Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 101:

Forslag til folketingsbeslutning om bedre muligheder for erstatning til børn, der har været udsat for svigt og overgreb.

Af Pernille Skipper (EL), Torsten Gejl (ALT), Marianne Jelved (RV) og Trine Torp (SF) m.fl.

(Fremsættelse 18.03.2016).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver ordet til justitsministeren.

Beslutningsforslaget indeholder tre elementer, som skal skabe bedre muligheder for at tilkende erstatning til omsorgssvigtede og misbrugte børn. For det første skal regeringen inden udgangen af 2016 fremsætte lovforslag, så forældelsesfristen for omsorgssvigtede og misbrugte børns erstatningskrav mod offentlige myndigheder følger de strafferetlige forældelsesfrister i sager om seksuelle overgreb mod børn. For det andet skal regeringen iværksætte og afslutte et udvalgsarbejde om højere erstatninger til omsorgssvigtede og misbrugte børn. For det tredje skal regeringen permanentgøre den midlertidige suspension af kassation af børnesager på papir.

Det er forfærdende, når børn bliver udsat for misbrug eller omsorgssvigt, uanset om det er forældrene, eventuelt plejeforældre eller det offentlige, der har svigtet. Derfor er det også helt afgørende for regeringen, at misbrugte og omsorgssvigtede børn har mulighed for at få oprejsning, herunder igennem erstatning eller godtgørelse fra dem, der har svigtet. Regeringen har fokus på sager om overgreb mod børn. Vi har fremsat et forslag om at hæve straffene på overgreb mod børn med 1 år, som Folketinget skal stemme om på torsdag, og vi har udvidet videoafhøringsordningen, så børn behandles så skånsomt som muligt i retssystemet. Derfor kan regeringen da også støtte beslutningsforslaget, som flugter med regeringens egen politik på området.

For så vidt angår beslutningsforslagets første punkt om forældelsesfristen, har jeg allerede i april på et samråd i Social- og Indenrigsudvalget tilkendegivet, at regeringen i den kommende samling vil fremsætte forslag om ændring af forældelsesfristerne i disse sager. Under samrådet skitserede jeg en mulig løsning, som bl.a. ville indebære, at forældelsesfristen i sager om omsorgssvigtede eller misbrugte børns erstatningskrav mod offentlige myndigheder tidligst begynder at løbe fra den dag, hvor personen fylder 21 år. Vi har siden samrådet arbejdet videre med løsningen og har bl.a. også haft drøftelser med Børns Vilkår og Børnerådet herom. Drøftelserne har bekræftet, at misbrugte eller omsorgssvigtede børn ofte først er i stand til at føre en sag mod en offentlig myndighed, når barnet bliver voksent. Og selv som voksen har en person, der har været udsat for omsorgssvigt eller misbrug, brug for tid til at indlede en retssag, da den pågældende ofte vil være traumatiseret af hændelserne i barndommen. For at varetage disse særlige hensyn og sikre retfærdighed for offeret forventer jeg i den kommende samling at fremsætte et forslag til ændring af forældelsesloven.

Det forslag, vi arbejder på, vil indebære, at den almindelige forældelsesfrist i sager om omsorgssvigtede eller misbrugte børns erstatningskrav mod offentlige myndigheder forlænges fra de gældende 3 år til 15 år, som først begynder at løbe, når offeret fylder 21 år. Hermed sikres det, at forældelsesfristen i sager om omsorgssvigtede eller misbrugte børns erstatningskrav mod offentlige myndigheder, som der står i forslaget, som minimum svarer til straffelovens forældelsesfrister i sager om seksuelle overgreb. På den baggrund kan regeringen altså støtte den del af beslutningsforslaget, som vedrører forældelsesfristens længde.

For så vidt angår beslutningsforslagets andet punkt, har jeg tidligere tilkendegivet, at jeg vil indkalde interessenter fra domstolene, advokatstanden og anklagemyndigheden, Erstatningsnævnet og offerorganisationer til en møderække med henblik på at drøfte det generelle niveau for tort- og krænkelsesgodtgørelse i sager mellem gerningsmand og offer. Mine embedsmænd har holdt et møde med interessenterne, og jeg forventer endnu et møde inden sommerferien og forventer at kunne vende tilbage til Folketinget herom inden udgangen af 2016. Regeringen har således iværksat et arbejde, som skal drøfte det generelle niveau for tort- og krænkelsesgodtgørelse til ofre for forbrydelser, og kan derfor også støtte den del af beslutningsforslaget, som vedrører dette spørgsmål.

Endelig vedrørende beslutningsforslagets tredje punkt om kassation af børnesager har der siden efteråret 2014 været indført et midlertidigt stop for kassation af kommunale børnesager på papir. Stoppet blev indført af hensyn til de berørte børns mulighed for senere at få indblik i deres sager. Når vi nu forlænger forældelsesfristen og dermed styrker de berørtes mulighed for senere at føre erstatningssag, skabes der endnu et argument for at gøre stoppet permanent. Regeringen kan derfor også støtte forslaget om at gøre stoppet for kassation af børnesager på papir permanent.

Så med andre ord kan regeringen støtte beslutningsforslaget. Det glæder mig, at vi på tværs af Folketinget kan være enige om at skabe bedre muligheder for, at omsorgssvigtede og misbrugte børn kan få oprejsning ikke blot i forhold til gerningsmanden, men også i forhold til en offentlig myndighed, som har svigtet. Tak.

