Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget 2015-16
UUI Alm.del
Offentligt
1667219_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 19. september 2016
Spørgsmål fra Udlændinge-, Integrations-
og Boligudvalget til udenrigsministeren af
19. august 2016.
UUI alm.del – spørgsmål 856.
UUI alm.del spørgsmål 856:
”Mener ministeren – set i lyset af afsløringer om, tysk regeringsrapport fastslår,
at Tyrkiet støtter Islamisk Stat, Hamas og Det Muslimske Broderskab – at EU
bør fortsætte optagelsesforhandlinger med Tyrkiet? Og mener ministeren, at
der er behov for at undersøge, hvordan tyrkiske myndigheder påvirker muslimer
i Danmark?”
Svar:
EU’s optagelsesforhandlinger med Tyrkiet er drøftet grundigt i Folketinget ved flere lejligheder
i 2016, herunder ifm. behandlingen af beslutningsforslag B185 den 31. maj 2016. Regeringens
holdning er uændret.
Et centralt element i udvidelsesprocessen er opfyldelse af Københavns-kriterierne, der blev
fastlagt under det danske formandskab i 1993. Kriterierne omfatter høje krav vedrørende
demokrati, retssamfund, respekt for menneskerettighederne og beskyttelse af mindretal, samt
krav om velfungerende markedsøkonomier og evnen til at påtage sig forpligtelserne ved EU-
medlemskab. Regeringen anser udvidelsesprocessen som den bedste ramme for dialog med
Tyrkiet på disse områder.
Jeg kan – som formentlig flertallet af danskerne – ikke se det Tyrkiet, vi kender i dag, blive
medlem af EU. Det vil kræve et markant forandret Tyrkiet. Folketingets vedtagelser fra 2006 og
2009 fastslår, at forhandlingerne med Tyrkiet er en åben proces, hvis resultat ikke er givet på
forhånd, og der skal også tages hensyn til EU's evne til at optage nye medlemmer. Det er fortsat
den linje, regeringen arbejder efter.
For så vidt angår de nævnte afsløringer, kan det oplyses, at Udenrigsministeriet ikke
umiddelbart er bekendt med en sådan tysk regeringsrapport. Ministeriet er imidlertid bekendt
med, at et delvist klassificeret svar fra det tyske indenrigsministerium til en tysk parlamentariker,
er blevet offentliggjort og har været omtalt i tyske og danske medier. Jeg er derudover bekendt
med, at udvalget også har stillet et spørgsmål til justitsministeren om den såkaldte
regeringsrapport (spørgsmål nr. 855 (Alm. del)), som endnu ikke er besvaret.
For så vidt angår forholdet mellem tyrkiske myndigheder og personer, som bor her i landet, kan
jeg henvise til justitsministerens besvarelse af 30. august 2016 af spørgsmål nr. S 1355.