og det er ikke mindst i forhold til de mange private virksomheder, der er under pres, og også nogle af de erhverv, der er under pres. Og hvis man skal gøre noget for at udvikle vores landdistrikter, så er der tre ting, der for alvor vil gøre en forskel.

Det er bedre rammevilkår for dansk landbrug og fødevareproduktion. Det har jeg indtil videre ikke hørt at Enhedslisten bakker op om. Det kunne selvfølgelig komme som breaking news, hvis det sker i dag i Folketingssalen. Det er punkt 1.

Punkt 2 er bedre vilkår for kyst- og naturturisme, og der må jeg også sige at jeg ikke har hørt Enhedslisten bakke op om det forslag. Og punkt 3 er bedre vilkår for vores produktionsvirksomheder, hvor jeg også har måttet sande at Enhedslisten heller ikke ønsker det.

Så jeg er optaget af at skabe bedre vækstvilkår for private arbejdspladser. Det er det, jeg mener der skal til for netop at sikre en bedre udvikling og ikke mindst en udvikling, der også kommer landdistrikterne til gavn.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det, som regeringen i hvert fald gør nu, er jo f.eks. at køre grønthøsteren hen over uddannelsessektoren, hvilket helt klart vil betyde, at nogle af de uddannelsesinstitutioner, som ligger i yderdistrikterne, formentlig må lukke eller indskrænke. Det er i hvert fald det, vi hører fra de pågældende institutioner, hvad enten det er filialinstitutioner eller selvstændige institutioner. Det er nogle af de dyreste at drive, og det er nogle af dem, der kommer i farezonen, når grønthøsteren bliver kørt henover.

Angående økonomiaftalerne, hvad er det så, kommunerne skærer ned på, når de bliver kørt med så stram en økonomi? Ja, det er jo folkeskolerne ude i landsbyerne, der bliver lukket. Og hvad sparer regionerne på? De fyrer selvfølgelig folk i sundhedsvæsenet, og der er varskoet om ganske mange tusinde. Det trækker da i den stik modsatte retning end at skabe vækst.

Ministeren.

Tak for de mange spørgsmål, og med al respekt er det jo ikke en stor landdistriktspolitisk redegørelse, vi har i dag. Jeg glæder mig til, at vi skal have den, for jeg synes, det er der, nogle af de her temaer fortjener at blive diskuteret.

Men lad mig sige, at jeg er af den opfattelse, at kommunerne faktisk er i stand til at prioritere fornuftigt. Det mener jeg sådan set altid kommunerne har været, jeg har ikke mistillid til kommunerne.

Vi går til de her finanslovsforhandlinger med det klare budskab, at der skal bruges flere penge på sundhed. For mig er det helt utydeligt, hvad Enhedslisten måtte mene. Jeg vil gerne anerkende, at Enhedslisten på mange punkter har sort bælte i at påpege problemer. Men man er overhovedet ikke i stand til at give løsninger, og jeg må bare sige, at vores løsning er, at der skal gøres noget for at skabe flere private arbejspladser, så der også er noget til at finansiere vores velfærdssamfund. Der har Enhedslisten en helt anden dagsorden, og det må man anerkende, det er fair nok at have.

Den dagsorden, Enhedslisten har, vil bare være med til at underminere vores landdistrikter, for man har en dagsorden om, at landbruget skal begrænses i sine udviklingsmuligheder, produktionsvirksomhederne skal have flere afgifter væltet ned over sig, og turismen skal ikke have nogen vækstmuligheder overhovedet. Det vil alt sammen være med til at udhule vores landdistriktskommuner, og det synes jeg ikke er den rigtige vej at gå.

Tak til ministeren. Der er ikke flere til korte bemærkninger. Den næste ordfører i talerrækken er hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Socialdemokratiet er optaget af at skabe et Danmark i balance. Derfor tager vi det alvorligt, at mennesker i tyndtbefolkede områder oplever, at de ikke kan få adgang til realkreditfinansiering, selv om deres økonomi er sund. Det duer selvfølgelig ikke. Det må være privatøkonomien og ikke postnummeret, der er afgørende, når man er til møde med realkreditinstituttet. Derfor er vi også enige i de intentioner, der findes i SF's forslag. Det skal være muligt at benytte sig af realkreditfinansiering i hele landet, uanset om man bor i Tønder eller i Taastrup.

Derfor har Socialdemokraterne i sidste regeringsperiode taget initiativ til, at et bredt funderet udvalg med både økonomer og repræsentanter for landdistrikterne satte sig sammen for at beskrive de udfordringer, der knytter sig til realkreditfinansiering i tyndtbefolkede områder. Ekspertgruppen med professor Michael Møller i spidsen udkom i starten af oktober i år med rapporten, som peger på en række forslag, der ifølge arbejdsgruppen vil forbedre adgangen til realkreditfinansiering i landdistrikterne. Arbejdsgruppen anbefaler bl.a. at lempe kravene til rådighedsbeløbet i visse dele af landet samt at præcisere 6-månedersreglen. Det er en regel, som nogle banker har fortolket på en måde, så de afviser at belåne ejendommene fuldt ud, såfremt de har en liggetid på mere end 6 måneder.

Socialdemokraterne er positive over for de her tiltag, og vi hæfter os også ved, at Landdistrikternes Fællesråd har taget godt imod anbefalingerne, som de jo via pladsen i arbejdsgruppen har medvirket til at forme.

Vi deler opfattelsen af, at forslagene vil bidrage til at afhjælpe problemstillingen med adgangen til realkreditfinansiering i yderområderne. Samtidig medfører anbefalingerne ikke de negative konsekvenser, der knytter sig til oprettelsen af en statsbank, som punkt 1 kan virke konkurrenceforvridende, og som punkt 2 kan betyde, at staten skal kaste sig over et forretningsområde, som staten i forvejen har en begrænset viden om og en begrænset erfaring med.

Endvidere er det Socialdemokraternes opfattelse, at Michael Møller-rapporten ikke alene skal møde den politiske virkelighed, men at konklusionerne og også præmisserne skal møde den virkelige virkelighed uden for Christiansborg. Derfor har vi taget initiativ til, at rapporten sendes i høring hos alle relevante organisationer, foreninger og myndigheder, herunder vores landdistriktskommuner, og at der efterfølgende fysisk set afholdes en høring her på Christiansborg, hvor repræsentanter for landdistrikterne, Udvalget for Landdistrikter og Øer samt rapportens forfattere kan diskutere rapporten og rapportens konklusioner.

Vi ser frem til at arbejde videre med problemstillingen, og vi vil opfordre SF og alle andre partier til at tage aktivt del i processen i Udvalget for Landdistrikter og Øer. Det er Socialdemokraternes ambition, at arbejdet med rapporten skal afspejle den indstilling om at understøtte landdistrikterne, som også findes i det SF-forslag, som vi behandler her i dag.

Socialdemokraterne kan ikke bakke op om forslaget. Tak for ordet. Og så har jeg lovet at tilføje, at De Radikales ordfører ikke kan være her i dag, og at De Radikale ikke kan bakke op om beslutningsforslaget. Tak.

Der er lige en enkelt til en kort bemærkning. Fru Lisbeth Bech Poulsen, værsgo.

Vi kan da sagtens holde en høring til, men med al respekt er det her jo et område, der har været relativt mange høringer og diskussioner og udvalgsarbejde og rapporter om og sådan noget. Men jeg kan godt høre på vandrørene, at der måske ikke er flertal for det her forslag, og så må man jo tage til takke med endnu en høring. Jeg ved ikke, om den kommer til at konkludere noget helt nyt i forhold til de andre gange.

Men jeg vil gerne spørge ordføreren, i forhold til at ordføreren nu er ordfører for et parti, som har et stort, hvis ikke et af de største, lod i arbejderbevægelsens historie så at sige. Og igennem tiden er der jo blevet bygget arbejderboliger og alt muligt andet for at sikre nogle vilkår, nogle boliger til de folk, der skulle arbejde et eller andet bestemt sted, på grund af det var der, fabrikken lå, eller af andre geografiske grunde. Der gik man ind og subsidierede, fordi der skulle være billige boliger. Og billige boliger er jo også noget, som man her i hovedstaden har hørt en del om, uden at man er kommet sådan helt i mål, kan man sige. Mener ordføreren, at der er noget principielt forkert i, at man statsligt understøtter, at folk kan bo i hele landet?

Ordføreren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Nu er spørgeren jo vidende om, at jeg er ganske nyvalgt, så jeg må også have lov til at have mine høringer, og dem vil jeg selvfølgelig glæde mig til. Spøg til side. Det er jo rent faktisk sådan, at der nu, i modsætning til sidst, ligger en rapport med nogle konkrete anbefalinger, som også Landdistrikternes Fællesråd bakker op om. Og det er jo de konkrete anbefalinger, eksempelvis om at lempe kravene til rådighedsbeløb i visse dele af landet og også ideen om, at man præciserer den her 6-månedersregel, som ifølge udvalget har været med til, at nogle banker har været for restriktive, nogle realkreditinstitutter har været for restriktive. Så der ligger jo nogle relativt konkrete anbefalinger her, som jeg synes vi skal arbejde videre med. Derfor gør jeg mig forhåbninger om, at den høring, som jeg får lov til at deltage i, ikke bliver fuldstændig frugtesløs.

