Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget 2015-16
UUI Alm.del
Offentligt
1616372_0001.png
Ministeren
Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget har den 12. februar 2016 stillet
følgende spørgsmål nr. 367 (alm. del) efter ønske fra Pernille Skipper (EL) til
udlændinge-, integrations- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 367:
Vil ministeren, på baggrund af COWI’s rapport om oplevede hadforbrydelser fra
oktober 2015, tage initiativ til, at der udarbejdes undersøgelser om oplevede
hadforbrydelser kontinuerligt, f.eks. hvert fjerde år eller med et andet interval,
således at det bliver muligt fremadrettet også at følge udviklingen og handle
derefter?
Svar:
Jeg har til brug for besvarelse af spørgsmålet indhentet bidrag fra
Justitsministeriet. Justitsministeriet oplyser:
”For så vidt angår spørgsmål 367 kan Justitsministeriet oplyse, at Rigspolitiet
primo 2015 har overtaget det overordnede ansvar for hadforbrydelser fra Politiets
Efterretningstjeneste, og at Rigspolitiet i den forbindelse har iværksat en national
monitoreringsordning vedrørende hadforbrydelser, som trådte i kraft den 2.
november 2015.
Moniteringsordningen har til formål at tilvejebringe mere viden om problemets
reelle omfang og udvikling, samt at sikre den rigtige håndtering af sagerne.
Samtidig vil moniteringsordningen kunne danne grundlag for overvejelser om,
hvordan den nationale politimæssige og forebyggelsesmæssige indsats på
hadforbrydelsesområdet mest hensigtsmæssigt tilrettelægges og udføres. Endelig
vil moniteringsordningen danne grundlag for Rigspolitiets årlige opgørelser over
antallet af hadforbrydelser.
Med moniteringsordningen vil hadforbrydelser fremadrettet blive registreret i
politiets systemer via en række søgenøgler, som kategoriserer hadforbrydelserne
ud fra de enkelte motiver, herunder f.eks. at en given forbrydelse har baggrund i
andres seksuelle orientering.
4. april 2016
Integrationskontor
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
Sags nr.
Akt-id
6198 4000
[email protected]
www.uibm.dk
36977191
2016 - 1871
57905
Side
1/2
UUI, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 367: MFU spm. om ministeren på baggrund af COWI’s rapport om oplevede hadforbrydelser fra oktober 2015, vil tage initiativ til, at der udarbejdes undersøgelser om oplevede hadforbrydelser kontinuerligt, til udlændinge-, integrations- og boligministeren
Søgenøglerne påføres sagerne af de enkelte sagsbehandlere i politikredsene.
Sagsbehandlerne vil således i forbindelse med registreringen af sagerne blive
tilskyndet til at vurdere, om der konkret kan være tale om en hadforbrydelse.
Søgenøglerne kan ligeledes påføres sagen efterfølgende, såfremt efterforskningen
viser, at en forbrydelse, der i første omgang ikke har været anset for en
hadforbrydelse, rettelig viser sig at være det.
Rigspolitiet vil således løbende have et overblik over hadforbrydelsesområdet
både generelt og i relation til de enkelte underkategorier af hadforbrydelser.
I tilknytning hertil kan nævnes, at det er Rigspolitiets forventning, at fremtidige
opgørelser over hadforbrydelser vil kunne offentliggøres i det efterfølgende års 1.
halvår. En rapport for 2015 forventes således at foreligge inden for første halvår af
2016.
Endvidere kan Justitsministeriet oplyse, at ministeriets forskningskontor i
samarbejde med Københavns Universitet udarbejder en rapport om
befolkningens udsathed for kriminalitet. Undersøgelsen, der er baseret på
spørgeskemabesvarelser, omfatter årligt et repræsentativt udsnit af befolkningen
på 10-12.000 respondenter i alderen 16-74 år. Disse undersøgelser, som er
gennemført siden 2005, omfatter omfanget af udsathed for blandt andet vold og
belyser også, i hvilket omfang volden kan betegnes som en hadforbrydelse. Der
spørges således, i hvilket omfang volden – efter ofrets opfattelse – er motiveret af
enten racisme eller ofrets (formodede) seksuelle orientering. Der kan være andre
former for hadforbrydelser, eksempelvis politisk eller religiøst motiveret vold,
men disse former spørges der ikke til i denne undersøgelse.”
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet vil løbende vurdere behovet for at
iværksætte særskilte undersøgelser, som kan komplementere Justitsministeriets
monitorering af området. Ministeriet har ikke aktuelle planer om at gentage den
konkrete undersøgelse gennemført af COWI.
Inger Støjberg
/
Karen-Lise Johansen Karman
Side
2/2