UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 16. juni 2016
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 23. maj 2016, stillet
efter ønske fra ikkemedlem af udvalget
Nikolaj Villumsen (EL).
URU alm. del – spørgsmål 269.
URU alm. del spørgsmål 269:
”Hvad er status på stabiliseringsindsatsen i Irak, og mener ministeren, at det i tilstrækkelig grad
lykkes at genopbygge de områder, som befries fra ISIL?”
Svar:
Den internationale koalition mod ISIL har stort fokus på stabiliseringsarbejdet i områder, der
bliver befriet fra ISIL. UNDPs stabiliseringsfond FFIS (Funding Facility for Immediate
Stabilisation) spiller en betydelig rolle i arbejdet. Fonden skal fremme basal genopbygning,
forsyning af el og vand, reetablering af hospitals- og skolevæsen samt sikkerhed i de befriede
områder. Danmark har støttet FFIS-fonden inden for rammerne af stabiliseringsprogrammet
for Irak 2015. Et nyt bidrag til fonden er under overvejelse.
Stabiliseringsarbejdet skrider fremad. I byen Tikrit er man nået langt, og størstedelen af
befolkningen er vendt tilbage. En stor udfordring er mange steder de lureminer, som ISIL har
placeret i beboelsesområder. Minerne forsinker stabiliseringsarbejdet og besværliggør
tilbagevenden for fordrevne civile. Det internationale samfund og Danmark har fokus på denne
problematik.
Stabiliseringsarbejdet i Irak vil kræve en lang og ihærdig indsats fra ikke mindst Irak, men også
det internationale samfunds side. Danmark yder et betydeligt bidrag til håndteringen af denne
vigtige udfordring.