Tak for det. Da der ikke er ønske om korte bemærkninger, siger vi tak til justitsministeren og går videre til ordførerrækken. Den første i rækken er fru Pernille Rosenkrantz-Theil som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak til forslagsstillerne for at fremsætte forslaget. Det kan måske undre nogle, at Socialdemokratiet ikke er med som forslagsstiller på det her forslag. Jeg vil sige det sådan, at vi jo har haft rigtig mange drøftelser om det her, og i Socialdemokratiet går vi ind for, at forældelsesfristerne fuldstændig skal bortfalde. Det vil altså sige, at vi går ind for en mere vidtgående ændring af den her lovgivning end det, der lægges op til i forslaget. Og sådan som jeg kan forstå det på de drøftelser, der har været, både i medierne og i øvrigt, lader det også til, at der er et flertal i Folketinget for, at vi går hele vejen. Derfor vil jeg selvfølgelig opfordre til, at vi behandler beslutningsforslaget i udvalget, og jeg vil selvfølgelig også bede de partier, der står bag beslutningsforslaget, overveje, om man vil være indstillet på at gå skridtet videre oven på de drøftelser, vi har haft undervejs, af det her.

Når vi vælger at gå den vej, er det jo, fordi vi i Socialdemokratiet mener, at der pålægger et særligt ansvar, når det er sådan, at man som samfund påtager sig ansvaret for børn, som er udsatte. Alle børn har ret til at få en tryg barndom – og der er vi altså langtfra endnu – og der, hvor forældrene, fordi man vokser op i en dysfunktionel familie, ikke er i stand til at løfte det ansvar, og samfundet så går ind og tager over, er der selvfølgelig behov for, at vi som samfund er særlig opmærksomme på, hvor sårbar en situation de børn er i, og derfor skal vi også følge op på, under hvilke forhold de lever. Vi har desværre en del eksempler på, at det ikke helt har været tilfældet. Det seneste har været den her sag i Slagelse, der er blevet debatteret, og den sag er jo desværre ikke enkeltstående og enestående.

Det fremgår ikke helt af beslutningsforslaget, hvorvidt man skelner mellem skyldsspørgsmålet og erstatningsspørgsmålet, og det er der jo en eller anden mulighed for at vi nu kan diskutere i udvalget. Men for Socialdemokratiet er det ikke afgørende, at der mange årtier efter – f.eks. når vi taler om Godhavnsdrengene – er grundlag for erstatningsspørgsmål. Det er ikke det, der bliver bedt om. Vi skal jo huske på, hvordan det er for dem, hvor det er mange årtier siden, at det er sket. Når man spørger dem, hvad det vigtigste er for dem, så siger de selv, at det ikke handler om penge. Det handler om, at nogen påtager sig ansvaret for at have gjort dem uret; at der blev begået uret mod dem på et tidspunkt, hvor staten havde dem i sin varetægt. Det er, og det ved man jo, når man beskæftiger sig med overgreb mod børn, fordi en vigtig del af helingsprocessen, hvis man har været udsat for den slags i sin barndom, er, at nogen påtager sig et ansvar og siger, at der faktisk blev begået uret mod dem som børn. Derfor vil vi i Socialdemokratiet gerne drøfte i udvalget, om man skal skille de to spor ad. Man lægger en forældelsesfrist på den del, der vedrører erstatningssummen og -spørgsmålet, mod at summen så også bliver væsentlig større, end den er i dag, i det ene spor, og så siger man, at efter et eller andet antal årtier er det ikke længere det, der er det væsentlige. Så er det væsentlige, at man får en officiel undskyldning, og at der er nogen, der påtager sig et ansvar for det, der er foregået.

Jeg vil gerne sige, at jeg mener, at vi er kommet rigtig langt omkring det her. Det ærgrer mig stadig væk, at vi ikke kan få statsministeren til at give Godhavnsdrengene og stribevis af andre børn, der været på børnehjem tilbage i tiden, den undskyldning, som jeg mener de retmæssigt burde få. Jeg håber, at det her kan være første skridt på vejen til, at der også kan blive skabt opbakning til, at de skal have det.

Men jeg vil gerne igen takke forslagsstillerne for at bringe det her i Folketingssalen, og jeg håber på, at vi får en rigtig god drøftelse efterfølgende.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg skal bare lige være sikker på, at jeg har forstået Socialdemokratiets holdning korrekt. Er det korrekt forstået, at der i forbindelse med disse civile krav, som vi taler om her, mod kommuner for manglende tilsyn slet ikke skal gælde nogen forældelsesregler? Og hvis det er korrekt forstået, hvad så med det strafferetlige krav mod den, der har begået overgrebet? Er partiet så indstillet på, at der i det tilfælde skal gælde en 15-årig forældelsesfrist?

Ordføreren.

Den sidste del vil jeg overlade til Retsudvalget at tage stilling til, altså den del, der vedrører de strafferetlige spørgsmål. Det er jo selvfølgelig et utrolig relevant spørgsmål, og det skal også bringes op, men det mener jeg at man skal – der er jo på det her område en eller anden underlig sammenblanding af social- og justitsområdet – overlade til dem, der sidder med det.

Til den første del kan jeg bare sige klart ja. Det er vel det simple svar på det.

Spørgeren.

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, at vi vel også har et ansvar for, at folk ikke ofrer sagsomkostninger på søgsmål, der er åbenbart håbløse, 40-50 år senere, hvor man ikke på nogen måde kan løfte bevisbyrden. Men det spiller åbenbart ikke nogen rolle. Man mener, at forældelsesfristerne skal ophæves, så folk kan sagsøge kommunerne – med stor risiko for ikke at løfte bevisbyrden efter så mange år.

