UDENRIGSMINISTERIET
Den 1. januar 2016
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 8. december 2015.
URU alm. del – spørgsmål 63 stillet af
Udenrigsudvalget på vegne af MF Eva
Flyvholm (EL)
Spørgsmål 63:
De amerikanske bombninger af Læger uden Grænsers hospital i Kunduz i Afghanistan i
oktober 2015 har skabt en voldsom usikkerhed om beskyttelsen af sundhedspersonale og
patienter i konfliktområder. Vil ministeren bekræfte, at krigens regler stadig gælder, og at
humanitære indsatser for at levere lægehjælp under ingen omstændigheder må udgøre et mål for
militære angreb?
Svar:
Den humanitære folkeret skal overholdes i væbnede konflikter. Heraf følger, at
sanitetspersonel, herunder læger og sygeplejersker, skal respekteres og beskyttes. Dette gælder
også sanitetsenheder såsom hospitaler og lægeklinikker. Udgangspunktet er derfor, at disse ikke
må gøres til genstand for angreb.
Dette altovervejende udgangspunkt kan dog i ekstraordinære tilfælde fraviges, og beskyttelsen
kan bortfalde, hvis sanitetspersonel udøver handlinger uden for det sanitetsfaglige virke, der er
til skade for en modstander, eller hvis sanitetsenheden anvendes til udøvelsen af handlinger
uden for dens sanitetsfaglige virke, der er til skade for en modstander. Konsekvensen af
beskyttelsens bortfald er, at sanitetspersonellet og sanitetsenheden i henhold til de almindelige
bestemmelser i den humanitære folkeret risikerer at blive genstand for angreb.