Det sidste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 106:

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af krav om forældrebetaling i forbindelse med anbringelse af børn og unge.

Af Trine Torp (SF) og Jonas Dahl (SF).

(Fremsættelse 29.03.2016).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver ordet til social- og indenrigsministeren.

Tak for det, formand. I beslutningsforslag B 106 foreslås det, at regeringen ophæver kravet om forældrebetaling i forbindelse med anbringelse af børn og unge. Ophævelse af forældrebetaling begrundes for det første med, at anbringelse er en samfundsopgave, som forældre til anbragte børn og unge derfor ikke bør betale for. Derudover peges der på at fritage forældrene for betaling, da betaling kan være en hindring for et godt samarbejde mellem familierne og kommunen. Og endelig argumenteres der for ophævelse af forældrebetalingen med, at betalingsreglerne er komplekse og ressourcekrævende for kommunerne at administrere, samt at der er store kommunale forskelle, med hensyn til om der overhovedet opkræves betaling fra forældrene.

Regeringen er enig i, at der er behov for at se reglerne efter, for der er både tale om meget komplekse regler og om regler, som administreres meget forskelligt i kommunerne; det skal vi have gjort noget ved. Det er faktisk også årsagen til, at der er et større forberedelsesarbejde i gang i Social- og Indenrigsministeriet, som netop ser på behovet for ændringer på området.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til lige at beskrive de regler, som ligger til grund for den her debat, og jeg må starte med at sige, at jeg oplever det, som at der har været en del misforståelser i medierne af, hvad de her regler siger.

De gældende regler bygger på det princip, at alle forældre ikke alene har en omsorgspligt over for deres børn, men også har en økonomisk forpligtelse, og det gælder også, selv om ens børn er anbragt uden for hjemmet. Derfor er udgangspunktet i de gældende regler, at alle forældre med en indkomst over et vist beløb har pligt til at bidrage til deres børns forsørgelse økonomisk. Og det mener jeg grundlæggende er et rigtigt udgangspunkt. Der er også regler om, hvor høj den maksimale egenbetaling må være, hvilket er fornuftigt.

Så er der en række undtagelsesmuligheder, hvor kommunerne kan vælge helt eller delvis at fritage for egenbetalingen. Det gælder f.eks., hvis opholdet har et udpræget behandlingssigte, som det hedder, eller hvis en fritagelse i særlig grad har en betydning for forældrenes medvirken til at gennemføre støtte til barnet. Og det er de fritagelsesmuligheder, jeg i hvert fald oplever volder problemer i praksis, og som i hvert fald bliver administreret vidt forskelligt i kommunerne.

Det har også betydet, at der har været forvirring om, hvorvidt forældrene skal betale for deres børns eventuelle behandling på et anbringelsessted, f.eks. i forhold til et barn med handicap. Og lad mig i den forbindelse slå en ting fast med det samme:

Der er ikke i reglerne tale om, at forældrene skal betale for den behandling, som et barn måtte have behov for, under anbringelsen. Reglerne om forældrebetaling drejer sig udelukkende om den grundlæggende økonomiske forpligtelse, som alle forældre har, til at bidrage til deres børns forsørgelse, og jeg synes faktisk, at det er et ganske rimeligt princip, at forældre stadig skal bidrage økonomisk til deres barns opvækst, selv om barnet er anbragt uden for hjemmet, for de er stadig barnets forældre og opretholder forældremyndigheden, og de har både et omsorgsmæssigt og et økonomisk ansvar, selv om barnet i en kortere eller længere periode ikke kan bo hjemme. Det er også det, som jeg vil tage udgangspunkt i, når reglerne eventuelt skal ændres.

Samtidig er det også vigtigt for mig, at reglerne bliver administreret på en ordentlig og rimelig måde, og at der skal være en klar grænse for, hvor meget der kan opkræves. Det betyder, at vi skal sikre en langt mere ensartet anvendelse af reglerne. Jeg synes ikke, der skal være så store forskelle på tværs af kommunerne, sådan som vi kan konstatere der er i dag. Og som der også refereres til i bemærkningerne til beslutningsforslaget, er der lavet en kortlægning af kommunernes praksis i forhold til regelgrundlaget.