Ordføreren.

Ja, det er fuldstændig rigtigt, og det er også fuldstændig rigtigt, at den akilleshæl findes her. Det er jo ikke uden dilemmaer, når man bevæger sig ned ad den her vej, og dette er et af de åbenlyse dilemmaer. Det er derfor også meget klogt, at man i forbindelse med det her beslutningsforslag har foreslået et stop for den automatiske makulering af børnesager. For det betyder, at i hvert fald en del af bevismaterialet i højere grad vil være der i fremtiden.

Men ja, selvfølgelig vil det være sådan, at nogle børn har været udsat for overgreb og ikke kan bevise det, fordi det er utrolig lang tid siden. Og spørger man dem, der stadig lever i dag, er det en risiko, de i hvert fald er villige til at tage, og derfor synes jeg sådan set, at vi skal lade dem kunne gå videre med det.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste ordfører i rækken er hr. Peter Kofod Poulsen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Der er ikke noget mere frygteligt end at tænke på, når børn bliver misbrugt og svigtet. Svigt er svigt, uanset hvem der begår det, men når det drejer sig om svigt fra dem, der burde stå barnet eller den unge allernærmest, altså dem, der har biologiske relationer til barnet eller den unge, eller dem, der har påtaget sig og er blevet tildelt omsorgsopgaven, når førstnævnte ikke formår at leve op til deres forpligtelser og ansvar, så er det vel nærmest det, man kan kalde invaliderende for barnet og for den unge. Desværre har der igennem de seneste år været sager af denne karakter, som er dukket op, ikke fordi overgreb på børn er et nyt fænomen historisk set, men fordi der i nyere tid er kommet mere fokus på det, når det finder sted, såvel i medierne som i den politiske verden. Det er selvfølgelig godt, når der kommer fokus på emnet, for ofte drejer det sig om sager, der er pågået længe, sager, der burde have været opdaget, og hvor uhyrlighederne burde være stoppet for længst. Desværre har det ikke være tilfældet i flere sager.

Lovgivningsmæssigt er der blevet strammet op de seneste år, og min opfattelse er, at der bl.a. med overgrebspakken og et øget fokus på kommunernes ansvar og kommunernes egen bevidsthed om, at der skal reageres og handles på indberetninger, er sket noget i positiv retning. Dermed være ikke sagt, at vi er nået i mål i forhold til den her type af sager, og at der fremover ikke vil opstå lignende sager. Det er vigtigt, når disse sager afsløres, at der er nogle andre lovgivningsmæssige rammer, som kan træde i kraft og sikre, at disse børn og unge fra myndighedernes side kan få hjælp, støtte og erstatning, og at de ikke oplever, at der spændes ben for dem, og at de skal kæmpe mod et system, som ofte på flere områder tidligere har svigtet.

Dansk Folkeparti har for nylig haft både socialministeren og justitsministeren i samråd i forbindelse med de problematikker, der er opstået som følge af den såkaldte Slagelsesag. Det fremgik på samrådet, at justitsministeren arbejder på at finde en løsning, men jeg må sige, at det ikke lød til, at ministeren var indstillet på at ophæve forældelsesfristen i denne type sager om misbrug og omsorgssvigt. Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at det er det, der bør ske, for at sikre denne gruppe borgere retfærdighed.

Det forslag, som behandles i dag, er umiddelbart også lavet som en konsekvens af de seneste oplysninger om, at disse sager kan erklæres forældede og det dermed kan ende med, at de omsorgssvigtede ikke kan rejse en sag. Vi finder det i Dansk Folkeparti positivt at tage debatten her i dag og finder det positivt, at ministeren vil komme med en løsning på de problemer, der er, med forældelsesfrister i dag.

Der har også været fokus på de erstatninger, som det er muligt at få tildelt, eller rettere den lave erstatning. Vi finder det oplagt, at der kigges på erstatningernes størrelse, og at der sker en markant ændring. Vi vil ikke lægge os fast på bestemte beløbsstørrelser, men det er oplagt, at det skal være beløb, som kan være med til at hjælpe disse børn og unge på vej til en bedre tilværelse. Vi er godt klar over, at penge ikke kan helbrede og hele de mange sår, der er på krop og sjæl, men der er ingen tvivl om, at penge kan være med til at gøre hverdagen og livet mere overskueligt. Det drejer sig bl.a. om hjælp og støtte til psykologbehandling, men også om, at en erstatning kan være med til at forsøde tilværelsen en smule. Det virker lidt, som om at de erstatningssummer, der f.eks. blev givet til nogle af pigerne i den såkaldte Slagelsesag, var så lave, at de faktisk blev opfattet som en hån, og det må jo ikke være tilfældet.

Den sidste del af forslaget drejer sig om at bevare sagsakter i børnesager. Her mener Dansk Folkeparti, at det er oplagt, at de regler, der er i dag, som dog midlertidigt er suspenderet, bør ændres. Det er umådelig vigtigt, at alt materialet opbevares for at sikre, at der er viden og information om, hvad der er sket i konkrete sager, således at det ikke ender med, at det er manglende beviser, der er årsag til, at en børnesag om f.eks. misbrug og omsorgssvigt falder.

Alt i alt finder Dansk Folkeparti det her forslag positivt og ser det som et skridt i den rigtige retning. Vi ser gerne, at der arbejdes videre med at fjerne forældelsesfristen, og håber, at ministeren vil være lydhør over for partiernes argumenter og inddrage dem i det videre arbejde, der pågår, med at ændre på området. Tak.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste, der indtager talerstolen, er hr. Preben Bang Henriksen som ordfører for Venstre.