Så var der et konkret spørgsmål om, hvorvidt jeg principielt er imod, at man understøtter boligformer. Det kan jeg jo dårligt sige at jeg principielt er imod, jævnfør den position, som Socialdemokratiet har haft også i arbejderbevægelsen. Jeg vil dog slå fast, at Socialdemokratiet ikke ønsker at bevæge sig ned ad den vej, der hedder statsbank eller statslig understøttelse af realkreditobligationsserier. Tak.

Spørgeren med den anden korte bemærkning.

Okay, det er Socialdemokratiets politik. Vil ordføreren sådan i en eller to linjer – for jeg tror simpelt hen ikke, jeg rigtig forstod det i løbet af ordførertalen – præcisere, hvorfor Socialdemokratiet ikke kan støtte det her? For så kan jeg måske pejle mig ind på, hvordan vi kan ændre forslaget lidt, så vi kan få Socialdemokraternes støtte.

Ordføreren.

Jamen som sagt vil vi meget gerne arbejde videre med, at vi understøtter mulighederne også i landdistriktsområderne i de tyndtbefolkede områder. Når vi ikke er fortalere for at lave en egentlig statsbank, er det for det første, fordi en statsbank kan virke konkurrenceforvridende, og for det andet er det, fordi vi frygter, at staten her kommer til at kaste sig over et område, som staten har begrænset erfaring med, og det mener vi vil være uhensigtsmæssigt. Det er derfor, vi ikke kan støtte forslaget, som det ligger nu.

Der er endnu en med en kort bemærkning. Hr. Thomas Danielsen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ordførerens tale og den store interesse for landdistrikterne. Det glæder mig meget, når man nu kigger tilbage på den seneste periode, hvor ordførerens parti selv havde regeringsmagten og selv havde en landdistriktsminister, men hvor den landdistriktsminister desværre aldrig fik fremsat et egentligt lovforslag for landdistrikterne, og det er vi mange der ærgrer os over. Men vi glæder os over, at ordføreren vil bakke op om høringer. Det er fint. Vi har haft mange høringer og kommissioner og trænger til handling, men selvfølgelig kan vi godt tage en omgang mere. Det støtter jeg sådan set op om.

Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge ordføreren om, er: Hvis nu man skal sætte handling bag ordene, er det jo interessant i en debat som denne at vide, hvor mange midler ordførerens parti, Socialdemokraterne, har sat af på finansloven til landdistriktsområdet.

Ordføreren.

Jeg er glad for, at hr. Thomas Danielsen bakker op om muligheden for at lave en høring, al den stund at vi jo sidder i den samme undergruppe til Udvalget for Landdistrikter og Øer – den arbejdsgruppe, som skal lave den høring, som vi taler om her.

Så vil jeg også gerne sige, at jeg synes, det er lidt forfejlet at sammenholde det arbejde, som pågår nu, den høring, som vi ved fælles hjælp skal udfærdige, med høringer, der tidligere har været, fordi vi jo nu helt specifikt har anbefalinger fra udvalget, som vi kan arbejde videre med. Og det er de anbefalinger, som vi skal have omsat til reel handling, og det vil jeg se frem til at gøre i udvalget i et godt samarbejde med hr. Thomas Danielsen. Og det er jo for så vidt ikke endnu et spørgsmål, der er relevant for finanslovsforhandlingerne. Nu handler det om at få omsat de anbefalinger, der ligger i den arbejdsgruppe og i den rapport, som vi begge to kender.

Spørgeren med den anden korte bemærkning.

Tak for det. Ja, jeg roser ganske rigtigt, at man tager initiativer, som kan underbygge og udvide vores viden om det her område. Så det støtter jeg helt op om.

Det, jeg egentlig lige ville høre ordføreren om, er: Hvis man virkelig har et hjerte, der banker for landdistrikterne – og det tror jeg på at ordføreren har – så er det jo alligevel ret væsentligt, hvor mange midler man egentlig vil prioritere til landdistrikterne for at kunne understøtte det her område, så kan ordføreren løfte sløret for, hvor mange midler man har prioriteret på finansloven til landdistriktsområdet? For indtil nu har jeg ikke kunnet få øje på nogen.

Ordføreren.

Jamen jeg kan bekræfte ordføreren i, at mit hjerte banker for landdistrikterne. Jeg er født og opvokset i Vestjylland, valgt i Syddanmark og har boet i tyndtbefolkede områder hele mit liv. Så det kan jeg garantere for ligger mig meget på sinde.

Jeg kan forstå, at ordføreren ønsker at gøre det her til en finanslovsdebat. Det er det ikke. Det her handler helt konkret om at tage fat i Michael Møller-rapportens anbefalinger og så få dem omsat, og det ser jeg frem til at gøre i fællesskab med spørgeren. Tak.

Der er endnu en med en kort bemærkning. Hr. Henning Hyllested, Enhedslisten.

Jeg vil lige kommentere ordførerens svar på hr. Thomas Danielsens spørgsmål, hvor ordføreren får nævnt, at rapporten giver anledning til nogle initiativer. Mener ordføreren virkelig det? Ja, det må jeg selvfølgelig gå ud fra, når ordføreren har sagt det. Men hvad tænkes der helt præcis på i rapporten, for jeg læser altså den pågældende rapport på en anden måde.

Ordføreren.

Jeg deler hr. Henning Hyllesteds opfattelse af, at det ikke er en revolution, man er vidne til, når man læser rapporten. Men jeg må dog slå fast, at rapporten jo har en delkonklusion. Den peger på, at der er ikkefinansielle årsager til problemerne i landdistrikterne, og den peger på, at der er visse finansielle årsager til problemer i landdistrikterne. Så der er jo ikke nogen entydig konklusion, og det tror jeg også spørgeren er bevidst om.

Det, der helt konkret bliver peget på i rapporten, er jo bl.a., at man lemper kravene til rådighedsbeløbet i visse landsdele, og det handler om, at det er billigere at gå til slagteren og gå i supermarkedet i Tønder, end det er på Østerbro. Den forskel, der er mellem landsdelene, skal naturligvis afspejle sig i det rådighedsbeløb, som banker og realkreditinstitutter kræver, når man ønsker at låne til en bolig. Det er et af de konkrete initiativer i rapporten, som jeg synes vi skal arbejde videre med.

Derudover peger rapporten også på, at der kan være et behov for at præcisere 6-månedersreglen – et andet konkret initiativ, som jeg tror vi skal arbejde videre med.

Derudover synes jeg også, at rapporten lægger op til, at vi nu har en debat om reelle initiativer i Udvalget for Landdistrikter og Øer, men der kan jo komme andet på banen, og det kan vi tage i udvalgsarbejdet.

Spørgeren med den anden korte bemærkning.

Det er rigtigt nok med rådighedsbeløbet og med 6-månedersreglen, men det er vel en overfortolkning af rapporten at sige, at den ligesom konkluderer, at her kan gøres noget, som virkelig batter noget i forhold til landdistrikterne. Tværtimod synes jeg jo nok, at der er rigtig, rigtig mange forbehold i rapporten, der nærmest siger, at jo, det kan man da godt, og at det da måske kan hjælpe. Er det ikke nærmest det, rapporten siger?

Ordføreren.

Jeg tror, vi er ude på decimaler her, i forhold til hvordan vi opfatter rapporten.

Lad mig tage fat et andet sted. Jeg er jo valgt i Syddanmark og har som kandidat fået ganske mange henvendelser fra personer, som ikke har kunnet få adgang til realkreditlån, og det er sådan set helt reelt min opfattelse, at den type henvendelser er blevet færre igennem de sidste måneder. Så jeg tror på, at problemet måske er en lille smule på retur.

Når det er sagt, opfatter jeg det stadig væk sådan, at vi har et problem, og de anbefalinger, der er peget på i rapporten, synes jeg vi skal arbejde videre med, og så må vi jo se, om der i udvalgsarbejdet kan komme flere forslag frem. Eksempelvis kunne jeg måske godt forestille mig, at vi fra udvalgets side tager initiativ til at bede realkreditinstitutterne om at levere halvårligt statistisk materiale til Folketinget, så vi kan følge det her område meget, meget nøje.

Som jeg har sagt, ligger det her mig på sinde, og det vil også afspejle min og Socialdemokratiets indstilling til det videre arbejde i udvalget.

Tak til ordføreren. Den næste taler er fru Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Forslaget her er en uændret genfremsættelse af B 33, som SF fremsatte i foråret. Når man ikke kan få forslaget igennem hos den regering, man er støtteparti til, så skal det nok gå meget bedre hos den, man er i opposition til. Jeg beundrer SF for deres optimisme.

Som jeg sagde, sidst vi behandlede det her, har jeg stor sympati for, at SF er villige til at handle på den problemstilling, som vi oplever. De mennesker, der gerne vil slå sig ned derude, hvor der er allersmukkest, og har en fornuftig økonomi, kan trods det ikke få lån til ejendom. Utallige er de eksempler, jeg har, på, hvor tit realkreditinstitutterne afviser folk med en valid økonomi: Nej, I kan desværre ikke låne 1 mio. kr. til et hus i det landdistrikt, men hvis I i stedet for køber et hus inde i byen, vil vi godt låne jer 3 mio. kr. Jeg har masser af den slags eksempler.

