Udenrigsudvalget 2015-16
URU Alm.del
Offentligt
1649152_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
23. juni 2016
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 3. juni 2016.
URU alm. del – spørgsmål 292.
URU alm. del spørgsmål 292:
”I forbindelse med mødet mellem præsident Obama og de nordiske statsministre den 13. maj
udtalte statsministeren, at Danmark og de nordiske lande vil samarbejde: “To support and
incentivize developing country forest partners to conserve, restore and sustainably manage
forests, as well as strengthen their respective efforts to combat illegal logging and associated
trade, thereby contributing to the implementation of Nationally Determined Contributions by
both reducing forest emissions and enhancing sequestration.“ På hvilken måde vil Danmark
leve op til dette løfte?”
Svar:
Danmark støtter fremme af bæredygtig skovforvaltning og bekæmpelse af ulovlig skovhugst
gennem forskellige indsatser.
I forhold til udviklingslande arbejder Danmark bl.a. gennem bidrag til IUCN (International
Union for Conservation of Nature) for at fremme bæredygtig skovforvaltning. IUCN
gennemfører et projekt med titlen ”pro-poor REDD”, der bl.a. retter sig mod at styrke lokal
naturressourceforvaltning i udvalgte områder og sikre, at rettighedsaspekter indtænkes i
planlægning og lovgivning. Projektet gennemføres i Cameroon, Ghana, Guatemala, Indonesien
og Uganda. Endvidere gav Danmark i 2015 et tilsagn på 35 mio. kr. til IUCN målrettet et
projekt, der over tre år søger at fremme befolkningers modstandsdygtighed overfor
klimaforandringer i kystzoner i Sydøstasien ved at arbejde med forvaltning af såkaldte
mangrover. Endelig støtter Danmark bæredygtig skovforvaltning via bilaterale programmer i
Bolivia og Indonesien.
Danmark deltager aktivt i bekæmpelsen af ulovlig skovhugst og dertil relateret handel indenfor
rammerne af EU´s tømmerforordning. Forordningen fastsætter krav til virksomheder og
skovejere, der bringer træ og træprodukter i omsætning, og indeholder et generelt forbud mod
at bringe ulovligt fældet træ i omsætning. Den har fundet anvendelse siden den 3. marts 2013,
og det er Naturstyrelsen, der fører tilsyn med, at reglerne overholdes i Danmark. Miljø- og
Fødevareministeriet samarbejder som led heri dels med Kommissionen og øvrige EU-lande via
Kommissionens til formålet nedsatte komite, dels efter behov med såvel øvrige nordiske lande
som USA, der har fastlagt lignende lovgivning på området. Danmark er også blandt de EU-
lande, der aktivt bidrager til at fremme bæredygtigt forbrug og produktion af træ via offentlige
indkøb og derigennem understøtter bæredygtig skovdrift.