Udenrigsudvalget 2015-16
URU Alm.del
Offentligt
1563950_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Den 5. november 2015
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 15. oktober 2015.
URU alm. del – spørgsmål 29.
URU alm. del spørgsmål 29:
Dansk Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, mener, at finanslovsforslaget for 2016 de
facto betyder nedskæringer i nærområderne, da der ikke bliver plads til ekstrabevillinger i løbet
af året. Finansministeren har allerede angivet, at yderligere midler til akutte indsatser inden for
humanitær bistand vil blive taget fra udviklingsmidlerne. Kan ministeren garantere, at der ikke
reelt set vil blive tale om, at vi i de kommende år vil bruge færre midler i nærområderne?
Svar:
Regeringen har, trods en generel reduktion af rammen for udviklingsbistanden, med
finanslovsforslaget for 2016 afsat 1.825 mio. kr. til humanitære indsatser. Det er det største
beløb, der nogensinde er afsat til humanitære indsatser i et finanslovsforslag og er et udtryk for
regeringens fokus på indsatser i nærområderne.
Når der i løbet af året overføres flere midler til det humanitære område, så er det helt almindelig
praksis, at dette sker inden for den samlede udviklingsbistand. Det kan gøres ved
omallokeringer fra andre aktiviteter eller ved at overføre annullerede resttilsagn fra afsluttede
projekter. Således var de mange ekstra humanitære midler, der eksempelvis blev bevilliget i
2013 og 2014 tilvejebragt ved omprioriteringer indenfor udviklingsbistanden, samt
annulleringer af restbevillinger fra afsluttede programmer.
Det er for tidligt at sige, hvad behovene i 2016 vil være og i givet fald, hvordan der kan
omallokeres midler inden for bistandsrammen. Dermed vil regeringen heller ikke spå og
udstede garantier om størrelsen af ekstra bevillinger til humanitære indsatser i de kommende år.