Så vidt jeg kan forstå på dagens aftale – den blev jo lækket eller endte i pressen på en eller anden måde, lige før vi skulle til at starte dagens debat, så jeg har ikke set den på skrift – så er det her punkt, det her beslutningsforslag, som vi diskuterer nu, indeholdt i dagens aftale.
På den måde er det jo rigtig fint, at partierne i hvert fald på to ud af den række punkter, som SF og Enhedslisten har sat til debat i salen i dag, er gået et skridt i den rigtige retning.
Det vil jeg selvfølgelig gerne kvittere for.
Det spørgsmål, som jeg stillede hr.
Martin Lidegaard, var lidt ved siden af så at sige, for det var den mere generelle diskussion, altså om man skal modregnes hundrede procent fra dag et, når man overgår til et andet hverv, jeg tænkte på.
Så det var også et lidt unfair spørgsmål at stille, for det lå lidt uden for dagsordenen så at sige.
Men det er en generel debat, som vi godt kan fortsætte med, fordi man jo, så vidt jeg ved, er friholdt for et betragteligt beløb, inden man bliver modregnet i dag.
Men der er jo ikke så meget at diskutere lige i forhold til det her beslutningsforslag, fordi det er et af de områder, som aftalepartierne i dag har aftalt med hinanden man vil kigge på.
Det er jo også på høje tid, og der er nogle ret ekstreme eksempler, der har været fremme, som jo så også har skabt en vis folkelig debat, og som jeg også tror har været medvirkende til, at det nu bliver ændret.
For uanset hvad man så ellers politisk beslutter sig for skal være det rimelige niveau i vederlag og eftervederlag osv., har det jo med rette vakt opsigt, at man har kunnet beholde et meget, meget stort eftervederlag, samtidig med at man er gået ind og blevet kompenseret på andre måder i et nyt hverv.
Så det er rigtig godt, at det slutter nu.
Jeg synes jo godt, man kunne stemme for et beslutningsforslag, der er fremsat før en sådan aftale, men det er vist bare noget christianborgfnidderfnadder.
Det vigtigste er jo, at det bliver lavet om.