UDENRIGSMINISTERIET
Den 5. november 2015
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 12. oktober 2015.
URU alm. del – spørgsmål 21.
URU alm. del spørgsmål 21:
Vil ministeren redegøre for, hvorledes Danmark kan medvirke til at sikre WHOs nye anbefaling
om at give antiretroviral behandling til alle HIV-smittede når nu regeringen skærer voldsomt i
støtte til Den Globale Fond for Bekæmpelse af AIDS, Tuberkulose og Malaria, der jo netop
skal sikre, at de smittede får behandling?
Svar:
Med WHO’s nye anbefaling vedr. antiretroviral behandling til alle hiv-smittede, uafhængigt af
mængden af virus i deres blod, udvides adgangen til medicinsk behandling til et væsentligt
forøget antal patienter. Indkøb af medicin og levering af medicinsk behandling udgør dog iht.
strategien for Danmarks støtte til bekæmpelse af hiv/aids i udviklingslande fra 2005 ikke en
særskilt hovedprioritet for Danmark. Dette er ikke ud fra en betragtning om, at medicinsk
behandling ikke er vigtig, men at det skal gå hånd i hånd med en lang række andre indsatser,
herunder forebyggelse med fokus på adfærdsændring, oplysning bl.a. gennem
seksualundervisning for børn og unge, bekæmpelse af stigma ikke mindst blandt særligt udsatte
grupper samt generel styrkelse af sundhedssystemer.
De danske prioriteter på hiv/aids området fokuserer iht. ovennævnte strategi særligt på
rettighedsaspektet med fokus på udsatte og marginaliserede grupper, herunder kvinder og piger,
børn og unge samt seksuelle minoriteter. Derudover fokuseres bl.a. på sammenhæng mellem
hiv/aids og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder samt bekæmpelse af stigma og
diskrimination. Dette arbejde støttes fra dansk side gennem indsatser relateret til seksuel og
reproduktiv sundhed og rettigheder, gennem bilaterale sundhedssektorindsatser og gennem
internationale organisationer som f.eks. WHO, UNAIDS og Den Globale Fond.
Omend vi fra dansk side ikke har eksplicit strategisk fokus på medicinsk behandling af hiv-
smittede, vil Danmark fortsat yde et væsentligt bidrag til bekæmpelse af hiv/aids ikke mindst
gennem forebyggelsesindsatser – særligt målrettet udsatte grupper - og dermed bidrage til færre
hiv-smittede, der får behov for behandling.