Men både for kommuner og borgere er det vigtigt, at de økonomiske konsekvenser af eventuelle ændringer er helt klarlagt, før vi så beslutter os, og det er det arbejde, der så er i gang nu. Når det arbejde er færdigt, og det forventer jeg at det bliver her inden udgangen af året, jamen så vil jeg så overveje, når man har det overblik, hvilke ændringer der måtte være behov for. Ja, det er et arbejde, som jeg egentlig selv gerne havde set kunne være afsluttet lidt hurtigere, men jeg får den melding, at det altså er et grundigt forarbejde, der er i gang nu, og derfor må vi så have en diskussion om, om det kan gøres hurtigere, eller om det er nødvendigt. For der er jo ikke nogen, der ønsker nogle forhastede løsninger.

Men afslutningsvis: Ja, jeg er enig i, at vi skal se på det her og vi skal gøre det på en ordentlig måde. Det, som vi arbejder på, er at få lavet en gennemtænkt, grundig løsning. Udgangspunktet for de eventuelle ændringer vil så være, at reglerne skal være klare og lette at administrere for kommunerne, men også at vi fastholder det grundlæggende princip om, at forældrene både har en omsorgspligt og en økonomisk forpligtelse for deres børn.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra fru Pernille Bendixen, DF.

Jeg tror, vi skal tale lidt højt, for der er lidt konkurrence fra nogen, der spiller højt udenfor.

Værsgo.

Mange tak for det. Jeg skal forsøge at tale højt. Ministeren nævner selv den her uhensigtsmæssighed, der ligger i, at der er forskel fra kommune til kommune, men er det ikke korrekt forstået, at kommunerne har frit valg, med hensyn til om de overhovedet vil opkræve betaling eller ikke vil opkræve betaling? Og hvis det er korrekt forstået, finder ministeren så den del hensigtsmæssig, for den bidrager jo også til det her såkaldte postnummerlotteri?

Ministeren.

Spørgsmålet er, om man ligefrem kan kalde det frit valg, i forhold til om kommunerne vil opkræve betaling eller ej. Det er i hvert fald et valg, kommunerne har foretaget. Det er et valg, der egentlig undrer mig. Men det er ikke sådan, at det er forbudt i lovgivningen ikke at opkræve betalingen, så derfor kunne man jo godt konkludere, at de har taget sig den frihed at sige: Her opkræver vi ikke betaling. Det undrer mig, fordi jeg har den grundliggende holdning, at man som forældre har både en omsorgsforpligtelse og selvfølgelig også en økonomisk forpligtelse.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Tak. Det undrer også os. Skal jeg forstå det, ministeren siger, sådan, at ministeren gerne vil kigge på det, sådan at vi får det ensrettet og der ikke bliver de her store forskelle?

Ministeren.

Ja, det kan jeg bekræfte. For jeg mener ikke, at det er hensigtsmæssigt, at man så at sige kan beslutte, om man synes, man har en betalingsforpligtelse som forældre i de tilfælde, hvor ens barn er anbragt. Det er egentlig den ensartethed, jeg har en ambition om at finde frem til, og det er derfor, det forberedende arbejde er sat i gang i ministeriet.

Så er der en kort bemærkning fra fru Trine Torp, SF.

Tak for det. Jeg vil starte med at sige, at i SF anfægter vi hverken forældrenes omsorgs- eller forsørgelsesforpligtelse. Men jeg vil gerne høre ministeren, om ikke også ministeren anerkender, at der jo stadig væk er udgifter forbundet med at være forældre. Altså, ethvert barn bliver jo anbragt med henblik på hjemgivelse på et eller andet tidspunkt. Det vil sige, at man skal opretholde et hjem med eventuelt et værelse til barnet, når det kommer hjem på weekend, at man skal skabe nogle gode rammer for samvær og aktiviteter, når man har sit barn på weekend, og for mange vil det også være et spørgsmål om at have tøj og sko flere forskellige steder, så man ikke skal slæbe det frem og tilbage – der er en lang række udgifter – man holder også ofte ferie med sine børn, selv om de er anbragt, så man har altså stadig væk en omsorgs- og forsørgelsesforpligtelse; man bliver også trukket i nogle ydelser, når ens barn er anbragt.

Så anerkender ministeren ikke, at der stadig væk er udgifter forbundet med forældrenes forsørgerrolle?

Ministeren.

