Jeg kan så lære hr.
Nikolaj Villumsen, at hvis man sætter den yderligere ned, ser man utrolig høj ud på tv, men det er så en anden side af sagen.
Tak til SF for endnu et spændende og relevant beslutningsforslag, som vi her får mulighed for at behandle, nemlig forslaget om bedre retssikkerhed i forbindelse med administrativ frihedsberøvelse.
Det her er jo en sag, der har martret folkestyret i 6½ år, nemlig lige siden et meget snævert flertal i efteråret 2009 vedtog den såkaldte lømmelpakke.
Liberal Alliance var allerede dengang imod, og hvis der var en ting, vi glædede os over ved folketingsvalget i 2011 – selvfølgelig ud over vores egen fremgang – var det, at vi vidste, at den nye regering, der kom til på det tidspunkt, ville rulle lømmelpakken tilbage, for det havde både Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre lovet.
Det skete imidlertid ikke, så vi måtte jo skuffes.
Selv om vi endda havde lavet en politisk aftale sammen med den daværende regering og Enhedslisten om, at man skulle sørge for at få gjort noget ved det her, viste det sig, at tre på hinanden følgende socialdemokratiske justitsministre ikke var i stand til at indfri det løfte, man havde givet Folketinget.
Så havde vi egentlig håbet her efter valget i 2015, at det kun var, fordi man var kommet i kløerne på embedsapparatet – undskyld til embedsmændene dernede – og at man nu var kommet ud af de kløer og igen havde sine egne politiske synspunkter, men der er vi så i dag blevet skuffet.
Vi håber, at vi, når undersøgelsen er blevet færdiggjort, kan få Socialdemokratiet tilbage, som vi kendte det tilbage før 2011, for det her er jo indholdsmæssigt vigtigt.
Administrativ frihedsberøvelse af borgerne er i udgangspunktet noget skidt.
Det er jo i virkeligheden ikke særlig godt i en retsstat, at borgerne administrativt kan blive tilbageholdt af myndighederne.
Og det var selvfølgelig ikke godt, at man udvidede den tidsperiode, som det kunne gøres i, fra 6 timer til 12 timer, og at man – og det synes jeg ikke at vi har diskuteret så meget i dag – også udvidede den personkreds, der kunne blive tilbageholdt.
Man skal jo ikke længere have noget direkte med det at gøre, men man kan i virkeligheden bare befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Mit yndlingseksempel fra den debat, som vi havde for 6½ år siden, er det om borgeren, der skal ned at købe ¼ l piskefløde i kiosken, der ligger lige der, hvor demonstrationen er, og som jo i virkeligheden kan risikere at blive administrativt tilbageholdt, bare fordi han er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Det kan jo også lægge det pres, som vi har været inde på i løbet af dagen, at borgerne bliver mere tilbageholdende med at gå til helt almindelige demonstrationer.
Det er jo en grundpille i et demokratisk samfund, at man kan forsamle sig og give udtryk for sine holdninger – også når de går imod magthavernes.
Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at i Liberal Alliance ønsker vi at komme efter folk, der vil lave ballade, begå vold og udøve hærværk, og vi ønsker at komme hårdt efter dem.
Det er også derfor, at vi med glæde har indgået en aftale om den såkaldte respektpakke med justitsministeren og de øvrige blå partier.
Det er forslag, som har en ren linje, når det gælder om at gå efter dem, der forbryder sig imod grundlæggende regler i vores samfund.
Det er i modsætning til det, som de her regler handler om, hvor ganske almindelige borgere kan komme i klemme og blive tilbageholdt uden mulighed for at blive stillet for en dommer.
Liberal Alliance har selvfølgelig også lagt mærke til den formalistiske problemstilling, som også Socialdemokraternes ordfører, fru Trine Bramsen, var inde på, nemlig at der står, at det skal være i indeværende folketingsår.
Det er måske meget ambitiøst, men mon vi ikke sammen kan stille et ændringsforslag og slette det med folketingsåret og så komme videre og bare sige, at det skal være i indeværende år?
For så tror jeg godt, at regeringen kan nå at fremsætte et forslag.
Så Liberal Alliance er positiv over for forslaget, og jeg synes egentlig, at der er grund til at takke SF for at have fremsat det.
SF har jo i hvert fald ligesom frigjort sig fra, hvilke kløer det end måtte være man var i på det tidspunkt, da man ikke overholdt det gamle valgløfte.
Det skal være tilgivet – især nu, hvor beslutningsforslaget er fremsat.