Jeg skal indledningsvis sige, at jeg tillige taler på vegne af Det Konservative Folkeparti, som ikke havde mulighed for at være her i dag. Sådan er vilkårene for et lille parti på Christiansborg, når man skal være mange forskellige steder.

Forslaget her vedrører i hovedsagen tre forskellige forhold. Det primære forhold er forældelsesspørgsmålet. Det er det civilretlige forældelsesspørgsmål, er jeg nødt til at understrege, altså situationen, hvor det barn, som sikkert ikke længere er barn, mener, at den pågældende kommune ikke har overholdt sin tilsynspligt. Det er altså et civilretligt krav.

Hvordan er reglerne så i dag? Jeg kan sige, at de er så komplicerede, at man bør afholde sig fra at komme nærmere ind på det. Der er sandsynligvis en analogi til forældelseslovens § 9 om værgemål, lidt analogt med hvad kommunen står for med hensyn til tilsyn, og i givet fald vil reglen i dag resultere i en forældelse, der udløber ved det 21. år. Jeg kan ikke garantere for, at det er den korrekte fortolkning.

Men under alle omstændigheder er situationen omkring forældelse urimelig i dag. Det har også den tidligere ordfører været inde på, og det hjælper vi gerne med til at gøre noget ved. Forslagsstillerne foreslår i realiteten en forældelsesfrist, der løber fra det 21. år og så parallelt med den strafferetlige forældelsesfrist, dvs. 15 år oveni. Det vil sige, at den udløber ved det 36. år. Det synes jeg er en langt mere rimelig forældelsesfrist end den, der gælder i dag. Så på det område kan Venstre støtte forslaget.

Det gælder også på det andet område, som drejer sig om torterstatningerne. Også her har vi indtryk af, at de ikke er for høje i dag, for nu at bruge det udtryk, og jeg ser derfor frem til, at vi får reguleret dem gennem det udvalgsarbejde, som ministeren har nævnt kører.

Sidst drejer det sig om det, der hedder kassationsforbuddet, altså forbuddet mod at smide papirerne væk. [En mibiltelefon ringer]. Det her var bare pinligt ud over skel og grænser. Der gælder et midlertidigt forbud nu, og det ser vi gerne ligesom i forslaget opretholdt som et permanent forbud fremover. Derfor kan Venstre støtte alle tre elementer i forslaget.

To tidligere talere, Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis ordførere, har været inde på, at man foreslår ophævelse af forældelsesfristerne fuldstændig. Det må jeg i hvert fald umiddelbart advare imod. Det er da noget, der bør være genstand for nogle meget dybe overvejelser i udvalg og andre steder. Jeg tænker her på, at vi har haft et forældelsesudvalg, som tilbage i 2008 brugte flere år på at arbejde med en forældelseslov og afveje forskellige hensyn. Det resulterede så i den forældelseslov, vi har i dag, som da bestemt er indviklet, men dermed også velovervejet på hvert eneste punkt. Det er jo altså en forældelseslov for civile krav. Det, vi taler om her i Folketinget i dag, er et civilt krav, og jeg må bare sige, at hvis vi sådan fuldstændig ophæver de regler, er vi i hvert fald nødt til at tage en dyb vejrtrækning og overveje, hvilke andre konsekvenser det har for andre civile krav. For man må jo altså sige, som jeg også var inde på i mit spørgsmål, at der er forskellige årsager til, at man opererer med forældelsesfrister i dag. Nu skal jeg ikke komme ind på dem alle sammen her, men en af dem er altså også muligheden for at indstille sig på, at situationen nu er afklaret. En anden er muligheden for ligesom at advare folk mod at føre forgæves søgsmål, nemlig søgsmål, hvor de ikke kan bevise noget. Jeg ville da nødig signalere til en 60-årig, at han kan komme med et krav, i forhold til hvordan kommunen har vanrøgtet sin tilsynspligt, da han var 10 år. For det vil som oftest i realiteten være uholdbart i retten og alene medføre sagsomkostninger. Så det er i hvert fald noget, som skal overvejes godt og grundigt. Men jeg har noteret forslagene, og så må vi jo prøve at kigge på dem i udvalget.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil. Værsgo.

Jeg kan ikke lade være med at blive slået over, at Venstres ordfører siger, at der er lavet et enormt grundigt forberedt arbejde, og at man har lavet en lovgivning, som er kringlet, men fornuftig. Jeg giver anerkendelse for det grundige forarbejde, men det er vel i sidste ende en politisk beslutning. Det er trods alt ikke et teknokrati. Selv om vi har fået en grundig gennemgang, er det vel i sidste ende en politisk beslutning, hvor skabet skal stå. Der vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved, om det er fornuftigt, at det er sådan, at f.eks. de piger fra Slagelse falder for en forældelsesfrist. Det kunne man tillade sig at spørge om.

Ordføreren.