De siger selv, at afslagene gives, fordi de hurtigt skal kunne sælge huset igen, og de vurderer muligheden for det. Det er, som om det er en helt fjern tanke for realkreditinstitutterne, at dem, der køber hus i landdistrikterne og på øerne, rent faktisk gør det, fordi de gerne vil bo og leve der, og ikke, fordi de er boligspekulanter, der går efter at sælge huset omgående igen – så tror jeg nok, at de havde fundet et andet sted at investere. Men ikke desto mindre bliver de behandlet sådan. Borgerne, der udsættes for det her, realkreditinstitutterne og Finanstilsynet har tilsyneladende tre forskellige holdninger til, hvad problemet er, og om der overhovedet er et problem.

Derfor nedsatte vi i udvalget under den tidligere regering en ekspertgruppe, som vi bad om at forholde sig til en række problemstillinger, som vi er stødt ind i i forhold til belåningen i yderområderne, samt komme med nogle løsningsforslag. Jeg skal altså ærligt indrømme, at jeg ikke er lige så begejstret for den rapport, som den tidligere taler – mildest talt vil jeg sige, at den er ubrugelig. Det var en lang række undskyldninger for, hvorfor man ikke kunne løse problemet, eller hvorfor man ikke ville løse problemet med manglende udlån.

Så blev vi i udvalget enige om at indkalde til en høring, der tog udgangspunkt i rapporten, for nu skal vi videre. Der skal ske handling. Høringen skal efter Dansk Folkepartis overbevisning munde ud i konkrete løsningsforslag. Vi skal have kigget på Finanstilsynets vejledning, på 6-månedersreglen i forhold til liggetiden og på belåningen på de 80 pct. Det er alle samme områder, hvor vi godt kunne hjælpe borgerne godt på vej ved at justere dem lidt.

Dansk Folkeparti mener, at statsgaranterede lån eller endnu værre statsfinansierede lån absolut skal ses som den allersidste udvej, hvis alt andet er afprøvet og ikke er lykkedes. Og vi har slet ikke prøvet de andre løsninger endnu, vi har langtfra udtømt alle muligheder.

I Udvalget for Landdistrikter og Øer har vi partierne imellem et rigtig godt og tæt samarbejde. Vi er gode til at løse opgaverne i fællesskab, og heldigvis vil vi alle sammen den samme vej, nemlig at vi vil det bedste for landdistrikterne og øerne. Jeg vil så gerne invitere SF til at komme til møderne, til at være aktive i Landdistriktsudvalget og til at blive en del af det team, vi er, og så vil vi meget gerne sammen med SF finde nogle løsninger på det her problem, som vi alle sammen er helt enige om skal løses omgående. Men lad os nu gøre det ud fra de gratis muligheder, vi har, som vi endnu ikke har udnyttet fuldt ud. Dansk Folkeparti kan derfor ikke støtte forslaget.

Der er lige en enkelt for en kort bemærkning, fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Jeg vil gerne starte med at kvittere for de pæne ord. Jeg havde egentlig heller ikke regnet med at få DF's opbakning denne gang på trods af alle de fine hensigtserklæringer om, at vi skal gøre noget for landdistrikterne osv.

Jeg vil sige, at jeg har boet halvdelen af mit liv i Sønderjylland og den anden halvdel i Nordjylland, så jeg er sådan dobbelt udkantsramt, vil nogle sige. Og der er altså reelle problemer med finansiering, og så kan fru Mette Hjermind Dencker tale om processer, gode forslag osv., men der sker jo ingenting, og det er derfor, vi genfremsætter det her beslutningsforslag. Det er jo, fordi selv Realkreditrådet siger, at alene at kigge på reglen vedrørende 6 måneders liggetid ikke vil gøre noget ved problemet. Så hvad er det for nogle helt konkrete løsningsforslag, der skal til? Det kan jeg bare ikke høre fra DF's ordfører.

Så vil jeg sige, at jeg har otte andre udvalg at passe, men jeg er erhvervsordfører, og det her er ressortmæssigt under erhvervsministeren, så det er ud fra det, at jeg fokuserer på det her.

Men jeg vil da sige, at fru Mette Hjermind Denckers DF-kollegaer under valgkampen i Nordjylland syntes, det var en rigtig, rigtig fin idé, og så kom det berømte men. Så jeg vil bare gerne have fru Mette Hjermind Dencker til at sige meget præcist: Hvad er det, vi skal gøre for at løse realkreditproblematikken i landdistriktsområderne?

Ordføreren.

Det tror jeg slet ikke jeg har tid til at remse op, men jeg skal prøve, så godt jeg kan.

Det er tit sådan, at realkreditinstitutterne enten siger ja til at give den fulde finansiering på 80 pct., eller også siger de nej. Så kan vi godt være kreative og stille os selv spørgsmålet: Kunne vi ikke forestille os, at der kunne være noget imellem 80 pct. og nej? Hvad nu, hvis de kunne sige: Vi tør altså ikke yde en finansiering på 80 pct., men vi vil godt give 60 pct. eller 40 pct.?

Så den tankegang om at åbne meget mere op for, at der kunne være noget imellem de to, kunne vi jo godt tage fat på at få implementeret hos dem, og vi kunne gøre på den måde, at de simpelt hen skulle rapportere ind til os halvårligt, hvor mange lån på 20, 40, 60 pct. osv. de havde givet. Det kunne være en mulighed.

I forhold til Finanstilsynets anbefalinger om, at for at kunne låne til et hus skal man efter skat, og efter at boligudgifterne er betalt, have 13.000 kr. til rådighed, må det siges, at når man skal låne 500.000-600.000 kr. til et hus, er det jo ikke nødvendigt. Så der kunne vi da godt forestille os at gå meget mere til biddet i forhold til at sige til Finanstilsynet: Det her handler jo om, hvor valid ens økonomi er. Man kan tjene 1 mio. kr. om året og have en elendig økonomi og skylde en masse væk, og så kan man være kontanthjælpsmodtager og have en fornuftig økonomi og aldrig have skyldt en krone. Det handler vel om, hvor god man er til at vedligeholde sine lån.

Det var bare nogle af de forslag, jeg havde tid til at nævne. Jeg vil godt vende tilbage med flere.

Ordføreren for en kort bemærkning – og de skal være korte.

Jeg er enig i, at vi skal have kigget på rådighedsbeløbet, og det tror jeg egentlig også de fleste er enige om, for det er jo helt gak.

Men med hensyn til nogle af de ting, som ordføreren ellers var inde på, altså at man skulle rapportere ind, at der skulle være særregler osv., så kan jeg egentlig ikke se, at de ligger så langt fra det, jeg foreslår på vegne af SF. For det, vi foreslår, er jo ikke én firkantet løsning – vi siger bare: Lad os kigge på, om der er andre måder at gøre det på, om der er steder, hvor der måske en meget lang liggetid. Hvis renten var en lillebitte smule højere, så den afspejlede den risiko, så ville folk stadig væk kunne få de her lån. Det er jo ikke, fordi renten er særlig høj derude; de fleste har jo råd til at betale 0,5 pct. mere, så de kan få det lån, der gør, at de kan få det hus.

Ordføreren.

Hvis det, jeg foreslog, ikke ligger særlig langt fra det, som SF foreslår, så vil jeg beklage, at jeg ikke har været god nok til at læse det, for jeg mener faktisk, at der i det, jeg læste, stod noget med statsfinansierede og statsgaranterede lån, og det er der, hvor jeg synes at vi ligger rigtig langt væk fra hinanden.

Men hvis vi ikke er længere væk fra hinanden, end at vi sagtens kan blive enige om at sætte os sammen og spørge, om der er nogle måder, vi ellers kan gøre det her på, så vil jeg sige, at jeg lover, at det altså også er den tradition, der er i udvalget. Jeg har stor respekt for, at man også har andet arbejde at passe, men i udvalget har vi faktisk tradition for, at vi sætter os sammen og prøver at finde nogle løsninger i fællesskab. Det vil vi rigtig gerne, og det vil vi også godt have SF med til.

Så lad os fortsætte med det her, for vi er alle sammen enige om, at der skal handles, og at det skal være nu, og det bliver ikke bedre af, at vi venter. Så det vil vi godt være med til at samarbejde med SF om.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere til korte bemærkninger lige nu. Den næste taler er ordføreren for Venstre, hr. Thomas Danielsen. Værsgo.

Tak for det, formand. Indledningsvis vil jeg sige, at Venstres position ved denne genfremsættelse er den samme som første gang, vi behandlede forslaget, hvilket betyder, at vi ikke kan støtte B 12. Men jeg vil gerne rose SF for at rejse debatten. Det er en meget vigtig og afgørende debat. Vi har mange udfordringer i landdistrikterne, og derfor glæder det mig, at SF her signalerer, at man er parat til at gå konstruktivt ind i at løfte og løse flere af disse udfordringer.

Det siger sig selv, at oprettelse af statsbanker ikke er en politik, som vi i Venstre kan støtte op om, heller ikke statsstøttede ordninger. SF's ordfører nævnte tidligere i debatten, at man har lavet ordninger for landbruget. Det, som f.eks. yngre jordbruger-ordningen for landbruget går ud på, er, at det er en ordning, som man tilbyder en hel sektor, så der ikke er en skævvridning. Her vil man, hvis man laver den her ordning, dele Danmark op, så nogle i landdistrikterne skal have nogle dyrere lån, end de får andre steder i landet, og det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt. Det bliver dyrere, fordi statslån ikke er tilladt ifølge EU's konkurrenceregler, hvorfor det slet ikke kan lade sig gøre.

