UDENRIGSMINISTERIET
14. december 2015
Spørgsmål 51 fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 17. november 2015
URU alm.del – spørgsmål stillet af ikke-
medlem af udvalget Nikolaj Villumsen (EL)
URU spørgsmål 51:
”Kan ministeren bekræfte, at Tyrkiet ved flere lejligheder har angrebet den internationale
koalitions partner, YPG, i Syrien? Og vil ministeren i bekræftende fald lade det få
konsekvenser?”
Svar:
Tyrkiet betragter PYD/YPG i Syrien som tæt forbundne med den militante oprørsbevægelse i
Tyrkiet, PKK. Derfor lægger Tyrkiet vægt på, at kampen mod ISIL/Da’esh ikke i sig selv bør
medføre en militær styrkelse af PYD/YPG. I slutningen af oktober nævnte premierminister
Ahmet Davutoğlu i tyrkiske medier, at Tyrkiet tidligere havde stillet PYD det ultimatum, at dets
YPG-styrker ikke skulle operere vest for Eufrat-floden i det nordlige Syrien, og at Tyrkiet ville
imødegå forsøg herpå med militære midler. Ifølge Davutoğlu var en sådan militær reaktion fra
tyrkisk side blevet foretaget ved to lejligheder. Der har i medierne været forlydender om
yderligere angreb.
Den internationale koalitions indsats mod ISIL er helt afgørende for, at der på længere sigt kan
skabes fred i regionen. For at koalitionens indsats kan have succes er det vigtigt, at de
deltagende lande fastholder fokus på kampen mod ISIL. PYD/YPG er en af mange aktører,
der støtter koalitionens kamp mod ISIL, og forsøg på militært at svække dem er derfor ikke i
koalitionens interesse. Vi har fra dansk side – også over for blandt andre Tyrkiet – understreget
vigtigheden af, at koalitionen og dens medlemslande sætter alle kræfter ind på bekæmpelsen af
ISIL.
Tyrkiet har gradvist påtaget sig en mere aktiv rolle i koalitionens indsats, herunder ved at give
partnere i koalitionen adgang til strategisk relevante baser tæt på Syrien. Desuden deltager
tyrkiske kampfly i bombning af ISIL-kontrollerede områder, ligesom Tyrkiet har styrket
indsatsen for at begrænse tilstrømningen af ”Foreign Fighters” til Syrien og Irak.