UDENRIGSMINISTERIET
Den 5. november 2015
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 9. oktober 2015.
URU alm. del – spørgsmål 4.
URU alm. del spørgsmål 4:
Vil ministeren redegøre for, hvilke kriterier der ligger til grund for udfasning af de
enkelte prioriteringslande?
Svar:
Med finanslovsforslaget for 2016 fokuserer regeringen udviklingssamarbejdet, hvor
fattigdommen er stor, hvor vi har strategiske interesser, og hvor Danmark bedste kan gøre en
forskel. Det betyder, at udviklingssamarbejdet prioriteres, og at antallet af prioritetslande
reduceres fra 21 til 14.
Overordnet set er der taget udgangspunkt i fire kriterier: stor fattigdom,
migrationsudfordringer, sikkerhedspolitiske udfordringer og handelspotentiale. Princippet har
været, at vores udviklingssamarbejde med et land skal bidrage med mere end blot
fattigdomsbekæmpelse. Udgangspunktet har således været, at vores tilstedeværelse sammen
med udviklingsbistanden skal kunne bidrage til mindst to ud af de fire opstillede kriterier i det
enkelte land.
I nogle lande, f.eks. Pakistan, Indonesien og Vietnam vil vores samarbejde fremadrettet blive
ændret, med mindre fokus på udviklingsbistand, men mere fokus på privatsektor- og
myndighedssamarbejde.