Jo, Jeg anerkender fuldt ud, at når man sætter børn i verden og er forældre, er der både en omsorgsforpligtelse og en økonomisk forpligtelse, og i de tilfælde, hvor man af den ene eller den anden grund er i en situation, hvor ens barn i en kortere eller længere periode er anbragt uden for ens hjem, er det i min optik stadig helt rimeligt, at der også er en grad af forældrebetaling for det ophold. Jeg ser det egentlig som to sider af samme sag, for den omkostning, det er, at barnet er anbragt det pågældende sted, er man medbidragyder til. Jeg mener ikke, man kan tale om, at det er dobbelt husførelse i den forstand, for det er jo egentlig ikke det, forældrebetalingen repræsenterer.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Jamen det er jo fuldstændig korrekt, at kommunen overtager de udgifter, der er forbundet med barnets dagligdag på anbringelsesstedet, men jo ikke de udgifter, der er forbundet med, at forældrene sammen eller hver for sig, hvis de nu ikke bor sammen, kan opretholde barnets hjem under anbringelsen.

Ministeren.

Nej, men hvad havde ordføreren forestillet sig? Altså, jeg bliver næsten helt bekymret for, hvad der derudover egentlig ligger af syn i det her beslutningsforslag. Jeg anser det som helt logisk og rimeligt, at man som forældre i forbindelse med en anbringelse også bidrager til økonomien der, for barnet indtager ikke måltider og er ikke samtidig i ens eget hjem, og derfor har man en egenbetaling i det pågældende anbringelsessted.

Vi taler jo så at sige ikke om dobbelt husførelse, der på nogen måde står mål med, hvad den faktiske pris er. Det var også derfor, at jeg gjorde meget ud af at sige, at man jo ikke betaler for den behandling, der er, i tilfælde af at der er tale om et barn med et behandlingsbehov. Så det er jo ikke sådan, at man betaler for behandlingen – jo, det gør man over skattebilletten, men man gør det ikke med en konkret regning. Det er jo ikke brugerfinansieret i den sammenhæng, at man finansierer 100 pct. af, hvad omkostningen er. Men man har en forældrebetalingsandel, ligesom forældre, der har børn i vuggestue, har, hvor man betaler for en daginstitutionsplads, altså en andel af det, selv om man har et hjem derhjemme.

Fru Marianne Jelved, Radikale, for en kort bemærkning.

Vi kender jo princippet fra et andet område, nemlig fra lejrskoleområdet, hvor det er tilladt en kommune eller en skole at opkræve penge fra forældrene til mad på lejrskolen. Men man har også den mulighed at undlade at opkræve det fra alle elever, uden at man udstiller dem, der ikke bliver opkrævet det, fordi de har mindre økonomisk formåen, end de andre børn har. Så det er jo ikke et ukendt fænomen, men på lejrskoleområdet er det et »kan«, det er ikke et »skal«.

Det, der har slået mig i det her, og det er i den retning, mit spørgsmål går, er, at når nu der er sat et arbejde i gang med regelforenkling og kommunerne vurderer, at de faktisk får færre penge ind, end det koster at administrere den ordning, så ligger der vel også en eller anden opfattelse hos kommunerne af, at en regelforenkling her vil være en fordel for dem.

Ministeren.

Med hensyn til den første del af spørgsmålet om sammenligningen med forældrebetalingen til en lejrskole og muligheden for at fritage for den synes jeg, at det er vigtigt også at slå fast, at som regelsættet er i dag, er der en økonomisk fritstillelse, hvis forældrenes indkomst er meget lav. Det synes jeg sådan set er helt rimeligt, ligesom man på daginstitutionsområdet også opererer med fripladser. Det er den forenkling og den ensartethed, jeg har en ambition om at skabe.

Jeg er faktisk helt, og det er nok mere værdimæssigt, af den opfattelse, at det ville være fuldstændig forkert at sige, at fordi barnet er anbragt, er der ingen forældrebetaling til anbringelsen. Det mener jeg helt grundlæggende er forkert set ud fra det synspunkt, at man som forældre har både omsorgsforpligtelsen og den økonomiske forpligtelse.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning? Det ønskes ikke, så tak til ministeren. Vi fortsætter med ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Troels Ravn, Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Alle børn fortjener en god start på livet, men desværre er det jo sådan, at nogle børn har dårligere forudsætninger for at få det end andre. De vokser op i familier og hos forældre, hvor der er så mange problemer, at det kan være nødvendigt at anbringe dem uden for den normale forældreramme.