Det, der sker inden for landbruget, er, at man betaler et risikobidrag, sådan at det er selvfinansierende. Det betyder, at det ikke er i strid med EU's konkurrenceregler, når det er selvfinansierende. Men man må dog acceptere, at det er fordyrende. Vi ønsker ikke, at det skal være dyrere at låne i landdistrikterne, end det er i byerne.

Der er to områder, som har været diskuteret indtil nu ud fra den rapport, som ligger, i forhold til nogle af de her udfordringer med finansiering. Det er liggetid, og det er rådighedsbeløb. Der glæder det mig, at ministeren i sin tale fremhævede, at det er noget af det, som vi selvfølgelig har en opgave i at kigge på.

Derudover er forudsætningen for omsættelighed af husene og belåning af husene jo en vækst i landdistrikterne, og der har regeringen taget nogle initiativer. Indtil nu har man f.eks. præsenteret den store – historisk store, kan man endda sige – udflytningsplan for statslige arbejdspladser, hvor vi forskyder antallet af statslige ansatte i Region Hovedstaden, som jo er på næsten 50 pct. Der tager vi et meget stort skridt i den rigtige retning.

Derudover er der allerede lanceret, også jævnfør ministerens tale, at man kan se frem til en liberalisering af planloven. Det er jo klart, at det er afgørende for udlånsvilligheden i landdistrikterne, at man får liberaliseret planloven. I store dele af vores landdistrikter har man simpelt hen en politisk bestemt regel om, at der kun må drives fiskeri, landbrug og skovbrug, og det siger sig selv, at udlånsvilligheden til en ejendom, hvor der kun må drives tre slags erhverv, selvfølgelig er meget lille.

Derfor kan vi tage en lang række initiativer for, at andre virksomheder kan komme ind i de lokaler og få succes, ansætte medarbejdere – alt det, vi forbyder i dag, for lige så snart en virksomhed starter op i f.eks. en landzone eller en kystnærhedszone og får succes og begynder at ansætte medarbejdere, så tvangsflytter vi den i dag ind til et industrikvarter i de større byer. Det har to kedelige konsekvenser. Dels har virksomheden ikke mulighed for at konsolidere sig, dels tvangsflytter man så også medarbejderne på sigt. Derved går vi glip af omsættelighed af de ejendomme, der er i landzonerne. Og det er selvfølgelig afgørende vigtigt, at vi ikke politisk opstiller de her barrierer for udlånsvillighed i landdistrikterne.

Det skal være mine indledende ord, og jeg er selvfølgelig parat til at svare på spørgsmål.

Der er en enkelt til en kort bemærkning. Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Ja, I kommer alle sammen igennem møllen!

Nu bliver debatten jo noget bredere, og det er egentlig også fint nok, for det hele handler om, at vores land skal hænge sammen, og der er rigtig mange mennesker, der ikke bor på landet, fordi de er nødt til det, men fordi de synes, der er smukt og dejligt, og de skal også have noget at bo i. Så kommer vi jo til at tale lidt bredere om vækst, jobs osv., og der vil jeg også gerne spørge Venstres ordfører: Når man har så meget fokus på de 3.900 statslige arbejdspladser, som Venstre planlægger at flytte ud – og det synes jeg er fint – og så samtidig har en politik, der koster 11.000 kommunale arbejdspladser, hvordan hænger det sammen? Man giver knap 4.000 med den ene hånd og tager 11.000 med den anden hånd. Hvis det handler om kommunale og statslige arbejdspladser derude, hvordan hænger det så sammen?

Ordføreren.

Jeg vil godt lige starte med at korrekse ordføreren, for mange bor jo i landzonerne eller i landdistrikterne, ikke alene fordi det smukt og dejligt, men simpelt hen fordi man synes, det er attraktive områder. Man får mere luft i budgetterne, ud over man får luft omkring sig. Man kan faktisk leve et liv væsentlig mere i overhalingsbanen, hvis vi sammenligner lejepriser og huspriser osv., hvilket betyder, at man faktisk kan leje en sportsvogn og tage på ferie flere gange om året bare ved besparelser. Så det er bare for at sige til SF, at der er mange andre, der bor i landdistrikterne, end dem, der render rundt med en Fjällräv på ryggen og en kikkert om halsen og ser på fugle.

Derudover spurgte ordføreren til, hvordan vores politik hænger sammen, når nu vi driver en offentlig veldreven sektor og effektiviserer og samtidig udflytter statslige arbejdspladser. Det hænger jo meget godt sammen, i forhold til at vi ønsker at skabe mere vækst i landdistrikterne. Grunden til, at vi udflytter alle de statslige arbejdspladser, er jo, at mange unge mennesker, særlig de nyuddannede, føler sig tvangsflyttet til universitetsbyerne, fordi det er dér, staten opslår klart flest arbejdspladser, hovedsagelig Region Hovedstaden, hvor der er den her meget skæve vækstudvikling historisk.

Derfor tager vi det mest ambitiøse udflytningsinitiativ, der overhovedet er set, og udflytter rent faktisk over 4.000 statslige arbejdspladser.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Ordføreren behøver ikke at korrekse mig. Jeg har stort set boet hele mit liv i Sønderjylland og Nordjylland. Jeg har også en Fjällräv, men det er sådan noget, vi får med, når vi melder os ind i SF.

Der er mange grunde til, at folk bor derude, og en af de grunde er jo også, at der er en folkeskole, at der er arbejdspladser, også kommunale arbejdspladser. Derfor synes jeg simpelt hen, at det var den mærkeligste forklaring, jeg fik fra ordføreren, på, hvorfor det var en kæmpestor satsning at placere 4.000 statslige arbejdspladser, og det har ikke rigtig noget som helst at gøre med, at man så tager 11.000 kommunale arbejdspladser samtidig. Men lad det nu ligge.

Mener ordføreren, at der kunne ændres et eller andet ved det her beslutningsforslag? Jeg hører hele tiden ord som statsbank og et statsligt realkreditinstitut osv. Det er det jo ikke nødvendigvis. Der står, at vi skal understøtte, at der kan komme lån til dem, der har en sund økonomi. Er der en eller anden måde, det her forslag kunne ændres på, så Venstre kunne støtte op om det?

Ordføreren.

Der skal som en forudsætning for, at vi kan støtte op om det her forslag, fjernes alt, hvad der hedder statsstøtte og statsfinansiering. Det, som er vigtigt, er, at man selvfølgelig sagtens kan tage nogle drøftelser med finanssektoren, også forpligte finanssektoren til en større udbudspalet, og det drejer sig jo sådan set også om bankerne i det her tilfælde. Det er vi selvfølgelig ikke afvisende over for, men det, som er afgørende, når nu vi skal sikre folkeskolen, købmanden og alt, hvad vi ellers skal gøre, er det paradoks, at vi kan tage en lang række initiativer politisk som nedrivningspulje, og hvad ved jeg, men det, der i bund og grund er afgørende for, om vi kan sikre en omsættelighed i husene, er, om der er nogle lokale arbejdspladser, fordi så kommer alt det, som man forbinder med et attraktivt område at bo i, som foreningslivet, købmanden, skolen og alt, hvad vi ellers betragter som noget vigtigt for et område, vi vil bo i.

Jeg har fået en mere til en kort bemærkning. Hr. Henning Hyllested, Enhedslisten.

Jeg er helt med på, at man i Venstre hylder den liberalistiske tanke, og jeg er også helt med på, at Venstres folketingsgruppe i øjeblikket består af nogle superliberalister, tror jeg. Men der er jo andre medlemmer af Venstre. Der er Venstres bagland i form af borgmestre og sådan noget. Gør det slet ikke noget indtryk, når Landdistrikternes Fællesråd faktisk udtaler sig i samme retning som SF's forslag? Eller når Martin Damm, som jo ud over at være borgmester i Kalundborg også er formand for KL, siger, at markedet ikke fungerer, hvis to mennesker med en almindelig indtægt ikke kan få lov at låne til at købe et hus, fordi det ligger i et bestemt postnummerdistrikt – i øvrigt et relativt billigt hus, som han siger – eller Venstreborgmesteren i Aabenraa, Thomas Andresen, som siger, at hvis vi udelukkende lader markedet bestemme, så vil der være for store egne af vores land, der simpelt hen ikke vil være befolket. Det er en lidt anden opfattelse i partiet Venstre end den, som der gives udtryk for i folketingsgruppen og i hvert fald af ordføreren.

Ordføreren.

Landdistrikternes Fællesråd har flere gange pointeret, at de ikke forholder sig til juraen. De er bare interesseret i, at man får taget nogle initiativer, som fremmer en positiv udvikling i landdistrikterne, og de er positive over for at se på samtlige initiativer. Det er en ikkepolitisk organisation, hvorfor det også er helt på sin plads, at de ikke sidder og vurderer de juridiske aspekter i de her ting.

