Folketingets Udenrigsudvalg
Christiansborg
19. oktober 2016
Svar på Udenrigsudvalgets spørgsmål nr. 361 (URU Alm. del) af
21. september 2016 stillet efter ønske fra Christian Juhl (EL)
Spørgsmål
Har regeringens ministre sikret, at den kaffe der drikkes i ministerierne, ikke er
produceret under de forhold, som er beskrevet i Danwatch’s rapport ”Bitter
kaffe i Guatemala”?
Svar
Der findes ikke en statslig indkøbsaftale, hvorigennem ministerierne kan købe
kaffe. Det er de enkelte ministerier, der er ansvarlige for indkøb af kaffe til eget
forbrug. Jeg har ikke oplysninger om, hvilken kaffe der indkøbes i ministerierne.
For Finansministeriets vedkommende kan jeg oplyse, at Finansministeriets største
leverandør af kaffe er Frellsen. Frellsen har et Code of Conduct, som skal sikre, at
deres leverandører lever op til deres ansvar om etiske, sociale og miljømæssige
forhold. Jeg har ikke fundet anledning til at undersøge sagen nærmere for så vidt
angår Finansministeriets indkøb af kaffe, idet Danwatch’s rapport ikke nævner
konkrete kaffeleverandører.
Endelig skal det nævnes, at Statens- og Kommunernes Indkøbsservice A/S (SKI)
har en frivillig fødevareaftale, som ministerierne har mulighed for at anvende til
indkøb af blandt andet kaffe.
SKI har i deres fødevareaftale stillet krav om, at leverandører ved opfyldelsen af
kontrakten skal udvise samfundsansvar ved at leve op til en række krav om bl.a.
menneskerettigheder. Leverandørerne er forpligtede til ved kontraktopfyldelsen at
sikre overholdelsen af grundlæggende arbejdstagerettigheder, herunder krav om at
de leverede ydelser eller dele heraf ikke er produceret i strid med bestemmelser i
en række ILO-konventioner.
Med venlig hilsen
Claus Hjort Frederiksen
Finansminister
Moderniseringsstyrelsen · Landgreven 4 · Postboks 2193 · 1017 København K · 3392 8000 · www.modst.dk