I Socialdemokratiet mener vi, at vi som samfund har et særligt ansvar for at tage os af de børn. Vi skal skabe så tryg en ramme som muligt for dem, hvor de har nogle, der holder af dem. Alle børn og unge har behov for en nær og en tryg relation til omsorgsfulde voksne. Det gælder ikke mindst for de børn og unge, der er anbragt. Men det betyder ikke, at forældrene til de børn skal fratages deres ansvar som forældre. Det er grundlæggende et fornuftigt princip, at forældre har pligt til at tage vare på deres børn både økonomisk og socialt, uanset om børnene bor hjemme eller er anbragt uden for hjemmet.

Det er vigtigt at huske på, at betalingen går til at dække en række af de udgifter, som forældrene ellers selv skulle afholde, hvis barnet blev forsørget i hjemmet. Der er altså ikke tale om en brugerbetaling for den eventuelle behandling, som barnet modtager på sit anbringelsessted. Der bliver i forbindelse med forældrebetaling taget hensyn til forældrenes indkomst, ligesom forældrene helt eller delvis kan fritages for betalingen, hvis det f.eks. har betydning for forældrenes samarbejde, eller hvis andre særlige forhold gør sig gældende. Socialdemokratiet kan på den baggrund ikke støtte op om beslutningsforslaget.

Men når det er sagt, er der god grund til at forholde sig kritisk til den måde, som det her område administreres på i dag. En undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at der er store forskelle på, hvordan kommunerne tolker og anvender reglerne på området. Nogle kommuner opkræver slet ikke forældrebetaling, mens andre kommuner har faste procedurer. Det er i gennemsnit kun i 14 pct. af sagerne om anbringelse, at der opkræves forældrebetaling. Kommunerne oplyser generelt i undersøgelsen, at de har problemer med at fortolke reglerne, fordi de er for komplicerede, og mange kommuner mener, at forældrebetalingen slet ikke kan betale sig, da udgifterne til administration overstiger forældrebetalingen.

Der er derfor god grund til at se på reglerne. Det må kunne gøres bedre. Det skal ikke være sådan, at forældrebetaling afhænger af, hvilken kommune du bor i. Reglerne skal gælde og være ens for alle. Og vi skal have regler, der er til at forstå, og som kommunerne kan anvende, uden at det koster mange administrative ressourcer. Derfor vil vi efterfølgende spørge ministeren, hvilke løsninger ministeren ser på det her område. Tak.

Vi fortsætter i talerrækken, der var ikke nogen korte bemærkninger, så den næste taler er fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at børn primært er forældrenes ansvar – og altså ikke statens ansvar, sådan som Socialistisk Folkeparti mener det er. Vi er derfor også grundlæggende uenige med Socialistisk Folkeparti om, at § 159 i lov om social service skal afskaffes. Og på den baggrund kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Det er vores holdning, at hvis forældrene har mulighed for at bidrage til deres barns forplejning ved en anbringelse hos en plejefamilie eller på et opholdssted, skal de som en naturlig del af det at have børn selvfølgelig også gøre det. Desuden er det vores opfattelse, at staten jo allerede påtager sig et meget stort ansvar, når en foranstaltning sættes i gang, og når et barn anbringes uden for hjemmet. Når det så er sagt, er det selvfølgelig utrolig vigtigt, at kommunerne også gør, hvad de kan, for at anbringe et barn med henblik på hjembringelse igen.

De udgifter, som f.eks. en plejefamilie har ved at have et plejebarn, til tøj og andre fornødenheder, står i øvrigt heller ikke mål med de midler, som plejefamilien får til at have barnet, og det var måske også et område, man kunne se på ved en given lejlighed.

Men når alt det er sagt, har SF jo en pointe med at rejse det her. Som det fremgår af rapporten fra Ankestyrelsen, er der utrolig stor forskel på, hvordan kommunerne håndterer det her. Nogle kommuner opkræver penge, andre gør ikke. Nogle kommuner ved ikke, hvordan de får regnet sig frem til beløbet; andre kan ikke rigtig finde ud af, om de får det samme beløb ind, som de har opkrævet. Og det duer jo ganske enkelt ikke.

