UDENRIGSMINISTERIET
26. september 2016
Spørgsmål fra
Udlændinge-,
Integrations- og
Boligudvalget til
udenrigsministeren af 8.
september 2016. UUI
alm. del. spm. 914.
UUI alm. del spørgsmål 914:
Ministeren bedes oplyse, hvilke begrundelser – skriftlige eller mundtlige – den
danske ambassadør/ambassade i Canberra får for, at der i august 2016 ikke kan
udstedes visum til Nauru til folketingsmedlemmerne Naser Khader, Jacob Mark og
Johanne Schmidt-Nielsen, og ad hvilke kanaler gives disse begrundelser. I
tilknytning hertil ønskes oplyst, om afslagene til de tre nævnte folketingsmedlemmer
gives samtidig.
Svar:
Ambassaden i Canberra modtog den 29. august en skriftlig meddelelse fra Naurus
udenrigsministerium om, at der kun var udstedt indrejsetilladelse til otte af delega-
tionens 11 medlemmer. Meddelelsen indeholdt ingen begrundelser. Justits- og
immigrationsministeren fra Nauru gav under en efterfølgende samtale med den
danske ambassadør og udvalgsformanden udtryk for Naurus suveræne ret til at
bestemme, hvem man vil give adgang til landet. Ministeren tilføjede, at en kritik af
Australiens flygtninge- og asylpolitik også faldt tilbage på Nauru og Papua Ny
Guinea.
Parallelt med ambassadens indsats var der fra Udenrigsministeriets side kontakt til
stabschefen for Naurus præsident, som oplyste, at Naurus regering var bekymret
for, at kritik kunne føre til intern ustabilitet og ny uro i detentionscentret.