UDENRIGSMINISTERIET
6. april 2016
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 9. marts 2016.
URU alm. del – spørgsmål 151.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Mogens Jensen (S).
URU alm. del spørgsmål 151:
Vil ministeren redegøre for, hvorfor spareplanen for udenrigstjenesten lægges frem flere
måneder før, at Peter Taksøe-Jensen fremlægger sin rapport om udenrigstjenestens
fremadrettede prioriteter, samt om der stadig er behov for en sådan rapport, nu ministeren selv
har fremført sine prioriteter?
Svar:
Siden udkastet til finansloven for 2016 blev fremlagt tidligt på efteråret 2015, har det været
klart, at der ville blive behov for at gennemføre tilpasninger i Udenrigsministeriet. Det skyldtes
blandt andet reduktionen af udviklingsbistanden til 0,7 pct. BNI. I en sådan situation synes jeg,
at man ikke mindst skylder sine medarbejdere at gennemføre de nødvendige forandringer så
hurtigt som muligt. Og så er det jo nu engang min opgave som udenrigsminister at fastlægge
rammerne for diplomatiet inden for de økonomiske rammer, der vedtages af Folketinget.