Om man skal give noget mere vejledning til kommunerne, eller om der skal ændres i lovgivningen, eller hvad løsningen på det her skal være, vil vi ikke stå og opfinde her fra talerstolen, men vi vil i hvert fald gerne medvirke til, at vi sammen finder en bedre løsning på det her problem.

Vi har også en anden anke mod det, nemlig de uretmæssige anbringelser, altså der, hvor et barn er anbragt, men hvor der faktisk ikke er grundlag for at anbringe barnet. Vi vil gerne opfordre til, at man i det øjeblik, der bliver indgivet en klage til Ankestyrelsen, sætter forældrebetalingsdelen i bero, indtil der er truffet en afgørelse. Tak.

Der er en enkelt til en kort bemærkning. Fru Trine Torp, SF.

Det er selvfølgelig, fordi jeg blev lidt stødt over indledningen, hvor det blev sagt, at SF skulle mene, at børnene er statens ansvar. Det har jeg på intet tidspunkt sagt, og jeg vil da gerne have, at ordføreren siger, hvor det er i beslutningsforslaget, der står, at SF skulle mene, at det er statens børn. Det er forældrenes børn, det er det hundrede procent, og det har jeg sådan set også gjort rede for i mine tidligere spørgsmål til ministeren. Vi mener stadig væk, at det er forældrene, der har en omsorgsopgave og egentlig også en forsørgeropgave.

Så jeg vil bare gerne have præciseret, hvor i vores beslutningsforslag det er, at ordføreren ser, at vi skulle mene, at det er statens børn.

Ordføreren.

Tak. Hvis jeg har fortolket det forkert, vil jeg da gerne herfra beklage det rigtig meget. Det var det, jeg fortolkede ud af det, jeg læste, men jeg er rigtig glad for, at SF ikke har den holdning – det ville give anledning til bekymring, vil jeg så sige.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Jamen der kan jeg så bare sige, at jeg er glad for, at den misforståelse blev ryddet af vejen.

Tak til ordføreren. Den næste taler i ordførerrækken er hr. Carl Holst, Venstre. Værsgo.

Både forslagets indhold og baggrund er allerede berørt af både ministeren og de forrige ordførere, så jeg vil afholde mig fra at gentage og i stedet understrege, at der er et åbenlyst behov for at se de gældende regler efter. Det er også derfor, at det er så glædeligt, at ministeren har – synes jeg – udvist rettidig omhu og allerede har iværksat en udredning af, om der er behov for ændringer på dette område.

Venstre har stor tiltro til ministeriets udredningsarbejde, så vi ser frem til det fremtidige arbejde og de endelige resultater af dette, men jeg noterer mig også, at eventuelle ændringer vil have fokus på at gøre reglerne klarere for borgerne og lettere at administrere for kommunerne.

Så vil jeg gerne understrege, at forældre ikke alene har en omsorgspligt for deres børn, men også en økonomisk forpligtelse, også selv om deres barn er anbragt uden for hjemmet. Alle forældre med en indkomst over et vist beløb har som udgangspunkt en økonomisk forpligtelse til at bidrage til deres børns forsørgelse. Med det in mente ser Venstre frem til de endelige resultater af ministeriets udredningsarbejde, og vi ser derfor ingen grund til at ændre på de eksisterende regler, så længe dette arbejde er i gang.

Derfor kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget, og jeg skal også på vegne af De Konservative meddele, at de heller ikke kan.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

I dag kan man som forældre risikere at skulle betale mere end 4.000 kr. for at have sit barn anbragt uden for hjemmet. Uanset om barnet er i plejefamilie, på opholdssted eller på døgninstitution, og uanset om det er frivilligt eller ej, kan kommunerne med henvisning til serviceloven afkræve forældrene flere tusind kroner om måneden i betaling. Det her forslag foreslår så den paragraf ophævet, og det kan vi selvfølgelig kun tilslutte os.