Det er måske mig, der har udtrykt mig forkert. Når jeg sagde, at der var tale om en fornuftig og kringlet, og mon ikke også jeg brugte udtrykket velovervejet, lovgivning, så skyldes det altså forarbejderne dertil og forarbejdet dertil i det forældelsesudvalg, som blev nedsat. Når den er kringlet, er det jo netop, fordi den har søgt at tage højde for mange forskellige situationer – det kan man læse i de forskellige paragraffer – og fordi der er sat til dels også forskellige forældelsesfrister. Men det er selvfølgelig ikke et udtryk for, at det ikke kan lade sig gøre at ophæve forældelsesfristerne totalt for de her krav. Jeg er bare nødt til at sige, at det er civile sager, vi taler om her, og jeg kunne da sagtens forestille mig, at vi også i den forbindelse var nødsaget til at kigge på en række andre situationer, hvor det var mindst lige så rimeligt at få ophævet forældelsesfristerne. Det er i hvert fald et noget kompliceret arbejde, vi bevæger os ind i, og jeg vil da ikke håbe, at der sker det, at der ligesom kommer en hovsaløsning i forbindelse med et bestemt emne, som tilfældet er her.

Tak. Spørgeren.

Vi skal jo helt tilbage til starten af det her århundrede. Det er dog lidt længere end til 2008. Vi skal lidt længere tilbage igen, til da vi første gang havde debatten om Godhavn. Det er bare for at sige, at jeg ved ikke, hvor meget hovsaløsning det er. Det er stort set alle de år, jeg har været på Christiansborg, at vi har debatteret det her spørgsmål. Så er det rigtigt, at det er nu, der er et flertal for det, og det kan man jo så glæde sig over. Men at sige, at det kommer som en tyv om natten, tror jeg måske alligevel er at strække den lidt langt. Der har jo netop i mellemtiden faktisk været et ret grundigt arbejde. Så kan man sige, at så når vi frem til en konklusion nu, som er anderledes end den på et tidligere tidspunkt, men det er et udtryk for, at verden forandrer sig. Det gør de politiske flertal også.

Jeg vil bare sige, at det der med at sige, at der er fornuft i den måde, det hænger sammen på nu, tror jeg ikke ville være tilfældet, hvis man sad inde i hovedet på en af de Godhavnsdrenge, der f.eks. ikke har fået en undskyldning endnu. Det er bare for at komme med et enkelt eksempel på noget, hvor man kan sige at det tog man ikke højde for. Og det er jo i sidste ende en politisk beslutning, om man synes, det er en farbar vej. Men at kalde det en hovsaløsning tror jeg måske alligevel er at trække den lidt langt.

Ordføreren.

Jeg kan sige, at jeg hørte talen, men jeg forstod egentlig ikke spørgsmålet. Jeg hører også retorikken om Godhavnsdrengenes sørgelige historie. Men det, vi taler om her, er at regulere forældelsesfrister i civile sager mod kommuner, og det har dybest set ikke rigtig noget med en undskyldning til Godhavnsdrengene at gøre.

Tak til Venstres ordfører. Den næste taler i rækken er fru Laura Lindahl som ordfører for Liberal Alliance.

Beslutningsforslaget her fremsat af Enhedslisten, Alternativet, SF og De Radikale pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, der dels sikrer, at forældelsesfristen i sager om overgreb på og misbrug af børn svarer til forældelsesfristen i straffeloven for seksuelle overgreb, dels at nedsætte et udvalg, der skal overveje, hvordan man sikrer en højere erstatning til børn, der har været udsat for seksuelle overgreb. Og sidst, men ikke mindst, skal forslaget sikre, at man ikke destruerer børnesager, men altid gemmer dem.

Det er jo trist, at vi overhovedet er nødt til at forholde os til børn, der udsættes for seksuelle overgreb. Det er så vanvittig svært at forstå, hvordan voksne mennesker kan forgribe sig på børn. Jeg har, efter jeg blev folkevalgt, som socialordfører brugt rigtig meget tid på at læse sager om misbrug af børn for at prøve at forstå, hvordan man lærer at leve med, at et menneske, som man ofte har haft tillid til og måske endda har elsket, kan krænke en så grusomt, som tilfældet kan være, ikke mindst når vi hører, at det kan have stået på i årevis. Selv om jeg har mødt tidligere krænkede børn, læst rapporter og domme, kommer jeg aldrig til at kunne forstå, hvor store ar på sjælen det efterlader, når man er blevet udsat for overgreb i barndommen. Men jeg forstår, at de er store, og i Liberal Alliance forstår vi vigtigheden af, at man her i Folketinget sikrer de absolut bedste rammer for at få bearbejdet traumet, når et overgreb i barndommen har fundet sted, og derfor støtter Liberal Alliance det her forslag. Vi støtter, at man gemmer børnesagerne, så man altid kan gå tilbage og se retorikken. Vi støtter, at man overvejer, hvordan man kan finde en mere rimelig erstatning, selv om intet beløb nogen sinde kan kompensere for et overgreb, og vi støtter, at man forlænger forældelsesfristen, om end vi ikke synes, det er ambitiøst nok.

For i Liberal Alliance mener vi også, at forældelsesfristen skal fjernes helt. Det er nemlig svært at vide, hvornår et tidligere krænket barn er klar til at lægge sag an mod myndigheder, der har svigtet. Det kan være, at traumet først dukker op, når man selv skal have børn, og det kan faktisk være, at det først dukker op, når ens børn kommer i den alder, hvor overgrebene begyndte for en selv. Hvis man får børn som 32-årig og overgrebene på en selv begyndte, da man var 8 år, så kan man være 40 år, før man er klar til at tage det opgør, og før man er klar til at bearbejde traumet, og så skal man have muligheden for det og muligheden for at få placeret et ansvar. For i hele diskussionen om Godhavnsdrengene handler det jo om at få placeret det ansvar, og derfor var det også Liberal Alliances holdning, da man talte om undskyldningen til Godhavnsdrengene, at vi meget hellere ville gå den her vej. Vi vil gå den vej, hvor man fjerner forældelsesfristen, så de her mænd kan gå til en domstol og få placeret ansvaret, for det er igennem den, vi mener at et ansvar skal placeres.