Så nævner ordføreren borgerlige borgmestre, der siger, at markedet ikke virker. Det er jeg nok ikke helt enig i, for resultatet er jo netop, at markedet virker. Der er dele af Danmark, hvor det er meget vanskeligt at opnå belåning, og det er jo netop et resultat af, at markedet virker, fordi vi i en årrække fra Christiansborgs side i den udvikling, vi politisk har bestemt, har forsømt visse dele af landet. Derfor vidner det netop om, at markedet virker, og det er derfor, at jeg glæder mig over, at vi nu har en regering, som allerede nu med raketfart lancerer positive tiltag for en positiv udvikling i landdistrikterne. Det håber jeg selvfølgelig at Enhedslisten også bakker op om. Jeg ved i hvert fald, at Enhedslisten har en ordfører for landdistrikterne, som vil alt det bedste for landdistrikterne.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Det er nemlig rigtigt. Det har Enhedslisten. Men det er faktisk rigtigt, når hr. Thomas Danielsen siger, at ja, markedet virker. Det er nemlig rigtigt, at man kan sige, at markedet jo virker på den måde, at det så betyder, at der er nogle, der rent faktisk rundtomkring i landet ikke kan låne, dvs. på markedsvilkår. Og hvad gør man så, når man er liberalist og hylder markedet, når markedet så modarbejder den politik, man egentlig prøver at gennemføre, nemlig vækst og arbejdspladser i Yderdanmark? Når markedet så trækker den anden vej, er man så ikke nødt til at gå ind og regulere på markedet? Er det trods alt ikke en del af den liberalistiske ideologi, i hvert fald hos nogle af dem, som hylder den, at så må man regulere på markedet, så man politisk bestemmer, hvordan udviklingen foregår i yderdistrikterne?

Ordføreren.

Grunden til, at markedet ikke virker optimalt i alle dele af landet, er jo netop de politisk bestemte begrænsninger vi har besluttet skal være pålagt de her områder. Det siger sig selv, at når nu vi har bestemt, at der er områder, hvor man, som jeg også nævnte tidligere, ikke må lave andet end landbrug, skovbrug og fiskeri, så svækker man selvfølgelig omsætteligheden, fordi vi politisk har bestemt i de områder at svække markedskræfterne, svække de muligheder, der er i de områder.

Så en lang række af de barrierer, der er i landdistrikterne, bunder i bund og grund i, at vi har samlet næsten halvdelen af de statslige arbejdspladser i Region Hovedstaden, at vi har frataget mange landdistrikter mange af de muligheder, der er for vækst og virkelyst, og det er det, som vi så med et nyt politisk flertal her efter valget i høj grad ønsker at tage et opgør med.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere indtegnet til korte bemærkninger. Næste taler er ordfører for Enhedslisten, hr. Henning Hyllested. Værsgo.

Enhedslisten har bestemt sympati for det her forslag, og selv om det er en genfremsættelse, ligger det jo i forlængelse af en efterhånden lang debat om finansieringen af boliger og småerhverv i yderområderne. Det er en debat, som førte til, at Udvalget for Landdistrikter og Øer jo den 17. december sidste år vedtog en beretning i enighed om at nedsætte et bredt sammensat ekspertudvalg til at se på den her problemstilling. Det var dog ikke uden en vis fortrydelse fra Enhedslistens og vel også SF's side, idet de øvrige partier så at sige i sidste øjeblik fik udelukket muligheden af i kommissoriet at se på en eller en form for statslig finansiering. Enhedslisten og SF måtte derfor tilføje deres egne bemærkninger til beretningen om, at vi fandt det nødvendigt med, som vi formulerede det dengang, en statslig intervention for at løse problemerne med finansiering i yderområderne.

Det kunne jo have været rart, hvis man havde efterkommet Enhedslisten og SF's ønske dengang og havde haft det med i den rapport, altså hvad der kan være af barrierer osv. osv. omkring statslig finansiering. Det er vi udelukket fra at gøre, det udelukkede vi eksperterne fra at se på, og jeg synes, det er ærgerligt, at vi står og mangler det i dag.

Det indgik dog i kommissoriet, at udvalget skulle analysere og redegøre for, som der stod, relevant lovgivning og erfaringer i andre lande, herunder med Husbanken i Norge og Boligfinansieringsfonden i Island. Det smager jo altid lidt af fugl.

Udvalget barslede så for nylig med sin rapport, og som forventeligt er konklusionen, at der stort set ikke er noget problem, at alt stort set er, som det skal være. Ja, der kan måske reguleres lidt på rådighedsbeløbet og måske også på liggetiden, men mere er der så heller ikke at komme efter.

Det stemmer rigtig dårligt overens med de mange henvendelser, vi får fra folk derude, om konkrete problemer med lånefinansiering. Sagen er jo, at det højt besungne marked ikke fungerer, eller rettere, som jeg måtte præcisere over for hr. Thomas Danielsen, at problemet ikke kan løses på markedsvilkår, der skal andre midler til. Hvad enten man piber eller synger, er det middel, der skal til, en offentlig løsning, en statslig involvering i kreditgivningen i vores yderdistrikter.

Det er så efter vores mening måske svagheden ved forslaget fra SF. Det er lidt løst i konturerne. Staten skal kun ind med en vis underskudsdækning eller et tilskud til renten – men okay.

Enhedslisten har i vores finanslovsudspil, som vi lovede, stillet forslag om en egentlig landdistriktsbank, et statsligt penge- og kreditinstitut, som skal stå for långivningen i landdistrikterne i det omfang, de private finansielle institutioner ikke vil. Vi er selvfølgelig inspireret af den norske Husbanken og den islandske Boligfinansieringsfonden – ikke mindst Husbanken i Norge. I begge lande yder disse kreditinstitutioner lån og tilskud ud fra fordelingsmæssige kriterier af forskellig slags. I rapporten fra Udvalget om finansiering i landdistrikterne kan man også læse i Husbankens årsberetning for 2013:

»Således forbedres boligstandard og boligfordeling, også i dele af landet som de private kreditinstitutter ikke prioriterer.«

Med andre ord, hvis vi ønsker en bestemt udvikling, f.eks. mere bosætning og flere små virksomheder i yderområderne – en udvikling, som markedet ikke kan imødekomme – så må vi, samfundet, fællesskabet, da træde til i stedet for at lade stå til og gøre os til, om jeg så må sige, passive betragtere af en udvikling, som vi ikke ønsker. Der synes vi det er besynderligt at ikke mindst regeringspartiet Venstre, som ellers gerne vil fremstå som et parti, der tager vare på yderområderne, er så forbenede og markedsfundamentalistiske, at man afviser at lade staten spille en rolle i finansieringen, når nu markedet ikke kan løse opgaven til fulde.

Som jeg har været inde på i mine spørgsmål, er der ellers stor opbakning til forslaget om statsstøtte til en særlig realkredit fra Landdistrikternes Fællesråd, som bl.a. tæller en lang række kommuner – jeg tror, det er ca. 40 – blandt sine medlemmer, herunder ca. 25 med en Venstreborgmester i spidsen.

Jeg tillader mig at citere, hvad Martin Damm, borgmester i Kalundborg og KL-formand, siger:

»Der er almindelige familier med to indtægter som i nogle postnumre har svært ved at kunne få lån til et i øvrigt relativt billigt hus. Og så fungerer markedet jo ikke ...«.

Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, også Venstremand, siger:

»En ekstraordinær situation kræver ekstraordinær handling. ... Hvis vi udelukkende lod markedet bestemme, så vil der ... være for store egne af vores land, der simpelthen ikke vil være befolket ...«.

Det er trods alt ret manende ord, synes jeg da nok. Og jeg tror ikke, at Martin Damm eller Thomas Andresen eller for den sags skyld Steffen Damsgaard, som jo er formand for Landdistrikternes Fællesråd, kan beskyldes for at have socialistiske tilbøjeligheder. Men de er praktikere, som ved, at der er et problem, der skal løses, hvis vi skal sikre et Danmark i balance, som det hedder, et land, der ikke knækker over.

Der er en enkelt til en kort bemærkning. Fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Jeg vil bare meget kort gerne takke for de pæne ord. Og at der skulle være en mindre forskel mellem Enhedslistens og SF's forslag, skal ikke hindre noget som helst. Vi vil gerne støtte Enhedslisten, og det er også derfor, at vores forslag er formuleret relativt løst, altså fordi det netop ikke skal afhænge af, at det alene skal være noget, som SF definerer, men at det skal være en form for finansiering, som kan hjælpe dem, der vil købe bolig i landdistrikterne. Så vi vil også meget gerne støtte eventuelle forslag fra Enhedslisten. Det skal ikke komme an på det. Målet helliger midlet.

Ordføreren.

Jamen det glæder mig selvfølgelig, og hvis der ud fra min ordførertale opstod nogen som helst tvivl om, at vi bakker op om SF's forslag, så er den tvivl hermed manet i jorden. Det gør vi naturligvis. Vi synes, det er lidt løst, som jeg sagde, og vi ville gerne have strammet det lidt, vi er hardcore socialister, men ethvert skridt på vejen, om jeg så må sige, er fint. Det er så ikke så meget det, det handler om; det er ikke den røde fane, der skal hejses over realkreditten her, bestemt ikke. Men vi har et helt konkret problem med finansieringen i vores yderområder, som betyder, at mange ikke har mulighed for at bosætte sig derude eller drive småerhverv derude. Det problem vil vi gerne være med til at løse. Det kræver ikke nødvendigvis socialistiske løsninger – vi tror på, at en statslig involvering vil bidrage til det.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Nu skruede vi ned for retorikken i forslaget, sådan at det i hvert fald ikke skulle være en undskyldning for blå blok til at sige, at det der med en socialistisk statsbank og sådan noget ville de i hvert fald ikke røre ved med en ildtang, og i stedet har vi prøvet at formulere noget, som alle måske kunne se kunne være en helt pragmatisk måde at få bedre forhold på for boligejerne på landet.