Hvis vi skal give nogle – synes vi selv – gode grunde til at støtte SF's forslag, er det bl.a., at det er en paragraf, som spænder vidt fra kommune til kommune i anvendelse, altså en fuldstændig uacceptabel og ujævn praksis for borgerne i de enkelte kommuner. Ankestyrelsen har undersøgt det, og det spænder altså fra 0 til 96 pct. I de kommuner, som faktisk anvender paragraffen, havner kommunen i en – for os at se – uhensigtsmæssig dobbeltrolle som både ansvarlig for en meget følelsesladet og socialt vanskelig proces og ansvarlig for inddrivelse af betalingen herfor. Det går for os at se imod en grundlæggende præmis om en god kontakt og et godt samarbejde, som er afgørende for en vellykket anbringelsesproces for barnet, og den aktuelle situation med kommunernes dobbeltrolle er også etisk og socialt uforsvarlig.

Finansieringen sådan helt principielt af børn og unges anbringelse uden for hjemmet mener vi naturligvis ikke er en del af den enkelte forælders opgave, men en del af det ansvar, vi som fællesskab tager på os, når der er behov for, at samfundet træder ind og beskytter barnets liv og trivsel. Det er en helt naturlig del af det sociale sikkerhedsnet, som der bør være i et velfærdssamfund, og en del af de universelle velfærdsrettigheder, som vi alle sammen betaler til og er sikret over skatten, hvor vi giver det, vi kan, og modtager sikkerhed tilbage – høj som lav.

Så inddrives der ifølge Ankestyrelsen årligt 20-30 mio. kr. i forældrebetaling, men kommunerne mener selv, at det beløb ikke overstiger det, som de bruger på administration og inddrivelse, så vi kan heller ikke se den økonomiske berettigelse herfor.

Derfor vil Enhedslisten bare nøjes med at takke SF og uden andre men'er støtte forslaget – et rigtig godt forslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. SF fremsætter et beslutningsforslag, som har til hensigt at ophæve en gældende lov, og det synes jeg er rigtig positivt, for hvis vi vil bureaukrati til livs og sikre mere frihed, er vi også nødt til nogle gange at kigge lidt på, hvilke love vi skal fjerne, i stedet for altid at kigge på, hvilke love vi kan finde på, så ros for den del. Men det er også afgørende, hvilke love man ønsker at ophæve. Her er der tale om en lov, som understreger, at forældre med en indkomst over et vist beløb har en økonomisk forpligtelse over for deres børn, uanset om børnene bor i hjemmet eller uden for hjemmet. Og det er et princip, som vi i Liberal Alliance på samme måde som Venstre støtter og ønsker at fastholde.

Vi mener, at det er helt rimeligt, at forældre som udgangspunkt både har omsorgspligt og den økonomiske forpligtelse, og at det kun er i de tilfælde, hvor forældre ikke kan løfte opgaven, at fællesskabet skal træde tid. Det er efter vores opfattelse sådan, et velfærdssamfund bør være indrettet, altså som et samfund, hvor dem, der kan klare sig selv, også økonomisk, gør det, og at samfundet træder til, hvis man økonomisk ikke kan klare sig selv.

Når det er sagt, har SF en pointe i, at det er fuldstændig uholdbart, at reglerne er så komplicerede, at kommunerne bruger uanede ressourcer for at finde ud af at håndtere reglerne, og det skal vi selvfølgelig lave om. Det er ikke okay, at det nærmest er tilfældigt, om forældre opkræves forældrebetaling eller ej. Det skaber usikkerhed for borgerne, og det må være sindssygt frustrerende at arbejde i sådan et miljø.

Derfor glæder jeg mig selvfølgelig over at høre, at regeringen er i gang med at kigge på at ændre reglerne, så de bliver klarere og mere forståelige for både borgere og kommune. Det vil formentlig også sikre en mere ensartet praksis i kommunerne. Derfor vil jeg se frem til, at vi kan arbejde videre med det her forslag i udvalget. Vi kan ikke støtte det, som det ligger her, men vi vil gerne bidrage til at lægge pres på regeringen i forhold til forenkling af reglerne på området. Så det er meldingen fra Liberal Alliance.