Så i Liberal Alliance kan vi støtte det her forslag, fordi vi mener, at der er gode elementer i det, men vi er også klar til – fuldstændig på lige fod med Socialdemokratiet og med Dansk Folkeparti – at gå skridtet videre og fjerne forældelsesfristen helt.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Den næste ordfører i rækken er hr. Torsten Gejl som ordfører for Alternativet.

Tak. Vi skal først og fremmest gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forhindre, at de her dybt tragiske sager overhovedet finder sted. Det arbejdes der heldigvis på i andre sammenhænge her i Folketinget. Det her beslutningsforslag forholder sig til, hvordan vi som samfund forholder os, når det utilgivelige sker og fællesskabet fejler. I det her tilfælde er der tale om børn, der grundet egne forældres manglende mulighed for at yde den tilstrækkelige omsorg overlades i samfundets varetægt, for så at blive svigtet atter en gang.

Det mest centrale spørgsmål i dag er, om vi skal give de mennesker bedre mulighed for senere i livet at få placeret et ansvar for svigtene og få en rimelig erstatning. Her mener Alternativet sammen med de øvrige forslagsstillere, at forældelsesfristen for offentlige myndigheders svigt i sager om overgreb på og misbrug af børn først og fremmest skal imødekomme de anbragte børns bedste. Som det er formuleret i dette beslutningsforslag, mener vi, det vil være en klar forbedring, hvis forældelsesfristen for offentlige myndigheders svigt i sager om overgreb på og misbrug af børn kommer til at svare til forældelsesfristen for seksuelle overgreb.

Vi er glade for og stolte af at være med til at fremsætte det forslag, men det er ingen hemmelighed, at Alternativet gerne vil have afskaffet forældelsesfristen for den her type sager fuldstændig. Jeg har hørt modstandere af dette argumentere for, at det kan blive for svært at udrede en sag efter mange år, efter den har fundet sted, hvor hovedpersonerne måske er gået bort og detaljerne i sagen kan være svære at genskabe. Jeg har også hørt argumenter om, at det måske er for hårdt for et voksent offer, der er blevet svigtet i barndommen, at få rullet sagen op igen.

Men det er her, jeg gerne vil spørge: Hvad med den personlige frihed? Skal det ikke være folk selv, der beslutter, om deres sag skal tages op igen? Skal det, at det er besværligt, og politikeres bekymring om, at det måske vil være synd for dem, forhindre mennesker i selv at vælge, om de vil gøre op med deres fortid og forsøge at få klarlagt ansvaret og få en rimelig erstatning og måske få lukket et meget ulykkeligt kapitel i deres liv? Nej, mener Alternativet.

Størrelsen på de erstatninger, ofrene har i sigte, skal også gås efter, så de i højere grad lever op til formålet. Erstatningerne skal ikke blot være symbolske, men skal skabe et reelt økonomisk råderum, så den enkelte har mulighed for at bearbejde de voldsomme oplevelser bedre.

Endelig handler det forslag også om en permanentgørelse af stoppet for makulering af børnesager, og dette støtter Alternativet også.

Tak til Alternativets ordfører. Næste taler i rækken er hr. Johannes Lebech som ordfører for Radikale Venstre. Værsgo.

Med mellemrum kommer der sager op i medierne om mennesker, som har været udsat for overgreb som børn, hvor myndigheder har haft ansvar for de pågældende børn. Der har været talt om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark, mennesker, der har været under åndssvageforsorgen, og der er tale om mange flere grupper, der har lidt under datidens både lovlige og ulovlige behandling.

Det er nogle principper, som har været drøftet her i Folketinget i mange år, og resultatet er, at man ikke kan undskylde for fortidens ugerninger, fordi der herskede nogle andre normer på det tidspunkt. Forskellige regeringer har også afvist det med samme begrundelse – senest har både den nuværende og den foregående regering afvist sådan et forslag.

Godhavnsdrengene blev behandlet ulovligt, også med den tids regler, og derfor er det klogt, at drengene fra Godhavn er gået til domstolene for at få den erstatning, der så er en bekræftelse på, at der er foregået en ugerning, og dermed kan det forhåbentlig opleves som en undskyldning og måske blive en slags punktum i de enkelte menneskers oplevelse af den uret, de har været udsat for. Procesbevillingsnævnet har givet dem ret til at anke byrettens dom. Det er sådan noget, vi har domstolene til.

Vi finder ikke, at Folketinget er det rette forum for den type afgørelser. Det er også den retsstilling, vi har i dag, og et bredt flertal i Folketinget har nu tilkendegivet, at de vil ændre forældelsesfristerne i den slags sager mod det offentlige. Det støtter Radikale Venstre helt klart. For at vi kan gøre det, er det også en slags erkendelse af, at det kan være en form for undskyldning inden for retsstatens rammer.

Der foreslås en forældelsesfrist, der svarer til forældelsesfristen i straffeloven for seksuelle overgreb, men vi er også ligesom adskillige andre af partierne villige til at gå hele vejen og slette forældelsesfristen helt, som mange har talt for. Vi ser også gerne, at offererstatning i forbindelse med overgreb på børn hæves, og endelig er vi også indstillet på, at den midlertidige suspension af makulering – skråstreg – destruktion af børnesager gøres permanent. Det er vigtigt, at det enkelte menneske kan få sin egen historie med sig.