Ordføreren.

Ja, men jeg forstår bestemt, lad os bare kalde det de taktiske hensyn, der er taget i forhold til formuleringen af forslaget – det har vi fuld forståelse for, ingen tvivl om det. Stadig væk vil jeg sige, at vi bakker op om beslutningsforslaget – det gør vi helt bestemt.

Jeg synes ikke, jeg har kunnet høre på partierne indtil nu, at det har hjulpet. Jeg synes stadig væk, der er en afvisning fra alle andre end os – ja, nu har vi ikke hørt alle partierne endnu, skal jeg lige sige, men jeg tror, jeg kan forudse det. Jeg er spændt på at høre, hvad Alternativet har at sige. De var ikke med, da det sidste blev behandlet, så vidt jeg husker, men stemte dog for det, så vidt jeg husker. Okay, så er terningerne kastet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere til korte bemærkninger. Næste taler er Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Hvis man har respekt for saglige argumenter, kan man ikke være uenig i præmissen for beslutningsforslag B 12, altså at Danmark udvikler sig i en skæv retning. I det østlige Jylland og på det østlige Sjælland vokser befolkningen, og der er en pæn økonomisk vækst. I andre dele af landet kæmper man med affolkning; der er en svag eller ingen økonomisk vækst, og derfor er der også et svagt boligmarked.

På samme måde har forslagsstillerne jo også ret i, at en meget væsentlig del af udviklingen skyldes urbaniseringen. Det er en tendens, der har stået på siden 1800-tallet. Og ud over de ting, jeg allerede har givet forslagsstillerne ret i, må jeg også erklære mig enig i den præmis, at Folketinget jo nok ikke kan lave om på selve urbaniseringsmekanismen. Men det giver politisk mening at spørge: Skal Folketinget prøve at afbøde de negative virkninger, som urbaniseringen har for de mange mennesker, som ikke bliver taget med af den, og som altså med andre ord bliver boende i de mindre byer eller i landdistrikterne? For der fører en svagere befolkningsudvikling jo indirekte til, at den offentlige service nogle gange bliver indskrænket, og at der er flere markeder, der bliver svækket, bl.a. boligmarkedet.

Der er det principielle svar fra Liberal Alliance i et vist omfang uliberalt, i hvert fald hvis man har en karikeret opfattelse af, hvad liberalisme er, nemlig den karikerede opfattelse, at staten overhovedet ikke skal forholde sig til borgernes liv. Men det er en karikatur. I en liberal optik skal staten sikre, at borgerne kan udfolde sig frit og sikkert, og at alle stilles lige. Og i de bestræbelser på, at borgerne har lige adgang til offentlig service og kan deltage i forskellige markeder, er det altså på sin plads, at staten spiller en vis aktiv rolle.

Når vi så ikke kan støtte beslutningsforslag B 12 i Liberal Alliance, er det, fordi vi er uenige i det, der blev sagt lige før fra Socialistisk Folkepartis side, med, at målet helliger midlet. Målet helliger ikke midlet. Der er ikke noget i vejen med målet med det her forslag, men det middel, der er valgt, nemlig at staten går aktivt ind i boligfinansieringen, er et uheldigt middel. Så forslaget har altså en nobel hensigt, og det anerkender vi fuldt ud, men midlet har så mange ulemper, at det ikke er tilrådeligt at bruge det. Herunder vil jeg som en kommentar til flere af de indlæg, der har været, sige, at det synes, som om man ganske enkelt undervurderer den risiko, der er forbundet med, at staten går ind på kreditmarkedet.

Hvad er det så for nogle risici? Staten vil jo pådrage sig en meget betydelig tabsrisiko, fordi ordningen tager sigte på at tage engagementer, som private realkreditinstitutter ikke vil røre. Staten vil bidrage til at forvride kreditmarkedet, fordi det påtænkes, at man skal yde tilskud til renten, og så bliver problemet jo ikke løst. For Folketinget skal jo fastsætte en økonomisk ramme, og derfor vil alle jo ikke kunne komme til at nyde godt af den her ordning, fordi riget jo altid fattes penge og vi netop nu også skændes i Folketinget om de økonomiske rammer for snart sagt hvad som helst. Så nissen kommer altså til at flytte med under alle omstændigheder.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg vil lige minde om, at korte bemærkninger er på henholdsvis 1 minut og ½ minut.

Tak, formand. Jeg vil gerne takke Liberal Alliances ordfører for et ret sobert indlæg, synes jeg, og jeg havde heller ikke forventet at få opbakning til lovforslaget fra den kant. Men jeg synes, at det var rigtig sobert med nogle gode betragtninger, og derfor har jeg også det her helt upolemiske og rent principielle spørgsmål om statens rolle: Mener ordføreren, at det er et problem, at man med statslige midler, f.eks. gennem fonde og andet, understøtter erhverv, regional udvikling osv. i landet? Er det et principielt problem? Hvis det ikke er det, hvis det afhænger af det konkrete tilfælde, hvorfor er det så lige i det her tilfælde ud fra Liberal Alliances overbevisning ikke en god idé?

Ordføreren.

Der kan jo slet ikke være et frit marked eller en økonomi eller noget som helst, hvis der ikke er en stat. Der skal være lov og ret og regulerede forhold, og der skal være infrastruktur osv. Så selvfølgelig spiller staten en aktiv rolle for, at vi kan have et marked. Det, der er vigtigt, er, at man tilrettelægger tingene på en måde, så der ikke opstår en forvridning af økonomien, altså f.eks. en forvridning af kreditmarkedet eller en forvridning andre steder.

Så er der også et problem, hvis man påtager sig meget store økonomiske risici. Jeg kommer desværre til at gentage mig selv, men for lige at runde af vil jeg sige, at jeg tror, at mange, som har udtalt sig til fordel for en statsbank eller et statsligt arrangement af en eller anden slags, simpelt hen undervurderer den risiko, at staten jo kan få pant i meget store mængder af ejendomme, som er umulige at komme af med, og på den måde påtager sig en stor tabsrisiko.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

[Lydudfald] ... efter 2008. Så man kan i hvert fald ikke sige andet, end at Venstre og til dels også Liberal Alliance jo har hånden godt nede i syltekrukken, når det kommer til at statsunderstøtte alle mulige ting. Derfor vil jeg bare igen prøve at høre ordføreren: Skulle vi set med Liberal Alliances øjne i den bedste af alle verdener ikke økonomisk understøtte erhverv eller regional udvikling i det her land? Det er virkelig ikke polemisk ment. Jeg er bare nysgerrig.

Ordføreren.

Nøgleordet er det selektive, for når man støtter selektivt, forvrider man. Staten engagerer sig jo på mange mulige måder med vejbyggeri og med at få tingene til at fungere i det hele taget. Der er ingen problemer i det, men når man laver selektive ordninger, har de en forvridende effekt, og den er ofte meget skadelig for den måde, som økonomien samlet set kommer til at fungere på. Så ja til generelle ordninger. Men selektive ordninger er farlige.

Den næste med en kort bemærkning er hr. Henning Hyllested, Enhedslisten.

Jeg vil også sige tak for et særdeles velafbalanceret og sobert indlæg. Ordføreren advarer mod selektive ordninger, men når det – i gåseøjne – kun er en del af markedet, der ikke fungerer, nemlig her kreditgivning i yderområderne, så er man vel nødt til at gå ind selektivt, hvis man mener, der skal rettes op på, at markedet ikke dér fungerer.

Ordføreren.

Som jeg har forstået forslaget, handler det jo ikke om, at man fuldt og helt erstatter det eksisterende realkreditmarked med et statsligt realkreditmarked. Det handler om, at det skal være et supplement i nogle situationer, og der er det mest nærliggende at forestille sig, at det bliver de farligste økonomiske engagementer, som vil være dem, som staten kommer til at stå med. Og det her med, at staten kommer til at stå med nogle meget risikable økonomiske engagementer, vil jeg gerne advare imod. Man kan ikke helt sammenligne situationen, men jeg vil dog gerne minde om, at en af de ting, der udløste finanskrisen i 2008, var den amerikanske regerings fejlslagne forsøg på at skabe et boligmarked, hvor der ikke var et økonomisk grundlag for det.

Der er ikke flere med korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Næste taler i rækken er ordføreren for Alternativet, hr. Nikolaj Amstrup. Værsgo.

Mange tak. Nu er der jo en hel del af de andre ordførere, der har brugt tid heroppe på at afdække, hvad SF's forslag her handler om, så det vil jeg ikke gøre.

Når man taler om udvikling i yderområderne eller i landkommunerne, hvad man end kalder det, kan der være en tendens til at fokusere på fyrtårnene, på de store investeringer og de store investorer. Heldigvis har SF et andet fokus i det her beslutningsforslag, og det fokus er vi som udgangspunkt i Alternativet enige i. Før vi kan snakke om de store, forkromede projekter og de store investeringer, bliver vi nødt til at gøre det muligt at bygge og leve for de mennesker, der allerede har valgt at bo i de her områder.

