UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 29. marts 2016
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 3. marts 2016.
URU alm. del – spørgsmål 147.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Mette Gjerskov (S).
URU alm. del spørgsmål 147
Vil ministeren fremsende en oversigt over, hvilke lande ministeren har besøgt som
udenrigsminister, hvilke af landene der har dødsstraf, og hvordan han i hvert enkelt tilfælde har
gjort indsigelser over de pågældende landes regler og praksis på området?
Svar:
En fuldstændig oversigt over, hvilke lande jeg har besøgt, fremgår af hjemmesiden
www.aabenhedsordning.dk. Jeg kan oplyse, at følgende lande, som jeg har besøgt, har
dødsstraf: Algeriet, Etiopien, Indonesien, Iran, Kina, Kenya, Mali, Nigeria, Qatar, Saudi
Arabien, Tunesien og USA. Jeg har orienteret Udenrigspolitisk Nævn om mine samtaler i disse
lande.
Danmarks globale indsats mod dødsstraf foregår i høj grad inden for rammerne af EU, der står
samlet mod dødsstraf. Sammen med hele EU arbejder vi for, at alle verdens lande forpligter sig
til at afskaffe dødsstraf og imødegår konkrete henrettelser. Det sker bl.a. i regi af
menneskerettighedsdialoger mellem EU og relevante tredjelande og også i FN-regi, hvor EU og
Danmark bl.a. aktivt støtter de tilbagevendende resolutioner om indførelse af moratorier mod
dødsstraf i lande, der fortsat anvender dødsstraf. Jeg rejser også Danmarks principielle
modstand mod dødsstraf samt ønsket om universel afskaffelse i relevante bilaterale samtaler.