UDENRIGSMINISTERIET
18. september 2016
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 2. september 2016.
URU alm.del – spørgsmål 348 af Ulla
Sandbæk (ALT) og ikkemedlem af udvalget
Rasmus Nordqvist (ALT).
URU alm.del spørgsmål 348
”Hvordan vil ministeren med det forelagte forslag til ændring af lov om udviklingssamarbejde
sikre, at det kommende udviklingspolitiske råd har den fornødne udviklingsfaglige ekspertise og
politiske neutralitet til uvildigt at godkende bevillinger og rådgive ministeren, når ministeren
både styrer konsultation, nominering og udpegning af medlemmer selv?”
Svar:
Proceduren for udnævnelse af medlemmer til Udviklingspolitisk Råd ændres ikke væsentligt
med den foreslåede lovændring. Der vil således fortsat, som det sker under den nuværende lov,
foretages høring blandt relevante interessenter fra bl.a. civilsamfundet, erhvervslivet,
fagbevægelsen og universiteter samt forskningsinstitutioner. Derefter udpeger
udenrigsministeren medlemmerne til Udviklingspolitisk Råd, ganske som det er tilfældet med
både Udviklingspolitisk Råd og Danidas Bevillingskomité i dag.
Det vil være vigtigt, som det også anføres i bemærkningerne til lovforslaget, at det kommende
Udviklingspolitiske Råd sammensættes af både interessenter og eksperter. Det vil således også
være op til de adspurgte organisationer og interessenter at indstille kandidater til
Udviklingspolitisk Råd, som har den fornødne udviklingsfaglige ekspertise til uvildigt at
godkende bevillinger og rådgive den til enhver tid siddende minister, der har ansvaret for
udviklingsbistanden.