Tak for det. Næste ordfører i talerrækken er hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak, formand. Alternativet synes, det er en god idé at fjerne forældrebetalingen for forældre, der f.eks. får fjernet deres børn, og det er der flere argumenter for. F.eks. har vi talt med sagsbehandlere, der oplever, at kommunikationen mellem borgere og sagsbehandlere lider stor skade, når man først f.eks. tvangsfjerner forældres børn og i næste åndedrag forlanger, at de skal tage pungen op af lommen og betale forældrebetaling i forbindelse med anbringelsen. Desuden bliver forældrene også trukket i børnepenge og boligsikring, når et barn bliver tvangsfjernet, og da de stadig væk skal betale udgifter, der sikrer, at barnet kan komme hjem igen, hvilket jo i høj grad er meningen, så synes jeg, det er rimeligt, at de slipper for en forældrebetaling.

Et af de stærkeste argumenter for at støtte det her forslag er dog, at der i bemærkningerne til forslaget står, at de anvendte udgifter til administration af reglerne faktisk overstiger de 20-30 mio. kr., der kommer ind i forældrebetaling. Det betyder, hvis oplysningerne er rigtige, at kommunerne sætter penge til på at opkræve penge fra forældre, der får anbragt et barn. Altså, der hører logikken i hvert fald op for Alternativet, så vi glæder os over at støtte ophævelsen af det her krav om forældrebetaling, og vi glæder os til at slippe for al den administration, vi slipper for i den forbindelse, og vi synes, at det her er godt set af SF.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste taler i ordførerrækken er fru Marianne Jelved, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Det her forslag er jo præget af at bygge på nogle principper, som kan være helt relevante, og som vi da kan diskutere hvordan vi udmønter, om jeg så må sige. For jeg er enig med ministeren i, at forældre har både et omsorgsansvar og et økonomisk ansvar for deres børn. Derfor kan der også ligge noget psykologisk i at fastholde det ansvar, selv i en situation, som er så ømtålelig som en anbringelse uden for hjemmet, fordi der er problemer.

Men som jeg nævnte i mit spørgsmål til ministeren tidligere, fastholder vi ikke det princip i en hvilken som helst sammenhæng. Vi betaler heller ikke for mad på sygehusene, når vi ligger der, men det kan selvfølgelig være, fordi det er en behandlingssituation. Men vi kræver heller ikke nødvendigvis penge op fra forældrene til mad på lejrskoler, selv om det jo kunne være lige så relevant som det, det handler om i beslutningsforslaget her.

Det er jo også problematisk, at der er så uensartet en praksis i kommunerne. Det lyder, som om man i nogle kommuner lader sagsbehandlerne afgøre, om forældrene skal betale eller ej. Det er jo heller ikke en rimelig måde at administrere lovgivningen på.

Når vi taler om regelforenkling, som jeg tror alle går ind for, fordi vi har fået bygget rigtig mange komplekse systemer op, så må man jo også vurdere, om den regelforenkling skal iværksættes, i form af at man har en helt fast takst eller nogle helt andre nemme måder at administrere det her på, eller man siger, at det i princippet ikke kommer til at gælde i den her sammenhæng. Det må vi vente med at tage stilling til, til vi ser regeringens forslag til regelforenklinger.

Det, jeg synes i virkeligheden er det værste problem her, er den meget uensartede praksis, som må opleves som hammeruretfærdig af de forældre, som opdager den forskel i praksis – hvis de gør det. Og hvis ikke de gør det, har jeg en dårlig samvittighed over, at det foregår på den måde. Så derfor er det under alle omstændigheder nødvendigt, at regeringen tager fat i den her sag og gør det på en måde, som vi også kan være tilfredse med i Folketinget.

Med de ord må jeg sige, at jeg ikke umiddelbart kan støtte forslaget, som det ligger her, men jeg synes, det er velgørende, at problemet bliver rejst i Folketinget.

Tak til ordføreren. Så vil jeg give ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak. Først og fremmest tak for debatten. Den vidner om, at der er nogle ideologiske forskelle, synes jeg nok man kan høre. Derfor vil jeg selvfølgelig gerne takke dem, der fuldt og helt bakker op om forslaget, men egentlig også for de delvise tilkendegivelser af støtte, der er kommet. Der er i hvert fald en bred enighed om, at der er brug for at forenkle området og gøre det nemmere administrerbart. Det lød i hvert fald, som om der var bred enighed om det og om nogle andre delelementer – som jeg kunne lytte mig til.