Det handler om, at vi danskere skal kunne bosætte os, hvor vi vil – også uden for de store byer. Der er mange veje til at gøre det, og det at gøre det muligt for de mennesker og virksomheder, der ønsker at købe fast ejendom i yderområderne, men bliver afvist af realkreditinstitutterne, er en af dem, og det er en af de vigtige. Hvis vi vil løfte hele Danmark og sikre stærke lokalområder, skal det skabes af lokale fællesskaber og ildsjæle, men det kræver altså, at de mennesker, der skal drive den udvikling, har mulighed for at bygge og bo, hvor de ønsker det.

Som sagt er der flere måder at gøre det på, og det her forslag indeholder en konstruktion af et helt nyt realkreditinstitut. I Alternativet ser vi hellere, at vi i stedet understøtter det eksisterende realkreditsystem, altså at vi skaber bedre muligheder for, at lån bliver optaget igennem det, og derfor kan vi som udgangspunkt ikke støtte forslaget, som det ligger nu. Men vi vil meget gerne diskutere videre – både med SF og de andre partier – hvilke tiltag der kunne pege i den retning.

Nu vil jeg kigge op fra papiret og henvise til nogle af de ting, som er blevet sagt af ordførerne tidligere. Morten Møller-rapporten peger ganske rigtigt på, at der kan gøres noget i forhold til liggetiden, og at der kan gøres noget i forhold til rådighedsbeløbet. Og det er også korrekt, men vi ved ikke, om det er nok. Derfor kunne det jo være interessant, hvis vi i udvalget kunne prøve at pege hen imod, at de her ting er de første ting, der skal gøres, men hvis ikke de virker efter hensigten, kunne vi måske give håndslag på, at vi bliver nødt til at gøre noget mere, og det vil vi være meget indstillet på i Alternativet. Vi er optaget af at finde løsninger.

Grundlæggende er vi positivt indstillet over for initiativet og forslaget fra SF, men i præcis den form, som det er fremsat nu, kan vi ikke støtte det.

Tak. Der er korte bemærkninger, og den første er fra hr. Henning Hyllested.

Det er til ordførerens afsluttende bemærkninger om, at man jo kunne starte der, hvor alle har været inde og sige at man kunne starte, med liggetid og rådighedsbeløb osv. Men med de afsluttende bemærkninger fra ordføreren om, at man vil noget mere og man vil finde nogle løsninger, så må jeg spørge: Hvad er det mere, man vil? Og hvad er det for nogle løsninger?

Det kunne være rart, hvis ordføreren ville løfte sløret for, hvad man har gået og overvejet, for det er jo lidt ud i den blå luft bare at sige, at det handler om at finde løsninger. Al ære og respekt for den dialog, der følger efter udvalgsarbejdet osv., men det kunne være rart at høre, om Alternativet har nogle løsninger, de vil banke på bordet, og som vi så kan tage stilling til.

Ordføreren.

Mange tak til hr. Henning Hyllested. Hvis vi havde en løsning på det her problem, er det klart, at så var der intet, vi hellere ville, end at fremlægge den. Jeg skal også sige, at vi ikke som mange andre partier har en rodfæstet ideologisk modstand mod statslig indgriben. Vi vil meget gerne have, at der er nogle andre ting, der kan komme til at fungere, og derfor synes jeg, det er meget vigtigt, at vi først får afklaret de ting, som er foreslået, og som har mulighed for at blive gennemført, i hvert fald som jeg kunne høre det på de øvrige ordførere – at vi får afdækket, om de her tiltag virker, og hvis de ikke virker, hvad vi så skal gøre.

Nej, jeg har ikke en løsning, men jeg er ikke, og Alternativet er ikke, fast indstillet på, at staten ikke skal blandes mere ind i det.

Hr. Henning Hyllested.

Med hensyn til liggetider og rådighedsbeløb er det jo sådan, som jeg tidligere har gjort opmærksom på her i salen, at rapporten, som jeg læser den, selv tager nogle gevaldige forbehold for, hvor meget det i virkeligheden hjælper. Så jeg tør da godt vove det ene øje og sige til ordføreren: Det hjælper ikke, eller det hjælper kun meget lidt, og det løser i hvert fald slet ikke problemet. Det er derfor, jeg efterspørger: Hvad så?

SF er, som jeg siger, kommet med et udmærket og sympatisk bud – vi ville gerne gå videre, men skidt nu med det – og det er jo det, vi ligesom, hvad skal man sige, diskuterer ud fra. Det er derfor, jeg efterlyser, hvad Alternativet kunne byde ind med, når man nu ligefrem står og siger fra talerstolen, at SF's forslag vil man ikke stemme for.

Ordføreren.

Som vi siger: SF's forslag, som det foreligger nu, er ikke noget, vi ønsker at stemme for. Vi ønsker at afsøge andre muligheder inden. Jeg tror også, det vil gøre diskussionen i udvalget anderledes på et senere tidspunkt, at netop de ting, de tiltag, som der har været snakket om, er blevet afprøvet og vi har set, om de virker. Men nogen forkromet løsning har vi ej heller.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Nu blev jeg stort set dækket ind af mine kollega fra Enhedslisten, for det, jeg hørte i ordførerens tale, var en tilkendegivelse af, at som forslaget ligger nu, kan Alternativet ikke stemme for det, men at man måske kunne komme på nogle ændringsforslag. Der vil jeg bare sige, at for at få mest mulig opbakning – det har jeg også sagt til nogle af de andre ordførere – er vi meget modtagelige for ændringsforslag. Det kommer selvfølgelig an på, hvordan de ser ud, men vi vil meget gerne prøve at se, om vi kan finde nogle løsninger, der går lidt længere end rapporten. For min kollega har jo fuldstændig ret i, at det højst sandsynligt ikke er nok.

Men nu hørte jeg ordføreren sige, at de her forslag ikke lige ligger der, at det er noget, vi skal kigge på osv. Men hvis det skulle dukke op, inden vi stemmer ved tredjebehandlingen , håber jeg at se ændringsforslag. Så skal vi også nok se fordomsfrit på det fra SF's side.

Inden ordføreren får ordet, skal jeg lige sige, at beslutningsforslag kun kommer til anden behandling. Men det ved fru Lisbeth Bech Poulsen udmærket godt, så det var bare en oplysning til alle andre.

Ordføreren.

Jeg vil da også ønske, at vi finder en løsning på det her, og jeg ved også, at udvalget bredt ønsker at undersøge, om de konklusioner, rapporten er kommet frem til, i virkeligheden er gyldige. Og der synes jeg at vi skal længere i den diskussion, før vi kan komme med flere forslag.

Fru Lisbeth Bech Poulsen?

Der er ikke flere spørgsmål. Tak til ordføreren. Så går vi over til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det er jo også en stor fornøjelse at have formanden i formandsstolen i forhold til det her specifikke emne, for hvis der er nogen, der ved noget om, hvilke forudsætninger der skal til for at have det gode liv, også i landdistrikterne, så er det jo formanden. (Den fg. formand (Bent Bøgsted)): Tak for det, men jeg må ikke deltage i debatten her.) Nej, men det var også kun en kommentar fra min side.

Grunden til, at jeg på vegne af SF har genfremsat det her forslag, er, at der, siden det blev fremsat første gang, har været en valgkamp, hvor det her også har været et emne. Jeg tror, det er blevet diskuteret alle steder, i hvert fald rigtig meget i Nordjylland, hvor vi i løbet af valgkampen også var ude med TV 2/Nord og besøge den her Sparkøbmand, som havde en sund forretning. Han ville gerne udvide, og det gik rigtig, rigtig godt, og han kunne bare ikke få penge til det. Han er rimelig kendt i Nordjylland netop i forbindelse med den her sag, og nu er det så alligevel endt lykkeligt. Men det er bare et stjernegodt eksempel på, at der i Øster Brønderslev faktisk også er vækst, at der også er en købmand, som tjener penge, som gerne vil udvide sin forretning, og som gerne vil ansætte nogle flere mennesker, men alene fordi hans forretning ligger i en sort plet på landkortet, har han ikke kunnet få finansiering. Det har han så alligevel skaffet.

Sådan er der jo i hundredvis, hvis ikke i tusindvis, af historier derude, hvor folk siger at man kan få et rigtig flot hus for under 1 mio. kr. – det kan man mange steder i det her land – mens folk, der bor i København, tænker, at det kan man da kun få et kælderværelse for, hvis man overhovedet kan få det. Men sådan er vores lille land jo så forskelligt indrettet, afhængigt af hvor man kigger hen, og det er uretfærdigt, og det er også en markedsfejl.

Nu har vi jo her meget diskuteret markedet og statsindblanding osv. – og det synes jeg egentlig også er en meget spændende debat – og vi påvirker jo i forvejen på alle mulige måder. Altså, det er jo også forvridende, når man giver SU-lån til studerende, så de ikke skal hen i banken og tage lån til en markedsrente. Vi har masser af fonde, og vi skyder masser af statslige midler i alt muligt, så på den måde har vi jo på godt og ondt en blandingsøkonomi i det her land, hvor vi understøtter nogle ting, fordi vi synes, at hele landet så kommer til at hænge bedre sammen, og samtidig har vi også har rigtig mange ting, der foregår på markedsvilkår. Og det her forslag behøver ikke at blive vedtaget, præcis som det står skrevet. Det er med vilje formuleret lidt løst, fordi der også skulle være plads til, at hvis der var nogle alternative forslag, nogle ændringsforslag, til det, så kunne vi gøre det på den måde.