Vi støtter med andre ord også B 101 og er indstillet på i udvalgsarbejdet at gå videre med spørgsmålet om en hel slettelse af forældelsesfristen.

Tak til den radikale ordfører. Næste taler i rækken er fru Trine Torp som ordfører for SF. Værsgo.

Jeg synes faktisk, det er en ret stor dag i dag. Der er tale om et helt Folketing, som bakker op om at forlænge forældelsesfristen, og der er røster rundtomkring, der tilkendegiver villighed til at fjerne den helt. Det kan næsten ikke være bedre. Det glæder mig også, og det vil jeg gerne kvittere for, at regeringen støtter beslutningsforslaget i alle dets detaljer.

SF har været med til at fremsætte det her forslag om en forlængelse af forældelsesfristen i sager om myndigheders svigt i overgrebssager over for børn og unge. Det er en alvorlig sag, når børn og unge, som i forvejen er udsatte, oven i købet svigtes af de myndigheder, som skulle beskytte dem, og det er åbenlyst urimeligt, at den slags sager falder på grund af forældelse, når vi ved, at mange af dem, som har været udsat for de svigt, først efter flere år får styrken til at rejse sagen. I dag gælder den almindelige forældelsesfrist på 3 år, og det er alt, alt for lidt, og det glæder mig, at vi er enige om det.

Det er en helt naturlig reaktion hos mennesker, som udsættes for overgreb, at de for at overleve i det og beskytte sig selv gemmer de svære følelser væk og derfor kan være længe om at se i øjnene, hvad de har været udsat for. Når der oven i købet er tale om, at overgrebene bliver begået af dem, de er stærkest knyttet til, mest afhængige af, og som er dem, der skulle drage omsorg for dem, lever mange med ambivalent skam og en tvivl om, hvorvidt de selv var skyld i det. Det er derfor helt afgørende, at der er nogen, der påtager sig ansvaret for overgrebene, så de kan komme videre i deres liv.

Allerhelst burde det foregå med det samme, men for mange går der flere år, før de bliver klar over, at det, der skete, var forkert. Det kan f.eks. ske i forbindelse med et behandlingsforløb, eller når de selv får børn. Efter min og SF's mening bør det aldrig nogen sinde være tiden, der skal stille sig i vejen for, at ansvaret kan placeres.

Vi har hørt, hvor meget det betyder for drengene fra Godhavn at få en undskyldning, og pigerne fra Slagelse har også forsøgt at få nogen til at tage ansvar i deres sag. Men Børns Vilkår har flere sager om offentligt svigt, men mange af de sager vil bortfalde med den forældelsesfrist, vi har i dag.

Vi ser sådan set gerne, at man går skridtet videre og får forældelsesfristen fjernet, men vi har været med til at fremsætte det her forslag på et tidspunkt, hvor vi ikke engang var sikre på, at vi kunne få flertal for det, men med en forældelsesfrist, som svarer til forældelsesfristen ved straffeloven om seksuelle overgreb, er vi i hvert fald gået et skridt. Men jeg har jo kunnet lytte mig til, at det er meget sandsynligt, at vi kan få et flertal for at gå endnu videre end det, og det vil vi i SF være parat til at indgå aftaler om.

Vi har også foreslået, at der igangsættes et udvalgsarbejde, der skal kigge på, hvordan man kan sikre højere offererstatninger i forbindelse med straffesager, hvor børn har været udsat for seksuelle overgreb. De erstatninger, der i dag gives, er ofte ikke engang tilstrækkeligt til at dække de udgifter, ofrene har i forbindelse med behandling af traumer, hjælp til at komme videre og de sociale konsekvenser, som overgrebene har medført. Penge kan jo selvfølgelig aldrig nogen sinde rette op på de svigt, som er sket, men vi mener, at erstatningen skal have en størrelse, hvor den reelt kan være med til at give dem mulighed for at komme videre psykologisk og socialt i forhold til de traumer, som overgrebene har påført dem.

Endelig har vi foreslået, at den ordning, som blev iværksat under den forrige regering, hvor man suspenderede destruktionen af børnesagerne, permanentgøres, og i dag, hvor journalføring foregår elektronisk, er der ingen grund til, at den vigtige dokumentation forsvinder. Hvis forældelsesfristen forlænges, skal det også være muligt at hente de nødvendige informationer, og det kan jeg nu høre regeringen også bakker op om.

Så det er en glædelig dag, og det er dejligt, at man i den her Folketingssal kan fremsætte forslag, som rent faktisk også får opbakning.

Tak til SF's ordfører. Næste taler er hr. Anders Johansson som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Ja, der var sket en lille misforståelse, det skal jeg beklage. Selv om Venstres ordfører har afsløret nogenlunde, hvor vi står, vil jeg alligevel sige et par ord.

Beslutningsforslag nr. B 101 handler om at give bedre mulighed for erstatning til børn, der har været udsat for svigt og overgreb. Konkret skal muligheden for erstatning forbedres ved at ændre forældelsesfristen og undersøge muligheden for at kunne tilkende højere erstatning og permanentgøre den midlertidige suspension af makulering af børnesager.

Det Konservative Folkeparti er positivt indstillet over for alle tre tanker i beslutningsforslaget. Vi mener helt bestemt, at der er behov for, at reglerne omkring forældelse i forbindelse med svigt og overgreb på børn bliver revideret. Det så vi et tydeligt eksempel på i sagen fra Slagelse Kommune. Børn, som er udsat for svigt eller overgreb, er i en meget sårbar situation, og for rigtig mange af dem kommer modet til at rejse en eventuel sag måske først flere år efter, at overgrebet faktisk er sket. Og skal de børn så ikke have mulighed for at få rettens ord for, at de blev svigtet? Jo, det skal de naturligvis.

