Nu er det ved at være rigtig, rigtig tæt på, at partierne i forsvarsforligskredsen tager beslutning om, hvilket kampfly der skal bruges 30 milliarder skattekroner på at købe.
Det bliver sandsynligvis her lige efter nytår.
Derfor havde vi i Enhedslisten også håbet, at vi her i Folketinget kunne enes om at sikre og garantere befolkningen en ordentlig og åben proces omkring det her kampflykøb.
Forsvarsministeren har allerede erklæret, at beslutningsgrundlaget vil blive lagt offentligt frem.
Det synes jeg er en fin tilkendegivelse, men jeg må også sige, at vi i den grad savner at få nogle klare aftaler på plads om, hvor lang tid der skal gå, fra det beslutningsgrundlag bliver lagt frem, til den endelige beslutning bliver truffet, altså om der er ordentlig tid til, at befolkningen kan få en debat om det.
Jeg synes, det er ved at være på høje tid, at der bliver lagt noget frem, hvis man skal have ordentlig tid til det.
Det er også undervejs blevet klart, at regeringen vil foretage den første politiske sortering og lave en indstilling til forligskredsen.
Der verserer nogle ret vedholdende rygter om, at det beslutningsgrundlag, der vil blive fremlagt, kommer til at være en politisk udvalgt og håndplukket version og ikke det fulde, bearbejdede og neutrale materiale, som kampflykontoret har siddet og arbejdet med.
Det synes jeg er rigtig bekymrende.
I det hele taget synes jeg, der har været alt for meget lukkethed omkring det her kampflykøb, og det er ærgerligt for vores demokrati, for vi skal da for alt i verden sikre, at befolkningen har mulighed for at deltage i den politiske debat, især når det drejer sig om i omegnen af 30 milliarder skattekroner.
Derfor er jeg også ret skuffet over, at forligspartierne tilsyneladende ikke har tænkt sig at stemme for det her forslag, som vi har fremsat, om at sikre åbenhed i processen, for det ville være en rigtig, rigtig fin forsikring om, at der faktisk vil komme handling bag ordene om åbenhed.
Tak.