Det handler bare om, at der i dag er rigtig mange mennesker, der bor mange steder i landet, hvor man ikke kan få lov til at låne penge, fordi ens hus er for billigt, og fordi der er mange, der tror, at hvis du kun skal give 600.000 kr. for et hus, så er det sikkert sådan en Låsby-Svendsen-agtig, faldefærdig rønne. Men sådan er det ikke. Der er mange steder i det her land, hvor du kan få et udmærket hus at bo i til ret små penge. Og der kan man jo sige at markedsvilkårene slet ikke fungerer. For man har lige pludselig et realkreditsystem, som i hvert fald i sin vorden var utrolig påvirket af staten og utrolig infiltreret med både resten af samfundet, men også staten, og hvis hovedopgave det skulle være at sikre borgerne meget billigere huslån, end man kunne få på det – hvad skal man sige – fuldstændig uregulerede marked. Så igen vil jeg sige: Når vi alle samme hylder realkreditsystemet, er det måske mere den romantiske idé om, hvordan det var engang, end det, der foregår i dag, hvor der også skal kompenseres for alternativ manglende indtjening fra de banker, som de er affilieret med. Men det er jo en meget længere diskussion om vores elskede realkreditsystem i det her land.

Danmark har udviklet sig mere og mere skævt igennem mange år, og det var også helt på sin plads, at der var en debat om det i valgkampen. Den spændende debat er jo også, om man bare skal lade stå til. Hvis folk vil flytte ind til byerne, skal man så holde visse områder kunstigt i live? Og på den måde kan man jo også sige: Hvis der er så få mennesker, der vil bosætte sig på en eller anden ø, skal vi så betale for, at der bliver leveret post, og at der er internet osv.? Og der er der jo relativt stor enighed om i det her land at vi kompenserer for markedsfejl. Vi vil gerne have, at folk også skal kunne bo på en lille ø, selv om det på bundlinjen overhovedet ikke kan betale sig for en operatør at sætte internet op dér eller levere pakker og post. Og det er jo egentlig lidt sjovt, at vi i det her lillebitte land alligevel har så store udfordringer med det.

Men jeg synes, og det synes SF, at vi skal kompensere for markedsfejl, og lige nu er der en kæmpestor markedsfejl i forhold til finansieringen af huse og lejligheder osv. i store dele af det her land. Og det er en tjenesteydelse til folk, der ikke ønsker at bo i byerne, at der også er skoler og internet, og at der bliver leveret post, og at der er finansiering til huse i dele af landet, hvor der ikke er markedsdækning for det.

Der er blevet lavet en Momentumundersøgelse, der er ca. et år gammel, og som hedder »Virksomheder i landområder må kæmpe hårdt for at få lån«, og her har man stillet nogle spørgsmål til en række erhvervschefer i de her land- og yderkommuner, og jeg vil bare gerne læse op fra nogle få af de statistikker:

76 pct. af erhvervscheferne har inden for de sidste 2 år fået kendskab til perspektivrige iværksætterprojekter i kommunen, hvor man har fået afslag på lån til at starte virksomhed.

Halvdelen af erhvervscheferne har kendskab til eksisterende økonomisk sunde virksomheder, som har fået afslag på lån til nybyggerier eller større investeringer.

Et overvældende flertal af erhvervscheferne mener, at afslagene hæmmer den lokale vækst og udvikling.

Endelig mener otte ud af ti erhvervschefer, at banker og realkreditinstitutter i dag har en alt for restriktiv praksis i forhold til at udstede lån til virksomheder og iværksættere i landområder, og at staten på den ene eller anden måde bør sikre, at det bliver nemmere at få lån.

Det hænger jo også godt sammen med den udtalelse fra Landdistrikternes Fællesråd, som min kollega fra Enhedslisten har gentaget rigtig mange gange, altså at man ønsker statslig intervention, fordi store dele af landet er ved at blive affolket. Der er en stram økonomi i kommunerne, og den er blevet endnu strammere med den her regering, og der bliver lukket skoler osv. Oven i det er der så en praksis, hvor folk kan blive stavnsbundet til steder, hvor de ikke længere vil bo, fordi de ikke kan få solgt – de vil egentlig hellere flytte til den næste kommune, hvor de har fået et job – og det går også ud over væksten. Eller folk kan simpelt hen ikke købe, selv om de har en fin og god økonomi, og dermed flytte til den lillebitte landsby, hvor de gerne vil bo, og hvor der også er et arbejde til dem.

Så det er en kæmpestor hæmsko for udviklingen. Jeg tror, at man, når Venstre siger, at de har sikret en historisk stor udflytning af statslige arbejdspladser – 3.900 mennesker – så må sige, at de samtidig også har en politik, der med et omprioriteringsbidrag ude i kommunerne betyder, at der forsvinder 11.000 arbejdspladser. At give med den ene hånd og tage med den anden og så sige, at det er en måde, hvorpå man politisk kan sikre vækst og udvikling, holder jo ikke en meter.

Men jeg er glad for – på trods af det sene tidspunkt – at Folketingets partier faktisk har behandlet det her rigtig ordentligt og sobert, og jeg håber ikke, det kun er snak, men at man også gerne vil gøre noget radikalt anderledes for at sikre en løsning på det her. Det, jeg hører fra de fleste, er godt nok, at der ikke er opbakning til det her forslag – det havde jeg måske også haft en lillebitte mistanke om, men jeg er et optimistisk menneske – men der er faktisk en stor lyst til at løse det her problem og ikke alene ved at kigge på liggetid og rådighedsbeløb, for det løser det ikke fuldstændig.

Så jeg håber, at der, når vi måske om et halvt år diskuterer det her igen, er sket nogle store ting, og at ministeren også har lagt nogle ting frem, der går længere end det, og som ikke kun handler om hypermarkeder eller andre ting – jeg ved godt, at der sikkert kommer nogle ting på banen, som ministeren ved at vi fra SF's side ikke er så glade for – men også at vi bredt i Folketinget kan finde fælles fodslag om at afhjælpe det problem, der er med finansieringen af boliger. For det er noget, som vi bør stå sammen om.

Så jeg vil bare gerne takke for behandlingen af forslaget, og jeg modtager som sagt meget gerne ændringsforslag, hvis det kunne betyde, at nogle ville bakke op.

Tak. Der er et enkelt spørgsmål. Fru Mette Hjermind Dencker.

Tak for det. Jeg kan i hvert fald bekræfte det sidste, at vi er mange, der rigtig gerne vil løse det her problem. For at kunne gøre det er vi også nødt til at kigge på den lidt kedelige side, der hedder, at statsgaranterede lån og statsfinansierede lån jo ikke er helt gratis. De koster jo noget. Men på den anden side kan jeg også mærke, at SF brænder rigtig meget for det her forslag, og derfor går jeg naturligvis også ud fra, at SF brænder så meget for forslaget, at man naturligvis også har det med i sit finanslovsudspil. Det vil jeg godt høre ordføreren bekræfte. Og i bekræftende fald vil jeg høre, hvor meget SF så har afsat til forslaget i sit finanslovsudspil.

Ordføreren.

Nu synes jeg lige, at stemningen var så god, så jeg vil helst ikke være alt for polemisk og komme med sådan noget med, at »hvis ordføreren havde læst bemærkningerne til beslutningsforslaget«. Så jeg vil bare i en rigtig positiv ånd læse op, hvad der står i bemærkningerne til beslutningsforslaget – det er den andensidste og sidste pind, hvis ordføreren vil kigge med:

»Realkreditinstituttet kan enten fungere på markedsvilkår med en højere rente eller med hjælp fra staten i form af enten en vis underskudsdækning eller et tilskud til renten.

Hvis merrisikoen ved udlån i yderområderne er lille eller nul, vil merrenten også blive lille eller nul.«

Det betyder selvfølgelig, at hvis der er en øget risiko et sted i det her land ved at give det her lån, vil renten blive lidt højere.

Så på den måde er det en fin blanding af statslig hjælp og markedsvilkår – det er sådan, det fungerer – men der er jo mange, der har sagt: Jamen den generelle udlånsrente er så lav, at hvis vi bare kunne få det her lån til vores hus og skal betale f.eks. ½ pct. mere, så er det ikke det, der er problemet, fordi renten i forvejen er så lav, det er det overhovedet at få lånet. Så derfor vil en eventuel risiko jo afspejle sig i hvert fald i det forslag, vi har lagt frem.

Fru Mette Hjermind Dencker.

Når man skal ind og dække et eventuelt underskud, skal man naturligvis også have noget på kistebunden at gøre det med. Jeg har læst bemærkningerne til lovforslaget, jeg kunne bare ikke se noget beløb. Man er klart nok nødt til at stille med et beløb, når man skal stille en garanti for noget. Og det er derfor, jeg spørger SF: Er det her andet end bare lige et pip, eller går SF så meget ind for det, at SF rent faktisk også kunne finde på at pege på en finansiel løsning, altså afsætte penge i sit finanslovsudspil? Og jeg kan så høre, at SF ikke har afsat penge i finanslovsudspillet til det her forslag. Er det korrekt forstået?

Ordføreren.

Jamen finansieringen afspejler jo den eventuelle risiko, som vil vise sig i merrenten.

Tak. Der er ikke flere spørgsmål. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Landdistrikter og Øer. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.