Ministeren
Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget har den 1. april 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 461 (alm. del) efter ønske fra Jacob Mark (SF) til udlændinge-,
integrations- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 461:
Deler ministeren Red Barnets vurdering af, at det kan have alvorlige konsekvenser
for børn, når de skal vente længere tid i hjemlandet på at blive sammenført med
deres forældre i Danmark som følge af de længere sagsbehandlingstider?
Svar:
Familiesammenføringsreglerne er bygget op omkring en ansøgningsprocedure,
som sikrer, at alene de, som er berettigede til familiesammenføring, bliver
meddelt en opholdstilladelse på grundlag af familiesammenføring i Danmark.
Sådan er systemet naturligvis nødt til at fungere.
Udlændingemyndighederne træffer afgørelse i familiesammenføringssager så
hurtigt, som omstændighederne tillader det, men udlændingemyndighederne kan
ikke sikre situationen for familiemedlemmerne i hjem- eller opholdslandet i den
periode, hvor familiesammenføringssagen er under behandling hos
udlændingemyndighederne. Det gælder i Danmark såvel som i andre lande, og det
gælder i princippet uanset sagsbehandlingstidens længde.
Aktuelt har Udlændingestyrelsen måttet forlænge servicemålene i
familiesammenføringssagerne. Der henvises herom også til min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 458 (Alm. del) fra Udlændinge-, Integrations- og
Boligudvalget.
Jeg kan sagtens forstå, at ventetiden føles lang hos de mennesker, der venter på
at få afgjort deres sag om familiesammenføring, men der er efter min opfattelse
tale om en nødvendig prioritering under de nuværende forhold, jf. herved også
min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 460 (Alm. del) fra Udlændinge-,
Integrations- og Boligudvalget.
24. april 2016
Udlændingeafdeling
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
Sags nr.
Akt-id
6198 4000
www.uibm.dk
36977191
2016 - 2851
59647
Side
1/2