UDENRIGSMINISTERIET
26. september 2016
Spørgsmål fra
Udlændinge-,
Integrations- og
Boligudvalget til
udenrigsministeren af 8.
september 2016. UUI
alm. del. spm. 907.
UUI alm. del spørgsmål 907:
Vil ministeren redegøre for forløbet og opstille en tidslinje over kommunikationen,
fra danske myndigheder første gang retter henvendelse til Australiens og Naurus
myndigheder vedrørende besøg på Nauru af en delegation fra Folketingets
Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalg, og frem til Naurus myndigheder træffer
endelig afgørelse om, at halvdelen af delegationens medlemmer ikke kan få visum til
Nauru, og angive, hvilken skriftlig og mundtlig kommunikation der finder sted
mellem danske myndigheder, myndigheder i Australien og på Nauru samt
udvalgssekretariatet og udvalgsformanden?
Svar:
Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget henvendte sig til ambassaden Canberra
i september 2015 med anmodning om assistance til at arrangere en studierejse til
Australien i foråret 2016. Tidsplanen blev efterfølgende udskudt af udvalget til 28.
august – 2. september 2016. Udvalget udtrykte i september 2015 ønske om at
inkludere et besøg på et af Australiens oversøiske detentionscentre på Manus eller i
Nauru. I lyset af de praktiske vanskeligheder herved rejstes der alternativt ønske om
besigtigelse af et patruljefartøj, og ønsket om besøg på et oversøisk detentionscenter
udgik. Da skibene fra Australian Border Force primært befinder sig i det nordlige
Australien, gik planlægningen på det tidspunkt i retning af at indlægge et besøg i
Darwin.
Medio juli d.å. blev ambassaden orienteret om, at integrationsministeren ønskede at
ledsage udvalget. Fra UIBMs side blev der lagt meget stor vægt på, at ministeren fik
mulighed for at aflægge et besøg på et oversøisk detentionscenter. I dette lys var
meldingen fra udvalget, at den samlede delegation ønskede at besøge
Nauru. Ambassaden orienterede udvalget om såvel de logistiske vanskeligheder
(begrænsede flymuligheder og lang transporttid) som de høje udgifter forbundet
hermed. Det viste sig, at der i givet fald ville medgå tre af de fem dage afsat til
besøget. Udvalget ønskede at gå videre med besøget til Nauru.