Forsvarsudvalget 2015-16
B 108 Bilag 3
Offentligt
1616691_0001.png
Fra:
Doris Kruckenberg [mailto:[email protected]]
Sendt:
4. april 2016 16:13
Emne:
foretræde
Undertegnede Jessie Seehuusen og Doris Kruckenberg ønsker foretræde for Forsvarsudvalget,
inden udvalget tager endelig beslutning om dansk krigsdeltagelse i Syrien.
Disse spørgsmål foruroliger os:
Hvordan kan den danske regering tænke sig at sende soldater og våben ind i en konflikt i Syrien
med allierede, der ikke har nogen tradition for at overholde menneskerettigheder, fx Tyrkiet og
Saudi-Arabien, og endda helt uden noget mandat fra FN?
FN har derimod udsendt folk for at hjælpe med at stabilisere en delvis våbenhvile. Derfra er der
ikke kommet nogen anmodning om dansk militær tilstedeværelse. Allermindst er noget sådant
kommet fra den syriske regering.
Har regeringen gjort sig tanker om hvad der skal ske med krigsfanger, som danske soldater har
måttet tage?
Om ikke så længe skal der foregå en retssag i Danmark om irakiske fanger, der af danske soldater
blev overgivet til tortur i 2004. Måske finder vores regering det beroligende at de danske domstole
kan tage sig af den slags. Hvor stor rolle spiller menneskerettighederne i krigsplanlægningen?
Det er meget svært at se, hvor krige har ført til fred og stabilitet. De sidste mange års dansk
”forsvarspolitik” med dansk krigsdeltagelse i fjerne lande, har givet uhyggelige resultater.
Hvis Danmark virkelig vil hjælpe menneskerne i dårligt ledede lande, hvorfor bruger man så ikke
de mange milliarder, som de militære operationer koster, på hjælp til sundhed, uddannelse og
folkeretlig konfliktløsning?
Åbenlyst har de vestlige krige ført til nye, mindst lige så umulige eller uhæderlige ledere overalt; til
borgerkrigslignende tilstande både i Afghanistan og Irak, til et fuldstændig opsplittet Libyen. Er det
dét vores fædreland skal bidrage til med den nye odyssé i Syrien?
Vi er danske statsborgere, vi finder det meget foruroligende at regeringen vil forføre os til at billige
atter en krig med dansk medvirken.
Respektfulde hilsener,
Jessie Seehuusen og Doris Kruckenberg