Reglerne om forældrebetaling ved anbringelse er jo nogle gamle regler, og de administreres som sagt meget forskelligt. Det kan vi også se af Ankestyrelsens praksisundersøgelse. Når vi i SF ønsker at afskaffe den her bestemmelse, er det, fordi den her vilkårlige anvendelse af bestemmelserne i kommunerne, hvor forældrene i en kommune kan blive bedt om at betale og forældrene i en anden ikke, er fuldstændig urimelig og ganske svær at forklare logikken i. Forslaget er også et forsøg på afbureaukratisering og flugter derfor fint med regeringens økonomiaftale med kommunerne, hvor man har lagt op til regelforenkling.

Reglerne om forældrebetaling er svære at forstå for såvel medarbejdere som borgere, både hvad angår beregning og regler om fritagelse. Der bruges mange ressourcer på sagsbehandling af et beløb, som kan have stor betydning for forældrene, mens det for kommunerne er et relativt lille beløb set i relation til de samlede udgifter, der er ved anbringelsen. De ressourcer, man bruger på den her sagsbehandling, kunne være brugt på bedre måder og til større gavn for barnet og den unge. Og vi har jo lige behandlet et andet beslutningsforslag, som handlede om at skabe tid til ordentlig sagsbehandling.

Den værste konsekvens er, at samarbejdet og kommunikationen med forældrene i de her meget følsomme sager gøres vanskeligere, når den samme myndighed, som anbringer – med eller uden samtykke – også er den, der opkræver betalingen. Derfor sker det bl.a., at man ikke orienterer om forældrebetalingen før et stykke tid efter anbringelsen, hvilket jeg har lyttet mig frem til at forældrene kan opleve som en dobbelt straf.

Det er vigtigt for mig at sige, at forældre med anbragte børn har forsørgelsespligt, men de bliver jo i forvejen trukket i ydelser, når deres barn bliver anbragt, og de har stadig væk udgifter til f.eks. bolig, tøj, legetøj, aktiviteter osv., når de har samvær med barnet. Og de skal også have mulighed for, at barnet kan hjemgives. Hvis de bliver presset for meget økonomisk, vil det også få betydning for, hvilken bolig de kan fastholde.

Så vil jeg gerne lige kommentere nogle af de ting, der har været i debatten. Jeg tror, det er meget vigtigt, at barnets tilknytning og tilhørsforhold til sin familie bliver understøttet under anbringelsen. Det handler om barnets kontinuitet. Uanset om barnet er anbragt eller ej, er dets familie en væsentlig del af kontinuiteten – det er vigtigt for mig at få sagt. Men mange forældre oplever ikke, at der i forbindelse med den her anbringelse, som jeg sagde, bliver talt om den her generelle betalingsforpligtelse. Derfor oplever de det som en form for magtdemonstration, og i forbindelse med anbringelse uden samtykke opleves det helt særlig urimeligt.

Måske er det egentlig også et udtryk for, at kommunerne faktisk har svært ved at håndtere den her bestemmelse på en anstændig måde over for de berørte forældre, fordi den ikke er rimelig. Så når vi ser, at kommunerne rent faktisk administrerer den her lov forskelligt, så kunne det jo også være, at det er, fordi de heller ikke bryder sig om den, fordi de faktisk synes, det er et urimeligt krav at stille til forældrene, og fordi de oplever, hvilke konsekvenser det får for samarbejdet.

Hvis forældre fritages for betaling på grund af bestemmelsen om, at det ville forhindre deres støtte til anbringelse – for det er jo en af mulighederne, som ministeren også meget rigtigt sagde, altså at man kan blive fritaget for støtte til anbringelsen, hvis det går ud over ens opbakning til anbringelsen – så kan det virke temmelig stigmatiserende, fordi man dermed beskrives som en forælder, der ikke vil samarbejde om anbringelsen.

Så det, jeg gerne vil slå fast, er, at for os i SF har det her intet at gøre med at fratage forældrene deres ansvar, men det er et spørgsmål om at skabe det bedst mulige samarbejde mellem kommunen og forældrene i en meget, meget vanskelig situation, at vi faktisk gerne – jeg er glad for, at Liberal Alliance lægger mærke til det – vil fjerne en lov, og at vi ønsker en meget enklere praksis på det her område.

Men jeg siger tak for debatten, og jeg ser frem til den videre udvalgsbehandling.

Tak til ordføreren, der er ikke nogen til korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.