Vi støtter, at forældelsesfristen ændres, så de berørte borgere får mulighed for at komme videre. Det er for mig langt det vigtigste hensyn i sådan en situation. For de berørte borgere kan det betyde rigtig meget i deres liv og deres kamp for at komme videre i livet. Det skal ikke begrænses af en generel forældelsesfrist.

Så tror jeg faktisk ikke, at erstatningsstørrelsen er afgørende for så mange ofre. Det handler mest om at få placeret et ansvar og få rettens ord for, hvad der er rigtigt og forkert. Men ikke desto mindre er vi naturligvis varme tilhængere af at få undersøgt, om erstatningsbeløb generelt er rimelige. Vi ser fra tid til anden erstatninger, som kan synes latterligt lave, og vi er helt indstillet på, at det kan give mening at foretage justeringer. Desuden mener jeg også, det er rimeligt at standse kassationer af børnesager, da det jo potentielt kan begrænse de berørte i senere at anlægge en erstatningssag.

Så vil jeg slutte af med at rose forslagsstillerne for at rejse debatten og meddele, at vi bakker forslaget op.

Tak til den konservative ordfører. Så giver jeg ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Jeg tror simpelt hen, at det er første gang, jeg kan stå på talerstolen som ordfører for et beslutningsforslag, som hele Folketinget faktisk bakker op. Som fru Trine Torp fra SF lige sagde til mig: Da vi fire partier satte os ned og lavede det her forslag for mange måneder siden, tror jeg godt nok ikke, vi havde tænkt, at det ville ske. Det er der jo i sig selv noget stort i. Men det er ikke mindst stort for mange af de børn, som forhåbentlig får muligheden for at få prøvet deres sager og finde ud af, om der er et ansvar at få placeret. Jeg tror, at det, vi gør lige nu, er rigtig vigtigt. Og jeg tror også, vi skal huske, at grunden til, at der er den her opbakning til det forslag, formentlig nok er, at der er nogle tidligere børn, nu voksne, som har stået frem og fortalt deres historie og fortalt om, hvor vigtigt det er for dem, at de har muligheden for at få oprejsning og få placeret et ansvar for de svigt og overgreb, som blev begået mod dem.

Der er jo, som flere også har påpeget, tre forslag, som vi i Enhedslisten har fremsat sammen med SF, Alternativet og Radikale Venstre. Det ene handler om forældelsesfristen i erstatningssager, altså at få den forlænget. Det bliver rigtig, rigtig vigtigt, fordi det at kunne have noget økonomi at komme videre på kan betyde rigtig meget. Det kan have store konsekvenser for ens arbejdsliv, for ens psykiske velbefindende, for ens liv, at man har været udsat for svigt i barndommen. Men vigtigst af alt, som også flere har påpeget, er det at få oprejsning og få placeret et ansvar. Det handler ikke om penge. Det handler om respekt, nemlig at komme af med noget af den skyld og skam, som desværre også præger rigtig mange, der har været udsat for de overgreb eller svigt, som vi taler om. Samtidig er der rigtig mange sager, som Børns Vilkår er i gang med at hjælpe med at føre, som muligvis aldrig ville have haft mulighed for at blive prøvet, hvis ikke vi fra Folketingets side gør noget ved forældelsesfristen. Så det, der sker lige nu, er hamrende vigtigt for rigtig, rigtig mange mennesker. Det er principielt rigtigt. Det kommer til at betyde noget for mennesker på en positiv måde.

Så er der selvfølgelig også de to andre vigtige elementer i forslaget, nemlig muligheden for, at vi får overvejet størrelsen af erstatningerne. Det er også vigtigt, sådan at man reelt har noget at stå på, når man skal videre. Og det tredje forslag er altså et permanent stop for makuleringen af de der børnesager, som jo altså har betydet, at mennesker, som gerne ville finde ud af, hvad der er sket i deres sager, ikke har haft den mulighed. Der er altså også nogle helt konkrete mennesker bag vedtagelsen af det forslag, som er stået frem og har fortalt om deres behov, og som har kæmpet for at få bevaret andre børnesager. Det her vil samlet set betyde en bedre retssikkerhed for de børn, som desværre er blevet og som muligvis vil blive svigtet i fremtiden på den ene eller den anden måde. Det er rigtig vigtigt.

På forslagsstillernes vegne skal jeg sige, at vi vil sende forslaget til afstemning, så vi er sikre på, at det bliver vedtaget og gennemført. Vi vil jo selvfølgelig også gerne gå ind i den udvalgsbehandling, som det tegner til at der er et behov for. På egne vegne, altså Enhedslistens, vil jeg også sige, at det at afskaffe forældelsesfristen fuldstændig i de her civile sager, støtter vi også. Og så ser det ud, som om vi skal til at tælle til 90 på den gode måde en gang til. Men det må vi tage i udvalgsbehandlingen. På Enhedslistens vegne kan jeg også sige, at skulle det lykkes at fjerne forældelsesfristen fuldstændig, så ikke mindst nogle konkrete mennesker som f.eks. Godhavnsdrengene får muligheden for at få prøvet deres sag, så ville det nærmest være det bedste, der kunne ske i dag og i mange dage fremover.

Så tusind tak til alle for den gode debat og opbakningen. Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen. Det ser ud, som om vi har meget, vi kan opnå endnu.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.